I 2020 udkom en film,
som var præcis så lidt science fiction, at præmisset kun var få år og tests fra at opfylde voldsfantasters hedeste forestillinger:
Autonome robotter parret med evnen til at selv-opgradere på slagmarken. Kunstig intelligens.
I krig dræber soldater soldater, og teoretisk forsøges civile sparet. Men hvis alt mellem fronterne er fjendeland for begge sider, vil civile uværgeligt blive tilfældige ofre.
Med autonome droner og land-robotter, som Ukraine ønsker sat i værk, er der ingen vej tilbage. Autonomien er givet; formålet er at nedkæmpe alle, der måtte stå i vejen:
Et eller andet sted i verden tester militærer autonome dræber-enheder, og den virkelige test kommer til at stå et sted mellem Ukraine og Rusland. Og alt, man kan forestille sig på dén konto, som kan gå galt, vil gå galt. Og straks efter vil teknologien være til salg for højestbydende våbenhandlere. Hvad nogen end gør for at regulere AI.
Hvornår forstår I, at jeres chatbot og agenter og alle andre udgaver af såkaldt kunstig intelligens er det samme? Og når en robot parres med et mål og evnen til at lære af sine fejl, bliver den ved, til målet er nået. Og der er intet menneskeligt i dét.
[siger CIA-duden] “Totalt fucked up roderi!”
[siger våbenproducenten] “Jeg synes de klarede den godt. Tre enheder scorede 37 drab. Heriblandt en højt trænet Navy SEAL og en guerilla-enhed. For ikke at glemme op til otte uidentificerede mål, hen over tre dage, gennem ukendt, ikke-kortlagt mine-inficeret landskab uden satellit-back-up? Ingen luftstøtte, ikke land-støtte. Set med mine øjne var testen en hamrende succes.”