03. juni 2006
FLÆSKEMIK PÅ BJERGET
- det ser sort ud, Bjerglund.
- nå, synes du det, Fodhose!?
- det turde vel fremgå af konteksten, Bjergmund?
- strammer du den ikke lige stramt nok, Fodpose?
- hvor stramt kan det blive, før det må siges af blive stramt? For nogle er det vel blot en kærlig fastholdelse, der bliver kærligere, Bjergpund?
- Altså, Fodmose, selv kærlighed er ofte for omklamrende for de fleste. Men man lader som om...
- nu strammer du den vist selv, Bækvind. Hvad skulle man lade som om? At man lod sig elske?
- Podfose, Podfose, du løber af med dig. Sådan taler kun dén, som ikke har mærket kærligheden på sin krop. Kondolere må man vel næsten.
- hvis du vil smage en styver, Brækkind, så skal du bare sige til! Hvor kærlighed er, kommer kærlighed til. Og der har bestemt aldrig manglet noget i détte sogn.
- Profotte, du taler som du har sind til. "Det ser sort ud", sagde du. Det turde vel være bevis nok.
- og hvad skulle det så bevise, Bækbind? Ved du ikke, at beviselighed er afhængig af uafhængighed? At empiri er forudsætning for entropi?
- du siger sgu da det mest begavede sludder! Og kejserens nye klæder skulle så være en påvisning af smådrenges evne til at befinde sig det forkerte, ubelejlige, sted på det forkerte, rigtige, tidspunkt? Poprotte, du er en nar!
- i modsætning til dig, Brækvind, er jeg den af os to som er mindst i opposition. For mig...
- ... ja, for dig er din mor din bedste ven, og ethvert klap på hovedet giver dig skyldfølelser, fordi det burde havde medført en ejakulation, hva! Pappotte, Papotte!
- ... i modsætning til dig, Brakvand, så er jeg lykkelig. Af os to er jeg ene om at vedkende mig kærlighedens kraft og betydning for overlevelsen. Og tillige...
- du kan selv være alene, kan du! Papmåtte, du tænker at du elsker, og så elsker du. Du tænker, at du bliver elsket, og så er du elsket. Du tænker...
- ja, jeg tænker! I modsætning til sådan en følesvend som dig, Bakvom...!
- ... du tænker, at alene konstateringen af forekomsten af kærlighedens mulighed konstituerer kærligheds mængde. Og hvis det ikke er at skryde højere end æselet, man trækker i halen, Pipmakker, så ved jeg ikke hvad en æselhale er!
- se, du trækker alting ned! Altid trækker du alting ned! Du kan aldrig komme med et regulært argument, men skal altid pukle på med indre forestillinger om dyr, der er lige som mennesker. Du som ligner en gris selv! Bekvoms, Bekvoms... hvordan har jeg dog kunnet holde dig ud så længe!
- du elsker mig jo, er det ikke dét, tænkesvans? Pimok, Pimok, du er så gennemsigtig som et drukket glas vand. Du elsker mig rigtigt, ikke? Er det ikke dét? Du vil kødeligt samvær med din gamle ven? Elsker mig elsker mig elsker...
- er du sindssvag, Bekodt? Ville mit hjerte røre ved dit kød med en kulsyresnehandske, ville det ej! Nok er det og har altid været, at du er dén, jeg aldrig behøver at blive: Ensom i verden, uden kærlighed til nogen, og borte når du dør! Stakkels, gamle Bekom...
- hvis jeg skulle opremse de tilfælde, hvor hjernedyret hér har hvilet panden mod mit kødfulde, hårede bryst og alkoholt opremset forekomsterne af animositære forhold til mor, kunne jeg stå her juleaften med. Pok, jeg lægger gerne krop til dine sorger, men kald ikke kødet mit koldt! Tør du se mig i øjnene og gentage, hvad du sagde?
- hvad sagde jeg?
- at... du ikke... at mit hjerte ikke kunne være i en kold gummihandske!
- Pek, du er så følsom, at jeg bare ved at udtale, at jeg lover dig evigt troskab, kan få dig til at flæbe... Se nu, nu gør du det igen!
- jeg hader, når du tramper på mig, Mok. Jeg ved godt, at vi altid vil være venner, jeg ved det bare, men hvorfor skal kniven i bund hver gang?
- den skal ikke bare i bund, Pum, den har også blodrille, så dit hjerteblod kan flyde frit. Så jeg kan se det, så jeg kan se, at du elsker mig. Sådan er det. Og du kan holde til det, jeg ved det.
- hvad nu hvis entropien var vokset dertil, at der var mere mig udenfor mig end indenfor... hvor skulle du så finde mig? Dér, hvor du selv er, er jeg ikke, og der, hvor min krop er, er jeg ikke. Du ville være helt alene, Mak, med mor i skabet, raslende dag ud og dag ind. Helt alene!
- nu handler kærligheden jo ikke om afstanden til sortsyn alene, Pak. "For over over alting stråler hjertet nært..." PakPakPakPak, du tager også alting så alvorligt. Ved du egentlig, hvem du selv er? Jeg ved det godt, må jeg lige sige dig.
- ja, så hvorfor skal jeg så holde styr på dén slags? Møk, du er et svin. Når jeg ser på dig, ser jeg et svin. En der smasker hvad som helst i sig, som andre har levnet. Du smasker på mig, og det har du altid gjort.
- Et flæskemik, Pik! Ja, det er dét, du godt kan lide, ikke? Én at grynte med. Hrfff hrfff!
- Hrfff hrfff, Mif. To der taler samme sprog, deler verden.
- Hrfff, dit grimme svin, If! Jeg elsker dig sgu!
- Hrfff, If, og jeg elsker dig. Sådan... af hjertet, altså.
- sku vi ikke bare være venner?
- jo, lad os være venner!
- det ser sort ud, Bjerglund.
- nå, synes du det, Fodhose!?
- det turde vel fremgå af konteksten, Bjergmund?
- strammer du den ikke lige stramt nok, Fodpose?
- hvor stramt kan det blive, før det må siges af blive stramt? For nogle er det vel blot en kærlig fastholdelse, der bliver kærligere, Bjergpund?
- Altså, Fodmose, selv kærlighed er ofte for omklamrende for de fleste. Men man lader som om...
- nu strammer du den vist selv, Bækvind. Hvad skulle man lade som om? At man lod sig elske?
- Podfose, Podfose, du løber af med dig. Sådan taler kun dén, som ikke har mærket kærligheden på sin krop. Kondolere må man vel næsten.
- hvis du vil smage en styver, Brækkind, så skal du bare sige til! Hvor kærlighed er, kommer kærlighed til. Og der har bestemt aldrig manglet noget i détte sogn.
- Profotte, du taler som du har sind til. "Det ser sort ud", sagde du. Det turde vel være bevis nok.
- og hvad skulle det så bevise, Bækbind? Ved du ikke, at beviselighed er afhængig af uafhængighed? At empiri er forudsætning for entropi?
- du siger sgu da det mest begavede sludder! Og kejserens nye klæder skulle så være en påvisning af smådrenges evne til at befinde sig det forkerte, ubelejlige, sted på det forkerte, rigtige, tidspunkt? Poprotte, du er en nar!
- i modsætning til dig, Brækvind, er jeg den af os to som er mindst i opposition. For mig...
- ... ja, for dig er din mor din bedste ven, og ethvert klap på hovedet giver dig skyldfølelser, fordi det burde havde medført en ejakulation, hva! Pappotte, Papotte!
- ... i modsætning til dig, Brakvand, så er jeg lykkelig. Af os to er jeg ene om at vedkende mig kærlighedens kraft og betydning for overlevelsen. Og tillige...
- du kan selv være alene, kan du! Papmåtte, du tænker at du elsker, og så elsker du. Du tænker, at du bliver elsket, og så er du elsket. Du tænker...
- ja, jeg tænker! I modsætning til sådan en følesvend som dig, Bakvom...!
- ... du tænker, at alene konstateringen af forekomsten af kærlighedens mulighed konstituerer kærligheds mængde. Og hvis det ikke er at skryde højere end æselet, man trækker i halen, Pipmakker, så ved jeg ikke hvad en æselhale er!
- se, du trækker alting ned! Altid trækker du alting ned! Du kan aldrig komme med et regulært argument, men skal altid pukle på med indre forestillinger om dyr, der er lige som mennesker. Du som ligner en gris selv! Bekvoms, Bekvoms... hvordan har jeg dog kunnet holde dig ud så længe!
- du elsker mig jo, er det ikke dét, tænkesvans? Pimok, Pimok, du er så gennemsigtig som et drukket glas vand. Du elsker mig rigtigt, ikke? Er det ikke dét? Du vil kødeligt samvær med din gamle ven? Elsker mig elsker mig elsker...
- er du sindssvag, Bekodt? Ville mit hjerte røre ved dit kød med en kulsyresnehandske, ville det ej! Nok er det og har altid været, at du er dén, jeg aldrig behøver at blive: Ensom i verden, uden kærlighed til nogen, og borte når du dør! Stakkels, gamle Bekom...
- hvis jeg skulle opremse de tilfælde, hvor hjernedyret hér har hvilet panden mod mit kødfulde, hårede bryst og alkoholt opremset forekomsterne af animositære forhold til mor, kunne jeg stå her juleaften med. Pok, jeg lægger gerne krop til dine sorger, men kald ikke kødet mit koldt! Tør du se mig i øjnene og gentage, hvad du sagde?
- hvad sagde jeg?
- at... du ikke... at mit hjerte ikke kunne være i en kold gummihandske!
- Pek, du er så følsom, at jeg bare ved at udtale, at jeg lover dig evigt troskab, kan få dig til at flæbe... Se nu, nu gør du det igen!
- jeg hader, når du tramper på mig, Mok. Jeg ved godt, at vi altid vil være venner, jeg ved det bare, men hvorfor skal kniven i bund hver gang?
- den skal ikke bare i bund, Pum, den har også blodrille, så dit hjerteblod kan flyde frit. Så jeg kan se det, så jeg kan se, at du elsker mig. Sådan er det. Og du kan holde til det, jeg ved det.
- hvad nu hvis entropien var vokset dertil, at der var mere mig udenfor mig end indenfor... hvor skulle du så finde mig? Dér, hvor du selv er, er jeg ikke, og der, hvor min krop er, er jeg ikke. Du ville være helt alene, Mak, med mor i skabet, raslende dag ud og dag ind. Helt alene!
- nu handler kærligheden jo ikke om afstanden til sortsyn alene, Pak. "For over over alting stråler hjertet nært..." PakPakPakPak, du tager også alting så alvorligt. Ved du egentlig, hvem du selv er? Jeg ved det godt, må jeg lige sige dig.
- ja, så hvorfor skal jeg så holde styr på dén slags? Møk, du er et svin. Når jeg ser på dig, ser jeg et svin. En der smasker hvad som helst i sig, som andre har levnet. Du smasker på mig, og det har du altid gjort.
- Et flæskemik, Pik! Ja, det er dét, du godt kan lide, ikke? Én at grynte med. Hrfff hrfff!
- Hrfff hrfff, Mif. To der taler samme sprog, deler verden.
- Hrfff, dit grimme svin, If! Jeg elsker dig sgu!
- Hrfff, If, og jeg elsker dig. Sådan... af hjertet, altså.
- sku vi ikke bare være venner?
- jo, lad os være venner!
