04. september 2006

LYSETS BØRN

dér hvor længsel og handling er ét er dér kobberbyen begynder dér byporten er fuld af forsiringer dyreansigter menneskeansigter gamle krigere for længst gået støvets vej gamle kvinder ingen længere husker hvem var men nogens mødre dét er sikkert, og inde i porten på loftet ypperligt forsirede byens bedste børn med slør og gevanter og kroner og lys opmalet i guld og lyse kulører og jævnligt frisket op så enhver ved ankomsten tvinges til at se op og således blotte struben, det er en stærk by en evig by alle fremmede ønsker at bo i kobberbyen men kun et fåtal forbliver efter første besøg så stærkt korroderende er det at være her så stærkt længes de fleste mod roligere lande og mors arme efter første nat alene på gaderne, alle pensionater er optaget af dem der for længst har fundet en turnus har afluret byens dens mekanismer har fundet ud af at se ned på fødderne af den der går foran og således se sig for ikke træde på stregerne mellem fliserne, alle der forbliver i byen lærer at dét at træde på stregerne destabiliserer byen at ethvert tråd på stregerne mellem fliserne belaster den vortex der er under byen nøje tilpasset byens vægt og fleksibilitet et fuldt spejlbillede der ikke tåler for mange forstyrrelser for stor overfladeurolighed , ethvert barn i byen ved at man ikke må træde på stregerne for ellers falder fortovet ned og vortexen kommer frem og sluger byen og derfor står børn alle vegne og ser efter fremmede der ikke kender byens hemmelighed og ingen fremmede kan gå i fred om natten uden at få følgeskab af et eller flere børn der opfordrer til at se ned som i de fleste andre byen ville betyde forestående overfald og frarøvelse af alle værdier, men ikke hér, ikke i denne by. Hér betyder børn livet. Når solen står op går byens børn i seng. Når solen står op forlader de frygtsomme de uopmærksomme byen, somme tider under eskorte.

Blogger.com