TO THE MODERN MAN af Kristina Nya Glaffey

– “moderne” som skældsord. “Tidens mand”…

// proceslæsning //

ØJEBLIKKET, hvor jeg får tanken, at målet for tekstens vrængen og hån og hadske ønsken-alskens-ondt nok er “homofil” og derfor uden for rækkevidde af min identifikation.

ØJEBLIKKET, hvor jeg overvejer, om teksten snarere end at være en tekst til en generation af kendte mænd er et personligt angreb.

ØJEBLIKKET, hvor muligheden opstår, at forfatteren søger tilbage til en tid, hvor mænd ikke var uklare størrelser, der går i ét med tidens politiske korrekthed på en måde, der fratager dem direkthed og handlekraft hen over enhver usikkerhed som dét, nogen engang beskrev som “en rigtig mand”.

ØJEBLIKKET, hvor titlen ved sin engelskhed begynder at give mening som henvendelse til begge eller alle køn, om man vil, til “mennesket”, og hadetalen derfor indpakker enhver med tanke om at udfylde det eksistentielle tomrum med andres observans og prisen for klodens og artens overlevelse som et åg på individers skuldre – uagtet begrebet “maskulin” brugt om henvendelsespersonen, hadeobjektet

ØJEBLIKKET, hvor brugen af engelsk i titlen bliver til en civilisationshån, helt tilbage til begyndelse af den industrialiserede verden, og længere tilbage – til adelens selvgratificering i omgang med kunstnere og arkitekter, havefolk, intellektuelle og filosoffer, som levede af lunserne de blev kastet af deres mæcener, dén slags moderne mennesker eller måske bare mest mænd

ØJEBLIKKET efter scenen på fodboldbanen, hvor en form for omsorg og medindlevelse sniger sig ind, næsten som i 70’erne, hvor den anklagedes opvækstvilkår en kort periode begyndte at spille ind på domsafsigelsen – aldrig det primære at stille tilfreds, altid prügelknabe, altid bange, altid forfulgt af billeder på en bedre person, en bedre mand, et bedre menneske totalt, måske, at skulle måle sig med – inden omsorgen tages tilbage og mindefortællingen angives misbrugt som grund til endeløs terapi og selvransagelse og egentlig årsag til manglende fokus på at være en rigtig mand og ikke et æggehoved

ØJEBLIKKET, hvor den grund-rene og rablende vrede giver mening som årsag til det lysende og varierede sprog og adgang til vores moderne virkelighed i alle detaljer og facetter fra alles voksnes liv, og trangen til at fortsætte tiraden ud i gentagelserne og videre end skitsen til noget der måske kunne være noget ved at fortsætte ud over vejbumpet af personlig pointering og blive ved

ØJEBLIKKET, hvor forestillingen om selvantændelsen i alle beskrivelsens forbandede er overstået og røgen lægger sig, og hvem er det så, der kommer frem af tågerne; hvilken person, hvilket menneske, hvilken MAND, måske ér det, som har fået lutret sine svagheder ud og al sin tvivl og selvhøjtidelighed og er blevet til noget andet, noget forestillet renere, noget rigtig og hvordan ser så dét ud?

ØJEBLIKKET, hvor samlingen af forbandelser forekommer af være løse tekster over tema, en slags sortheks’ forbandelsesbog, løseligt sorteret, måske usynligt alfabetisk eller kronologisk eller efter konsekvenser påført, og som sådan alt for lang som sammenhængende og videreførende tekst, og måske mere beregnet til fuldmånenætter i kollektiv eller på sex- og omsorgsløse weekendmorgener at oplæse og føle sig styrket af – det onde afværget ved mod-formularer, hadet og afsavnet og afskyen kanaliseret ind i sprogets jættevækkende kraft, lad for helvede bjergene knuse disse svæklinge, disse spagettimænd, disse søllinger fra de salte sumpe, lad dem forsvinde fra verdens åsyn og lade sikkerheden og visheden tilbage, instinkterne, det redelige mod

ØJEBLIKKET, hvor jeg blev ramt på teen-fetischen, den indebrændte længsel efter mere ukomplicerede tider, hvor seksuelle forhandlinger endnu ikke havde vist sig at skulle fortsætte livslangt, og hvad så om følelserne ér blevet hængende, hvad så i forhold til den kollektive civilisation, hvordan skal voksen maskulinitet uden al forsigtigheden og frygten for at begå fejl bringe hele verden et andet sted hen, hvilke erfaringer godtgør at følelsesintegration sker bedre gennem hån og nedgørelse end gennem kærlighedsindgivet forståelse og sunde forbilleder – ud over bare altid at ønske sig det bedstemåltid, selv om man ikke tager sig råd?

ØJEBLIKKET, hvor frygten, den slappe mand, måske ikke er hån værdig, men snarere et billede på forfatterens frygt for at verden skal gå under uden mandens deltagelse og klassisk, måske sundt maskuline handlekraft?

ØJEBLIKKET, hvor der ARGH! fortsat er mere tilbage end der allerede er læst og sagt, fordi alt gentager sig ud over evnerne til overordnet variation og teksten-som-forbandelse bliver som en insisterende samler af frimærker, der fokuserer på mængden af fejltryk som udtryk for en komplet samling, og hérved træder egoet frem, selvforelskelsen i egen skrift, klogskab og viden, som enhver kan falde i, men forlagene ønsker BØGER at sælge, ikke enkeltstående tekster, for det er der ikke penge i, så hér er nok en redaktionel skabelse, et såkaldt samarbejde om en “bedre” bog, en heksegolem vakt til yderligere liv med ros og understregning af “moderne feminisme”, ækelt i sit billede på det “moderne tilladelige”, frastødende i sin “modernitet”, ja det er vel dét og hvad er så formålet med dét?

ØJEBLIKKET, hvor en underliggende personhistorie dukker frem, der skaber mistanke om at være oplevet, og skrevet af, en kønsskifter, med lige så stor privilegieangst som sit hads objekt, den slappe mand med den hvide pik, gentaget flere gange, så pikkens farve kan forbindes med og overensartes med resten af kroppens farve, at være den hvide mand med degenerativ korrekthed og frygt for anderledeshed, og den lejlighedsvise omsorg og forståelse for samme, og samtidige afsky for – der sætter sig vredesspruttende spor hen over alle sider i den lille, men fortsat oplevede alt for lange bog, skal den blive til et hadeobjekt i sig selv, som man fremover nægter at genåbne, fordi dens indestængte uhyrer derved sprænger sig ud af siderne som i en Harry Potter-roman?

ØJEBLIKKET, hvor tidens kønsdebat falder ind over alle siderne ved omtalen af hadeobjektets fascination af lesbiske kvinder, og derved hver af adskilte værgeformularer måske således ikke er rettet mod den samme ham og alle hans svagheder, men mod alle hammers alle svagheder, som en kosmisk støvsuger der sluger alle ikke-hvide kroppe og pseudo-intellektualitet og -væren-i-sig-selv

ØJEBLIKKET, hvor min stædighed indfinder sig og VIL læse den skide bog færdig i én sidning, uanset hvor pisse-irriterende og foragtende den er, fordi den vækker min egen ungdoms søgen efter svar, ene skadede familiære forbilleder: krigen, pengene, kort uddannelse, kvinder på arbejdsmarkedet, og tæske-ret i skolen, vold og mobning og frigørelse fra samme og hvor længe skal et samfund være om at vende skuden i en mere hensigtsmæssig retning, og hvornår, som i nærværende bog, er hensynsløs utålmodighed med hastigheden, hvormed retningsskiftet sker, eneste rimelige og betimelige svar? Men hvor sigter man, hvis man kender sit samfund på lusene – og ikke ser symbiosen?

ØJEBLIKKET, det smukke, grumme øjeblik med stenaldermanden, der fremstår som ren kritik af overlevelsens grimme ansigt, og så forvandles til angreb på manglende respekt for alt der er gået forud, bærerne af nutiden, dem der ubedt gav deres liv og førte arten videre, jeg kan desværre kun se min egen tidlige manglende indsigt i og forståelse af besværet med at være andet end sit eget og sine egne idealer – trykket under fode af ustyrlige begær og trods, tvang om kollektiv bedrevidende, generel afsky ved menneskers mangel på omsorg for selv og andre, men aldrig set det som noget, der specifikt hører manden til, det er en politisk ideal, en prügelknabe af uvidenhed og arrogance

ØJEBLIKKET – hvor jeg spørger, hvad jeg skal bruge teksten til? Nu er jeg halvvejs. Teksten er så gennemskuelig som en gammel telefonbog, og stort set på samme måde umulig at bruge op. I get the point. Samtidig er den så stinkende entusiastisk velskrevet, og anelserne om en underliggende historie så prægnante, at jeg næsten kunne frygte dem sprænge sig vej til den virkelige verden – uhyret, som da ville komme ud, eller måske allerede ér her… – såretheden, overgrebene, ødelagtheden, og på sin vis “civilisationen” som den maskuline forteelse, nu reduceret til et ynkeligt pjok, der ikke kan rette op på en skid. Men mange ér sådan, mennesker, ikke køn. Tetype-samlende, manipulative, opgivende, bange, selvfede, plabrende, usikre osv. Hvis verden bliver ubeboelig for alle, vil det næppe være på grund af ét af kønnene, men af mangel på omsorg og kærlighed i nær stor nok målestok. Eller klart rationale, der snarere end individuelt ansvar identificerer og forhindrer alle anslag mod den fælles virkelighed ved kort proces: Mænd og kvinder og de andre kønsidentiteter og deres ansvarlighed for institutioner og virksomheder og handlere med penge og død.

ØJEBLIKKET, hvor forbandelsen blev til et fromt ønske om at hadeobjektet, det tidligere hadeobjekt i min tolkning, skulle vågne af sin døs og se den virkelige verden omkring sig, ikke symbolerne og idéerne og rygterne og påkravene, men sin egen fjollethed og latterlighed og grinagtighed ved at have ladet sig forføre, og det er hér omsorgen i teksten passer ind, hér kærligheden og medfølelsen hører hjemme, hér jeg ikke længere føler det uforstandige angreb på et køn, men en omsorgsvillende rusken op i alle børn – som en astrologisk stenbuk på den stejle bjergside, der ikke direkte kan frelse sit afkom og må nøjes med lejlighedsvis at dreje hovedet for at komme med gode råd, i håbet at alle har lært lektien og fortsat er med, alle midler kan tages i brug for at holde dem opmærksomme og nærværende, det er aktiviteten (ikke tankerne) der tæller – at ungerne gør noget, at et menneske er skarpt og sprødt og gør noget,

ØJEBLIKKET, hvor denne tydelighed manifesterer sig i teksten i form af direkte ønske om det tidligere hadeobjekts velbefindende

ØJEBLIKKET, hvor medfølelsens velønskende bliver til en finger, en pegefinger, der peger – på alt, hadeobjektet, objektet, prügel-avataren, vredesbeholderen – og siger: Se, at det sker. Se, at der er politisk forskelsbehandling og dét ser ud som jeg siger. Se, at moderne mænd, ikke kvinder, ser sådan her ud. Se, at svagheden er omgørlig af selvindsigt, reparerbar af omsorg og kærlighed, måske alles, måske mændenes egen, men se at alt det her lort findes, og at der kun er én vej igennem, og det er at se på lortet, se på formerne, se på gentagelserne, vurder påvirkningerne, og giv forståelsen videre, selvindsigten videre, gennemgangen videre – så undergangen ikke fortsætter,

ØJEBLIKKET ved tekstens slutning, som føles påklistret – forestiller mig en redaktør, der har udbedt sig noget klarere, og forfatteren har efterkommet ønsket, fordi det var nemt: hun var i flowet og kunsten var redebon – og derved bliver hun ikke sat i bås som hardcore-feminist, er nemmere salgbar og snarere læst som et varmt menneske med stor vrede, fortsat satiriker, et redeligt menneske med varme følelser, og måske af forfatteren indrømmet, at en sådan opblødning, at dét politiske budskab, er til generel større gavn i det lange, seje træk mod at vende skuden end at være utilgivelig hardcore.

/kk

LÅNLINK til interview via Infomedia på dit bibliotek

 

ØJEBLIKKET, hvor det går op mig mig, at jeg ikke bryder mig synderligt om satire, men at det vel siges at være satire, når det rummer en smule varme?

ØJEBLIKKET, hvor jeg erindrer selv at bruge barberbladssatire, sarkasme og vrængen, hvis jeg er meget vred og trods alt kan formulere mig – fordi det mindsker smerten af impotent indsigt og forståelse.

ØJEBLIKKET, hvor det går op for mig, at mit forhold til politisk satire afgøres af, om jeg selv fryder mig over udskamningen og latterliggørelsen, fordi jeg ikke har andre redskaber til min rådighed, ER det min kriger eller er det IKKE min kriger?!

 

ØJEBLIKKET, da jeg eftersporer et nys om, at der er 3 slags satire, hér præsenteret autoritativt under annoncering for forfatter-“masterclasses” – men jeg kan ikke umiddelbart afgøre hvilken slags satire To the Modern Man er. Jeg må spørge nogen, der ved bedre end jeg.

 

Author: krabat

digter, forlægger, oversætter, admin på kunstnerhotellet menneske.dk

2 thoughts on “TO THE MODERN MAN af Kristina Nya Glaffey”

  1. Fra indstillingen til Montanas litteraturpris 2023,
    https://www.kb.dk/arrangementer/montanas-litteraturpris-2022-en-hyldestaften-til-dansk-litteratur

    “Kristina Nya Glaffey: ’To The Modern Man’

    Hvis man forestiller sig, at den ild, der i tegneserier kan stå ud af en olm hunds næsebor, kunne blive indfanget, omsmeltet og siden støbt i bogform, så ville resultatet ligne Kristina Nya Glaffeys lille onde hævnskrift To The Modern Man. (…) Bogen gnister og futter sig selv af i et overdådigt helvedesbål. Det er på ingen måde opbyggeligt, men særdeles underholdende. Hvis ikke ligefrem besnærende.”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Note: Commenter is allowed to use '@User+blank' to automatically notify your reply to other commenter. e.g, if ABC is one of commenter of this post, then write '@ABC '(exclude ') will automatically send your comment to ABC. Using '@all ' to notify all previous commenters. Be sure that the value of User should exactly match with commenter's name (case sensitive).

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.