kommentarer under “Karsten – en fattig hedonist”
i forbindelse med omtale af SAM [records og magasinet] var jeg mere interesseret i at tale om hvad JEG havde gjort, frem for at forklare hvorfor jeg begynder at snakke om min involvering deri.
En lille tilbøjelighed til at fremstille alt, jeg ikke ved, eller ikke kunne have forestillet mig, som om det er en fejl fra omverdens side – “når JEG ikke ved det, burde andre heller ikke vide det”
af mangel på erindringer, skaber jeg fiktive erindringer – og jeg ved det, mens jeg gør det – jeg lyver, når der er huller i erindringen, broderer, bygger et erindringsbillede op, som jeg mener lyder troværdigt – men fordi disse fiktive erindringer ér fiktive, savner de gennemslagskraft. Jeg lyver ikke overbevisende.
Ofte kan jeg ikke finde ud af, om jeg skal indrømme ikke at have set eller oplevet denne eller hine film, udstilling osv. “Hvis jeg siger ja (og det modsatte er tilfældet), hvor meget kan jeg så bluffe mig igennem?” eller “Er det nødvendigt at sige ja” – hvilket sådan set er det værste. En unødvendig form for underlegenhed.
———————————–
det tog noget tid at skrive interviewet ud – 4-6 timer pr. 45 minutter – noget længere end jeg havde forestillet mig; men NU ér det skrevet ud, og Jan har beredevilligt udskrevet det på sit arbejde – og jeg har brugt de sidste par dage på at lave en oversigt. Og i modsætning til min tidligere opfattelse synes jeg nu, at der er rigeligt materiale – ja, næsten for meget, idet det udskrevet fylder ca 80 sider. Jeg har besluttet at ville have det ned på max. 20 sider – selv det er måske for meget, men da vil jeg måske have det fornødne overblik til at kunne skære yderligere i det, såfremt det skulle blive nødvendigt (hvis MODTRYK kræver det).
I går, 16.2., har jeg forsøgsvis besluttet at skrive det i 2. person – argumentet herfor værende dels, at jeg nemmere vil kunne være tro mod ham ved at lave en form for opsummering – med lejlighedsvise citater til at give det fornødne krydderi – og dels fordi jeg har en fornemmelse, (som jeg ikke er helt sikker på ikke er en form for selvforsvar), der siger mig, at han i sine udtalelser er enormt på vagt og hele tiden forsøger at sige det rigtige, hvorfor det måske ville være en god idé at tale til ham i bekræftende form, i 2. person. Risikoen er, at det kan komme til at virke patroniserende, derved at jeg i min sammenskrivning kan komme til at lyde som om JEG har det fulde overblik, hvilket jeg måske har i kraft af at jeg har det hele “sort på hvidt”, men i den forsøgsvise 2. personssammenskrivning af hans opvækst synes jeg det fungerer bedre end nogenlunde. Faktisk rimelig godt. Spørgsmålet er så bare, når det senere hen bliver mere kompliceret, (og det bliver det fordi sammenhænge opstår, som måske kun antydes eller måske slet ikke er erkendte), om jeg kan holde overblikket? Han er godt nok til stor hjælp selv, fordi han er i stand til selv at kronologisere, om end han kører ud af forskellige sidespor af og til, eller jeg hjælper ham på vej med uoverlagte spørgsmål – det er faktisk muligt at stort sét inddele hans liv i perioder, følger her som “uautoriserede” overskrifter:
MDMA i P4 i P1 (interview-form)
opvækst og skole
speed
LSD
— kropsligt oplevet
Techno
— syren får andet formål; Daniel
familien i “Melonen”
efter “Melonen”
Thailand/Kopaniang
— en beslutning opstår
højdosis-syreoplevelser
— introspektion
syrens lære
fremtiden
— visionen om fremtiden
— opdagelse af formål og tro
— planer med technoen
angst
trance
— syre og en leg med roller
selvterapi
— slappe af, slippe programmeringer
“lort nok”
— afsluttende digt fra BZ-bogen
Hovedsagen er, at jeg synes det er spændende – spændende at balancere på den knivsæg, der hedder: Er jeg tro overfor manden? Jeg er ved godt mod, desuagtet jeg ikke får lavet nær det, jeg gerne vil. Tiden går, klokken slår, Anja kommer forbi, der var lige en god bog og pludselig var den 5.00, telefonen ringer, brev der skal skrives, min egen bog, som er blevet plejet og meget meget andet. Men jeg gør det nu, at Anja får interviewet i morgen, og så vil jeg i weekenden overveje, evt. efter hendes læsning, om jeg skal vise ham den første del og bede ham kommentere det. Derudover har jeg også et par uddybende spørgsmål.
Den foreløbige arbejdstitel er “psykonaut, fattig hedonist, eller bare langt ude?” JEG mener han er det hele, med mulighed for både at dø fysisk og psykisk, såvel som at alt smelter sammen og går op i en højere enhed. Selv kalder han sig en fattig hedonist, og mener, at dét er fremtiden.
