@ Farvel til fremtiden II: Hvis nu, hvad så? og PKD

Man er næsten nødt til at tro det, før man ser det. Så, prøv lige dét: Danmark med en interesse i andet end sig selv, i rummet over vore hovedet, dét man ikke kan se, det fremmede, det ukendte. Prøv alvorligt at tro på det, og klik så på indlæggets titel øverst.

Der er en heftig, seriøs grund til, at jeg lægger min lille samling i offentlige hænder: Vi tænker for småt her i landet – grundlaget for oversættelse af science fiction ligger i hænderne på forestillingskraftløse bibliotekarer, forestillingskraftløse litteraturforslugte redaktører, forestillingskraftløse billigbogsudgivere, der derfor konsekvent kommer for sent til alle væsentlige nye udgivelser – for sent, fordi alle der faktisk læser science fiction, og det er ikke et fåtal, for længst har købt dem på engelsk eller tysk, før tanken rammer en forlagsmedarbejder, der kan begrunde en anbefaling med, at den pågældende bog da har litterære kvaliteter eller ligger på bestsellerlisterne i andre lande…

Men rent bortset fra, at det altid er rart, når der er tænkt over sproget, er det overhovedet ikke det litterære aspekt, det handler om ved science fiction. Det handler om at åbne døre til nye måder at tænke på, ved at forestille sig. Sige: Hvis nu, hvad så?

Har siddet og ordet det sidste af indskrivningen i den database, som udgør grundlaget for overdragelsen af “den krabat’ske samling” til biblioteket. Det aller sidste var at tjekke om alle Philip K. Dick-bøgerne var der – de havde i modsætning til 3/4 af samlingen ikke været været pakket ned pga. pladsmangel. Og det var fandme med blødende hjerte, at jeg overgiver 50 af hans 58 romaner til offentlige hænder, der vil behandle dem præcis som alle behandler biblioteksbøger: Råt, brutalt, æder, skider, drikker, ryger hen over dem – fordi læsning foregår i det lukkede, private rum, hvor det SKAL foregå. Så, der er ikke noget at gøre. De må holde så længe de kan. Og indtil samlingen er udryddet af almene bogovergreb, håber jeg, at denne mester ud i bevidsthedsafsøgning kan have givet et par mennesker en fornemmelse af, at alting ikke er så fandens konkret endda, som vort lille beskyttersamfund byder os at tro.

i øvrigt er det ikke kun lille Danmark, der lider under det. Den britiske The Guardian kårede de tyve vigtigste bøger “for nørder” i 2005. Listen følger hér, og jeg kan så glæde alle nørder med, at der er 16 af de nævnte i samlingen, som snart bliver tilgængelig fra biblioteket.

1. The HitchHiker’s Guide to the Galaxy — Douglas Adams 85% (102)
2. Nineteen Eighty-Four — George Orwell 79% (92)
3. Brave New World — Aldous Huxley 69% (77)
4. Do Androids Dream of Electric Sheep? — Philip Dick 64% (67)
5. Neuromancer — William Gibson 59% (66)
6. Dune — Frank Herbert 53% (54)
7. I, Robot — Isaac Asimov 52% (54)
8. Foundation — Isaac Asimov 47% (47)
9. The Colour of Magic — Terry Pratchett 46% (46)
10. Microserfs — Douglas Coupland 43% (44)
11. Snow Crash — Neal Stephenson 37% (37)
12. Watchmen — Alan Moore & Dave Gibbons 38% (37)
13. Cryptonomicon — Neal Stephenson 36% (36)
14. Consider Phlebas — Iain M Banks 34% (35)
15. Stranger in a Strange Land — Robert Heinlein 33% (33)
16. The Man in the High Castle — Philip K Dick 34% (32)
17. American Gods — Neil Gaiman 31% (29)
18. The Diamond Age — Neal Stephenson 27% (27)
19. The Illuminatus! Trilogy — Robert Shea & Robert Anton Wilson 23% (21)
20. Trouble with Lichen – John Wyndham 21% (19)

jeg læser: Karl Schroeder "Permanence"

Science fiction.

Hovedproblematikken er spørgsmålet om bevidsthed: Er bevidsthed blot et evolutionsstadie, som siden passeres, når den biologiske udvikling og truslen mod livets beståen fra omgivelserne kommer i balance? Altså, hvis vi som biologiske væsener lever i overensstemmelse med, hvad omgivelserne stiller af krav og byder af muligheder, vil vi da holde op med at kunne erkende os selv?

Synops: Menneskene har længe ledt efter fremmede livsformer, der er som vi selv er. Har fundet en del livsformer, men der er altid noget, som adskiller os fra dem, så vi ikke er i stand til at kommunikere. Ikke kan bygge bro over. Og de meget gamle livsformer, vi er stødt på, som længe har været alene i universet, forekommer at være smeltet sammen til én bevidsthed, dvs. ingen bevidsthed, som reagerer med voldsomhed, når den opdager noget, der er fremmed fra den selv.

Jeg aner, hvor problematikken bærer hen (1/3-del igennem bogen) – mod spørgsmålet om det mulige i opretholdelsen af bevidsthed gennem samarbejde med og accept af det fremmede. Måske tager jeg fejl i min vurdering, men god science fiction er altid en spejling af nutidige problematikker og konflikter – hvilket hér ville være et billede på samarbejdet mellem de forskellige menneskelige kulturer, religioner, kulører, køn, sociale preferencer.

Med udgangspunkt i den centrale problemstilling, kunne man også se det som et billede på middelklassen, der har fået deres velstand og relative tryghed foræret af klasse- og arbejdskampe, demokrati og administration, og derfor er kollektivt faldet i søvn hvad angår at handle kollektivt i forhold til deres klasses placering i verden, dvs. den enkelte er uden for bevidsthed om, hvad der opretholder hans/hendes egen placering økonomisk, socialt osv. og kan således kun handle med frygt og aggression, når noget nyt melder sig (truende) på banen: Fremmed religion, fremmede vaner og måder.