Directed by Thomas Vinterberg. With Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang, Lars Ranthe. Four friends, all high school teachers, test a theory that they will improve their lives by maintaining a constant level of alcohol in their blood.
Source: Druk (2020) – IMDb
6.3/10 – for skuespillet alene! Burde være 3-4 for elendigt manus.
Normal-Danmark kommer gennem krisen ved at forråde fællesskabets individuelle behov (ved at undlade at hjælpe) og rejser sig på asken fra ofringen af den svageste og mest needy. Og det er der ingen skam i. Ikke noget “ingen lades tilbage” hér. Mandens (i hvert fald mandens) fællesskab er ‘enhver alene for alle’, og alt der kan undskylde mandens ikke-støtte af den svageste i fællesskabet er manglen på sprog & dén erfaring, som deres aktion gennem manuskriptet er første skridt hen imod.
Hermed advokeres for en social-darwinistisk civilisationsmodel á la ‘Vi dyster og udfordrer hinandens egen-positioner, taberen går under’. På overfladen meget voksent føjende sig samfundets normer, men underneden en skånselsløs kamp, hvor afsøgningen ér tabt på forhånd – da det fremgår, at den mest følsomme af mandekaraktererne samtidig er den svageste, men som vanligt både må og vil klare sig selv: De kan ikke alle vinde. Og hermed fremgår det, at mænds fællesskab ikke fungerer – ikke som livreddere – hvis de ikke forsøger være der for hinanden på et meget mere intimt og personligt-følelses-invaderende niveau.
En meget dansk film, hvor middelmådigheden gennem forrædderi og svigt sejrer i det sprogfattige samfund uden plads til en følsom, selvmedicinerende outsider, som vores full-time-alkoholiker. Eller en hvilken som helst anden, der forventes at skulle kunne gå selv.
Lav nu den film om bistandssystemet i stedet for det her middelklasse-kartasis-lort, der trykker på tåreknappen med de smukke, romantiske danske jævnstavnssange… For fanden, hvor det er en leflende film. Tomas Vinterberg, for evigt lammet af Festen, men altid kæmpende for at finde noget relevant at fortælle om, som folk gider at se.
Hvor er det pædagogiske bare en kedelig kunst-præmis i det her bonderøvsland. Selvom dét faktisk fastholder essensen og den ekstremt positive værdi af kærligheden, der overføres gennem verbal kommunikation, som ofte smutter trods de bedste intentioner, hvis kommunikationen er “gør hvad jeg siger, ikke hvad jeg gør”. Kærligheden, der inficerer et menneske med positivitet og evnen til selv at elske, kan ingen selvfølgelig kimse af, men et sådant advokatur kan tage rigtig mange former. Og de værste er dem, der knyttes til (andre) middelklasseværdier.
Løft løft løft dig nu, du danske skaber.
