13. november 2006

JEG HAR SPIST DEN SIDSTE SVESKE

jeg har spist den sidste sveske
men jeg blir ved med at

hvad?
tænke om der mon kommer flere
eller
lugte sveske på fingre eller overlæbe eller
på mig?

er jeg inficeret nu af sveske
sveske kommer aldrig ud igen?
med mindre ny sveske
skubber den forrige ud?
hvorfor
spiste jeg den sidste sveske?

jeg ku da ha ventet lidt

--
--

han går rundt og er helt hvid i kinderne, for der er nogen han har mistet, og han kan ikke give slip, så han mister hele tiden, uforanderligt den samme følelse hver dag fra han vågner til han sover.

han ved godt han nu selv er ved at dø. men så er vi da det samme sted, er hans tanke en dag. den optager ham, lige til han sover.

og da han vågner, ér der et sted at mødes? når han at tænke, før han når at tænke på noget andet. på et savn, for eksempel.

og så er der ikke langt til den næste tanke, har vi nogen sinde mødtes i live? og hvis vi ikke havde, ville vi så kunne genkende hinanden i døden? og til den næste igen, ville vi beholde vore former, vore farver, vore øjne, hår, fingre, stemmer!? den ene tanke følger efter den anden. jo flere der bliver af dem, jo mindre føles de nødvendigvis at hænge sammen som perlerne på en kæde, de ville også kunne passe sammen over for hinanden, på tværs af kæden, tale sammen og blive til nye samtaler og udsagn inde i ham, som han snart ikke føler han har styr over, men nyder ganske fantastisk. fordi




det er noget nyt.

Blogger.com