dagensdigt2006

Evidensmand kommer ind i en kiosk, goddag, har De det godt?
     Nej, vi ikk har det got, siger kioskmanden, men i Brettegate de har det got.
     Nå, siger Evidensmand, kan det nu også være sandt?
     Det vær sandt, jeg sæl set det, siger kioskmanden.
     Hmm, siger Evidensmand, men lad mig få lidt beder.
     Hvat, siger kioskmanden, du gør nar på mig?
     Nej da, siger Evidensmand, jeg ikke gøre... jeg ville bare have beder.
     Jeg også vil det beder, stønner kioskmanden, men det ikk nemt.
     Åbenbart, siger Evidensmand hovedrystende og vender sig i døren, men så må De have det godt.
     Jamn, vi ikk har det got, råber kioskmanden efter ham.
     Nej, det kan jeg forstå, mumler Evidensmand og tager sig til hovedet. Det sidder der endnu.


Da Evidensmand en dag stirrede ind i solen, på trods af at han ofte som barn var blevet advaret mod det, du bliver blind, lille skat, sagde mor, sagde far, sagde onkel søren med de varme hænder, sagde lærerinden, der altid placerede ham på forreste række, sagde Ulle fra vejen overfor, der altid fik hvad han pegede på, sagde Louise der gav sig hen til ham, da hun var 14, sagde tekniklederen på teknisk skole fire gange under svejseundervisningen, sagde den analfabetiske socialdame på skodhuset efter første møde, sagde den første chef og den anden og den tredje, før de fyrede ham, sagde kæreste ét og to og tre og fire og fem og seks og syv og otte og ni, efter at de havde fyret ham, sagde terapeuten og livsstilscoachen og healeren og udskrev væsentlige regninger efter endt behandling, sagde bibliotekaren efter at han længe havde siddet i staver foran hylden med verdensfilosofien, kunne han i tre timer efter ikke se andet end solskiven, hvorend han kiggede hen, men så var den vist også sét.


Evidensmand spekulerede længe på at kalde sig Empirimand, empiri, empiri, empirimanden... empiriMAND slår til igen...! empiRImand vender tilbage...! men det virkede lissom ikke.