2 thoughts on “Digtsamlinger som skriftkyndiges visitkort.”
– det har han jo altsammen nok ret i. Jeg for min del kan sige, at jeg er der allerede. Forestillingen om Gyldendal har jeg droppet for længst. Derfor synes jeg også det er morsomt, at man kan købe mine bøger gennem deres netboghandel!
Hvis man synes at bøgerne er vigtige, så var det nok en ide, hvis man som anmelder fandt ud af en anden vinkel på vurderingen end den med at gå efter top-ti. At anmelderne fandt et sprog for vurdering og omtale af den omfattende interesse for at dyrke poesien – så aktiv som den faktisk er. Som jeg har plæderet for i et indlæg, som Weekendavisen ikke ville trykke.
Kære PO. At dags- og ugepressens anmeldere og kritikere nu kun beskæftiger sig med bestsellerne og at den levende, boblende digtning er udrangeret til lokaljournalistik på lige fod med strikkeklubber og sæbekasseløb, er forstemmende.
Især i en tid, hvor bestsellerdigterne tydeligvis er ved at være de sidste dinosaurer, fordi digtere i dag skal kunne så meget andet, hvis de skal tages alvorligt.
Jeg tager digterens rolle meget seriøst – også alle wannabees og amatører. Digteren kan og skal noget særligt med sproget, som ingen anden er interesseret i, fordi sansende tekst ikke har nogen specik og målbar informationsintention… i det her ekstremt informationsoptagede samfund! Og netop dérfor. Som kunst, for samfundet som definerbart fuldstændig unyttig kunst.
Det er den gamle sang om rationalet vs. kunsten – og rationalet sejrer pt.: Det er tekst over tekstdesign, det er pris over aflevering, det er salg over kunst… osv osv – og journalisternes redaktioner, som rapporterer fra samfundet, følger disse trends. En avis som Information vil måske lejlighedsvist lave metajournalistik på det og observere sit eget skift, men de andre gør ikke. Og hvorfor skulle de? De kan rapportere fra poesi-events, hvis der er en historie i dem (kommer Paul Auster til København igen, eller er Robert Frost steget op af graven for at besøge Odense poesifestival, dén slags!) – men derudover har poesien ikke længere særstatus som kulturbevarer.
Hvis du skal FØLE mere feedback fra omgivelserne, PO, skal du lægge frustrationen fra dig (jeg kender selv den let-syrlige smag af at have arbejdet meget i poesiens tjeneste, for så kun at blive sammenlignet med “større” navne), og koncentrere dig om at udgive og optræde og forelæse. Test alle de nye medier og skriv bøger om at have testet dem! (Jeg skriver gerne en brugermanual sammen med dig, hvis du har lyst!) FORBLIV på den forkant, hvor du har været siden din første ebog i 1995 – og gør dét, du gør bedst. Sig, at du var med fra begyndelsen og gør et nummer ud af det: Hvad kan du fortælle skoleelever i dag, som de umuligt kan vide, at de behøvede at have med fremover?
– det har han jo altsammen nok ret i. Jeg for min del kan sige, at jeg er der allerede. Forestillingen om Gyldendal har jeg droppet for længst. Derfor synes jeg også det er morsomt, at man kan købe mine bøger gennem deres netboghandel!
Hvis man synes at bøgerne er vigtige, så var det nok en ide, hvis man som anmelder fandt ud af en anden vinkel på vurderingen end den med at gå efter top-ti. At anmelderne fandt et sprog for vurdering og omtale af den omfattende interesse for at dyrke poesien – så aktiv som den faktisk er. Som jeg har plæderet for i et indlæg, som Weekendavisen ikke ville trykke.
Kære PO. At dags- og ugepressens anmeldere og kritikere nu kun beskæftiger sig med bestsellerne og at den levende, boblende digtning er udrangeret til lokaljournalistik på lige fod med strikkeklubber og sæbekasseløb, er forstemmende.
Især i en tid, hvor bestsellerdigterne tydeligvis er ved at være de sidste dinosaurer, fordi digtere i dag skal kunne så meget andet, hvis de skal tages alvorligt.
Jeg tager digterens rolle meget seriøst – også alle wannabees og amatører. Digteren kan og skal noget særligt med sproget, som ingen anden er interesseret i, fordi sansende tekst ikke har nogen specik og målbar informationsintention… i det her ekstremt informationsoptagede samfund! Og netop dérfor. Som kunst, for samfundet som definerbart fuldstændig unyttig kunst.
Det er den gamle sang om rationalet vs. kunsten – og rationalet sejrer pt.: Det er tekst over tekstdesign, det er pris over aflevering, det er salg over kunst… osv osv – og journalisternes redaktioner, som rapporterer fra samfundet, følger disse trends. En avis som Information vil måske lejlighedsvist lave metajournalistik på det og observere sit eget skift, men de andre gør ikke. Og hvorfor skulle de? De kan rapportere fra poesi-events, hvis der er en historie i dem (kommer Paul Auster til København igen, eller er Robert Frost steget op af graven for at besøge Odense poesifestival, dén slags!) – men derudover har poesien ikke længere særstatus som kulturbevarer.
Hvis du skal FØLE mere feedback fra omgivelserne, PO, skal du lægge frustrationen fra dig (jeg kender selv den let-syrlige smag af at have arbejdet meget i poesiens tjeneste, for så kun at blive sammenlignet med “større” navne), og koncentrere dig om at udgive og optræde og forelæse. Test alle de nye medier og skriv bøger om at have testet dem! (Jeg skriver gerne en brugermanual sammen med dig, hvis du har lyst!) FORBLIV på den forkant, hvor du har været siden din første ebog i 1995 – og gør dét, du gør bedst. Sig, at du var med fra begyndelsen og gør et nummer ud af det: Hvad kan du fortælle skoleelever i dag, som de umuligt kan vide, at de behøvede at have med fremover?