13. marts 2006

i dag spurgte et menneske om
jeg som digter havde taget vare på
udviklingen i de seneste 5 år

joda
ja da
det har jeg da da
min egen
udvikling
har jeg beskrevet... jeg kunne godt mærke
hvor han ville hen måske
skulle jeg bare have skreget til ham
Får Du Skrevet Nogen Læserbreve Selv?!
men det gør han måske
eller læser dem der slipper gennem nåleøjet
og tager stilling
måske tænker han bare og måske taler han
med sin familie og venner om det han tænker måske
er han forlagsredaktør og vil mig
det aller bedste eller bare sig selv det aller
bedste og have mig i sin stald at skalte og
valte med hvem ved?

hvem ved...?

det turde nu være åbenlyst at han ramte
lige ind i det smertende hjerte der altid
står for skud
fordi det altid skal håndtere hele verden
og jeg intet kan
ud over at skrive digte og tale med folk og
kigge ud af vinduet på foråret
når verden bliver for meget for uhåndterbar for
lidt givnende sammenlignet med
hvad den kan ÆDE FRESSEN EAT af min opmærksomhed
ÄTE COME af min energi tappe tappe af mit blod

så ja hvorfor
ikke
måske skulle jeg skrive mere om verden af i dag
en større detaljerigdom på linie med at
beskrive en blomst ned i støvdragerceller
et samfund ned i det enkelte menneskes behov
et solsystem ned i Saturns udskejelser i de sidste tre en halv milliard år
regulær viden
politisk viden navne datoer rækkefølger
og antagelser formodninger blotlæggelser af det usammenhængende
uhensigtsmæssige forkerte løgnagtige bagvaskende hadefulde

og så lade være med at sige JEG ja
lade være med at sige JEG det er så
belastende hele tiden at skulle sig JEG
i hver eneste sætning for at føle jeg lever
og rent faktisk findes og KAN findes af andre
end mig selv
nej ikke holde op med at sige JEG
men hvordan så tale om verden

måske bare tale om retfærdighed
retfærdighed går aldrig af mode
men det er vel det jeg taler om hele tiden?
at være et menneske
der er et menneske der er et menneske der er et menneske der er et menneske
roden kernen længslen efter fuldstændiggørelse
baseret på et dynamisk samfund der kun er overfladisk statisk
dynamiske relationer der stryger ved det mindste vindstød
dynamiske parforhold der dør i personudviklingens navn
dynamiske cellestrukturer der holder immunforsvaret på tæerne
dynamiske gener der gør hvad fanden de vil

eller måske bare holde min kæftede mening
lige som flertallet tilsyneladende gør og lade tiden
lade tiden gøre mit arbejde kan jeg dét?
kan jeg holde dén tanke ud kan jeg dét?
kan jeg leve med mig selv?

jo altid leve

men hvordan?

Blogger.com