21. oktober 2006

han sidder på sædet overfor
hiphoptøj muslimsk hvid top arabisk logo på skulderen

han sidder helt stille

og ser ind i ruden ikke ud
af ruden jeg ka ikke
lige nu se hans reflektion

på sædet foran ham som kan klappes ned
ligger en aflang ting i sort affaldssæk
strammet ind hér og dér tyk i én ende
tyndere i den anden og noget der stikker ud
på midten er det et gevær
haglgevær eller
pumpguns har ikke tværhåndtag
moderne
maskinistoler heller ikke
eller hvad? er det en stengun fra 40'erne?
ér det overhovedet et gevær? hvor
ka jeg komme ud hvis han pludselig rejser sig
og griber posen og flår plasticen af og råber
JIHAAAD! og begynder at pege rundt hvor
kan jeg komme ud?

eller skal jeg overhovedet forlade bussen ér det ikke
fuld
stændig overdrevet er det ikke
bare mediernes programmeringer af en kultursvag hjerne
min hjerne opfyldt af billeder af terrorister hvordan
ser en terrorist egentlig ud de går sgu da
ikke iklædt t-shirt med påskriften JEG ER TERRORIST
på gaden her eller andre steder det er
indeni de kun tænker på sig selv jeg
forsøger at se hans øjne ser han
voldelig ud?

ku han være én der ku slå ihjel ja
sér han ikke en smule kold ud
eller
måske er han bare træt af at blive set på
som jeg ser på ham måske
kan han mærke det måske
er det et legetøjsgevær i posen
som han har med for at få mig til at blive bange
men på den måde ér han jo så terrotist
på dén måde spiller han sig i lommen på
al kajda måske
er det et haveredskab og han er på vej
i kolonihave for at møde sin kæreste
til en aftale om at plante hæk som
kolonihavens vedtægter foreskriver måske
skulle jeg bare gå op til midterdørene
bare vente deroppe til næste stop og
så stå af
lytte til mit dunkende hjerte forbandet
lytte til mediernes fåkking lorteprogrammeringer
lytte til min ustillelige frygt jeg kommer aldrig
til at lære ham at kende den unge mand dér for evigt
vil han være ham der var min
første terrorist på dansk jord
og jeg hader dem der har gjort dét dét
er ikke terroristerne men dém der tror
de forsvarer mig ved at gøre mig bange
og det gør de måske også
mit politiske samfundsmæssige højere selv
beskytter mig gør mig i stand til
at være beslutningen om overlevelse frem for alt:
står jeg af bussen
fordi mit hoved ikke ka give mig nok data
til at falde til ro ved eller
ligner han og hans pose noget jeg kan dø af eller
er han blot en ung mand med en aflang ting i en sort affaldssæk?

nej jeg kan ikke hade dem
men de elsker mig ikke man skræmmer ikke dém man elsker
dém oplyser man men de passer på mig dét
kan jeg mærke de gør
kun deres pligt

Blogger.com