eDigtsamlinger og Sci-Fi-noveller rykker
Besynderligt at jeg
skulle befri min ældste ven
fra mig selv for ikke
at stille ham til ansvar
broder kaldte jeg ham og han
var min broder han ér min ven
som jeg enfødte kender søskende
og venskab og endnu et menneske
som vi
kender dem homo sapiens sapiens
skulle komme til verden
alene og uden relation
Ret beset: ofre som disse
forstår jeg ikke et menneske
kan ikke elskes
Det var dagen, jeg flyttede tilbage til Kbh – efter 3 uger i søsters kolonihave med græs under morgenkaffen.
Og dagen, hvor den frederiksbergske poesiens dag fandt sin arvtager i Kongens Have – i Ord Under Himlen *.
Og dagen, hvor jeg blev konfronteret med alt det, jeg ikke får, når jeg flytter til Samsø om knap halvanden måned – ja, hvad er dét?
Livet er ikke lettere noget sted;
nissen flytter altid med.
Men så er der menneskene, trafikken, himlen der rammes ind af huse, husene der rammes ind af hinanden og hedder arkitektur, gaderne der fører frem til hinanden præcis som Rom findes af enhver og dyrene der ikke løber frit og får særlig opmærksomhed og vil de egentlig dét? Og der er alle cyklerne. Cykler, fordi det er en måde at udtrykke sig på og gå imod og være sig og glad og bevægelig og sund på. Cykler, der forsvinder og savnes og er personlige og mig. Cykler som risici, cykler som bevægelse, cykler som tid på dagen, og cyklister regner ALDRIG bilerne, de er der bare, som understrøm og regnvejr og elske uforbeholdent og ha sex uden kondom eller kondomer der springer, cykler har ikke samme betydning på Samsø, dét bliver aldrig det samme dér, dét er svært at tro. Og så er der stederne som har ligget der i årevis, med kultur svitzet ind i væggene, og man kunne besøge dem, men gør det sjældent, men de er der, fordi de er gamle med integritet, historie kan aldrig nogen sinde gøre det alene, der behøves noget andet, en valgfrihed en mulighed for at være til stede i fred og i ro, være sig selv ganske enkelt, og findes dét, findes disse steder på Samsø? Jeg tror det næppe – stedet er for lille til at være alene uden for sit eget hus. Og vandet. Ja, vandet uden for København… Det er der, fordi Københavnere behøver det – ellers havde vi nok asfalteret os til Malmö, snarere end at bygge dén bro! Vi vil afgå fra havnen og vende tilbage til havnen og have et forhold til havnen som stedet, der forbinder os til verden, og derfor bygger vi broer til de nærmeste lande, så vi slipper for at tænke at verden står åben, for enhver der vil rejse – en tynd spinkel bro fører ikke til Verden, men kun til anden valuta, og dét er fint. Så vi drømmer, når vi ser på vandet, og hvad drømmer samsinger, når Storebæltet kaster med solens stråler? Om at komme af sted? Næppe.
Så, hvad fanden vil jeg på Samsø? Hvad ér der dér?
Alle drømmes moder bor dér. Så enkelt er det.
* Foto: Felicia Lensborn
Skab en kopi af dig selv, og slip for en masse bøvl… Not!
Science fiction, low-tech dystopi, Frankensteins menneske
Synops: I en trøstesløs, voldelig fremtid, hvor al forskning er rettet mod at gen-befolke Jorden, har Walter med kemiudstyr fra nedlagte bio-techlaboratorier samt en avanceret hjerneskanner skabt en eksakt kopi af sig selv.
Hvordan spiller et menneske robot?
Én måde kunne være at fremtone mindre udtryksfuld end sine omgivelser, så sammenligningen angav det kunstige – idet vi normalt antager, at et ikke-menneske optræder uden eller ikke fuldstændig med genkendelige menneskelige følelser? Men når originalen optræder stort set lige så (lidt) udtryksfuldt som robot-klonen, stilles beskueren over for en kæmpe udfordring, der ikke blot er begrænset til et fortælledramatisk spørgsmål om, “Hvem er robotten og hvem er mennesket”, men ét, der er meget vigtigere: “Betyder det noget, hvem robotten og mennesket er, når der er så lille forskel – når begge er lige kolde?”
Manus skal vise sig at behøve denne lighed, ja tillige at være baseret på den – “da han kopierede sit sind og gjorde det til mit, kopierede han også sin psyke”, som kopien siger på et tidspunkt. Men manglen på følelsesudtryk gør det svært at identificere mig både med kopien, der fremtræder som slave, og med originalen, der af sine indestængte længsler drives til at betragte denne eksterne repræsentation af sig selv som først mindre værdig end ham selv, og siden som en trussel. Ingen automatisk medfølelse, fordi det sympatifordrende udgangspunkt er så lille.
Hvordan finde medfølelse med dén, som ikke er særlig varm? *
Man må i hvert fald vide noget om, hvordan det er at være spærret følelsesmæssigt inde i sig selv. At kende til at mærke følelser, som man ikke kan komme af med, og så have oplevet det modsatte, og registreret forskellen.
Det er dét, som er filmens egentlige problem. En gammelkendt historie, hvor skabelsen og skaberen bliver antagonister, som egentlig ikke tilfører noget nyt til den menneskelige historie. Men da den alligevel opdateres til moderne scenarie, som vi med mellemrum er nødt til at gøre med alle vore historier, fokuseres ensidigt på de dramatiske muligheder for identitetsforveksling mellem skaber og skabning, mellem Walter og Puzzlehead: Vil en kvinde, der elsker, kunne tage fejl af menneske og robot? For at vi skal tro på, at det er muligt, er kvinden gjort så museagtig, at hun matcher skaberen og robottens lave følelsesmæssige niveau, hvilket afstedkommer så lavt emotionelt identifikationsniveau, at formodentlig kun den, der er lige så genert som Walter, Puzzlehead eller kvinden, de elsker, vil føle sig følelsesmæssigt berørt.
Jeg kan næsten høre pitchen (den må i så fald have foregået i instruktørens hoved, da han også selv har produceret): “Forestil jer en blanding af Blodbrødre og Frankenstein, hvor den gode tvilling er skabningen, som den bevidsthedssøgende onde tvilling har begrænset, så han ikke kan søge viden, vokse i bevidsthed. Et billede på administrationens undertrykkelse af individtanken, og individerne af hinanden. Og begge tvillinger drages naturligvis af den samme kvinde – der kommer til at stå som det centrale formål med alt liv: Samværet med det andet køn. Og et eventuelt barn som symbol på fremtiden – hér som konkret målestok for det totalt rene og ubesmittede, en blank tavle at skrive historien om på.”
Vi ér nødt til at fortælle de samme historier igen og igen – også den her om konsekvenserne af at skabe i vort eget billede, og om at overgå sit ophav. Ved at henlægge denne til en nær undergangsfremtid med robotten i centrum angives, at historierne ikke er menneskelige historier, men historier der har sin rod i bevidsthed og i følelser, uanset hvor denne kombination end måtte opstå. Og dermed: At vi bør give dém (eller dét), vi efterlader os, alle muligheder for selv at vokse i følelse og bevidsthed.
Sympatisk, meget kristent og måske tillige udviklingsdynamisk i overensstemmelse med fakta. Men i historien for mig desværre uden den nødvendige varme til, at det bliver andet end gennemsnitlig bekræftelse af, hvad jeg allerede tror på. Formodentlig en film, jeg vil kunne huske at have set – Puzzlehead er en fed titel – men næppe, hvad den handler om.
Jo, vent.
Måske vil jeg kunne huske den ekstremt effektive måde, den cinematografiske illusion om fremtid totalt low-tech, stort set kun ved brug af New Yorker-betonbyggeri, lyslægning, regnvej og uden voldsomt væsentlige special effects, blev virkelig troværdig sort og trøstesløs inde i mit hoved. Hvor fremtiden som bekendt er. Som det eneste sted…
*Ikke uvæsentligt i et land som Danmark, der er så optaget på at tage omsorgen ud af borgernes hænder – hér bliver alle menneskelige følelser hos omsorgsnødige gjort til samme grød efter mindste fællesnævner – dvs. at omsorg baserer sig på en reduktion af patient og klient til basal hjælpeløshed, snarere end at se på, hvad den enkelte faktisk kan. Fordi det vitterligt ér svært at identificere sig med den selvstændige, som samtidig behøver hjælp – især hvis hjælperen er en rationell, budgetbeskåret, effektivitetsfikseret politisk administration, der tror humanisme er enhver beskåret, som ikke ønsker at slå ihjel.
Hvad skal min samling af science fiction-bøger hedde, nu Blågårdsbiblioteket i København har overtaget den til udlån?
Fire tidligere indlæg, under overskriften “Farvel til fremtiden”, beskrev processen med at give slip på min store samling af science fiction og fantasy-bøger, inden den skulle overdrages til et Københavnsk bibliotek og gives i offentlig udlån.
De sidste 14 dage har jeg haft hver og én af samlingens 1100 bøger i hånden ind til flere gange – for at sætte biblioteksmærker på, stregkode, reparere og plaste. Der skulle skæres plast ud i rette størrelse: Ca. 70% af bøgerne er godt samme størrelse, altså paperback, mens resten, ca 300 bøger, varierer, hvorfor plasten har skullet skæres ud som individuel tilpasning.
Godt 60 bøger og hæfter, der stort set alle er danske, er så dårligt limede, at de er nødt til at få et par klammer igennem sig. Besynderligt, at paperbacks fra 40’erne og novellehæfter fra 30’ernes USA stadig klarer sig igennem, om end papiret begynder at blive skørt – mens tilsvarende udgivelser på dansk fra 50’erne, 60’erne og 70’erne er så billigt lavede, at de falder fra hinanden. Continue reading “Goddag til fremtiden – og hvad skal samlingen hedde?”
Nyt udtryk fra hér til aften: Fintænken. “Og så kan jeg finde på at trække mig fra selskabet og sætte mig i et hjørne og fintænke lidt”, sagde Mette, jeg mødte på Apoteket på Blaagårds plads i København.
“Reflektere” har alle andre sagt i de århundreder, siden ordet blev indført til brug i den dannede klasse, men nu, hvor befolkningen mere eller mindre har været igennem den “gymnasielle uddannelse”, kan alle og enhver uspottet vedgå at lade tid gå i fuld offentlighed, hvor de mærker lidt efter og finder sig selv. I fintænken.
“Står det så i relation til grovtænken?”, spurgte jeg. “F.eks. at sidde i en alkoholisk animeret samtale og ikke nå til ben eller bunds i særlig meget, men derimod hele horisonten og elefanten rundt i løbet af adskillige armbevægelser? De brede generaliseringers postkasse, det hele på halv tid?”
Det kunne hun ikke afvise.
Jeg fintænker lige lidt over potentialerne i det danske sprog, inden jeg skal sove. Undervejs søvnen vil jeg så overveje, hvad jeg skal fortælle om det at være ærkekøbenhavner med by på ryggen, som flyer fadet og favner revlen midt i Storebælt. For det er – Alt Andet Lige – eddermugme mærkeligt at forlade stenbroen. Selv efter en del år på Frederiksberg…
Ja, så er det næsten så officielt, som det kan blive: Jeg sælger min andelslejlighed og flytter til Samsø.
Skal det være det hus på billedet? Tjae, hvem ved? Det ligger i hvert fald på Samsø.
Igennem de sidste par måneder har jeg kigget på huse. Først kolonihavehuse (edc, home, nybolig, andre), Continue reading “dagbog: Samsø 1”
Min ven, Henning, sender mig ofte links af relevans for en mangeårig on-going samtale, der aldrig er blevet en dialog med sigte på at blive enige eller enige om at være uenige. Snarere tror jeg, vi grundlæggende ér enige, om menneskenes muligheder og menneskenes svagheder, men i vore forsøg på at nå noget nyt, række ud over os selv, støder vi, uden at ville det, hovederne mod vore respektive livs og karakterers rammmer og muligheder.
I går sendte han mig et link til det smukkeste site, jeg længe har set. *
One of the more overlooked science fiction movies ever!
[English speaker? Just watch this.]
Science fiction
imdb
Synops: Nogle astronauter nødlander på en øde klode og bliver dér ophav til en hastigt voksende klan af mennesker, der på alle måder tydeliggør deres ophavs fejl og mangler.
Foregår den her film på Månen, eller blot på en anden planet?
Uenigheden blandt kilderne til trods er det uden betydning. Den ubodelige ødehed som på Månen og det absolut genkendeligt fremmede er den perfekte baggrund for denne fantastiske, skønt ufærdige polske film – mestendels optaget i et Mongoliet, hvor en 360° panorering afslører et landskab pakket med tomrum helt ud til den krummende horisont.
Filmen blev påbegyndt i midt’70’erne, men det polske regime, under Jaruzelsky, fandt den for tæt på, på alle områder, og to års arbejde på kostumer og rekvisitter blev destrueret af regimet.
Filmholdets scenografer og rekvisitører gemte, hvad de kunne, og efter en årerække lykkedes det dem at overtale instruktøren, Andrzej Zulawski, til at klippe det 3/4 skudte manus sammen til en film – med voice-over og i-hastighed-og-stemning-passende-filmiske-indskud fra det moderne polske samfund, hvor scener manglede.
Desværre modtog midt-firsernes anmeldere ikke den ufærdige film med synderlig åbne arme – måske fordi filmens grundlag bl.a. var 70’ernes frigørelse fra seksualmoralens lænker og 80’erne var mere optaget af, at det nu var i orden at tjene penge. Måske var instruktøren fulgt med tidsånden; ihvertfald erklærede han sig enig med anmelderne og kaldte filmen “mislykket”. (Men dét er den ikke!)
Det er på alle måder og uden blusel en skabelsesfilm. En film om at blive menneske, om hvad moral vil sige, hvad smerte er og hvorfra smerte kommer, hvad et barn og en voksen er, hvad skyld er og tab af uskyld – og så er den så poetisk og filosofisk, som film og bøger kun er i slut-60’erne frem til ca. 1976.
Det er et helt specielt tonefald, som i visse af tidens eksperimenter bliver for fortænkt og hjerteløst, men aldrig kan mistages for at stamme fra en anden tidsalder. Det kommer givet af omgang med såkaldt bevidsthedsudvidende stoffer, men det er også en tidsånd, der taler og længes imod et friere, renere, lykkeligere samfund.
Mange vil sikkert kalde det naivt – tidstypisk for denne film er nemlig også forestillingen om, eller gennemspilningen af tanken om, at det er muligt at adskille sig fra fortidens fejltagelser ved simpelthen at overhøre eller ignorere dem – skubbe “de gamle” ud til siden og klare alting selv. I bedste mening, for at opnå den verden, som deres koldkrigs- og Vietnamkrigsplagede forældre ikke havde magtet at skabe.
Det er brand-ærgeligt, at det polske regime mistog filmens tone for et descideret regimekritisk udfald, snarere end et udtryk for en tid med hjertets længsler rettet mod større poetiske horisonter. Brugen af kostumer og scenografi til at illustrere et urfolks vækst mod selvbemægtigelse, gudedyrkelse, historiebevidsthed og æstetik er uden nogen sammenligninger det smukkeste og stærkeste, jeg har set.
Mange har sammenlignet denne film med Jordorowskys excesser, men i modsætning til Jodorowsky, som jeg synes kun laver film for billederne, besidder denne film også dén indre kerne, som insisterer på at gøre enhver bevægelse hen over lærredet vigtig ikke blot i æstetisk forstand, men som den skabelse af verden, der gør verden synlig for beskueren og gør instruktøren (forfatteren, komponisten, dramatikeren, billedhuggeren, maleren…) til et jordisk menneske, der blot er kanal for noget større end den enkelte formår alene.
Men skulle man have lyst til poesi i det grønne, afholdes et arrangement i Kongens Have i København søndag 26. 8. mellem 14 og 17.
Foreløbig 15 tilmeldte digtere vil læse op, muligvis efter samme rundspredningsmodel som i Frederiksberg Have. Det afhænger nok af, hvor mange flere, der melder sig.
Medbring madkurv og/eller regnfrakke. Der vil være flyers at finde rundt om i byen efter d. 14., men ingen mailinglister, man kan skrive sig på.
Bare kom.
Henvendelse kan evt. rettes til
Lonni: bershook snabela gmail punktum com
Lisbeth: lisbethheckmann snabela hotmail punktum com
En fyr, jeg mødte via ISP-support i midt-90’erne, var gået i gang med at konstruere en virtuel udgave af vores hovedstad i 3D, med facader, gader, parker, alt. Med senere kommercielt sigte, måske… Alene tanken om et præcist, virtuelt København. I fredstid et guldæg af åbenhed.
Det virtuelt dublerede miljø som tanke er fortid, og Google Maps og strukturering af og forståelse for data i et virtuelt lagermiljø har taget over. Med tilkomsten af overvågningskameraer er det muligt – for udvalgte instanser – at få et dynamisk realtime-overblik i stort set alle større byer i verden, men vi andre er med på en kikker på det statiske.
Efter 9/11 er det helt åbenlyst, at det er bedøvende ligegyldigt om regeringer inden for NATO-samarbejde forbyder private ejere af satellitter at sælge eller offentliggøre inkriminerende location-billeder, f.eks. til Google Maps. Bombemål er ikke længere militære og ofrene ikke professionelle repræsentanter for regeringer.
Målet for terror – i skolegården, på arbejdspladsen, i hjemmet, eller som vi er kommet til primært at forstå begrebet: hvor som helst og med døden til følge – er at vinde territorie i det indre rum. At presse mennesker ud i frygt, så de ikke kan samle sig og ikke forsvare sig.
Folk, der bevæger sig i Second Life, vil måske have bemærket, at attentater har fundet sted. Bl.a. atombombesprængninger af butikker og firmaer – Nissan, der flere gange er blevet ramt, har lige trukket sig fra SL i følgeskab med flere virtuelle lig i virtuelle kister. [strammer smilebåndet?]
Tilkomsten af håndvåben i Second Life og tilstedeværelsen af flere Jihad-grupperinger får terroranalytikere til at mene, at SL bliver brugt til rekruttering af folk i aldersgruppen 16-30, der tiltrækkes af den virtuelle vold, og som øvelsesscenarier for terrorister. Sandhedsværdien af dét kan givet diskuteres, men mennesker, som bevæger sig i et virtuelt scenarie, har vel kun penge og avatarer at miste, og graden af ødelæggelse og destruktion er kun et irritationselement (modsig mig gerne…). Og bliver man træt nok af at få smadret sine konstruktioner, fjerner man sig fra SL.
Eller gør man? Hvem bliver tilbage? Dem, som intet first life har? Som føler sig nødsaget til at forsvare eller barrikadere sig, fordi det er deres hjem, som er under angreb? Vil vi se krig udspille sig i SL? Anvendelsen af “atomvåben” er graverende proportionsforvrængning – det er stort set ikke muligt at “gå højere op”, uden at lægge serverne ned. Og skaderne har ikke omfang som af reelle atomvåben – ellers måtte man formode, at Linden Labs ville gribe ind? Men hvad enten man anvender en pixeleret hvidmaling af skærmbilledet af samme (virtuelle) udstrækning, som en A-bombe ville have det i den reelle verden, eller blot kalder en programmeret pixelfjernelse for “atombombe”, forekommer det mig at være spørgsmålet om, hvorfor man skulle bestige bjerget: “Fordi det er der”.
“Kan det lade sig gøre?”
For drenge- og pigerøve, drømmere, fantaster, beregnende forretningsfolk og socialt hjemløse, folk med en sag og dem, der bare gerne vil bestige programmerede bjerge kan alt og mere til lade sig gøre i Second Life, som er muligt i den reelle verden. (Med undtagelse af en drink, som én sagde). Men kampen om det indre rum kan kun få reel effekt, hvis avatarernes førstelivskroppe ikke kan overleve uden kontakten til SL.
I så fald er kampen allerede vundet. Af Linden Labs. Med eller uden håndvåben, bomber eller terrorister.