MEGA Litt, 2: “Spring, Loppe, og du får mad”?

Hvem er VI, danskerne, at vi som det eneste behøver at forsvare vores velfærdsposition? Svaret er enkelt: En nation uden stolthed. Et nation i lavt selvværd. Er vore forfattere så for uvidende eller for kritiske?

 

Nu er der kommet optagelser på, hvis man er interesseret i et stemningsbillede.

kl 12
http://krabat.menneske.dk/wp_uploads/2011/02/MEGA LIT 12.00 GEJL TIL MOESTRUP.mp3

kl 12.45
http://krabat.menneske.dk/wp_uploads/2011/02/MEGALIT12.45tilBOF.mp3

kl 13.20
http://krabat.menneske.dk/wp_uploads/2011/02/MEGALIT13.20SIDSTEGANGJEGSAHAM.mp3

kl 13.50
http://krabat.menneske.dk/wp_uploads/2011/02/MEGA LIT 13.50.mp3

Jeg begyndte øverst, på 4 sal. hos Trisse Gejl og bevægede mig ned ad gennem etagerne, nogle gang ad rulletrappe, andre med elevator, og søgte ingen særlige navne på noget bestemt tidspunkt, men blev lidt, hvor jeg fandt en oplæsende forfatter, gik videre til den næste på etagen og så fremdeles, og begyndte forfra ved at tage elevatoren op fra bunden af huset. På et tidspunkt høres et brøl i baggrunden af den første optagelse. Det er, da Per Stig Møller annoncerer regeringens beslutning om at forlænge 10 millioner kroners puljen.

Arrangeret af Dansk Forfatterforening var oplæsningen på Københavns Hovedbibliotek med 200+ forfattere, oversættere, digtere, kronikører mv. vel sagtens en succes. “Vel sagtens”… for det er svært at sige, om det med arrangementet lykkedes at gøre noget ved problemet – nedskæringen af kulturstøtten – eller om det økonomiske resultat var forudset/arrangeret på forhånd , eller blot et lille ublodigt håndslag i en korridor på Borgen: “Ok, I får kulturstøtten indtil videre, femten mil, forfatterne holder kæft, og vi får…” (sæt selv en ubetydelighed ind, der dog er værd at handle med).

Arrangementet var vel sagtens en succes. Ja. Vel sagtens. Eller måske var det et cirkus. “Spring, Loppe, og du får mad!”?

TVEDELING
Hele spørgsmålet om kulturstøtte til litteraturen kan opdeles i to: Penge til forfatterne at søge og arbejde og rejse for, og en politisk tilkendegivelse af en levende litteraturs betydning for samfundets ve og vel.

Som det, igen og igen, har været nævnt i dagene op til arrangementet, tjener Staten (os alle sammen) mere på litteraturen end den (vi) giver ud. Ud fra en markedsmekanisk vinkel er det jo som det skal være: Forfatterne får “noget” støtte, de skriver nogle bøger, bøgerne bliver solgt og genererer flere penge, end de blev støttet med, samfundet har overskud af sin støtte. Et økonomisk overskud.

Der er en del røster (det eksakte %tal kendes nok ikke), som ønsker at samfundet skal fokusere mere på, HVAD det er, man støtter, end på overskuddet, støtten genererer. At man fra politisk hold skal udtrykke en holdning til det støttede. For eller imod, men en holdning. “Vi støtter litteraturen, FORDI…” og “Vi skærer ned på støtten til litteraturen, FORDI…”. Og en holdning, som vel at mærke ikke handler alene om den andel, Litteraturen optager i Statsbudgettet. Røsterne i denne ende ønsker at få anerkendelse for SELVE litteraturen!

I Danmark var kulturpolitik ikke en demokratisk idé, men en arv fra det absolutte enevælde, og problemerne begyndte længe før vi fik et Kulturministerie. Efter landets bankerot i 1813 blev der skåret ned på alle offentlige udgifter på nær kulturstøtten. Finansministeren foersøgte at overtale (den senere) kong Christian VIII til også at beskære kulturen, men kongen forstod nødvendigheden af kunst og kultur – hereunder rimelige økonomiske forhold for forfattere – og afviste at spare dér, idet han sagde “Fattige og elendige er vi. Lad os nu blive dumme til – så kan vi helt ophøre med at være en stat.” I stedet gav hans støtte os en guldalder med forfattere såsom H.C. Andersen, St.St. Blicher, N.F.S. Grundtvig, B.S. Ingemann, Søren Kierkegaard m.fl., der satte dansk litteratur på verdenskortet og fornyede vor kulturelle identitet. Siden da gik det ned ad bakke og landet satsede i stedet på vore svineavlere. Indtil for nyligt fik danske landmænd i snit hver €21.000 i årlig støtte (EU-støette IKKE medregnet), for at brænde afgrøder og kød, og for at producere MINDRE. De betaltes store summer for intet at gøre. Hvorfor kan DE ikke holde en ko eller køkkenhave som hobby for egen regning? Hvorfor anses litteratur ikke som et erhverv på linje med landbrug? Litteratur er dog den eneste kunstform, som giver staten overskud. Faktisk tjener staten langt mere på bøgerne end forfatterne, selv når al litteraturstøtte og bibliotekspengene (der reelt er kompensation for mistede salgsindtægter) medregnes. Den snupper jo som bekendt 25% af udsalgsprisen, mens forfatteren kun får 15% af restbeløbet, som der tilmed skal betales skat af. Ser man på de indtægter, vi forfattere sikrer staten, og hvad der samlet er afsat til os på Finansloven, så skulle staten simpelthen skamme sig.
— HH Løyche (på Facebook)

DET STORE SPØRGSMÅL
Opfatter drevne politikere sig som del af “Staten Danmark”? Set udefra kunne det nok se sådan ud – idet politikere ofte forekommer at stå på tryg afstand af konsekvenserne af deres beslutninger. Spørgmålet er, om man kan få dem til at komme tættere på? Eller måske KAN politikere ikke udføre deres arbejde, hvis de kommer på tæt hold af det virkelige menneskeliv?

Politikerne, der ikke selv læser litteratur, må forlade sig på spindoktorers anbefalinger ift. de pågældende partiers konstituenter, og støtte eller ikke støtte litteraturen ift. til disse. Men direkte udtale sig filosofisk om en bestemt kunstforms direkte og uundværelige betydning for det danske samfund ville være at save egen gren over: ALLE andre kunstformer, sporten, undervisningen… nej, for fanden, der ville lyde et ramaskrig af forargelse! (Og frygt – frygt for at en sådan udpegning ville betyde færre penge alle andre steder.) Nej, politikere skal kun… befatte sig med samfundets generelle linier – kunstpolitik eller ikke, sportsstøtte eller ikke, klassekvocienter og konkurrence med udlandet… og så ellers sørge for, at statsunderskuddet ikke vokser…

Litteraturstøtten er lille. Det betyder, at den fungerer som opmuntring, som arbejdsro, som anerkendelse, men den er ikke et fokus. Den har intet sigte på at gøre forfattere rige, og den har intet sigte på at hævde danske forfattere over for udlandet. Litteraturstøtten er en intern begivenhed i et lille sprogområde, der anerkender nødvendigheden af at støtte kunst, der må (i konkret og overført forstand) oversættes for at gøre sig gældende i udlandet. Men beregnet på at føre international kulturpolitik er den ikke. Det må forfatterne selv klare.

Det er sjovt som at verden bliver mindre, når man synes den er lille. Og synes man verden er stor, bliver den enorm. Danske politikere synes verden er lille. Det er fordi, de ikke interesserer sig for det reelle indhold, i dét de støtter. De fremlægger konsekvensberegninger, men har (regnet over én, uretfærdig kam) ingen selvstændig etik. Partierne styrer, og alt handler om partiets magt. Hør politikere, der træder frem og taler på egne vegne – hvor ofte lyder de begavede og indsigtsfulde? Jo, de kan tale varmt for mærkesager, og samle stemmer omkring dét, men dérudover?!

TALE TIL HVEM?
SKULLE forfatterne stå sammen og gå imod politikerne – dvs. bide den hånd, som lige har fodret dem – skulle det være for at gøre opmærksom på, HVAD det faktisk er, Litteraturen som helhed gør ved en nation: Og dét er et spørgsmål, jeg gerne ville have endegyldigt besvaret – ikke bare bananstater indforskrevet som upræcise eksempler på, hvad der sker i et land, der ikke har talefrihed. For at ende med en stat som Danmark, med et velfærdssamfund som Danmark, og stille spørgsmålet:

  • HVAD er det, vi skal sigte imod NU?
  • HVAD er det, vi skal forbedre på NU?
  • HVAD er det, der reelt ikke fungerer, for HVAD har vi egentlig af bedre eksempler at sammenligne os med?

– dét kan kun handle om ikke at arbejde med frygten, men med glæden. IKKE frygten for at miste, men glæden ved at give.

Danmark har, sammenlignet med de fleste lande, flere penge til rådighed pr. borger at forsøde livet med. Mad, underholdning, transport, kommunikation, skabelse, samfundsvedligehold, verdensrelation. Men vi opfører os, som om denne position er det eneste, der er værd at opretholde: VÆRNET MOD ENTROPIEN, værnet mod kaos, er fastholdelse af den økonomiske fordelingsposition….

Måske er det rigtigt. Måske KAN mennesker, som vi er flest, ikke forholde os til noget som helst, før vore basale behov er dækkede. Men NU, hvor de ER dækkede, HVAD er det så, vi forholder os til? VI FORFATTERE, HVAD er det vi skriver om, der er så betydningsfuldt, at det kan retfærdiggøre – eller forklare? – vores nations position i toppen af velfærdskagen?


Kenneth Krabat, 7.11. 2010

Author: krabat

digter, forlægger, oversætter, admin på kunstnerhotellet menneske.dk

9 thoughts on “MEGA Litt, 2: “Spring, Loppe, og du får mad”?”

  1. “..alle fastholder fast arbejde og straffer dem, der ikke får eller har det, uagtet at formålet kun er øjeblikkets behovsstillelse og ikke opfyldelsen af nogle af altings muligheder! Det forekommer at være et kvalmende spild af liv! Og så sig mig, om sådanne livsidealer er for absurde!?”

    Næ :-))
    Det er en gave at kunne sætte sig ud over al den grådighed og trummerum!
    Folk behøver flere gaver af den art.

  2. @Henning Wettendorff: Velfærdskagen = Selvfølgeligheden. Der bliver til en mur omkring kulturen. Og til en mur omkring enhver. “MIN adgang til velfærden”. Velfærd ér godt – det er godt, at mennesker har det godt – men som sociologisk projekt, sådan at regne at folk i al almindelighed skulle være taknemmelige for den, er velfærdskagen en ret, der bliver ringere år for år. Ikke fordi, der er færre penge til et højt hjælpeniveau til alle (det er der muligvis, jeg ved ikke, om statsmidlerne går i private lommer i dag frem for til fælles bedste), men fordi taknemmeligheden er mindre. Eks. min far har lige fået en ny hofte. Og hans taknemmelighed ligger hos håndværkerne – ikke hos det system, der muliggør et godt stykke arbejde ved at have godt uddannede kirurger ansat. “Det har jeg jo betalt for.” Ud fra den meget almindelige opfattelse, at skattebetaling er en form for opsparing, der kommer til udbetaling senere. Men investeringer i højnelse af velfærden NU kan ikke nødvendigvis efterleves senere.

    Om nogen i industrierne skjult gavnes af velfærdsreformer eller politisk/kollegial kammerateri ved jeg intet om. Men kan godt forestille mig, at det finder sted. Og at det vil have en undergravende effekt på skatteyderne i al almindelighed. “Velfærdsryttere” kunne man vel kalde den slags mennesker, der boller systemet.

  3. “Vore behov ud over de basale ER dækkede – resten er indsyltning i luksus, der fint maskerer, at vi har glemt at forholde os til de basale behov.”

    Hvad mener du egentlig med ‘velfærdskagen’?
    -Er det forbrugsniveauet herhjemme, den materielle velfærd, som efter min mening ikke kun skyldes danskens flid i marken og til søs, men også skyldes denne lille, vestlige nations kyniske udnyttelse af jordens og andre kulturers ressourcer?
    -Eller mener du den fundamentale sociale tryghed i velfærdssamfundet, for fx den lidt støtte til den der måtte være kommet ud for den ene eller den anden misære, om det så er fysisk handicap, depression eller svigt i opvækst?
    -Eller mener du velfærdsgodernes omsiggriben, som i rettighedernes hellige navn hele tiden truer med at blive til skjult, skattefinansieret støtte til høreapparatindustri, medicinindustri og meget andet, der får skatteyderne til at stejle og/eller selv kræve ind?

    Fast arbejde har jeg ikke. Men jeg er ret sikker på, at et sådant for mange mennesker sagtens kan rumme opfyldelsen af nogle af altings muligheder. For dem selv. For dem de arbejder med. Eller for?

  4. Jeg havde en meget høj skammel engang, igennem 7 år, på eftervirkningerne af LSD i min hjerne, en mild til middelsvær depression som følge af seroton-depletion i mine synapser, sat op mod en kropslig defensiv position som følge af indsigten i alting, der fik de fleste af mine reaktioner og holdninger itl at mangle “krop”, jordforbindelse, forankring i det fysiske og hvad der lader sig gøre fysisk. Det gav en fantasisk udsigt, dette ikke at skulle tænke på at være realistisk omkring kroppens formåen og svagheder. Men også en nådesløshed omkring menneskelig formåen, født af en rationalistisk laserstråle på MULIGHEDERNE i alt.

    Men altings muligheder er netop kun dét. Momentum behøves for at noget forandrer sig. Det er lige som curlingspillerne, der fejer isen ren foran stenen – der skal være et glidebanevaccuum af en slags mellem målet og nuet, så bevægelsen mod målet møder mindst mulig modstand. Og nogen skal gøre det, nogen skal feje isen, nogen skal være overbevist om, at dét er deres opgave og så blive ved, uanset hvad.

    Det var dér, jeg strandede. I den endnu mere deprimerende indsigt, at der ikke var noget konkret eller aftalt mål ude i fremtiden, men at alle fastholder fast arbejde og straffer dem, der ikke får eller har det, uagtet at formålet kun er øjeblikkets behovsstillelse og ikke opfyldelsen af nogle af altings muligheder!

    Det forekommer at være et kvalmende spild af liv! Og så sig mig, om sådanne livsidealer er for absurde!?

  5. @Henning Wettendorff. Ok. Min pointe er vel, at placeringen på toppen af den økonomiske margarinefede, flødeskumssjaskede velfærdslag-kage IKKE kan retfærdiggøres (som du selv er inde på, er prisen for at nå hértil meget høj). Vore behov ud over de basale ER dækkede – resten er indsyltning i luksus, der fint maskerer, at vi har glemt at forholde os til de basale behov. Og i og med denne glemsel mister vi næring. Forfatterne har kun få ting at skrive om: kritik af det bestående samfundssystem – men det hjælper intet at forsøge at rive murene ned, når præmisset er, at dem uden for har det værre end én selv – eller fokus på de gode ting, der er, trods alt…

    Jeg er sikker på, at Oplysningsmodellen er aktiv i mange forfattere, stadig, selvom Oplysningstiden “for længst er aflyst”, som det stod i Politiken for nogle år siden. Og med min pauvre uddannelse og minimale verdensforståelse er det vel også det samme, jeg selv forsøger på – påpegelse af områder, der behøver en indsats for at blive bedre. Men bedre end hvad? Med hvilket formål? Kun at holde entropien fra døren – fingeren i diget, gaffatape om vandrøret?

    Intet kan repareres, hvis man ikke kender – eller kan enes om – den oprindelige tilstand. Det er dét, der egentlig ligger i betydningen af “oplysning” – at man kan lære at sjusse sig til, hvad der nok ville være godt, uden med nogen sikkerhed at kende konsekvenserne af sin handling. Dét, jeg derfor efterlyser, er en tilbagevenden til OPLYSNINGSTIDEN – at forfattere tager det på sig at forsøge at vække evnen til indsigt på en anden måde end tidligere:

    Det er tydeligt, at det med at huske navne og datoer ikke fungerer. De ledende kræfter lyver akkurat lige så meget om deres successer og fejl, som de altid har gjort og vil gøre. Så, dét bolværk fungerer ikke. At hengive sig til øjeblikket, lære at leve med tingenes tiltand, fører kun til altings kollaps – skoven kommer gerne én i møde, og det gør også de vilde dyr og de vilde bakterier, men uden romantisk nåde.

    Derimellem ligger skuespillet. At spille spillet, der hverken tror på en entropiens nådesløshed eller en barmhjertighed, men BEVIDST balancere imellem.

    DET er svært for mennesker i al almindelighed at være OVERopmærksom på, bevidst om, i hverdagens mange gøremål, hvilket er med til at skabe nedslidningen, på vej mod det entropiske kollaps af velfærdssamfundet. Det, jeg savner, at forfattere beskæftiger sig med, er derfor dét

    jeg selv behøver at forstå og erkende på daglig basis

    at der ikke er andet, end at holde hjulene i gang, bedst muligt; huske at le rigtig meget og hjælpe dem, der virkelig ikke kan selv, og trække streger i sandet, når man ikke kan acceptere visse overgreb, en bestemt behandling af medmennesker. Jeg føler, at denne følelse er en KOLLEKTIV-følelse – og selvom jeg kvier mig ved tanken om at blive et tæt myresamfund, så kan jeg ikke se, hvordan vi som individer kan gives personlig handlekraft i forhold til helet, andet end ved at TALE om nødvendigheden af samme!! Altså, TALE om at skære de mest løgnagtige, selviske af de ledende kræfter UD af ligningen – isolere dem fra fællesskabet – og med større ihærdighed søge at fastholde dem, der taler sandt, uden hensyntagen til egen popularitet.

    Har jeg lige opdaget verden, som den er? Eller ER der noget fremtid i det her?

    Jeg vil have en højere skammel.

  6. “VI FORFATTERE, HVAD er det vi skriver om, der er så betydningsfuldt, at det kan retfærdiggøre – eller forklare? – vores nations position i toppen af velfærdskagen?”

    Martin A. Hansen skrev ting, der retfærdiggjorde udviklingen af social tryghed eller velfærd, om du vil. Men ikke en placering på toppen af den økonomiske velfærdskage.
    Det skulle snarere være en forfatter, der fortæller historien om de særligt flittige og dygtige danere, der undertvang sig fremmede flåder og folkeslag og ved fortjenstligt samarbejde kunne opbygge en nation, der udmærkede sig ved karaktertræk som frændesolidaritet og støttevilje over for naboen.
    Uuh, jeg er sikker på at den historie er skrevet mange gange.. men kan ikke lige komme på forfatternavnet. Anybody?

  7. ja, retfærdiggøre. Det kan ikke være forfatteres formål eller eller pligt alene at lege djævelens advokat eller samfundskritiker. Jeg vil gerne høre/læse en forfatteres kongeniale fremlægning af alt positivt ved den danske kultur, som den er her ved udgangen af 2010. Og jeg mener ikke ene og alene fri lægehjælp, skoler og den slags. Men hvordan kan vort samfunds placering på toppen af den økonomiske velfærdskage retfærdiggøres, hvis man ser på andre verdens lande og deres problemer og velfærd eller mangel på sammen?

Leave a Reply to Henning Wettendorff Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Note: Commenter is allowed to use '@User+blank' to automatically notify your reply to other commenter. e.g, if ABC is one of commenter of this post, then write '@ABC '(exclude ') will automatically send your comment to ABC. Using '@all ' to notify all previous commenters. Be sure that the value of User should exactly match with commenter's name (case sensitive).

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.