Tidens Kælven 1 vidunderlig omtalt

Oplysningskontoret.dk lå en fantastisk omtale af Tidens Kælven 1, skrevet af digter, forfatter Mikael Josephsen – siden er nu (2014) forsvundet i havet af manglende domænebetalinger – så her følger den fulde anmeldelse:

BLIK FOR DET MESTE

Kenneth Krabats nye bog er som at have fået hundreder af øjne på huden, intet er for stort, intet for småt til at fanges ind, splittes i kunstnerisk perception og nedfældes som tidsdokument.

“Tidens kælven 1” er til tider en svær bog at læse, dette skyldtes digterens store vid, hans intelektuelle hestekræfter. Men flere læsninger åbner op for en mere emotionel tilgang. Ja, lad mig sige det med det samme, jeg røres og efterlades tænksom af denne fremragende digtbog.

I titlen ligger motivkredsen, tiden kælver med hvadsomhelst, is i fryseren, en borgmester i Vissenbjerg, lysets vej gennem rummet som både bølger og partikler. Det mindste og det største, det midt i mellem, ud til alle sider, op og ned. Kenneth Krabat kan bruge det hele, og får gang på gang sat fingeren på ambivalensen og mysteriet i tilværelsen. Man kan i denne bog egentlig ikke tale om en enkelt digterstemme, et digterjeg. For hver eneste tekst har sin egen digter bag. Eller, digteren taler i hvert fald med et utal af tunger. Krøllede tunger, poetiske tunger, kloge tunger, glade tunger, bedrøvede tunger, alle har de deres bud på, hvad tiden måtte føde. Bogen falder i ti dele alle med selvstændig overskrift, der dog ikke skal tages helt for pålydende. Sådan emnemæssigt. Det er tilladt at smide ind og udfald om hvadsomhelst ind hvorsomhelst. Hvor det dog ærger mig, at denne samling endnu ikke er udkommet på papir, den hører afgjort til i reolen blandt de mest sublime. Som en god flaske vin skal den trækkes frem ved særlige lejligheder og nydes uden måde.

Dette skrift er et eksistentielt syn, en bølge af tekster, der presser sig på, en nedslående og opløftende tekst om mening og meningsløshed. Et barns sorg, en voksens kynisme. Men mest af alt er det en leden efter ordene, de rigtige ord, dem der kan gøre det ud for den verden, digteren tydeligvis ikke er bonkammerat med. Det lykkes i den grad at påpege absurditeten i tilværelsen:

Svaneparret er at finde det samme sted, år efter år. Hér får

de deres unger, hér forsvarer de deres unger, hér forlader

hannen reden og efterlader hunnen med ungerne, hér

forlader ungerne reden. Hér forlader hunnen reden. Hertil

vender parret tilbage, år efter år.

Ligner det ikke noget vi kender? Ja, sådan jonglerer digteren med billederne, eksistensen, med betingelserne. Der er ingen tvivl om, at Kenneth Krabat har svært ved at finde mening i tilværelsen. Men da dette skrift kun er det første ud af tre, har vi måske tilgode, at han finder den. Indtil da, kan vi andre finde mening i bogens tekster. For det giver altid mening at læse god litteratur – og dette er god litteratur, det garanterer jeg.

“Tidens kælven” ligner faktisk ikke noget andet jeg har læst, jeg kan ikke på smarteste vis ikke krydse ham med den og den digter, jeg kan ikke engang vende tilbage til hans tidligere værker. Her er noget helt nyt. En blanding af poesi og filosofi, der får en til at tænke på… Nej, det er bare Kenneth Krabat der er på spil. Følsom og fanden i voldsk.

Som sagt, motivkredsen ligger i titlen og tiden er konstant en faktor som der forholdes sig til, både som begreb men også helt konkret, hvor den går og ruster det hele op:

Kalder nogen alt det her en verden? For pokker…

Minutternes tikken… vi dør sgu da héroppe! Har De aldrig

følelsen af ikke at have forstået en disse? Menneske, se Dem dog omkring – alle disse destinationer… findes de i nogen virkelighed? Jeg får lyst til at brøle: ”FISSE!”… Er De med!?

Tiden og drømmen og virkeligheden, alt vendes “hèroppe” mens det måske er i det nederste det foregår. I kroppen, der bare vil det primitive, der bare vil FISSE. Åh, vi er så kloge og tror måske ikke vi er underlagt naturen, men igen og igen påpeger Krabat kroppen. Dens behov, sommetider forstyrrende og foruroligende. Som teksten selv. For dette er en krop af tekst, den vil forstyrre dig, forurolige dig, berolige dig. Du vil pludselig finde ro i enkelte afsnit, du vil tænke, aha, nu er jeg med, for kun at blive kastet af i næste linie. Teksten er en kæreste, der siger kom, gå væk. Teksten er et bud på det moderne menneskes fremmedgjorthed, dets manglende tillidsforhold til sig selv og verden og de andre. Teksten er en ukirke med mange lemmer, et fortvivlet syn ud i en verden, der er så svær at forstå. Så virkelig og samtidig så uvirkelig.

Det er mig fuldstændig uforståeligt, at denne digtbog ikke har fundet hjem til et forlag. Men branchen er som bekendt i krise – og en masse digtere er blevet hjemløse, især efter Borgen drejede nøglen. Her er dog en bog og en digter, der burde tages imod med kyshånd, men lad os nu se. Den sidste ting behøver ikke være sagt i den sag. Indtil da, kan jeg kun anbefale at købe den (læs den ikke kun på skærmen, sid med papirerne i hænderne ). Bemærk de flotte illustrationer. Ja, “Tidens kælven 1” er absolut en læsværdig bog, et blik lige ind i vores splittede sind og tid. Et billedur, hvis visere rager i alle retninger, trækker dig med ind i poesien og eftertænksomheden.

Mikael Josephsen.

En anden anmeldelse, fra forfatteren Asger B. Nielsen

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.