Ringen

Om Digteren og Tid.

 

Ringen, jeg købte, var det tredje forsøg. De to første misforstod min person, men den tredje var okay. Okay i betydningen til at arbejde med, til at flytte sig imod, ikke en ring man vokser sammen med, men en ring der findes for at lære én noget.

Som humøret fandt mig, kunne den af og til minde om en gennemskåret fodbold, hvilket bestemt var en udfordring, men ret basalt var den en halvkugle inddelt i fire lige store trekanter med streger ridset ned i sølvet. I midten af hver af de fire dele var en trekant skåret ind i halvkuglen, som pegede i de fire verdenshjørner, altid i de fire verdenshjørner, uanset hvordan man end positionerede sig i den fysiske verden. På ringhalvkuglens øverste punkt, hvor de fire opdelingsstreger krydsede, var en spids grøn halvædelsten monteret.

De fire trekanter pegede mod sjæl, barndom, voksenliv, alderdom. Mod vinter, forår, sommer, efterår. Mod hvile, begyndelse, modenhed, aftagen. Mod… you get the point! Det var en cyklusring, en ring, der indikerede at alt, der begynder, har en ende, før det begynder igen.

De fire trekantede huller ind i ringens sølvhalvkugle havde indsat farve, hvid for sjæl, hvile, vinter, gul for begyndelse, barn, forår, orange for voksenliv, højsommer, modenhed, og sort for alderdom, svækkelse, efterår.

Tid og slid gjorde det først af med elfenbensindsatsen og efterlod den nordlige pil væk fra kroppen tom. Så forsvandt ibenholtsindsatsen mod vest, og lyset faldt ind i kuppelformen fra to sider. Derpå forsvandt den gule rav mod øst og gjorde kuplen til en omvendt smilende smiley med tandproblemer. Og samtidig gik der hul i den orange rav mod syd, en dag var den blot forvitrede takker i kanten af sit indsatshul, hastigt færre og færre, og til sidst helt borte.

Nu var ringen åben til alle sider. Farver indikerede ikke længere retningerne i verden, og lyset faldt ind i sølvkuplens indre og oplyste et rum, hvor der intet var.

Fra at være et billede på bevægelsen gennem verden og gennem livet, med håb for og tro på genfødsel og nytten ved at leve, havde tiden barberet ringen ned til den håbløse eksistens’ hårde retningsgiver: Alle retninger det samme, et løfte om intet og om alt, og et liv fyldt af hårdhed, skarpe hjørner og faldgruber overalt.

Eller… som selvindlysende bevis på sin egen funktion, akkurat født: Fra en guldsmeds hjerte og fantasi, gennem Tidens nådesløse nedslidning og udjævning af alt, der har betydning, og frem til digteren, til digterens hjerte, der kan fylde ringens huller og retninger igen med farve og mening og lade dem antyde vejen til en anden verden, en bedre verden, en verden som aldrig vil findes, men uagtet dét behøves af enhver.

Og som sagt, hvor de fire divisioner mødes, på ringens øverste punkt, var en grøn, spids halvædelsten sat, for Tiden at stikke sig på. Hér pegede den mod det højeste, det fjerneste, over hovederne på enhver. Her pegede den på øjeblikket, som enhver kommer til, der kan mærke sin krop.

Dén stenede retningsgiver sidder der endnu. I en base af guld stritter den og ér endnu så spids, at det bemærkes. For enhver, som ikke har fulgt med i ringens forandring, gør den grønne sten ringen hel og bevidst at se på – som et kunstværk fra en filosofisk guldsmed – snarere end som Tidens slid på en digter, der ønsker sig forandring. Når nu forandring åbenlyst ikke er til at undgå.

Mulighederne er digterens, som han evner at leve med dem: Det nådesløse liv – som Tiden kværner al farve til tomhed; eller genskabelsen, når Tiden har gjort sit. Tidens lærling, Tidens mester. Eller Tiden selv, hvis han forstår, hvori forskellen består og følger sit hjerte uden at frygte hverken det nådesløse eller kravet om at udbedre Tidens hærgen.

For… tage ringen af, dét gør digteren ikke.

 

Being Human, UK (2009->, fantasy, tvserie)

Let’s have a cuppa… and maybe a pint of blood…!
No, I was taking the piss. Let’s all stay human. That is so much better…

Hvis man synes det er svært at være menneske, hvordan mon det så er at være menneske, der teknisk set ikke længere er menneske, men er nødt til at fremstå som såden for at kunne leve med sig selv, om man så må sige, selvom man er død? Ja, det er lidt kompliceret, og det bliver ikke mindre kompliceret af, at man stadig har menneskelige følelser og bliver forelsket og jaloux og også er nødt til at gå på arbejde for at… ja, forblive menneskelig…

En vampyr, en varulv og et spøgelse i bofællesskab i Bristol… Ville du købe dén pitch? Ikke jeg heller. Men nogen gjorde. Og lavede en serie, som i England er begyndt på sin tredje (korte) sæson (de laver ofte sæsoner på 6-8 afsnit), og nu er den blevet købt af amerikanerne og remade – men den version skal man holde sig fra: Bleg og blodfattig til sammenligning…

I hvert fald er det ret fedt. I løbet af den første (korte) sæson finder forfattere og skuespillere en fin balance mellem komedie og dødsens alvor, om man så må sige (fnis) – hvor det at have moralske skrupler over at være i hænderne på dyrisk sult, begær, mordlyst, at give efter for det indre dyr, bliver en synlig kamp. Og imens brygger spøgelset te og kaffe med mere end et strejf af OCD, vampyren vasker bræk op på hospitalet og varulven spekulerer endeløst på, hvordan han skal få noget fisse, altså egentlig vil han helst bare opleve romantisk kærlighed, men det ville da også være fedt med noget fisse, ikke, og nogle kys med sammen med en man elsker, og knepper, og holder i hånd med og knepper…

Se den. Den er okay. Den engelske version.

Kim Jong-il’s monsterfilm, Pulgasari (Fantasy, 1985)

I 1985 kidnappede Kim Jong-Il, den nuværende diktator af Nord-Korea, en instruktør og dennes hustru fra Syd-Korea med formålet at instruere en række film til højnelse af filmstandarden i Nord-Korea.

Hvis man uddelte en Oscar for “mest diktatorisk producerede film”, måtte den gå til Kim Jong-Il, den nuværende diktator af Nord-Korea, som i 1985 kidnappede en instruktør og dennes hustru fra Syd-Korea med formålet at instruere en række film til højnelse af filmstandarden i Nord-Korea.

Ægteparret indvilligede, fordi der ikke var andet at gøre, men narrede hen mod slutningen af indspilningerne af Pulgasari Kim Jong-Il til at lade dem deltage i filmbienalen i Venedig, hvor de angiveligt ville reklamere for Nord-Koreansk film. Her flygtede de under dramatiske omstændigheder og søgte asyl på den amerikanske ambassade.

I 2006 døde Sang-ok Shin, instruktøren af Pulgasari, en absurd historie om et monster, der lever af jern, som først hjælper bønderne med at omstyrte kejseren og siden vender sig imod dem, da de ikke er ydmyge nok.

Hvad er det, dét giver mindelser om?

Sang-ok Shin skulle angiveligt have søgt at skabe en filmparodi som hævn for kidnapningen og nåede at se filmen finde kultstatus, før han døde. Glædede det ham?

Sært, så absurd morsomt det regulære lort kan være.

The Mysterious Geographic Explorations of Jasper Morello (Goth, 2005)

WOW!

Animation, goth

Wow!

imdb

Synopsis: Jasper Morello indkaldes til tjeneste på luftskibet og efterlader sin sygeplejerske-kone hjemme, hvor flere og flere mennesker dør af en mystisk sygdom. En storm bringer luftskibet ud af kurs, og muligvis en kur mod sydommen inden for rækkevidde. Er Jasper villig til at sælge sin sjæl, da han via radioen får mistanke om, at sygdommen nu også truer hans elskede?

Wow, siger jeg bare! 20 minutter lang, men hold da kæft hvilke 20 minutter!

Eneste færdige del af trilogi. Spillefilm planlagt.

Website.