THEE EEMAIL (20.12.06)

20. december 2006
jeg har altid fundet skovturen, der er afhængig af setting, kedelig og forudsigelig, men hvis den finder sin egen tone, hvis deltagerne finder omgivelsernes tone og derigennem hinandens, hvis deltagerne er vigtigere end stedet og lugten og udsigten og udsigterne, er en skovtur noget af det dejligste to eller flere kan gøre sammen. Én-persons skovture, derimod … hvem fanden gider egentlig hengive sig til kulde, regn, myrer, larmende køretøjer og sportsudøvelse … for sig selv?

Kortet over verden – dagbog fra de sidste dage i Lima

Mens jeg ventede paa at brillerne skulle blive faerdige, gik jeg en tur. Satte mig paa et lille torv og kiggede paa folk gaa forbi.

Roedligt lys i flad vinkel rammer over 5. etage paa husene overfor. AftenLima i centrum, meget nedslidt, alt undtagen kirkerne i formstoebt beton med skarpe kanter, oftest firkantet, og tilstoevet fordi det sjaeldent regner her – meget sjaeldent. Forestil dig en husfacade i en storby, tusinder af biler hver dag med sodpartikler og gummi fra daekkene og det graa graa stoev, som Lima er funderet paa, som vinden fra Stillehavet blaeser i saa rigelige maengder ind gennem byen hele tiden, at jeg efter 3 timer udendoere foeler mig daekket af en glatklistret ekstra hud – JEG kan gaa i bad, men ikke mange hoejhuse faar vasket vinduer, for slet ikke at tale om facader. Der skal virkelig store anstrengelser til, hvis ikke byen med tiden af sig selv skal gaa i eet med det omliggende oerkenlandskab.

Paa det her tidspunkt, halv syv, er folk ikke paa vej hjem – de bevaeger sig foerst hjemad henad 10-11 om aftenen. Alt foregaar i butikken, som ofte ejes af en familie, og alle keder sig i kor, mens de venter paa de ofte faste kunder, der skal faa det til at loebe rundt. Ingen bliver voldsomt rige af at konkurrere i et samfund, hvor alle konkurrerer saa voldsomt, at flertallet tvinges til at organisere sig erhvervsmaessigt op og ned af hinanden for at kunne vaere med. Du ved, metalgader, vvsgader, brillegader osv. Saa, al transporten paa gaden er kunder. Potentielle kunder. Altsaa er jeg ogsaa en kunde. Blot fordi jeg befinder mig paa gaden. Spoejs tanke, ikke? Jeg gaar paa gaden, fordi jeg vil koebe et eller andet…

Jeg sad paa et ubehageligt cementgaerde, der omhegnede et stykke stoev, hvori 2 forkroblede traeer kaempede for eksistensen. Sad bare og kiggede. Jeg saa godt, at to skopudserdrenge naermede sig – den ene 5-6 aar, den anden 9-10. De kredsede lidt om mig – jeg kunne se, at de pekulerede paa mulighederne for at tjene lidt, men jeg foelte mig sikker i min endnu uudtalte afvisning, fordi jeg havde mine sandaler paa! De passerede mig, og satte sig med deres kasser nogle meter fra mig, lige omkring hjoernet paa cementgaerdet. Jeg ignorerede dem. Men de var lige i oejenkrogen. De diskuterede, eller den store af dem gjorde ihvertfald… Og paa et tidspunkt havde han samlet sig nok mod, flyttede sig saa langt ind i mit synsfelt, hvor de fleste mennesker ikke kan ignorere en henvendelse, og spurgte, meget utraditionelt, om ikke han skulle ordne mine sandaler.

Jeg maatte le. Goere *hvad* ved mine stofsandaler? Pudse dem?! “Nej, ellers tak – de behoever det ikke”. Var det ikke aabenlyst, at der ikke var stof til mere end et stroeg med boersten? “Men jeg kan bare rense dem…?” “Nej, tak, jeg behoever det ikke” – og strakte foden frem for at vise, at der ikke var noget at rense. Jo, de var stoevede, men jeg havde ingen, jeg skulle imponere.

Vende blikket vaek. Ignorere, ignorere. Se paa folk vaere paa vej. Men de to drenge lige i ojenkrogen hele tiden. Er de gadeboern? Er de farlige? Okay, det her er ikke Sao Paulo eller Rio de Janairo – bedre at tage tyren ved hornene. Se dem lige i oejnene med venlighed og respekt, og vedblive i min afvisning.

De resignerede ikke – byttet sad stille, helt frivilligt, og var til at kontakte flere gange, hastede ikke bare forbi uden blik en halv meter laengere oppe, men byttet plejer ikke sidde stille, saa hvordan handterer man deet… ihvertfald den store var aabenlyst utryg ved situationen. Fuck mand, han var sgu da bange! Aftenen er naturligt mere usikker, eller hvem giver dem fuld kontakt, er det ikke nok mest ligegyldighed og overbaerenhed, de faar, eller maaske direkte fjendtlighed? Men han tog sig sammen, man kan altid spoerge om to ting: Hvad hedder du, hvor kommer du fra. Saette navn paa det ukendte.

“Danmark” resulterede i badevaerelseglassede oejne. “Europa”? Heller ingen respons. “Nord for Afrika… kender I Afrika?” Nej, de kendte ikke Afrika. “Okay”… jeg vendte mig om paa stengaerdet og tegnede verden i stoevet for dem – her er Nordamerika, ovenover Canada, saa Alaska, og ved siden af Groenland, en kampestor iskold oe. Her er Sydamerika, her er Peru, her er Chile, meget dyrt i Chile, her er Brasillien, Bolivia… og her er et kaemepestort hav, og heer Europa, det bestaar af rigtig mange lande, sometimes over 20, og her er Skandinavien, hvor jeg bor, her er Rusland, kender I Rusland…? Nej, de kendte ikke Rusland. “Og her er Kina…”

“Japan?” spurgte den mindste. Jeg kiggede overrasket paa ham – hvad var der ved Japan, som havde gjort indtryk paa ham? Det skulle snarere vaere Kina, eftersom stort set alle papkasser i alle markeder er stemplet “Made in China”. Og ikke langt fra pladsen hvaelvedes en gadeudmunding af en stor, imiteret kinesisk port… Maaske spoeger tidligere praesident Fujimori? Ham, der foraerede Perús gasindustri vaek og stak af med statskassen 2 sekunder, foer han blev lynchet, og nu stiller op som praesident igen med velvillig stoette fra befolkningen? Eller manga? Hvad taler til en 5-aarig dreng, der ikke kan laese?

“Ja, her er Japan… oest for Kina, og her er indien, og her er Australien og New Zealand, Sydpolen, og Nordpolen. Det er verden. Kender I slet ikke nogen af landene?” Forstod de overhovedet mit spanske? Jeg taenkte paa dyr – giraffer og loever, isbjoerne, brune bjoerne, buffaloes, kaenguruer, og elefanter; alle boern elsker da for fanden elefanter! – men intet ringede i deres oejne.

“Bor I paa gaden? Har I familie heer i Lima? Kan I leve af at pudse sko?”… i tilbageblikket alle sammen de forkerte spoergsmaal, fordi der for dem kun findes Peruanere og fremmede, og de aner ikke, hvem de fremmede er. Peruanere stiller ikke den slags spoergsmaal – de interesserer sig ikke for de matchende svar, fordi der ikke er noget nyt under solen. Kun fattige skaebner som er paa arbejde for livet. Men nej, de var ikke fra centrum, de boede i en barrio langt vaek. “Og det her er min lillebror”…

Hvad skulle jeg goere? Altsaa, hvordan komme videre? Jeg havde ikke brug for deres tjeneste. Men jeg havde lyst til at honorere deres modige, ja, modige indsats – isaer den stoerste, fordi han klart var bange for situationen, men arbejdede for sin sag. Den mindste reagerede bare paa mit klare blik og min direkthed med aabenhed og uden frygt.

“Okay, jeg har et forslag…” Jeg vidste med det samme, at “propocisión” ikke var det optimale ord, men jeg kender ikke et synonym for “jeg vil give jer et valg, fordi jeg gerne vil hjaelpe jer, men jeg bryder mig ikke om at goere det gratis, fordi jeg ikke bryder mig om at folk, der kan arbejde, tigger.” Principielt ville jeg foretraekke at alle boern kom i skole og havde elskelige, respektfulde foraeldre og familie, der ikke led under manglende vand og mad og opvarmning og… omsorg – men er det noedvendigt at overleve, er tiggeri mig en kende for antisocialt og demoraliserende. Saa – “…jeg har et forslag: Jeg kan koebe et kort over verden til jer, eller I kan faa tre soles…” – ikke meget, 8-10 gange tariffen paa en enkel boerstning. “Hvad siger I til det?”

Er jeg et modbydeligt menneske? Et menneske, der leger med andre, fordi jeg ikke har magt nok, viden nok, forstaaelse eller empati eller kaerlighed nok til at lade folk vaere folk? Eller kan jeg bare tillade mig at vaere nysgerrig? Gik graensen her?

Den store dreng forstod ikke, hvad jeg mente. Men det gjorde den lille, at doemme efter hans straalende oejne. Det store blev ved med at vaere usikker – og jeg maatte skubbe handfladerne foran mig, den tomme haand uden vaaben, og mig selv bagud: “Jeg vil jer ikke noget, det er en gave, men I skal selv vaelge.”

“5 Soles!” sagde straalede lille dreng begejstret.

“Nej”, sagde jeg, “det er en gave!” Hvilket var loegn – de skulle arbejde for sagen, men alligevel en gave, for de skulle ikke goere andet end at beslutte sig. Og jeg ville gerne hoere, hvad de besluttede.

Den store kaempede meget haardt med sig selv, han proevede at diskutere sagen med den lille, men det var tydeligt, at det var ham selv, han diskuterede med. Noget vandt i ham – det var ikke den eksistentielle resignation, men sejr der traadte frem i hans oejne. Han var ikke mindre utryg, men der var en dybde i hans blik, da han svarede: “Landkortet”, for derefter at se ned paa den lille: “Ikke?” Den lille vidste ikke rigtig, hvad han skulle mene, men et eller andet ville der da komme ud af det her, saa han nikkede.

“Ok, hvor er der en boghandel?”

“Dos cuadros”. Den store dreng.

“Er du helt sikker?!” Dumt, hvis de ikke var her, naar jeg kom tilbage.

“Helt sikker!”

“Okay, jeg er tilbage om 10-15 minutter. Venter I heer?”

Usikkert blik fra den store, stort smil fra den lille.

Jeg pressede paa – “jeg gaar ned til boghandlen og er tilbage om lidt – venter I?”

O-kay. De venter…

Tjae, saa er det nu! “Vi ses om lidt”… stort socialt eksperiment, den fremmede har vist sig at vaere meget fremmed, hvad nu? Jeg krydsede gaden i roligt tempo, og oppede til normal “maal-hastighed”, forstyr mig ikke, jeg har ikke tid-hastighed, og var to blokke oppe ad gaden paa et par minutter. Men var der en boghandel? Gu var der ej! Og hvordan skulle en gadedreng, der ikke kender Afrika, vide hvor den evigt naermeste boghandel er?! Men tankes skubbes paa afstand, her er en venlig politimand, som laeser boeger og ved, at der ligger en stor boghandel to blokke ned, ind i passagen til bunden og til hoejre, ned paa hjoernet. Det er nede af den officielle gaagade mod Plaza Armas, byens centrum – og gaden er fyldt af mennesker. Byen er saa stor, at alle har individuelle vandhuller, og kender ikke de andre, saa i forsoeget paa at spare tid spoerger jeg en ny politimand, der lykkeligvis er enig med den foerste, og jeg stikker i loeb.

Jeg VIL give det her en chance for at blive en succes. Jeg forestiller mig, at et verdenskort kan saette gang i fantasien paa en maade ikke noget smugkikket voldsfilmsTV kan. Jeg forestiller mig ligefrem, at jeg kan goere noget ved deres liv, at jeg kan aendre deres liv til det bedre. Jeg tror ikke paa, at nogen er beskyttet af uvidenhed – med mindre det er total og absolut uviden – som den gang der fandtes indfoedte stammer, der aldrig havde moedt andre end sig selv. Jeg foeler mig naesten FORPLIGTET til at naa at komme tilbage til dem, saa de kan faa mere end bare *tanken om* at en verden findes udenfor Perú, eller blot udenfor Lima…

Jeg loeber “det er altsaa vigtigt det her!” gennem menneskemaengden paa gaagaden. Ingen flytter sig – kun tyve og vanvittige loeber – saa jeg snor mig. Og der er passagen, og der er sidegaden, og… hvor… jeg kan sgu ikke se nogen boghandel, ikke nogen skilte der averterer med nye titler og billige paperbacks, som jeg er vant til, fuck! Lige ud, ned til naeste gade, virkelig helt tilfaeldigt spoerge en haerget forbrydertype, der staar udenfor en butik; “lige rundt om hjoernet, overfor kirken!” Ah, een til, som laeser: Mange tak, spaene rundt om hjoernet – der er butikken – for fanden, den ligger jo praecis, hvor politimaendene placerede den, den er bare ikke saerlig uadadvendt!

Butikken er stor og lys, og fuld af boeger langs alle vaegge. Venlig butik. Ved skranken staar en aeldre mand, den snakkesagelige, der elsker at diskutere politik med sig selv som sandhedsvidne, han nyder at have verbalt fat i den kvindelige ekspedient, der sidder og skriver paa computeren samtidig med, at hun lytter med et halvt oere. Jeg oensker at bryde ind, men venter alligevel 30-45 vaerdifulde sekunder paa, at de anerkender min tilstedevaerelse, foer jeg bryder ind med et “har I verdenskort her”?!

Det har de ikke. Ikke et. “Et kort over Perú, maaske?”

Nej, ellers tak – det skal vaere hele verden!”

Den snakkesagelige mand bryder ind: “Et perúkort er alt, man behoever – Perú eer Verden!”…

Ja ja, det er godt – der er mange ting, der kan taenkes om den bemaerkning, og givet ikke gaas for dybt ned i, men den summer alligevel i mit hoved mens jeg gennembladrer en stor geografibog for i det mindste af finde et kort deer, jeg muligvis kan faa lov at kopiere. I perú er mange af den slags ting mulige, netop fordi midlerne er saa smaa, frisoerer med vand, sodavand og oel, vvsfolk med balloner og barbie… men nej. Intet oversigtskort – kun partielle landskaber.

Af sted ud paa gaden igen! Det foeles, som om lang tid er gaaet. Det er blevet helt moerkt. Gaderne er oplyst af gule lamper, der ikke raekker ind i krogene. Jeg koncentrerer mig op ikke at traede i nogle af de mange mange huller i gade og fortorv, som benbraekkende goer det af med horder af fremmede hver dag. Heer giver det god mening at have laest aftalepunkterne i sin sygeforsikring! Men jeg kommer kun langsomt frem – saa hurtigt, jeg kan, men ikke hurtigt nok.

Drengene er der ikke, da jeg kommer tilbage til pladsen. Jeg brugte oven i koebet min sunde fornuft til at udregne praecis hvor pladsen laa, saa jeg slap for at tage fremvejen tilbage igen. Men de er der ikke. Jeg hoerte godt nok nogen med et floejtekald i gaden lige rundt om hjoernet fra pladsen… saa de mig, og saa de mig uden noget under armen eller i haenderne? Jeg reagerer ikke paa det; er de vaek fra pladsen, maa kontrakten anses for brudt.

Jeg sad nogle minutter og drak lidt vand og lod aftenbrisen suge af sveden i min t-shirt. Ingen skuffelse. Ingen aergrelse. Det her var det mest sandsynlige udkomme. Men maaske havde jeg alligevel afstedkommet noget – hvis storebror snarere end sin frygt huskede sin nysgerrighed, “hvad nu hvis?” Perú er et land, blot eet af mange lande, hvor boern i hobevis forsvinder sporloest. Og deen slags trusler behoever de ikke laese om i avisen eller se TV for at forstaa. Men maaske ville han en dag fortaelle historien om landkortet og turisten, og selvom han ikke selv var ramt mere, ville han maaske smitte en anden dreng eller pige. “Afrika – hvor er det…?” Maaske.

Jeg naaede sent ned til min brilleaftale, jeg fik mig et par billige brillemandsbriller og to ekstra glas, og jeg tror faktisk at jeg laeser bedre uden dem. Jeg tror, jeg er blevet taget i roeven. Jeg tror, de er ubrugelige. Fandens til kynisk konkurrencementalitet.

SET OG MATCH

”Så du Jyllandspostens redaktør stort set i rene ord indrømme, at læserbrevene udvælges for at matche avisens profil og politiske tilhørsforhold?” spurgte min gode, velindformerede ven mig på cafeen ved det seneste af årenes infrekvente fysiske møder.
”Du ved da, jeg ikke har TV?!” sagde jeg, men ærgrede mig alligevel i det øjeblik over, at jeg ikke havde fået dén oplevelse ved selvsyn. Jeg ville gerne have set, hvordan chefredaktøren så ud i hovedet, da han svarede. ”Hvad kom det af, interviewet?”
”Du ved, at der er kommet en rapport om mediernes dækning af golfkrigen II, ikke!?”
”Jeg har været lidt fraværende på både bredformat og tabloid – men hvad?” Allerede hér kunne jeg godt mærke, at jeg skulle holde fast i min nysgerrighed og viljen til mening, og se stort på den sært opståede mindreværdsfølelse ved konfrontationen med at have fravalgt TV.
”Nå, men det er der altså. Alle mediernes artikler og indslag – de store aviser og de store TV-stationer – er blevet gennemgået, og kilderne eftersporet, fordi regeringen mente at DR havde været politisk partisk, altså imod regeringen, i sin dækning af krigen. Men det viste sig…” han svingede med en finger i luften som et ”summa summarum”, ”… at DR var blandt de mindst nuancerede, og faktisk mest regeringstro, fordi de stort set kun havde forholdt sig til militære kilder!” Åh, han nød det! Han vidste sgu godt, jeg ikke fulgte de daglige nyheder.
”Det kunne jeg da godt have sagt dig”, sagde jeg, og mente det. ”Man skal sgu da ikke se mange nyhedsudsendelser, på DR eller de andre, for at høre på at de kun stiller spørgsmål til en telefax eller pressemeddelelse.”
”Det kunne jeg også godt have sagt,” sagde han.
Ja ja, det kunne han sagtes sige, tænkte jeg, men smilede og løfte mit glas i salut.
”Jamen, det kunne jeg!”
OK, det er sådan det ér at have venner. Ingen steder at skjule sig.
”Nej, men det sjoveste var sgu det med aviserne – at hovedparten af alle læserindlæg viste sig, på forunderlig vis, at støtte op om dagens leder!”
Han lo. Jeg lo også. Vi så hinanden i øjenen og lo noget mere.
”Hvorfor ler vi egentlig?” spurgte jeg; det virkede med ét absurd. Jeg kunne egentlig godt fornemme hvorfor, men ikke sætte ord på.
Hans ansigt tabte elasticiteten. ”Vi ler selvfølgelig, fordi det gør ondt, det er da klart! Når de ikke er til at stole på, er vi nødt til at le!”
”Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har haft et abonnement så længe, at jeg ville have kunnet se det… Nej, det gælder så kun, hvis man abonnerer på en avis, man i bund og grund er uenig med – dér ville man kunne se det. Hvis det var en avis, man holdt med, ville det være sværere at se med kritiske øjne på forholdet mellem indlæg og daglig profil. Men vi har sgu da alle sammen… ” jeg indikerede ham og mig; de andre i caféen kendte jeg ikke, ”… prøvet at indsende et kritisk indlæg til ”vores egen” avis, og ikke fået det optaget.”
”Du mener, et indlæg der kritiserer ”din egen” avis?”
”Ja, selvfølgelig.”
”Men det skal man jo. Er man uenig med en af de aviser, man læser, skal man skrive et indlæg…”
Jeg måtte afbryde. ”Men de bliver jo for helvede aldrig optaget! Det er jo netop dét, det handler om, det her med kildekritikken og avisernes profiler…” Jeg talte meget hurtigt. ”… Man har ikke en isternings chance i helvede for at komme igennem med redaktionel kritik. Og jeg har altså også kun 24 timer i døgnet. Som bekendt!”
Han havde anlagt sit tålmodige storebroransigt, som han vel også med tiden havde gjort sig delvist fortjent til, men ikke desto mindre var røvirriterende. Og forsatte hvor han slap: ”Er man uenig med en af de aviser, man læser, skal man skrive et læserbrev.” Han holdt en hånd i vejret for at standse eventuelle protester fra mig, men han ville åbenbart et eller andet, så jeg holdt kaje. ”… for redaktionssekretærens skyld! Jeg siger det igen: For redaktionssekretærens skyld! På et eller andet tidspunkt vil noget slippe igennem. På et eller andet tidspunkt vil mængden af kritiske indlæg, kritiske mod redaktionens linie, vel at mærke, blive så markant, at noget begynder at ændre sig – indefra!” Han så lidt triumferende ud. Men også lidt træt. Troede han selv på det?
”Ja, det er meget godt, men jeg er jo for fanden ikke den eneste, der er træt af at få kritiske indlæg afvist. Og hvordan kommer jeg i kontakt med de andre og siger, at de skal gøre som du foreslår? Jeg kan jo ikke skrive et læserbrev, hvor jeg opfordrer folk til at skide højt og flot i om deres læserbreve med synspunkter imod avisens generelle holdning bliver optaget eller ej, fordi de alene skal tjene det formål at påvirke redaktionssekretæren!”
Vi skraldgrinede i kor.
”Men man ville selvfølgelig være nået langt, hvis det lykkedes at få trykt et sådant indlæg…”
Han nikkede, enig. Vi sad tavse lidt. Kiggede lidt på de mange kvinder med børn og babyalarmer.
”Men,” sagde jeg, og følte mig lidt ræveagtig, ”hvis nu det blev trykt, ville det vel betyde, at dén avis ønskede at sige, at den ikke var bange for at tage imod kritiske indlæg, bare kom an, se hvad en læser udfordrer os med!?”
”Og så aldrig igen!” Han lo.
”Eller fast kutume én gang om året på redaktionen, eller også fabrikerede de det selv!” Vi grinede igen i kor.
”Og bagefter ville man skulle se rigtig godt efter for at se, om noget havde ændret sig…! Han så pludselig helt uelastisk ud igen. Og end ikke den frodige udsigt kunne hamle op med min stigende følelse af desperation.
”Så er vi tilbage til de 24 timer igen, ikke?”
Han nikkede.
”Vi er enige i, at man skal holde flere aviser, også aviser man er absolut modstander af, men hvis man holder flere aviser, har man ikke tid til at være reelt feedback-kritiske overfor dem alle, måske end ikke én om dagen. Og de færreste mennesker har tillige knap nok tid til…
”Tar sig tid til!” skød han ind.
”Har, tar, i en børnefamilie er forskellen sgu da den samme – den éne avis, det kan blive tid til i en børnefamilie, af den ene af forældrene vel at mærke, læses givet på bekostning af enten det reelle indhold eller TV’ets nyheder. Enten bliver avisen læst overfladisk eller også bliver der ikke set nyheder…” Jeg blev ramt at en lille ”det er noget galt her!” Min ven lod mig tænke i fred. Det var sammenhængen imellem de to… ah! ”OK, det giver det samme resultat, eller mangel på samme, at læse overfladisk avis og ikke at have noget andet nyhedsmedie at sammenligne med, men nyhedsmedierne på TV er… åbenbart så dårlige, har vi lige fået konstateret… ”en flad udstrakt hånd over imod ham, ”… at det egentlig ikke har værdi at sammenligne aviserne og TV’ets dækning af virkeligheden…” jeg kunne mærke, at jeg famlede. Min ven kom mig til hjælp:
”Ingen har tid til at læse flere aviser, eller ønsker det ikke. Ingen tager sig tid til at påvirke de aviser, de læser. Ihvertfald ikke, hvis de flere gange har forsøgt at få ”besværlige” synspunkter trykt. Og vi kan ikke stole på TV. Vi kan faktisk ikke stole på nogen af medierne.” Han så ked ud af det.
”Kan jeg stole på DIG?” Jeg ved ikke, hvor dén kom fra. jeg havde ikke noget ønske om at forsvare medierne, men det fløj bare ud af munden på mig.
”Stole på mig…?” Han kiggede rundt i rummet på de mange ex-, hel, halv og snartgravide. ”Det må vel være dit eget ansvar. Altså, ikke at jeg vil gøre noget for at undergrave din tillid, men selv dét må du så også bare stole på.” Han så afventende på mig.
”Altså, hvis det er MIT ansvar at stole på DIG, hvorfor føler jeg så, at det ikke er MIT ansvar at stole på MEDIERNE…?” Jeg kunne ikke helt følge mig selv, men det føltes rigtigt.
Han blev helt stram i ansigtet, noget der ellers kun skete sjældent. ”Fordi du ikke bruger dem. Du har besluttet dig for at de ikke er til at stole på, og det er dér vi kom fra, og det er også meget morsomt, fordi det hele er så spundet ind i markedsmekanismer og politisk rævekager og lobbyvirksomhed og ret og skær god gammeldags frygt for at tabe læsere, men det er stadig dit ansvar, hvis du bruger et medie, at være kritisk. OGSÅ selvom du ikke får dit indlæg tryk!
”Jamen, jeg finder jo mine nyhedskilder på nettet…” forsøgte jeg spagt. Og gjorde han det egentlig selv, skrev kritiske indlæg til direkttionssekretæren, fik jeg tænkt, men ikke sagt, før han tromlede videre.
”Og går du nogen sinde ind på en side, du bevidst er uenig med – dansk folkeparti eller ku klux klan eller nazi-johnnys side?! Nej, gu gør du ej! Du fimser kun rundt på alle de sider, der interesserer dig – og det er også dén vej det går: Alle de nyheder, der interesserer dig, sorteret ind på din computer hver morgen, værsgo! Ingen variation, ingen kritisk stillingtagen, ingen feedback til nogen redaktionssekretærer, fordi redaktionssekretæren er dig selv! Præcis som når du undlader at skrive et indlæg, fordi du tror det bliver afvist! Nå!” Han så sur ud.
Jeg havde lyst til at give igen. Men det ville ikke blive til andet end rullen rundt på ryggen og det skulle han ikke have. Han havde ret, stort set. Jeg havde fravalgt aviserne og mediedækningen på TV, fordi jeg ikke stolede på dem. Og jeg kunne med det samme se årsagen: Jeg var ikke opdraget til at forholde mig kritisk. Jeg hutlede mig igennem, så godt jeg kunne – på store sanselige natur- og rejseoplevelser, eller på depressioner, eller forelskelser, og på branderter eller skæverter eller hvad som helst, der kunne træde i stedet for at skulle stå stille, og tage stilling, gå i dybden med egne spørgsmål, og tage stilling. Jeg var blevet som mine forældre, havde måske altid været det. Begavet, men uden kritisk forståelse. Var det mig, med min manglende feedback, der havde forårsaget samfundet, som det er? Eller havde det bare ikke kunne vække min interesse, trække mig ud af min narcissisme? Eller var bolden på begge sider af nettet, samtidig? Jeg havde lyst til at grave mig ned.
Min ven var så sød at betale regningen.

To: lieb@information.dk
From: kenneth krabat
Subject: kortprosaindlæg
Cc: Lars Røn

hej asger, her er en historie om at være venner, mene noget, tabe, men være i trygt selskab. Som ramme om historiens emne, med udgangspunkt i rapporten om dagblades ensidige dækning af Irakkrigen og selektive udvælgelse af læserbrevsindlæg.

Jeg håber, du synes den har plads 😉 (smiley’en vil være mere evident efter endt læsning)

mange gode hilsener,
kenneth


Subject: Re: Fwd: kortprosaindlæg
To: kenneth krabat
From: “debat”

Kære Kenneth

Tak – desværre har jeg ikke plads til denne lange ting, som genremæssigt
også ligger på kanten af, hvad vi bringer på opinionssiderne.

Mange hilsner
Asger

Sent

Manden på gaden, det virkelige historie.

på gaden, sent, på vej efter smøger, stod en fyr foran 7/11 med en papkop i hånden:
– Hey, det er sgu godt at drikke kaffe!
– Kaffe? Jeg skal hjem at sove.
– Ka sgu ikke sove nu. Kaffe er godt.
– Ja. Indimellem…

Handle. Og han stod der stadig, da jeg kom ud.
– Jeg har sgu tænkt mig at gå ned i ryesgade og lægge 200 kroner et sted, se om jeg ikke kan finde en eller anden thailuder, der gider massere mig. Du, jeg har fandme ikke været sammen med en kvinde i 10 måneder. Jeg var gift med den samme kvinde i 20 år, vi har 3 dejlige tøser, men nu er jeg sgu ensom. Jeg har lige været i byen, og alle de tre kvinder jeg mødte, var lesbiske! Hvad fanden er det for noget?! Så fulgte jeg ejeren af værtshuset hjem – det tog en time, han kunne ikke gå, så fuld var han – og så røg jeg en joint og sniffede en line. Og nu vil jeg fandme mærke kvindehænder på mig, bare mærke en kvindes nærhed.
– Der kan jo godt gå noget tid, fra man skilles, til man finder en ny…
– 10 måneder! Har du nogen sinde prøvet at være uden kvinde i 10 måneder?
– Ja, det har jeg prøvet.
– Jamen, jeg er fandme totalt ensom. Der må sgu være en eller anden luder i ryesgade, som gider massere mig, mine tæer, min ryg, hvad fanden, bare jeg kan mærke nogen kvindehænder på mig. Hvor faen skal man finde en kvinde henne? Når jeg går ud, er de enten for unge, for dumme, eller jeg er ikke i godt humør.
– Hvad med nogen af net-dating-stederne?
– Nej, jeg er sgu for genert til den slags.
– For fanden, man er jo beskyttet af skærmen, man kan skrive hvad som helst, være hvem som helst det passer en. Man skal bare kunne skrive lidt om hvad man tænker og føler. Og så have et godt billede på. Dét er vigtigt.
– Nej, jeg tror sgu ikke det er noget for mig.
– Muligheden er der ihvertfald. Men jeg ønsker dig held og lykke. Jeg vil hjemad.
– Ja. Ha det. Du er sgu en god mand.
– Tak. Kom godt af sted.

Da jeg kom over på den anden side af fodgængerovergangen, råbte han efter mig: DU ER SGU EN GOD MAND! JEG MENER DET!

Den dag kineserne ikke opfandt krudtet (prosa, ufærdig)

Det har sikkert været en lørdag, hvis man da overhovedet har lørdage i Kina, og hvis disse særlige dage, som i lande, der er mig bedre bekendte, da overhovedet gør nytte som pusterum inden den videre opretholdelse af livet atter begynder mandag morgen (hvis man har mandage…?)

Jamen, lad os antage, at kineserne har lørdage, og at de bruges til dette vigtige formål: at puste ud i, mens man drømmer om flere dage at drømme i, for eksempel flere lørdage, vel vidende at disse aldrig kommer på normal vis. Og så hilser vi på Chan (bare rolig; jeg tror næppe, han bemærker vor eksistens), som netop på denne lørdag, nogle timer forinden i det rum, vi ville kalde husets kontor, havde efterladt sin herre i dyb meditation, vel vidende at denne for de mest fortravlede så vigtige beskæftigelse efter al sansynlighed ville vare frem til aftenmåltidet, hvorfor han var fri til at gøre akkurat dét, han havde mest lyst til.

For tiden er det brag. Ja, brag, voldsomme lyde, men ikke hvilke som helst lyde, ikke hvilken som helst voldsomhed. Han vil lave brag, der lyder af noget, store brag, mægtige brag, men de skal lyde præcis, som han vil have dem. Han ønsker ikke at efterligne naturen, nej, han vil bortskaffe forudsigeligheden, bragene skal være hans og de skal brage, når som helst han måtte få lyst til det.

Egentlig er det meget simpelt:

En dag, sikkert en lørdag, havde han ligget på en nærliggende eng og studeret himlen med stor alvor. Ikke, at han vidste, at han gik alvorligt til værks, endsige at han gik til værks; havde nogen spurgt ham, hvad han lavede dér, havde han vel blot svaret: Jeg ser på himlen og skyerne og nyder solen og lugten af græsset og… Nej, muligvis ville han ikke svare så aldeles uddybende – men han havde ligget og studeret himlen og skyerne med det intense nærvær, som kommer af ikke at bespørge meningen med sin eksistens og blot være spørgsmålet, som er forudsætningen for liv. I det fjerne havde han set en sort bræmme af tordenskyer nærme sig ganske langsomt, rigeligt langsomt til i ro og mag at kunne studere kontrasten til den blomsterblå himmel over ham. Og med ét var spørgsmålet slået ned i ham: Hvorfor tordner det ikke, når himlen er klar?

Nu var han endnu ikke kommet på kant med guderne og kunne derfor tillade sig undersøgelserne af en gudelige mekanik, og da verdens navle lå godt fem centimeter over hans egen, kan man godt sige

alt i alt temmelig uhindret tænkende

Nej, spørgsmålets indhold var kort og godt: Hvorfor? Altså: Hvorfor? Hvorfor kan jeg ikke få det til at tordne? Hvorfor skal jeg vente på regnskyerne? Hvorfor kan jeg ikke ligge her og nyde varmen og lugtene og så høre torden uden at skulle tænke på at være nødt til at gå i læ for regn og kulde? Hvorfor er verden ikke min at befale? Hvorfor er den ikke det?

Jeg garanterer for, at det spørgsmål satte mere fut i ham end en hvilken som helst længsel mod karneval eller helligdag havde gjort det tidligere. En veritabel stormvind blev han – og alle ledige øjeblikke sidenhen, og det er ikke mange, kan jeg godt fortælle, brugte han på at forsøge at skabe et brag, som skulle være mindst lige som tordenen, men aldeles under hans kontrol.

Nu var han jo ikke dum, og for at få et indblik i hans problemløsningsproces, er her et udpluk at hans liste, hvor man tydelig kan se, at han ikke lod mange muligheder uprøvede:

kaste sten fra bjerg eller andet højt sted: Upraktisk. Man kan ikke slæbe et bjerg med sig, eller være sikker på¨at finde et højt sted, når man får lyst til et brag. Desuden får man ikke nær samme glæde af braget, som dem der står nedenfor

knuse en masse glas samtidig: Upraktisk, da jeg ikke selv har noget at smadre, og udsigterne til at jeg får råd er lange – men interessant at prøve en dag.

punktere en oppustet svineblære: Virker ikke, hvilket vist er meget heldigt. Luften bare siver ud, som den gør det når svinet er i live.

klappe hænderne hårdt sammen: Godt i en grotte, men der uden for er det mere smerte end nydelse.

klaske to metalplader sammen: Praktisk og variabelt, men trættende efter en tid.

et lille skridt for h.s.s. (prosa, ufærdig)

Egentlig kunne det vel hænde for enhver – altså dermed ment, at skønt behovet sagtens kunne udtrykkes i en bevidst handling, var kontrol ikke en forudsætning.
Men altså: Torsdag, den foregående uge, var han begyndt at bevæge sig i cirkler. Rundt og rundt og rundt, i store og små cirkler omkring centre, som ikke nødvendigvis var i fase; hverken tid eller rum. Det var ikke spiraler – dertil var cirklerne hinanden for uafhængige. Enhver passage fra cirkel, skønt en sjælden forteelse, foregik som astronautens svæven i rummet, roligt, som den stivnede krops opstigen mod overfladen, ufravigeligt, som at måtte ånde, en drift lavere end instinktet, denne vej, lige ud, i en bue – men bryder altid bevægelsens retning (begejstring) i en bue, men selv en bue er lige ud fortsat det er lige gyldigt, hvor man ender.
Og det er det. Når han forlader sin cirkel. Enhver anden. Dét er målet. Indenfor og udenfor. I cirkler og i cirkler.
Når han lander på ydersiden, og dét uanset han kommer indefra eller udefra, må han finde balancen. Har han længe opholdt sig dér, han kom fra, sidder denne cirkels hastighed ham i rygmarven og han må justere sig til de nye forhold, som altid er hurtigere – indad – eller langsommere – udad; altid hurtigere og langsommere, og tyngden er en anden.
Han har kunnet drive i æoner uden at tænke over det, men nu er han begyndt at mærke efter – tanken, at mærke efter, er blevet en besættelse hos ham og hans fødder og ben retter sig, søgende, suger, og, straks, dér, er en ny cirkel under fødderne, og han vakler, svømmer med armene, danser lidt til ære for de nye forhold, vænner sig dertil eller lægger hurtigt fra igen, i et sæt, ud eller ind.
Han har altid været det, men taget i betragtning at torsdag i sidste uge var første gang, han gjorde det, er det temmeligt mærkeligt at han ikke bliver længere på sine cirkler, end han gør. Mårske tror han de findes i et ubegrænset antal. Det gør de, og det gør de ikke, alt efter synspunkt, men deres antal formindskes jo mere han kaster sig ud, kaster sig ud, kaster sig ud, kaster sig ud han kaster sig ud han kaster sig ud han
Og dér svæver han igen, nu siden for lidt siden – ikke siden torsdag i sidste uge – siden for lidt siden har han haft retning. Mod sine fødder.