Krabatens skriveevne og påhitsomhed
Jyllandsposten 10. Oktober 1994
af Per Højholt
Han hedder faktisk sådan, krabaten. Og han kan skrive, og han har været tværs over Fyn og set vejskiltet med det sære, men associationsrige navn Magtenbølle. Og det har han brugt. Og hvad er der i vejen med det?
At han, som det fremgik af avisen hér forleden, så laver ét show af dette faktum og bogens hele udgivelse, det passer fint med bogen, som er formgivet i ender og kanter, computersat og alting, men det ligner nu da en ganske almindelig bog alligevel, bortset altså fra, at Krabat har indset, at der ikke er grund til at begrænse det kunstneriske udsagn til tekstsiderne alene.
Hvad man derimod ikke rigtigt kan hitte ud af er, hvad bogen egentlig handler om. Forskellige spor krydser hinanden eller afløser hinanden. Det ser man klart. Og stilen skifter flot fra stykke til stykke. Det kan han, forfatteren. Men han har vist haft for travlt med at opvise sin kunnen, så han har lagt for ringe vægt på anliggendet.
Man kan, side for side, beundre hans skriveevne og påhitsomhed. Det er svært at skulle skifte stil og leje så tit, men det gøres udmærket. Der er virkelig talent på færde, og man skal ikke lade sig forlede: Denne bog er ikke skrevet for sjov, selv om den ind imellem er liv-agtigt morsom.
På den anden side: Han skal sørme have lov til at lade en så suveræn form trække på et så vildt varieret indhold. Det kan gerne være, at man som læser forvirres undervejs. Men man er skam både overbevist og underholdt.
– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – til top
Fandenivoldske og uegale Krabat
Politiken 30 oktober 1994, InterPol side 14
af Connie Bork
Kenneth Krabats nye bog har potentiale i sig til at blive kult, selv om den også løber over med sort snak. På bogens omslag sidder ikke en kone, men en kælling fra Magtenbølle, med tørklæde om håret, og en afpillet høne som hun trykker ømt ind til kjolebrystet.
Samlingen har en tvetydig tone, på en gang højstemt og underlødig, som om livet består af lige dele plat og lige dele filosofi. Den højstemte tone er omstændelig, ordrig, fuld af indfølelse og indimellem overraskende. Nogen steder virker det fjollet – andre steder er det meget, meget smukt! Den underlødige tone opstår i håndteringen af et utroligt inventar, her er både køer, Noahs ark og et flyttefirma ‘vi flytter alt, selv i morgen’. I det første digt er vi ude at flyve, her dukker stewardessen også op. Hun smiler, det folder sig ud. Silikonemelonerne med de rustrøde konklusioner løfter sig over dagligt vande. Her lå de vel, står der.
Der er masser af sans for pointering, Kenneth Krabat kryber godt ind i sine sansninger og reflektioner, der kommer som blide chokbølger. I et af de mest løsslupne digte er digteren en ko! Der er også et langt ophold på Noahs ark, som forfatteren slipper utroligt godt fra. Men det ændrer ikke ved at samlingen ligner badutspring, med nul underlag. Hvor springes der fra og hvor vil Kenneth Krabat hen? Hvad er Magtenbølle egentlig for et sted, skal vi elske byen eller lade være? Her ligner stedet mest en kuriositet.Den skarphed og meningsfuldhed som ligger og lurer i den tvetydige tone bliver ikke forløst. Jeg har svært ved at se Magtenbølle som et overordnet begreb, der virkelig samler disse fandenivoldske, til tider utroligt smukke, men også meget uegale digte.
– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – til top
Kantate- lyrik m.m.
weekendavisen 11-17. november 1994
Digte. Lidt om den ægte vare – og den anden.
Af ULRIK HØY
Erik Stinus: »Febertoget«, 110 sider, kr. 175.00; Vindrose.
Poul Borum: »Fuglen der lander«, 100 sider kr. 168.00, GyldendaL
Peter Nielsen: »Ansigter – hensigter«, 72 sider kr. 100.00, Centrum.
Kenneth Krabat »Alle veje fører til Magtenbølle, 64 sider, kr. 168.00, Gyldendal.
Det slår mig, ved læsning af Erik Stinus, at sådan ville formanden for, Mellemfolkelig Samvirke, Knud Vilby, skrive, hvis han var digter. Tom Kristensen skrev vist nok hyldestdigte til Grosserersocietetet på bestilling, Hans Hartvig Seedorff gjorde det
med stor snilde, til hvem der betalte, og Erik Stinus skriver digte til u-landenes pris. Stinus er simpelthen den tredje verdens husdigter, så var der retfærdighed til, havde han fem milliarder læsere ude på kloden og tre millioner herhjemme for Danmark er jo et halvt u-land, i alt fald et halvsocialistisk land, der har tabt retningssansen, efter at utopien gået tabt.
Det mærkes ikke hos Erik Stinus – og dog. Han undgår den hjemlige verden og søger i stedet den fjerne, eksotiske, hvor ægthed trives og fattige mennesker har rige følelser. »Det kostede intet, dog var det Verden, som den er bedst og rigest, fuld af håb, i samklang«. Samhørigheden er også noget særligt i de fattige lande, findes måske kun dér, og så i fortiden. Erik Stinus digter en skabelsesberetning frem, velment, farverig og så gennemført svulstig, at foreningens medlemmer altså det mellemfolkelige samvirkes, må græde snot i stænger.
Noget atavistisk gør sig også gældende. Vi befinder os et ubestemt sted mellem Noahs Ark og moderne tider, men pyt, Erik er med os, Vorherres venstreorienterede repræsentant på jorden, og skal der uddeles en pris, en u-landspris – og det skal der – så bør den tilfalde Erik Stinus. At der ligger en habil naturpoet gemt i ham, det skjuler han godt, alt for godt i dette mildt skabs-kolonialistiske manifest. der røber, at der også er gået en god plantagebestyrer tabt i Stinus.
POUL Borum har en veludviklet sans for den ægte, lyriske vare, hvad der ingen garanti er for, at man selv kan skabe den. Dog, i det seneste værk er der partier, som går til hjertet omend der altid er noget skrabet over Borums poesi. Hvad der hænger sammen med det Borumske paulun, det fortrolighedsrum han opslår.
Kravet om sandhed, ægthed, oprigtighed kan her føles så påtrængende, at det lapper ind over den læsendes blufærdighedstærskel. Så bliver der klamt i paulunet, de gode bens~ konverteres til pat^. og bedeskamlen gør ondt i knæene for andre end lige disciplene.
Kvaliteten, det der giver klang i digtene, er en lavmælt tone parret med, fornemmes det, en ekstraordinær påpasselighed, der nok kan antage didaktiske former, men også udmøntes i en egen, renfærdig præcision:
Hvis man kan dø nårsomhelst
kan man leve nårsomhelst
man kan bygge huse nårsomhelst
og rive dem ned nårsomhelst
man kan løbe gennem regnen råbende
og stå under et træ og lytte
hvis sandhed er sandhed nårsomhelst
kan jeg end ikke lyve ved at tie
Sådanne strofer udmærker sig ikke ved lyrisk vælde, tværtimod. Det er lavmælt, indtrængende, eftertænksomt, med den formelle logik i underfundig, poetisk anretning. Mere ræsonnement end digt måske, mere tankelyrik end »ren« lyrik, men ægte nok i udtrykket, og dét er sagen.
PETER NIELSEN smutter med ordene, som kogekonen smutter mandler. De skal som bekendt skoldes først, mandlerne, så går det lynhurtigt. Sådan er det også hos Peter Nielsen. Smut, siger det i Nielsens driftigt associative stil, hvor ord i rigelig mængde drysser ned. over siderne. Så mange, at de må sættes med småt for at være der.
Det myldrer – i lidt for mange retninger, ud af lidt for mange tanketangenter, og det er Peter Nielsens lyriske problem
Det får ikke tyngde, kun lethed og det ligger helt fremme i titlen. Ansigter, Hensigter, der anslå et eller andet, som kan betyde hvad som helst, og hvad skal man kalde det?
Ægte lethed? Ægte mandelsmutning? Dykker man ned i teksten, er der masser af gode, overraskende og ligefrem originale udtryk. Det samlede resultat er, til trods for charmen, mobiliteten og den investerede energi,. mærkelig vægtløst.
HOS Kenneth Krabat går det – som navnet antyder – akrobatisk til. Et yngre publikum vil goutere dem lyrikers evner som stan-up comedian. Der er også noget hørespilsagtigt over foretagenet, som radiolyttere kunne få glæde af, og krabaten Kenneth har dette vildt rablende, der efterlader godbidder i sludrechatollet. Ægthed? I dynamikken, den verbale leg og de uomtvistelige brandere, og det er her overlæreren bliver stram i betrækket. Kenneth, dette er for meget af det gode, og for meget af det gode er ikke godt!
Min shiitdetektor siger mig, at der ud af krabaten Kenneth kan komme en både sjov, elskværdig og tilpas reaktionær satiriker. Det ultimative karaktérmord på en ung, håbefuld lyriker? Sådan er det ikke ment, men digteren bør finde et par sten i strømmen, bevidsthedsstrømmen, og stille sig dér – og stille spørgsmålet dér: Hvad kan jeg, hvad er mm egenart? Kort sagt: Hvad er ægte Kenneth, og hvad er falbeladernes snurrige aKrabat?
– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –
Lektørudtalelse
Indbindingscentralen (94/48) 2 075 083 9
af Jens Hjøllund
I undertitlen på Kenneth Krabats samling af lyriske tekster indgår det latinske ord “intenerarium”, som betyder vejviser. Bogen er selv en sådan visionær og rablende vejviser gennem ydre og indre landskaber – i en sådan grad, at det er svært at afgøre hvornår det ene holder op og det andet begynder. Teksterne, der spænder fra helt korte udsagn til længere prosaforløb, bevæger sig i tillid til de “lukkede øjnes stille magi” ud i sindets grænseegne, balancerende på kanten af galskaben og vanviddet. Ofte fornemmer man, at en sprængning eller overskridelse allerede har fundet sted i teksternes kaotiske og hermetiske univers, som får karakter af “sorte” huller, hvor den ydre virkeligheds skikkelse og sammenhæng opsuges og forsvinder. KKs tekster er fyldt med smertelige erfaringer af spaltningen mellem ydre og indre, mellem det rablende og registrerende, i forsøget på at nå en ny personlig tilegnet virkelighed, der ikke er “forankret bag en velkendt moles bolværk”. Hensigten med denne insisteren på det subjektive er sympatisk nok – og en af poesiens vigtige opgaver, men omkostningerne er, at læseren mister orienteringen i et univers, der er bundet til en helt personlig forestillingsverden, i en grad så genkendelse og identifikation er yderst vanskelig.