13. maj 2006

se ud over København fra A-bygningen på Bryggen
den sidste store fest
inden entreprenøren bygger lejligheder i det hele
hvor er det sørgeligt siger alle
hvor tarveligt hvor nedrigt hvor fantasiløst
at 100 kunstnere ryger ud i kulden
halvanden sides omtale i Politiken
forud for festen godt med gode kontakter i dag

men hvor var de sørgende
da 300 røg ud af atelierne på Artillerivej
hvor var de hævede knytnæver
og fanerne
nej ok

de er der heller ikke i aften
vi er alle sammen unge
og tingene løser sig nok København og Danmark
skal nok få de kunstnere
vi har behov for med eller uden
bystyrets og statens billigelse det går nok
tingene løser sig det går nok
det er først bajerne der hæver sig på terrassen
og SÅ derefter stemmerne
indignationen lægger sig igen i morgen
skyllet bort sammen med hovedpinen
på to piller og lidt postevand
er jeg den eneste som fastholder modet
til at turde være fortvivlet?

vi får de kunstnere
vi fortjener
og de politikere og de mennesker...
vi har dem allerede vi ER dem allerede
ingen kan sige sig fri KUNST
vokser lige så lidt op af jorden
som solen slukker om natten
arbejdet består bare i
at få det til at se sådan ud
og for politikerne at bekræfte
og tale til laveste fællesnævner
indtil løgnen er nagelfast:
KUNST
det er noget der sælger
KUNST
har et publikum
KUNST
skal bare serveres på den rigtige måde
KUNST
er en uundertrykkelig menneskelig naturkraft
lad dog dem der vil det
gøre det for egen regning
samfundet skal nok få sin kunst
sig efter os samfundet
skal nok få sin kunst
samfundet skal nok og hvem er det lige
samfundet er?

Prøv at se København fra 7. etage
uden en husleje på 15 eller 20.000
Nattekøbenhavn
stort set kun lys i gadelamperne
reflekteret i havnens vand
og den tætteste lampe
lige som månen stråler altid
lige på mig i vandet fra den til mig
fra mig til dén ved jeg egentlig
hvad det er jeg ser?
hvem forklarer mig det?
hvordan forstå
at det fremover skal være
et privilegie forbeholdt et købedygtigt fåtal
at stå hér på terrassen
og se ud over København

Vil de kunne se min by for mig?
Vil de bryde sig om at give det videre
for andre at se?

Vil I?
Gør I?

Blogger.com