10. april 2006

fragment af INTET ER INTET

”Jeg drømte, at det regnede tallerkner, nej, det var platter, det var alle platterne fra væggene, alle de grimme platter fra jul og højtider, med rensdyr og snedækkede træer, alle platterne, Arlen stod tilbage med, da hendes bedstemor døde, og hun kastede dem ned efter mig, én efter én tyrede hun dem ned efter mig, som om hun havde samlet dem i én høj stabel, mens jeg var gået ned af trappen, og havde ventet i vindueskarmen, til hun kunne se mig komme ud ad opgangen, og så – lænende sig ud med venstre hånd om sprossen og ét ben udenfor – tyrede hun platterne efter mig, én efter én som en maskine, og måske ville hun ikke virkelig ramme mig, for de slog ned omkring mig, men hele tiden lige for mine fødder, selvom jeg havde benene på nakken op ad Stockholmsgade for at undslippe bombardementet og min dårlige samvittighed - som om hun kunne styre deres kurve helt præcist og havde uanede kræfter til sin rådighed, som hun også lod regne ned over mig i forbandelser: ”DØ DIT SVIIIIN! SVIIIIIN! DØ DIT SVIIIIIN! DØØØØ!!”, så flere og flere mennesker kom til vinduerne og så mig løbe spidsrod mellem susende, faldende, missende, smadrende platter, og måske var det den allersidste platte, eller måske skulle hun bare sætte et klart og entydigt punktum, men lige før hjørnet blev jeg ramt i baghovedet, helt rent, som pullen på den japanske tjeners bowler i den der James Bond-film, men i stedet for at miste hovedet blev jeg løftet af slaget og kastet nærmest vandret gennem luften i retningen af kantstenen ud til kørebanen, mens jeg foretog en form for hundesvømning i luften for at forhindre mig i at ryge ud foran bilerne, og måske var det dét, der gjorde udslaget, og måske havde hun bare helt præcist doceret kræften bag sit kast, for jeg landede flat på maven og kurede to meter hen ad fliserne og standsede akkurat med hårtoppen udenfor granitkantstenen, præcis som en cyklist susede forbi. Vedkommende kikkede sig ikke engang tilbage, men hastede for at nå over krydset, og nåede det akkurat. Og jeg lå der bare. Og ingen kom tililende - som om en konsensus var opstået, at jeg havde fortjent det. Jeg lå der bare. Kunne ikke engang besvime – jeg ved ikke, om man kan besvime i drømme, men jeg ønskede, at jeg bare ville forsvinde, men det skete ikke. Jeg lå der bare, og hørte den vedvarende klirren af porcelæn i mine ører og Arlens forbandelser skære sig ind i mig, dybere og mere smertefuldt end noget skår ville kunne gøre det. Og som det føles lige nu, varede denne drøm hele natten, mens jeg lå dér på maven og morgentrafikken kørte over Sølvtorvet, og jeg ville aldrig nogen sinde komme op at stå igen.”
     HP holdt optageknappen nede på diktafonen nogle minutter endnu, men der var ikke flere ord i floden. Han slappede af i fingrene og den defekte optageknap sprang op og båndet standsede. Fingrene krampede.
     Han stillede diktafonen fra sig på bordet og lod hovedet falde ned i hænderne. Der var ikke flere ord, men følelsen var der stadig. Hvad hvad hvad hvorfor hvorfor hvorfor hvorFOR havde han gjort det? At Arlen havde været helt cool omkring det om morgenen, havde ikke gjort tingene bedre. Hvis hun for helvede bare havde skældt ud, eller havde kastet alle de elendige platter i hovedet på ham, så vægtskålen havde en chance for at komme i balance igen, men nej.
     Da hun var kommet ud af badeværelset, mens han havde haft travlt med at trække i tøjet – efter en opvågnen, der mindede om noget fra en komedie, hvor faderen skal nå et vigtigt møde, og husmoderen har et eget vant tempo, hun ikke har tænkt sig at fravige – havde hun bare holdt et stykke toiletpapir demonstrativt op foran sig, som HP kunne se var vådt af et eller andet gennemsigtigt. ”Var det godt i nat?” havde hun spurgt. Var det godt? Hvad havde han skulle svare på dét? Jo, det var godt, det var rigtig godt; var det ikke også godt for dig? Eller, hvad mener du, jeg husker virkelig ikke ret meget af i går! Eller... Men i stedet for at hade ham, var hun bare gået hen og havde lagt håndfladen fladt mod hans bryst – ikke som om hun ville skubbe ham væk; men som om hun havde vidst, at han ville kunne mærke sit bankende hjerte under hendes hånd. ”Sådan noget kan ske. Det bør ikke ske. Men det sker.” havde hun sagt. Storsindede Arlen; Arlen, som nu var helt alene i verden, tilgav ham. Men han havde ikke kunne tage imod tilgivelsen. Der var ganske enkelt ikke plads inde i ham til andet end foragt.
     Som HP stod dér, med Arlens tilgivende hånd på sit bryst, foragtede han det menneske, han var aftenen før, og hadede det for, at han nu var tvunget til at bære erindringen med sig. Hans gamle jeg havde slået ham i stykker, og han ville aldrig blive hel igen.
     HP løftede hovedet fra hænderne og kiggede ud gennem det lille dannebrogsvindue. Hvad hedder egentlig det svenske flag, tænkte han flygtigt. Han måtte se at få pudset glasset; det var halvuigennemsigtigt af støv og døde insekter. Ja, det havde han sagt hver dag, siden han ankom – i morgen, nej senere i dag, skal jeg pudse vinduer og feje. Det var 14 dage siden. Det ville nok heller ikke blive i dag. Han kunne næsten med sikkerhed mærke, at det ikke ville blive i dag.
     Nej, ikke mere nu! Han rejste sig brat og trak i bukserne nærmest i to bevægelser, og gik hen til gaskomfuret for at lave dagens første kop kaffe.
     Solstriben fra det enlige vindue hen over gasbordets grydegitter sagde ham, at han endnu engang havde sovet over 12 timer. Nu mærkede han, hvad han ikke havde mærket under dagens første indtaling; at han egentlig også var rygende sulten. Var han sulten nok til at ofre det sidste æg?
     Han tog ægget fra bakken og lagde det ned i varmekaffen, der var til overs fra dagen før. Spidsen af solstriben lå hen over ægget, mens han tændte gassen med en tændstik, men boblerne i den kogende kaffe fik snart ægget til at danse ind og ud af lyset, rundt og rundt i gryden. Meget symbolsk! Han spærrede øjnene op og vrængede til sit spejlbillede over vasken, skruede lidt ned for gassen, og greb den tykke sweater fra sengen, før han gik udenfor i solen for at se, om der var sket noget med skoven siden dagen før."

Comments: Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link



<< Home

Blogger.com