30. april 2006
Fætter Freddi har hele mit liv været det tætteste
min mor har været på at have en bror
så ikke min fætter min granfætter måske
alting flyder ud efter første led men uanset hvad
del af den skøre del af min familie
som barn er al gavflabet opførsel opførsel ud over normen
og således frydefuldhedens aktivator
åh at mærke voksne vågne af vantheden i små gib
når blot der er vaner og tryghed at vende tilbage til
når festen slutter
festen sluttede længe først for Freddi
når nogen sagde den var slut
man kunne måske tænke
at han nok stadig var et barn
der aldrig havde fået lov at feste igennem
men ved mødet med sit livs kærlighed tror jeg
at han fandt sin daglige fest IKKE
at han kæftede mindre op
men det ér vel sjovere at forlade selskabet
hvis det også er sjovt at komme hjem med nogen?
men puttehøne... hvem fanden kalder sin elskede
puttehøne? Det gjorde Freddi uden blusel
et typisk blandingsprodukt af skabsromatiker-ømhed og
provoknuds skarpsyn på varigt lån
han vidste godt hvor han skulle sætte fingeren
men han trykkede aldrig til
i hvert fald ikke overfor mig
ud over at han knuste mine bedste solbriller
i et ellers velment bjørnekram
for satan dét tog tid at tilgive
SÅ selvfølgeligt
som jeg selv tog dén slags nærhed
Freddis insisteren på at søge at give sin kærlighed
på opmærksomhedens bekostning
begik i hvert fald jeg den fejl en tid at tro var ufølsomhed
men han kunne kun give med 1 hastighed
forstod ikke afvisninger eller forbehold
men hvordan kan nogen også misforstå
afvisninger og forbehold?
han var bare kategorisk følsom
uden storstilet flair for følsomhedens sprog
UD med det
hvad skal det være hér inde for
maskeret som vittigheder og jokes
måske lidt trættende med tiden for barnet
der blev ældre og begyndte at kræve mere
men uden vaklen i opfattelsen af det indre
det der vakte min begejstring i barneårene:
Den flabede larm af ting fanget i luften
eller rystet ud af ærmet
i hans begejstring ved at være omgivet af venner
der elskede ham
Som jeg kendte ham
havde han kun én væsentlig fejl
ikke at tortur havde kunnet bøje hans tunge til at fornægte sin tro:
Han elskede også kongen af flydende smør
ambassadøren for Nordamerikansk kyssesædekultur på både 45 og 33 omdrejninger
Aaron Elvis Presley Himself helt ud i særtryk og arge fraklip
men praksis vinder jo ofte over teori så mon ikke
trangen til at få croonet øregange og øjekroge våde
blev stillet en smule sammen med Annette
i de gode år de nåede at få sammen?
Nu er vi så dér
hvor Freddi has left the building
og det er skide sørgeligt
ikke for Freddi for han slap for at blive hængende som grøntsag
"vandes og studses jævnligt" og andre livsforlængende morsomheder
som han sikkert ville have morset med øjenlågene
indtil nogen havde clipset dem til for at få ham til at holde kæft...
men for os andre
for os der læste ham og kunne lide ham
og forstod at han repræsenterede noget
normkulturens begrænsninger kun tjener til at gøre større:
trangen til at elske og blive elsket
sætter en film så i gang
med et close-up af et rævefrækt glimt i øjet
og en indledning som "altså, lille De..."
men den efterfølgende kærlige fornærmelse
må vi fremover blot tænke os til
Tak for show med mere, fætter
Freddi has left the building
min mor har været på at have en bror
så ikke min fætter min granfætter måske
alting flyder ud efter første led men uanset hvad
del af den skøre del af min familie
som barn er al gavflabet opførsel opførsel ud over normen
og således frydefuldhedens aktivator
åh at mærke voksne vågne af vantheden i små gib
når blot der er vaner og tryghed at vende tilbage til
når festen slutter
festen sluttede længe først for Freddi
når nogen sagde den var slut
man kunne måske tænke
at han nok stadig var et barn
der aldrig havde fået lov at feste igennem
men ved mødet med sit livs kærlighed tror jeg
at han fandt sin daglige fest IKKE
at han kæftede mindre op
men det ér vel sjovere at forlade selskabet
hvis det også er sjovt at komme hjem med nogen?
men puttehøne... hvem fanden kalder sin elskede
puttehøne? Det gjorde Freddi uden blusel
et typisk blandingsprodukt af skabsromatiker-ømhed og
provoknuds skarpsyn på varigt lån
han vidste godt hvor han skulle sætte fingeren
men han trykkede aldrig til
i hvert fald ikke overfor mig
ud over at han knuste mine bedste solbriller
i et ellers velment bjørnekram
for satan dét tog tid at tilgive
SÅ selvfølgeligt
som jeg selv tog dén slags nærhed
Freddis insisteren på at søge at give sin kærlighed
på opmærksomhedens bekostning
begik i hvert fald jeg den fejl en tid at tro var ufølsomhed
men han kunne kun give med 1 hastighed
forstod ikke afvisninger eller forbehold
men hvordan kan nogen også misforstå
afvisninger og forbehold?
han var bare kategorisk følsom
uden storstilet flair for følsomhedens sprog
UD med det
hvad skal det være hér inde for
maskeret som vittigheder og jokes
måske lidt trættende med tiden for barnet
der blev ældre og begyndte at kræve mere
men uden vaklen i opfattelsen af det indre
det der vakte min begejstring i barneårene:
Den flabede larm af ting fanget i luften
eller rystet ud af ærmet
i hans begejstring ved at være omgivet af venner
der elskede ham
Som jeg kendte ham
havde han kun én væsentlig fejl
ikke at tortur havde kunnet bøje hans tunge til at fornægte sin tro:
Han elskede også kongen af flydende smør
ambassadøren for Nordamerikansk kyssesædekultur på både 45 og 33 omdrejninger
Aaron Elvis Presley Himself helt ud i særtryk og arge fraklip
men praksis vinder jo ofte over teori så mon ikke
trangen til at få croonet øregange og øjekroge våde
blev stillet en smule sammen med Annette
i de gode år de nåede at få sammen?
Nu er vi så dér
hvor Freddi has left the building
og det er skide sørgeligt
ikke for Freddi for han slap for at blive hængende som grøntsag
"vandes og studses jævnligt" og andre livsforlængende morsomheder
som han sikkert ville have morset med øjenlågene
indtil nogen havde clipset dem til for at få ham til at holde kæft...
men for os andre
for os der læste ham og kunne lide ham
og forstod at han repræsenterede noget
normkulturens begrænsninger kun tjener til at gøre større:
trangen til at elske og blive elsket
sætter en film så i gang
med et close-up af et rævefrækt glimt i øjet
og en indledning som "altså, lille De..."
men den efterfølgende kærlige fornærmelse
må vi fremover blot tænke os til
Tak for show med mere, fætter
Freddi has left the building
