13. oktober 2006
jeg er én der står i forhold til vi
det er mig der står i forhold til os
ja dette menneske kan tillige stå i stedet for begge
uden at tage hatten af
KULTURNATTEN I FORFATTERFORENINGEN
når jeg nu står her foran mine kolleger i forfatterforeningen
ja det var det jeg tænkte
og publikummer udefra der har hørt om arrangementet
ja det er så ikke så usædvanligt med folk der ikke er forfattere
men mine kolleger
tænkte jeg
dét er noget særligt
overfor mine kolleger kan jeg ikke tillade mig at oplæse noget lort
okay jeg har prøvet at stå med kolleger i publikum eller på sidelinien før
men enten skal de på om lidt og tænker kun på deres eget
eller også er de lige gået af og bare glade for at kunne holde fri
men det hér
som nu
hvor der bare er proppet med kolleger overalt
dét er altså så mærkeligt
altså jeg ved godt at det er meningen at man skal udstråle selvtillid
når man står på scenen
og være klar over at det er en kunstig situation
der ikke minder om noget i et almindeligt menneskes hverdag
det vil sige det gør det så
altså minder om noget men vi taler bare ikke om det
for rent faktisk er jo netop denne situation
synliggørelsen af hvert eneste møde mellem mennesker
vi plejer bare at skille det op i kendt og ukendt
og gradsinddeler det kendte fra varme og passion til kulde og udtalt antagonisme
og det ukendte anslår vi
baseret på genkendelse af mønstre i fysisk holdning påklædning
betoninger lydstyrke og så videre så vi kender det alligevel
altså dét at jeg står hér er ikke ukendt for nogen
heller ikke for mig men det er
hvis ikke en kunstig situation så en formaliseret ditto jeg står her
fordi det er min opgave at stå her
jeg deler byrden og ansvaret med mine kolleger
på den led er vi lige vi har det samme antal minutter men
og dét er så dét jeg tænker
vi er ikke lige gode
vi er ikke lige talentfulde det er fuldstændigt umuligt og heller ikke interessant
jeg ville ikke stå her hvis jeg var en gud der ikke måtte fremstå som sådan
for ikke at støde nogen
men nu er sagen dén at jeg har det lidt modsat
jeg er ingen gud
og jeg har så forfærdelig mange ting at sige
måske netop fordi jeg IKKE er en gud IKKE er alvidende eller AL-noget
og jeg har skrevet så forfærdelig mange småting og hvor meget af dét
er egentlig repræsentativt for dét jeg vil sige
og for dén person jeg er og for de mennesker som er til stede
som alle laver det samme som jeg selv
som alle kender det med at sidde og stirre i tangenterne
eller ind i spejlet eller sidde under morgenmaden og føle
at det kan være lige meget
og i nogle perioder fortsætter det dagen igennem
der kommer aldrig den der rejsning
hvor sjælen sætter igennem det er lidt ligesom den er på ferie
eller en skygge af sig selv
udmagret og kraftløs
og nogle gange er perioderne lange eller bare frygten for at den skal BLIVE lang er det
er stor mener jeg
I kender det alle sammen ikke
en gang imellem
og vi siger til os selv at det kommer tilbage
jeg ved at jeg siger det til mig selv
det kommer tilbage
det kommer tilbage
i morgen seneste i morgen er meningen der igen
det er bare biorytmerne der dykker og følelsen af at miste sit overskud
er ofte sværere end intet overskud at have
men det kommer igen
det er jo kommet igen i 20 år 22 år 23 år siden begyndelsen
siden første gang bølgen lagde sig
den høje rejsning hvor alt kørte og adrenalin og endorfin
kæmpede om at være stimulans nummer ét
...
det kommer altid tilbage for hvis ikke...
dén tanke er fuldstændig uhyrlig for hvis ikke...
det er langt bedre at slet ikke tænke den og bare komme videre med livet
finde alternative ruter gennem den utænkelige dag
gå i tivoli eller endelig få ordnet have eller bare ligge og samle kræfter
på sofaen med og uden bog eller fjernbetjening eller varm krop ved siden af
for det er jo dét
vi kan ikke ha at bølgen ikke kommer op igen
og vi kan ikke have at det vi laver ikke giver mening
ikke blot for os selv
når først det ér skrevet færdigt så SKAL det helst give mening
for hvorfor eller investere hele vores liv i det
alle tanker nat og dag og ferier helligdage morgen middag aften hvorFOR
skulle vi dét
hvis ikke for det at det skulle give mening for andre end os selv?
og for at komme til sagen
så tænkte jeg længe over
hvad fra min produktion jeg egentlig skulle læse for jer
de skrivende
som jeg selv og de læsende
som jeg selv
som ville være godt nok
til at tage med hjem og ikke bare noget der forbrugte nogle minutter
i en stram talerplan
og så kom jeg på det: det skal være kort
nemlig
det skal være kort og præcist
så det ikke bare er en stemning
noget der får jer til at huske mig
og glemme jer selv lidt
det der trick der betyder så meget for hver af os der skriver
at få folk til at glemme sig selv
så vi selv kan komme til orde
det kan gøres charmerende
og indsigtsfuldt og overraskende og provokerende og morsomt og
på en masse ubehagelige måder der inkluderer kropsvæsker og overgreb
de fleste af os foretrækker metoder der passer præcis
til formålet ikke sandt
så i dag
i dag tror jeg jeg holder mig til humor og begejstring
hvis det er okay med jer...
at fatte sig i korthed:
benny andersens digt om den dovne digter kender vi
det lod jeg mig inspirere af for nogle år siden
og forestillede mig at han havde siddet der meget længe
og nu gerne ville i gang igen
og det der kom ud af forsøget
kaldte jeg
på vegne af den dovne digter
"ordløst forsvundet" - det lyder sådan her
En del år forinden var jeg blevet opfordret til at skrive et digt om vinter
ikke fordi jeg ikke sagtens kan vente lidt med dén årstid men
det var under snevinteren 95-96 og måske var det for meget for mig
måske skulle jeg mentalt grave mig frem fra snedynerne
omkring det sommerhus jeg var begravet i
for at kunne finde ud af hvad det hele handlede om for mig
men det tog mig i hvert fald små tre uger at skrive følgende
der tilhører min evige indre 5-årige
det hedder "vinter" og kan
hvis ikke man magter at få sneskovl og saltning ud af hovedet
fint reciteres med grammatikken udtalt højt...
men jeg vover springet:
se, sne!
tak fordi jeg måtte komme.
det er mig der står i forhold til os
ja dette menneske kan tillige stå i stedet for begge
uden at tage hatten af
når jeg nu står her foran mine kolleger i forfatterforeningen
ja det var det jeg tænkte
og publikummer udefra der har hørt om arrangementet
ja det er så ikke så usædvanligt med folk der ikke er forfattere
men mine kolleger
tænkte jeg
dét er noget særligt
overfor mine kolleger kan jeg ikke tillade mig at oplæse noget lort
okay jeg har prøvet at stå med kolleger i publikum eller på sidelinien før
men enten skal de på om lidt og tænker kun på deres eget
eller også er de lige gået af og bare glade for at kunne holde fri
men det hér
som nu
hvor der bare er proppet med kolleger overalt
dét er altså så mærkeligt
altså jeg ved godt at det er meningen at man skal udstråle selvtillid
når man står på scenen
og være klar over at det er en kunstig situation
der ikke minder om noget i et almindeligt menneskes hverdag
det vil sige det gør det så
altså minder om noget men vi taler bare ikke om det
for rent faktisk er jo netop denne situation
synliggørelsen af hvert eneste møde mellem mennesker
vi plejer bare at skille det op i kendt og ukendt
og gradsinddeler det kendte fra varme og passion til kulde og udtalt antagonisme
og det ukendte anslår vi
baseret på genkendelse af mønstre i fysisk holdning påklædning
betoninger lydstyrke og så videre så vi kender det alligevel
altså dét at jeg står hér er ikke ukendt for nogen
heller ikke for mig men det er
hvis ikke en kunstig situation så en formaliseret ditto jeg står her
fordi det er min opgave at stå her
jeg deler byrden og ansvaret med mine kolleger
på den led er vi lige vi har det samme antal minutter men
og dét er så dét jeg tænker
vi er ikke lige gode
vi er ikke lige talentfulde det er fuldstændigt umuligt og heller ikke interessant
jeg ville ikke stå her hvis jeg var en gud der ikke måtte fremstå som sådan
for ikke at støde nogen
men nu er sagen dén at jeg har det lidt modsat
jeg er ingen gud
og jeg har så forfærdelig mange ting at sige
måske netop fordi jeg IKKE er en gud IKKE er alvidende eller AL-noget
og jeg har skrevet så forfærdelig mange småting og hvor meget af dét
er egentlig repræsentativt for dét jeg vil sige
og for dén person jeg er og for de mennesker som er til stede
som alle laver det samme som jeg selv
som alle kender det med at sidde og stirre i tangenterne
eller ind i spejlet eller sidde under morgenmaden og føle
at det kan være lige meget
og i nogle perioder fortsætter det dagen igennem
der kommer aldrig den der rejsning
hvor sjælen sætter igennem det er lidt ligesom den er på ferie
eller en skygge af sig selv
udmagret og kraftløs
og nogle gange er perioderne lange eller bare frygten for at den skal BLIVE lang er det
er stor mener jeg
I kender det alle sammen ikke
en gang imellem
og vi siger til os selv at det kommer tilbage
jeg ved at jeg siger det til mig selv
det kommer tilbage
det kommer tilbage
i morgen seneste i morgen er meningen der igen
det er bare biorytmerne der dykker og følelsen af at miste sit overskud
er ofte sværere end intet overskud at have
men det kommer igen
det er jo kommet igen i 20 år 22 år 23 år siden begyndelsen
siden første gang bølgen lagde sig
den høje rejsning hvor alt kørte og adrenalin og endorfin
kæmpede om at være stimulans nummer ét
...
det kommer altid tilbage for hvis ikke...
dén tanke er fuldstændig uhyrlig for hvis ikke...
det er langt bedre at slet ikke tænke den og bare komme videre med livet
finde alternative ruter gennem den utænkelige dag
gå i tivoli eller endelig få ordnet have eller bare ligge og samle kræfter
på sofaen med og uden bog eller fjernbetjening eller varm krop ved siden af
for det er jo dét
vi kan ikke ha at bølgen ikke kommer op igen
og vi kan ikke have at det vi laver ikke giver mening
ikke blot for os selv
når først det ér skrevet færdigt så SKAL det helst give mening
for hvorfor eller investere hele vores liv i det
alle tanker nat og dag og ferier helligdage morgen middag aften hvorFOR
skulle vi dét
hvis ikke for det at det skulle give mening for andre end os selv?
og for at komme til sagen
så tænkte jeg længe over
hvad fra min produktion jeg egentlig skulle læse for jer
de skrivende
som jeg selv og de læsende
som jeg selv
som ville være godt nok
til at tage med hjem og ikke bare noget der forbrugte nogle minutter
i en stram talerplan
og så kom jeg på det: det skal være kort
nemlig
det skal være kort og præcist
så det ikke bare er en stemning
noget der får jer til at huske mig
og glemme jer selv lidt
det der trick der betyder så meget for hver af os der skriver
at få folk til at glemme sig selv
så vi selv kan komme til orde
det kan gøres charmerende
og indsigtsfuldt og overraskende og provokerende og morsomt og
på en masse ubehagelige måder der inkluderer kropsvæsker og overgreb
de fleste af os foretrækker metoder der passer præcis
til formålet ikke sandt
så i dag
i dag tror jeg jeg holder mig til humor og begejstring
hvis det er okay med jer...
at fatte sig i korthed:
benny andersens digt om den dovne digter kender vi
det lod jeg mig inspirere af for nogle år siden
og forestillede mig at han havde siddet der meget længe
og nu gerne ville i gang igen
og det der kom ud af forsøget
kaldte jeg
på vegne af den dovne digter
"ordløst forsvundet" - det lyder sådan her
En del år forinden var jeg blevet opfordret til at skrive et digt om vinter
ikke fordi jeg ikke sagtens kan vente lidt med dén årstid men
det var under snevinteren 95-96 og måske var det for meget for mig
måske skulle jeg mentalt grave mig frem fra snedynerne
omkring det sommerhus jeg var begravet i
for at kunne finde ud af hvad det hele handlede om for mig
men det tog mig i hvert fald små tre uger at skrive følgende
der tilhører min evige indre 5-årige
det hedder "vinter" og kan
hvis ikke man magter at få sneskovl og saltning ud af hovedet
fint reciteres med grammatikken udtalt højt...
men jeg vover springet:
se, sne!
tak fordi jeg måtte komme.
