@ Pardannelse til alle

Hvorfor er at sælge sin krop anderledes end at underlægge sig en kontorchef eller en lagerforvalter? Digteren Ursula Andkjær Olsen harmes i dagens Information. Jeg tænker videre.

Digter og medlem af avisen Informations Tæskeholdet, Ursula Andkjær Olsen, harmes i dagens avis over politikeren Margrethe Vestagers vrede over bagmændene i købesex-branchen, og svovler over, hvordan dét at sælge sin krop til sex på nogen måde kan adskilles fra dét at sælge sig selv på alle andre tænkelige måder (“det er jo den kreative klasses spidskompetence”.) = Nutidens krav til mennesket om at sælge flest mulige af sine kompetencer til højestbydende kan ikke adskille de to ting, blot fordi der måtte være en kriminaliseret “bagmand” bag en gade- eller kælderluder.

UAO siger det ikke lige ud, men lad mig føre hendes tanke videre: Hvorfor er det i orden at være underlagt en kontorchef eller en lagerforvalter, men ikke en alfons, der beordrer den ansatte hen på et bestemt gadehjørne? Hvori består forskellen, når alle er nødt til at arbejde for føden? Mennesket Margrethe Vestager kan givet erkende, at alle gør det bedste de kan, med de muligheder de et givent øjeblik i livet har til rådighed – om end man kunne ønske sig, at overlevelsen fra dag til dag hvilede på et fundament af tålmodig, empatisk afventende udbalancering af enhvers behov, ønsker, erfaringer, kraft, følelser, tanker osv med ens eget niveau. Men utopien sælges altid nemmere af dén, som har sit på det tørre. Og det er hér, politikeren træder frem – hér, hun ophører med at tale om menneskelige kår, og begynder at tale om regulering.

Det mest meningsgivende for en biologisk organisme er stadig hver dag at få noget at spise – det kan der næppe herske uenighed om (hvis man ser bort fra breatharians). Den kvindelige digter siger ovenfor, at alt kan og bliver handlet – krop, følelser, viden, relationer – og at enhver sælger sig selv for at overleve. Hun taler om øjeblikket, om at have udgangspunkt i den daglige overlevelse. Hun forsvarer ikke prostitution, men angriber politikeren for at være politiker – og sætter dermed en standard for en poltikers åbenhed. Men kan en politiker være åben, og samtidig politiker?

Med sin vrede over de prostituererede bagmænd udtrykker den kvindelige politiker, at kvinder ikke sælger sex af egen fri vilje. Underforstået héri ligger en masse politiske agendaer og holdninger at købslå med på Christiansborg: Noget – uddannelse, oplysning – ville kunne forandre kvinders evne til at vælge “bedre” måde at tjene til dagen og vejen på; købesex er ikke et værdigt job (for kvinder; hvornår hører vi om mandlige prostituerede?); en fremtid kan skabes, hvor en mand altid vil kunne finde en kvinde, der elsker og vil elske med ham (og det samme for kvinder, men det hører vi heller ikke om); men skulle man endelig offentlig vedgå, at sex er kommet for at blive, og at det er sit eget marked, og vi ikke lige med deet samme kan skabe harmoni og kærlighed og pardannelse til alle, skulle købesex være bedre reguleret; og skal købesex reguleres, er det bedre at være venner med producenterne (luderne) end med grossisterne (alfonserne) osv osv. Margrethe Vestager vælger derfor en strategi, hvor hun kun anklager bagmændene, som allerede er kriminaliseret. En legalisering af købesex, som med alt hvad det indbefatter af arbejdsbeskyttelse, forsikring, ferie, uddannelse (!) osv., efter en tids instabilitet ville tvinge de kriminaliserede bagmænd ud ad af spillet, skabe tryghed blandt de ansatte, skabe flere selvstændige erhvervsdrivende, tvinge de laveste priser i vejret og generelt set sende flere penge i statskassen – hvilket jo er blandt andet er politikerens rolle.

Men hvad så med digterens anke? At politikeren ikke taler åbent om sin agenda? I et selvoptaget velfærds*samfund, som har glemt, at der overalt på kloden, inklusiv Danmark, findes mennesker, som her og nu behøver at overleve, og at de kun har sig selv at sælge (hvis altså nogen vil købe), ville en politiker, der er mere interesseret i regulering og skabelse af nye indtægter til staten end i kønslige problematikker, og i klummen citeres for at kalde anskaffelser af virtuelle møbler i Second Life for umoralske, kunne få noget igennem? Nogen steder?

Og sådan gik der 4 1/2 timer med den tanke. Nu frokost. Så besøge mormor på hospitalet. Så skrive eller besøge ven med behov for hjælp.

(*velfærd betyder “kvalitetssikring” og ikke i sig selv kvalitet)