30. september 2006
af behovet for at redde livet
opstår også disse linier måske knap
så akut
som for tohundrede og fyrre dage siden
svært at se på indholdet alene
at året er dét år Kontrakten
med mig selv om at redde livet
via skriften indtil videre har reddet for mig
men det ér også storladent at påstå
at ord alene skulle kunne dét
frelse mig fra et dagligt valg mellem
intet at opleve (at sætte i ord)
og noget (i dagens løb fremtrædende nok
til at inspirere håbløsheden til afstand)
nok er viljen og lysten til ord stærke kræfter
som til tider tvinger mig
til tider tillader tilsidesættelse af fornuft og trygge tilbud
men foruden dette noget der reelt set ikke findes
men kan ses rummet i bespørgelsen af alt
essens værdi mening
igen: bespørgelsen alene
af hvorfor denne dag skal leves
ved sengetid: hvorfor
den bærer ved til i morgen
uden
at navngive dagens indhold
bør søvnen slet ikke indfinde sig
for søvnen sletter alt
jeg ikke har delt
det være sig nok så lakonisk: i dag skete intet
hvor var det opløftende/sørgeligt/ubetydeligt
at intet skete et savn
for andre en gevinst at ikke kunne
eller ikke skulle bære med
at komplettere eller dublere
egne erfaringer med
den blotte opsummering
og benævnelse
i ord ja endeløst i ord
må jeg der frygter tabet
af i går
ser dagens fleste øjeblikke
der vakte mig af intetheden
væk kogt ind til erindring om erindring
samle mig og skabe
i dag
til minimum: intet
i dag skete intet
selv om dét er løgn
intet er intet et menneske
vil altid vide at det falder
ordet er blot den højeste orden før accepten
at der akkurat nu ikke er mere at gøre
som omregnet til energi giver mer tilbage end forbrugt
ord kan dæmme op men ikke i sig selv forhindre
tabet af energi hér må forståelse til
kun erhvervelig gennem at have handlet
ikke meta ikke refererende sig selv
men inderligt optaget
ukommenterende
af deltagelse i andres liv
så jeg skal både sove fra trangen
og jævnligt vågne til den
og være glad for begge
for ikke konstant at skulle kæmpe
med frygtet for at blive slettet af søvnen
intet er intet
opstår også disse linier måske knap
så akut
som for tohundrede og fyrre dage siden
svært at se på indholdet alene
at året er dét år Kontrakten
med mig selv om at redde livet
via skriften indtil videre har reddet for mig
men det ér også storladent at påstå
at ord alene skulle kunne dét
frelse mig fra et dagligt valg mellem
intet at opleve (at sætte i ord)
og noget (i dagens løb fremtrædende nok
til at inspirere håbløsheden til afstand)
nok er viljen og lysten til ord stærke kræfter
som til tider tvinger mig
til tider tillader tilsidesættelse af fornuft og trygge tilbud
men foruden dette noget der reelt set ikke findes
men kan ses rummet i bespørgelsen af alt
essens værdi mening
igen: bespørgelsen alene
af hvorfor denne dag skal leves
ved sengetid: hvorfor
den bærer ved til i morgen
uden
at navngive dagens indhold
bør søvnen slet ikke indfinde sig
for søvnen sletter alt
jeg ikke har delt
det være sig nok så lakonisk: i dag skete intet
hvor var det opløftende/sørgeligt/ubetydeligt
at intet skete et savn
for andre en gevinst at ikke kunne
eller ikke skulle bære med
at komplettere eller dublere
egne erfaringer med
den blotte opsummering
og benævnelse
i ord ja endeløst i ord
må jeg der frygter tabet
af i går
ser dagens fleste øjeblikke
der vakte mig af intetheden
væk kogt ind til erindring om erindring
samle mig og skabe
i dag
til minimum: intet
i dag skete intet
selv om dét er løgn
intet er intet et menneske
vil altid vide at det falder
ordet er blot den højeste orden før accepten
at der akkurat nu ikke er mere at gøre
som omregnet til energi giver mer tilbage end forbrugt
ord kan dæmme op men ikke i sig selv forhindre
tabet af energi hér må forståelse til
kun erhvervelig gennem at have handlet
ikke meta ikke refererende sig selv
men inderligt optaget
ukommenterende
af deltagelse i andres liv
så jeg skal både sove fra trangen
og jævnligt vågne til den
og være glad for begge
for ikke konstant at skulle kæmpe
med frygtet for at blive slettet af søvnen
intet er intet