Hér en begyndende liste over magtmidlets konsekvenser (man kan deltage med større indsigt i kommentarfeltet):
- AI-bots overtager henvendelser fra forbrugere og småkunder og kan kun svare på ting, som ønskes besvaret eller løst
- Flere og flere firmaer skjuler kontaktmuligheder med mennesker gennem mail og telefon
- Kontanter tales hyppigere og hyppigere ned – nu er 1000kr-sedlen lige gjort værdiløs og genstand for “pengeombytning” med medfølgende dokumentation for pengenes oprindelse.
- Digitale betalinger fremmes, mens kontanter tales ned – senest hvor “godt det gik med off-line-betalingsaftaler under NETS-nedbruddet 21.maj 26” – og ikke et ord om, at man jo kunne betale med kontanter, hvis man havde dem.
- Offentlig transport, Rejsekortet, skjulte kommende, nye fysiske kort under promoveringen af digital betaling og gjorde det usikkert for især digitalt svage og fattige grupper at føle sikkerhed for pris og rejsemuligheder,
- Vedvarende opdateret, opladt, for 300-1200 kr månedligt påtvunget centrum for alle danskernes transaktioner og henvendelser og kontrol over det digitale liv.
- Når man taler med et system, der ikke svarer selvstændigt på ens henvendelaer, bliver man desperat og over tid ramt af stress, og det samme for hele familien, hele gaden, hele nationen, hele internettet, alle mennesker på hele Jorden, så ér der nok noget om det.
Ét svar
Der er kun 1 svar, hvis man spørger hvorfor – men dét svar kommer ikke fra institutionerne, firmaerne og politikerne selv. Dét svar handler ikke om, hvad DE opnår, det handler om hvad VI kan observeres undvære analog kontrol over, så alle data om vore liv flyder fra os til dem: Svaret er størst mulig viden om massens liv og ønsker og ageren i forhold til egne målsætninger.
Hvorfor? Stærk statistisk viden skaber hurtigere handlerum. Plasticitet og intuition er bedre, men hvor statistik altid er lige dårlig, cirka, vil menneskenes optionsskabelse tabe enegi over tid.
Tab? At DE – institutionerne, firmaerne, politikerne – mister indblik i menneskene, i OS, i VORES behov for at føle os som en del af samfundet. Og dermed fjerner sig fra indsigten i de inderste mekanismer i et fællesskab. Uh, dét må de bare ignorere:
Del, og hersk
– hedder det. “Velfærdssamfundet” med politik, æstetik, penge, etik og ukuelige essenser betragter sig selv som en maskine og bestanddelene, menneskene, som i grunden uforudsigelige elementer og dermed trusler mod Maskinen. Følgelig pakker Maskinens renheds- og balanceringstrang alle (mennesker) ind i begrænsninger for at gennemtvinge en kunstig midte eller bestemt energiform, en enten “ens” belastning på alle maskinens elementer, alle mennesker, med “retfærdig” energiforfordeling og behovskrav hér og dér og dér, eller en uretfærdig:
Nogle ER mere lige end andre, men en form KAN findes – af pligt, nødvendighed, lyst, nysgerrrighed, forståelse, ambitioner, frygt. Og formen opstår tydelig for alle som deltager, og energien i brug for at holde en form er mere eller mindre tydelig for alle deltagere. Uanset indhold KAN form findes på tværs af klasser. Ærefuld enig- og uenighed.
Hvis reglerne ikke laves om hele tiden
Reglerne laves hele tiden om – “hele tiden” er mindre end 5-10 år. Og mennesker over en vis personlig alder føler det som hårdt. Og tidens vold og bedrag og trusler mod national samling og sundhe har en lang tid været effekt over affekt. Nu Dannelsen er aflyst, knyttes Entartung til udefrakommende fakturer eller bare ikke så ofte som før.
Før digitaliseringen af kødet og døden. Før kroppens betydningsrelativitet. Finder man ting i en skraldespand og dumper det ringeste tilbage i spanden og beholder det bedste. Selvom man har både råd til at investere i nyt eller helt undvære. Den slags relativitet. Den slags overlevelse.