”Så du Jyllandspostens redaktør stort set i rene ord indrømme, at læserbrevene udvælges for at matche avisens profil og politiske tilhørsforhold?” spurgte min gode, velindformerede ven mig på cafeen ved det seneste af årenes infrekvente fysiske møder.
”Du ved da, jeg ikke har TV?!” sagde jeg, men ærgrede mig alligevel i det øjeblik over, at jeg ikke havde fået dén oplevelse ved selvsyn. Jeg ville gerne have set, hvordan chefredaktøren så ud i hovedet, da han svarede. ”Hvad kom det af, interviewet?”
”Du ved, at der er kommet en rapport om mediernes dækning af golfkrigen II, ikke!?”
”Jeg har været lidt fraværende på både bredformat og tabloid – men hvad?” Allerede hér kunne jeg godt mærke, at jeg skulle holde fast i min nysgerrighed og viljen til mening, og se stort på den sært opståede mindreværdsfølelse ved konfrontationen med at have fravalgt TV.
”Nå, men det er der altså. Alle mediernes artikler og indslag – de store aviser og de store TV-stationer – er blevet gennemgået, og kilderne eftersporet, fordi regeringen mente at DR havde været politisk partisk, altså imod regeringen, i sin dækning af krigen. Men det viste sig…” han svingede med en finger i luften som et ”summa summarum”, ”… at DR var blandt de mindst nuancerede, og faktisk mest regeringstro, fordi de stort set kun havde forholdt sig til militære kilder!” Åh, han nød det! Han vidste sgu godt, jeg ikke fulgte de daglige nyheder.
”Det kunne jeg da godt have sagt dig”, sagde jeg, og mente det. ”Man skal sgu da ikke se mange nyhedsudsendelser, på DR eller de andre, for at høre på at de kun stiller spørgsmål til en telefax eller pressemeddelelse.”
”Det kunne jeg også godt have sagt,” sagde han.
Ja ja, det kunne han sagtes sige, tænkte jeg, men smilede og løfte mit glas i salut.
”Jamen, det kunne jeg!”
OK, det er sådan det ér at have venner. Ingen steder at skjule sig.
”Nej, men det sjoveste var sgu det med aviserne – at hovedparten af alle læserindlæg viste sig, på forunderlig vis, at støtte op om dagens leder!”
Han lo. Jeg lo også. Vi så hinanden i øjenen og lo noget mere.
”Hvorfor ler vi egentlig?” spurgte jeg; det virkede med ét absurd. Jeg kunne egentlig godt fornemme hvorfor, men ikke sætte ord på.
Hans ansigt tabte elasticiteten. ”Vi ler selvfølgelig, fordi det gør ondt, det er da klart! Når de ikke er til at stole på, er vi nødt til at le!”
”Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har haft et abonnement så længe, at jeg ville have kunnet se det… Nej, det gælder så kun, hvis man abonnerer på en avis, man i bund og grund er uenig med – dér ville man kunne se det. Hvis det var en avis, man holdt med, ville det være sværere at se med kritiske øjne på forholdet mellem indlæg og daglig profil. Men vi har sgu da alle sammen… ” jeg indikerede ham og mig; de andre i caféen kendte jeg ikke, ”… prøvet at indsende et kritisk indlæg til ”vores egen” avis, og ikke fået det optaget.”
”Du mener, et indlæg der kritiserer ”din egen” avis?”
”Ja, selvfølgelig.”
”Men det skal man jo. Er man uenig med en af de aviser, man læser, skal man skrive et indlæg…”
Jeg måtte afbryde. ”Men de bliver jo for helvede aldrig optaget! Det er jo netop dét, det handler om, det her med kildekritikken og avisernes profiler…” Jeg talte meget hurtigt. ”… Man har ikke en isternings chance i helvede for at komme igennem med redaktionel kritik. Og jeg har altså også kun 24 timer i døgnet. Som bekendt!”
Han havde anlagt sit tålmodige storebroransigt, som han vel også med tiden havde gjort sig delvist fortjent til, men ikke desto mindre var røvirriterende. Og forsatte hvor han slap: ”Er man uenig med en af de aviser, man læser, skal man skrive et læserbrev.” Han holdt en hånd i vejret for at standse eventuelle protester fra mig, men han ville åbenbart et eller andet, så jeg holdt kaje. ”… for redaktionssekretærens skyld! Jeg siger det igen: For redaktionssekretærens skyld! På et eller andet tidspunkt vil noget slippe igennem. På et eller andet tidspunkt vil mængden af kritiske indlæg, kritiske mod redaktionens linie, vel at mærke, blive så markant, at noget begynder at ændre sig – indefra!” Han så lidt triumferende ud. Men også lidt træt. Troede han selv på det?
”Ja, det er meget godt, men jeg er jo for fanden ikke den eneste, der er træt af at få kritiske indlæg afvist. Og hvordan kommer jeg i kontakt med de andre og siger, at de skal gøre som du foreslår? Jeg kan jo ikke skrive et læserbrev, hvor jeg opfordrer folk til at skide højt og flot i om deres læserbreve med synspunkter imod avisens generelle holdning bliver optaget eller ej, fordi de alene skal tjene det formål at påvirke redaktionssekretæren!”
Vi skraldgrinede i kor.
”Men man ville selvfølgelig være nået langt, hvis det lykkedes at få trykt et sådant indlæg…”
Han nikkede, enig. Vi sad tavse lidt. Kiggede lidt på de mange kvinder med børn og babyalarmer.
”Men,” sagde jeg, og følte mig lidt ræveagtig, ”hvis nu det blev trykt, ville det vel betyde, at dén avis ønskede at sige, at den ikke var bange for at tage imod kritiske indlæg, bare kom an, se hvad en læser udfordrer os med!?”
”Og så aldrig igen!” Han lo.
”Eller fast kutume én gang om året på redaktionen, eller også fabrikerede de det selv!” Vi grinede igen i kor.
”Og bagefter ville man skulle se rigtig godt efter for at se, om noget havde ændret sig…! Han så pludselig helt uelastisk ud igen. Og end ikke den frodige udsigt kunne hamle op med min stigende følelse af desperation.
”Så er vi tilbage til de 24 timer igen, ikke?”
Han nikkede.
”Vi er enige i, at man skal holde flere aviser, også aviser man er absolut modstander af, men hvis man holder flere aviser, har man ikke tid til at være reelt feedback-kritiske overfor dem alle, måske end ikke én om dagen. Og de færreste mennesker har tillige knap nok tid til…
”Tar sig tid til!” skød han ind.
”Har, tar, i en børnefamilie er forskellen sgu da den samme – den éne avis, det kan blive tid til i en børnefamilie, af den ene af forældrene vel at mærke, læses givet på bekostning af enten det reelle indhold eller TV’ets nyheder. Enten bliver avisen læst overfladisk eller også bliver der ikke set nyheder…” Jeg blev ramt at en lille ”det er noget galt her!” Min ven lod mig tænke i fred. Det var sammenhængen imellem de to… ah! ”OK, det giver det samme resultat, eller mangel på samme, at læse overfladisk avis og ikke at have noget andet nyhedsmedie at sammenligne med, men nyhedsmedierne på TV er… åbenbart så dårlige, har vi lige fået konstateret… ”en flad udstrakt hånd over imod ham, ”… at det egentlig ikke har værdi at sammenligne aviserne og TV’ets dækning af virkeligheden…” jeg kunne mærke, at jeg famlede. Min ven kom mig til hjælp:
”Ingen har tid til at læse flere aviser, eller ønsker det ikke. Ingen tager sig tid til at påvirke de aviser, de læser. Ihvertfald ikke, hvis de flere gange har forsøgt at få ”besværlige” synspunkter trykt. Og vi kan ikke stole på TV. Vi kan faktisk ikke stole på nogen af medierne.” Han så ked ud af det.
”Kan jeg stole på DIG?” Jeg ved ikke, hvor dén kom fra. jeg havde ikke noget ønske om at forsvare medierne, men det fløj bare ud af munden på mig.
”Stole på mig…?” Han kiggede rundt i rummet på de mange ex-, hel, halv og snartgravide. ”Det må vel være dit eget ansvar. Altså, ikke at jeg vil gøre noget for at undergrave din tillid, men selv dét må du så også bare stole på.” Han så afventende på mig.
”Altså, hvis det er MIT ansvar at stole på DIG, hvorfor føler jeg så, at det ikke er MIT ansvar at stole på MEDIERNE…?” Jeg kunne ikke helt følge mig selv, men det føltes rigtigt.
Han blev helt stram i ansigtet, noget der ellers kun skete sjældent. ”Fordi du ikke bruger dem. Du har besluttet dig for at de ikke er til at stole på, og det er dér vi kom fra, og det er også meget morsomt, fordi det hele er så spundet ind i markedsmekanismer og politisk rævekager og lobbyvirksomhed og ret og skær god gammeldags frygt for at tabe læsere, men det er stadig dit ansvar, hvis du bruger et medie, at være kritisk. OGSÅ selvom du ikke får dit indlæg tryk!
”Jamen, jeg finder jo mine nyhedskilder på nettet…” forsøgte jeg spagt. Og gjorde han det egentlig selv, skrev kritiske indlæg til direkttionssekretæren, fik jeg tænkt, men ikke sagt, før han tromlede videre.
”Og går du nogen sinde ind på en side, du bevidst er uenig med – dansk folkeparti eller ku klux klan eller nazi-johnnys side?! Nej, gu gør du ej! Du fimser kun rundt på alle de sider, der interesserer dig – og det er også dén vej det går: Alle de nyheder, der interesserer dig, sorteret ind på din computer hver morgen, værsgo! Ingen variation, ingen kritisk stillingtagen, ingen feedback til nogen redaktionssekretærer, fordi redaktionssekretæren er dig selv! Præcis som når du undlader at skrive et indlæg, fordi du tror det bliver afvist! Nå!” Han så sur ud.
Jeg havde lyst til at give igen. Men det ville ikke blive til andet end rullen rundt på ryggen og det skulle han ikke have. Han havde ret, stort set. Jeg havde fravalgt aviserne og mediedækningen på TV, fordi jeg ikke stolede på dem. Og jeg kunne med det samme se årsagen: Jeg var ikke opdraget til at forholde mig kritisk. Jeg hutlede mig igennem, så godt jeg kunne – på store sanselige natur- og rejseoplevelser, eller på depressioner, eller forelskelser, og på branderter eller skæverter eller hvad som helst, der kunne træde i stedet for at skulle stå stille, og tage stilling, gå i dybden med egne spørgsmål, og tage stilling. Jeg var blevet som mine forældre, havde måske altid været det. Begavet, men uden kritisk forståelse. Var det mig, med min manglende feedback, der havde forårsaget samfundet, som det er? Eller havde det bare ikke kunne vække min interesse, trække mig ud af min narcissisme? Eller var bolden på begge sider af nettet, samtidig? Jeg havde lyst til at grave mig ned.
Min ven var så sød at betale regningen.
To: lieb@information.dk
From: kenneth krabat
Subject: kortprosaindlæg
Cc: Lars Røn
hej asger, her er en historie om at være venner, mene noget, tabe, men være i trygt selskab. Som ramme om historiens emne, med udgangspunkt i rapporten om dagblades ensidige dækning af Irakkrigen og selektive udvælgelse af læserbrevsindlæg.
Jeg håber, du synes den har plads 😉 (smiley’en vil være mere evident efter endt læsning)
mange gode hilsener,
kenneth
—
Subject: Re: Fwd: kortprosaindlæg
To: kenneth krabat
From: “debat”
Kære Kenneth
Tak – desværre har jeg ikke plads til denne lange ting, som genremæssigt
også ligger på kanten af, hvad vi bringer på opinionssiderne.
Mange hilsner
Asger
