27. maj 2006
AFVÆRGELSE
når et animeret billede melder sig
på den indre nethinde
et minde om noget lort
jeg har gjort eller forestillinger om måder
mit blod kan forlade kroppen på eller måder
på hvilken jeg kan dø brutalt og råt
undslipper en lyd min mund
aldeles omgående jeg når end ikke
at tænke over det før munden
står åben med lyden som en blodhund der smasker
eller en stærkt knirkende dør
der svinges frem og tilbage
eller triller fra en for ornitologer ukendt fugl
eller gurglelydene som når man taler i mobil
med tanten med drejeskivetelefon lyden
anbringer mig i nuet
hvor jeg cykler eller går eller arbejder eller elsker
eller spiser eller skider eller læser
eller noget femogtyvende i kategorien
"har gjort det rigtig mange gange før"
hvis billedet er særligt insisterende
og ikke kan manes væk af mine lydlige afværgeanlæg
eller hvad det end er der holder hånden over mig
fryser jeg det og sætter et rødt kryds hen over det
et særligt stort og voldsomt kryds
med fast hånd og kraftig pensel VÆK
dypper i rød igen og maler igen én gang til
hvis ikke det virker VÆK
og én gang til jeg bliver ganske enkelt ved
indtil billederne fatter
at de ikke er velkommne
hverken førsprogligt eller på det bevidste plan
jeg er ikke så god til forestillet smerte
gemmer mig i kærestens skød i biffen
hvis jeg ved hovedpersonen mentalt
eller følelsesmæssigt
kommer til at fortryde sine handlinger resten af livet
jeg er altid fuld af gode råd til andre om
imødegåelse af smerte gennem udviklende strategi
men fysisk er smertetærskelen ganske høj
det gør ondt nu og det kan forudses hvornår
smerten hører op om
én time
to dage
seks uger men den hører op
for det ved jeg fysisk smerte gør
jeg ér nok en kende neurotisk
hvor så end en sådan angst skulle komme fra
jeg oplever ikke at frygte at dø
selvom det svimler for mig
når andre taler om blod de har blødt
hvad skal alle de scenarier gøre godt for
hvorfor skal jeg dø voldeligt
flere gange om dagen
eller konstant mindes om
at jeg engang har været ubetænksom
eller unærværende eller uempatisk eller har
beskyttet og forfordelt mig selv med løgn
med undvigelser verbale tæv og arrogance?
kan min moral aldrig blive god nok
er det for sent at være et godt menneske?
er det for sent at få et bedre liv?
der er så mange måder at falde i søvn på
og jeg benytter ikke mange af dem
ikke musik tv radio
ingen bøger før lige ved sengetid
lidt surf på nyheder om særinteresser
en film af og til
så det ér sådan set i orden
flere gange dagligt at blive vækket
fra min tumlen i min personlige verden
og tvunget til at se mig omkring
men hvem fanden bestemmer i mig?
hvorfor skal jeg vækkes?
hvad er det
jeg skal vækkes til?
når et animeret billede melder sig
på den indre nethinde
et minde om noget lort
jeg har gjort eller forestillinger om måder
mit blod kan forlade kroppen på eller måder
på hvilken jeg kan dø brutalt og råt
undslipper en lyd min mund
aldeles omgående jeg når end ikke
at tænke over det før munden
står åben med lyden som en blodhund der smasker
eller en stærkt knirkende dør
der svinges frem og tilbage
eller triller fra en for ornitologer ukendt fugl
eller gurglelydene som når man taler i mobil
med tanten med drejeskivetelefon lyden
anbringer mig i nuet
hvor jeg cykler eller går eller arbejder eller elsker
eller spiser eller skider eller læser
eller noget femogtyvende i kategorien
"har gjort det rigtig mange gange før"
hvis billedet er særligt insisterende
og ikke kan manes væk af mine lydlige afværgeanlæg
eller hvad det end er der holder hånden over mig
fryser jeg det og sætter et rødt kryds hen over det
et særligt stort og voldsomt kryds
med fast hånd og kraftig pensel VÆK
dypper i rød igen og maler igen én gang til
hvis ikke det virker VÆK
og én gang til jeg bliver ganske enkelt ved
indtil billederne fatter
at de ikke er velkommne
hverken førsprogligt eller på det bevidste plan
jeg er ikke så god til forestillet smerte
gemmer mig i kærestens skød i biffen
hvis jeg ved hovedpersonen mentalt
eller følelsesmæssigt
kommer til at fortryde sine handlinger resten af livet
jeg er altid fuld af gode råd til andre om
imødegåelse af smerte gennem udviklende strategi
men fysisk er smertetærskelen ganske høj
det gør ondt nu og det kan forudses hvornår
smerten hører op om
én time
to dage
seks uger men den hører op
for det ved jeg fysisk smerte gør
jeg ér nok en kende neurotisk
hvor så end en sådan angst skulle komme fra
jeg oplever ikke at frygte at dø
selvom det svimler for mig
når andre taler om blod de har blødt
hvad skal alle de scenarier gøre godt for
hvorfor skal jeg dø voldeligt
flere gange om dagen
eller konstant mindes om
at jeg engang har været ubetænksom
eller unærværende eller uempatisk eller har
beskyttet og forfordelt mig selv med løgn
med undvigelser verbale tæv og arrogance?
kan min moral aldrig blive god nok
er det for sent at være et godt menneske?
er det for sent at få et bedre liv?
der er så mange måder at falde i søvn på
og jeg benytter ikke mange af dem
ikke musik tv radio
ingen bøger før lige ved sengetid
lidt surf på nyheder om særinteresser
en film af og til
så det ér sådan set i orden
flere gange dagligt at blive vækket
fra min tumlen i min personlige verden
og tvunget til at se mig omkring
men hvem fanden bestemmer i mig?
hvorfor skal jeg vækkes?
hvad er det
jeg skal vækkes til?