I går, d. 11. marts 2020, oplyste statsministeriet, at Danmark “lukker ned” i foreløbig 14 dage. Ser man mod især Italien, som for nogle dage siden effektivt satte landet i karantæne, lyder det reelle bud nok snarere på 3 måneder, før coronavirusen har en mulighed for at begynde at brænde ud. Og en vaccine ligger nok 12-18 måneder ude i fremtiden.
Der kan således nå at ske rigtig mange forandringer i alle flowøkonomier, dvs. arbejdspladser afhængige af løbende produktion, salg, køb, bestilling af nye varer til produktion osv. En kæmpe fødekæde, som griber ind i alle menneskers liv.
Regeringen har lovet at ville hjælpe de største aktører, der kommer i klemme. Og betaler foreløbig for hjemsendelsen af alle offentlige ansatte, mens de opfordrer private arbejdsgivere til at lade ansatte hjemmearbejde, hvis det på nogen måde er muligt.
Så vidt så godt. Regeringen handlede ikke så prompte som Vietnam, der havde styr på tingene på nul tid, men heller ikke så sent som Kina eller Italien. Men omkostningerne for litteraturøkonomien?
Det ser ikke godt ud. Hele netværket med rejsende forfattere, der møder kunder (læsere) på biblioteker (lukkede) og i boghandlere (lukkede), og tjener lidt til at have råd til at skrive og at forblive i offentlighedens øjne, snarere end at være ENDNU mere i hænderne på avisredaktioners valg af omtaleværdige forfattere, og hvad skal boghandlerne leve af?
Det er en fødekæde, der forsvinder, og en fødekæde, der kommer til. Og vilkårene er VIDT forskellige. Overlapning af de to kan gå – det gamle og det nye serviceres, men hvis den fysiske del falder fra, falder også en stor del af publikummet fra forfattere, der mestendels findes hér.
