18. marts 2006

fortvivlelse og glæde


jeg er ikke blevet til noget
for hvad sku jeg blie
der var ingen der ventede på mig
ingen der havde noget at sige

ingen der ville mig noget
ingen der så hvem jeg var
jeg sku bare leve
måske blive som min far

måske sku jeg få mig et arbejde
måske sku jeg mærke min krop
stå op hver enste morgen
bare stå op stå op stå op

fordi der ikke er noget andet
ikke noget der venter
drømme der kun er drømme
ikke nogen der henter

den flok bajere vi alle kan dele
fordi jeg er vant til at tage det hele
og fylde alt fylde verden
uden at skele

til om nogen er på samme vej
om nogen vil det samme
jeg har skabt alt det intet selv
sat mig i glas og ramme

så jeg kan se mig
og huske hvem jeg var
fordi jeg ellers ikke husker
dagene som mit liv beskar

helt alene i min egen verden
helt alene for mig selv
at jeg stadig lever hvis man kan kalde det det
er vist kun held

det held der følger den tossede
eller ham med minimum talent
for at standse ved det røde lys
og bare stå og vent’

den rene overlevelsese
uden renhed og værdi
det er alt det farlige der er værd at tale om
der er værd at sig’

men hvordan komme ud på vippen
når der ikke er noget at nå
hvordan finde et liv
når jeg allerbedst kan stå

fordi jeg ved hvordan man står
jeg ved hvordan man venter
men ikke hvordan man rækker ud
ikke hvordan man henter

tryghed og nærhed og fællesskab
af trangen til at blive mere
end der jeg kommer fra og stadig er
og altid må tranchere

skære dyret op og blotte skroget
se det indefra i dele funktionaliteten
for ret og slet at fatte hvordan
det overfladiske altid tager teten

det smerter vildt at mærke den
den tapper mig stabiliteten
der er mit barndoms og mit voksne livs
dans omkring profeten

ham der siger Hold Nu fast!
i det I har og slip det ikke
stå op og pas den daglige dont
og huske at bare nikke

når øvrigheden mynddigheden chefen sir
at det sådan ting skal være
det kan jeg ikke holde til
jeg vil jo bare lære

så voldsomt som har jeg levet før
og aldrig fået nok af noget
jeg er jo også sådan nu
det har jeg da forstået

men den forståelse er ikke det der rykker
min verden til en frisk revir
hvor jeg kan springe frit omkring
uden alt det lir

der følger med at skille sig
ud fra fællesskabet
det er enten det eller ikke
og som oftest er det tabet

tabet af den frie leg
med livet frie dage
med respekt og ren uenighed
og ikke al den kage

der ikke findes ude på vippen
jo måske som adrenalin
men ikke sovepudedage
ikeakatalog den nye bil vin

jeg vil det ikke jeg vil det ikke
ha det nærvær nu jeg aldrig fik
hvis prisen er stabilitet
og sansning kun et weekendkick

jeg tar det skide alvorligt
at min kaosverden er min eksistens
og der ik er vej tilbage eller frem
at mit skib måske er læns

og ligger stille her og bare venter
mens verden den bevæger sig
et sted hen ingen ved
ihvertfald ikke mig

frygten for det ukendte
er for mig så kendt som noget
og det er først når hjørnet nås
at jeg føler jeg har fået noget

og det er hele kampen
sig bare borgerskabet den der klasse
jeg vil det ikke jeg vil det ikke
det kan for fanden ikke passe

at der skal vær’ system i legen
og sansning kunst og produktion det samme
for så er jo alting bare ét
og regressionen kun en ramme

det endeløse tilbageskridt
til blikket på hvor man var
og aldrig en forståelse af
hvad man egentlig har

og egentlig er for fanden ér
jeg opstår ikke ud af fortid
og fremtid er diffust bedrag
så hvor sætter jeg min lid

ik til autoriteter ikke nærhed ikke hverdag
måske måske til kampen med
hvad der er om hjørnet
mit eneste reelle virkelige sted

at mærke noget som betyder noget
mit livtag med det jeg ik forstår
og så fuck konsekvenserne
af at elske dem jeg ikke når

elske dem jeg aldrig nåede
i barnlig trodsen voksenlivets vilkår
og som skaber smerterationalisere at
belønningen er det man aldrig får

Blogger.com