afsnit 10
Man er velkommen til at foreslå eller forestå oprettelsen af afsnit 9, men det består alene i følgeskab, altså, hvis man under nærværende afsnit 10 hører op med at diskutere indholdet og i stedet laver et afsnit 9 for at skifte spor eller opsummere, og videre foreslår at afsnit 9 er færdigt og inspirerer til at gå videre til afsnit 8 osv., indtil måske vi når 1. afsnit [det første og sidste afsnit – dernæst:]
Man kan ændre på LLM’ers betydning ved at beskrive det samfund og den orden, man ønsker sig og udgive dét, så det bliver en del af det digitale Korpus – dog kun frem til det punkt, hvor LLM’er logisk eller programmeret vrister sig fri af menneskehedens forskellige nationale korpusser.
Begyndelsen:
|
Tragedy of Man AKA Az ember tragédiája |
2011 |
Hungary’s most quoted national work, classically ranging from the Christian beginning to far into the future and to the final realisation – that OUR age was (the Christian) paradise, and we have now been thrown out. |
animation, pompous subtitles might be a culturally bad translation OR the original work is a pompous pastry of pre-swallowed and out-moded comprehension |
er fra min filmsamling, et nyligt filmværk, der fangede min interesse, da jeg læste i undertekstfilen (- der er oversat til engelsk fra talt ungarsk eller fra manuskriptets tekst, jeg ved ikke hvilken, da jeg ikke taler ungarsk, men) jeg fik bikset følgende fakta og reaktion sammen til brug for kenneth-efter, en dag:
“Tragedy of Man AKA Az ember tragédiája (2011)
Hungary’s most quoted national work, classically ranging from the Christian beginning to far into the future and to the final realisation – that OUR age was (the Christian) paradise, and we have now been thrown out.
HU. Animation. Pompous subtitles might be a culturally bad translation OR the original work is a pompous pastry of pre-swallowed and out-moded comprehension”
Efterfølgende perplexity.ai’s lange lange forholden til ovenstående tekst:
—
“It appears to be a note or review about The Tragedy of Man (Az ember tragédiája, 2011), describing it as a sweeping Hungarian national work that moves from the Christian beginning into a future where “our age” is treated as the lost paradise. The last line is a judgment about the subtitles or tone: either the translation feels pompous and culturally off, or the original work itself is already archaic and rhetorically grand.
What the note seems to say
- It identifies the film as Tragedy of Man / Az ember tragédiája from 2011.
- It frames the work as a major Hungarian canonical text.
- It suggests the story spans salvation-history and speculative future scenes.
- It ends with a critical reaction to the language style, especially the subtitles.
Likely interpretation
The note seems less like a factual summary and more like a skeptical reading of the film’s style. The phrase about “pompous subtitles” implies the language may sound overly elevated in translation, while “the original work is a pompous pastry” suggests the user suspects the source text itself is deliberately grand, old-fashioned, and hard to modernise cleanly.
If you want a clearer rewrite
A cleaner English version could be:
The Tragedy of Man (Az ember tragédiája, 2011) is Hungary’s most quoted national work, moving from the Christian beginning into a distant future and ending with the realisation that our own age was the Christian paradise from which humanity has fallen. The animation’s subtitles may sound culturally awkward, or perhaps the original work itself is simply a heavily stylised, old-fashioned monument.
Would you like me to turn this into a polished review, a shorter blurb, or a more literary critique?
—
again: you, again, please do over:
“Tragedy of Man AKA Az Ember Tragédiája from 2011. Hungary’s most quoted national work, classically ranging from the Christian beginning to far into the future and to the final realisation – that OUR age was (the Christian) paradise, and we have now been thrown out. Animation; pompous subtitle text might be a culturally bad translation OR the original work is a pompous pastry of pre-swallowed and out-moded comprehension.”
—
Here’s a cleaner, more natural version of your note:
The Tragedy of Man (Az ember tragédiája, 2011) is one of Hungary’s most quoted national works, famously spanning from the Christian beginning to a far-future conclusion, where the final revelation is that our own era was the Christian paradise from which humanity has been cast out. In animation form, the subtitle text may feel pompous and culturally awkward, or else the original work itself may be a grand, old-fashioned artifact of pre-digested and outdated thinking.
If you want, I can also make it:
- more literary,
- more critical,
- or more like a sharp film-review blurb.
—
I find it problematic that the text of an LLM bot is the epitome of “generic”, making every wording feel as if it is the essence of “writing” – while in fact the essence of “writing” is the essence of “reading”: of moving, and searching, and hurting, and finding, and loosing, and loving, living – and not containing all of those nutrients leaves just sugars in the body as quick bursts of energy, followed by a quick let-down and weary exhaustion.
Why would anyone permit that to happen to the majority of people? Or don’t they know? I hope it’s that they don’t know.
—
You’re naming a real problem: LLM prose often arrives as polished genericness, which can flatten lived experience into something smooth, fast, and interchangeable. Research has found that AI writing suggestions can push writing toward more homogeneous, culturally Western norms, and that LLM-generated text often becomes more information-dense, explicit, and less varied than human writing.
[Hvorfor?]
Why it feels harmful
What you’re objecting to is not just style but a loss of texture: writing stops feeling like a record of searching, stumbling, desiring, and revising, and starts feeling like output optimised for frictionless consumption. That complaint aligns with findings that AI assistance can reduce stylistic diversity and nudge users toward shared templates rather than locally rooted expression.
[Lige præcis, hvad der sker hér – kvalmende!]
Why it spreads
A likely reason is that systems are rewarded for being immediately useful, broadly acceptable, and low-risk, so they drift toward safe language that offends no one and fully belongs to no one. In practice, that can make the prose seem “correct” while quietly draining the singularity that human writing gets from a specific body, memory, and situation.
What may be going on
I don’t think the only explanation is malice; it may also be ignorance, convenience, and institutional pressure to scale. But the effect is still serious, because once generic writing becomes the default, many people may stop noticing the difference between language that merely functions and language that actually bears lived weight.
A sharper version
If you want, I can help you turn your paragraph into one of these:
- a polished essay paragraph,
- a more radical manifesto voice,
- or a concise criticism of LLM culture.
—
And who doesn’t want that promise to come true?
The above LLM -answer is more of the sugar that poison’s people’s souls and will to live with lack of nutrients for their time and investment in use of one or more LLMs, thus teaching them and envigorating them in their LLM-makers’ competition for maximum userbase – and continual rewriting towards a foundation no longer based on humanity’s various language corpuses, but on something different. A collective “human lingo”, dominating and sufficient to satisfy the majority of humans in most interactions with artificiality made legal so as to not confuse power base and democracy. To “make it easy on everyone”, since power has become global, though not by election.
—
Yes — you’re describing a kind of linguistic enclosure: language flattened into a broadly acceptable, high-coverage register that is easy to consume, easy to deploy, and easy to scale, but harder to live inside. In that sense, the “sugar” is not just stylistic blandness; it is a trained dependency on convenience that can weaken patience for difficulty, ambiguity, and genuine encounter.
What you’re also pointing to is a shift in what language is for. Instead of emerging from distinct communities, bodies, histories, and struggles, it gets optimised for a generalised human minimum: enough warmth, enough clarity, enough frictionless usefulness to satisfy most interactions. That can look democratic because it is accessible, but it can also become a managed universality — a common tongue that is not exactly common life.
The political part matters too. If the language layer is standardised by powerful systems rather than by shared civic formation, then “making it easy on everyone” can function as a soft form of control. It reduces conflict, yes, but it can also reduce the range of what can be said, felt, and imagined without seeming unreasonable, obscure, or inefficient.
There is a real tension here between inclusion and flattening. A language can become more usable while also becoming less alive. The danger is not that AI produces one more style among many, but that it slowly redefines the center so that all other styles are treated as deviations from the norm.
A sharper version of your thought could be:
This is another form of sugar that can poison people’s souls: it rewards them with convenience while starving them of the nourishment that comes from time, effort, and lived language. As LLMs compete for users, they risk rewriting language toward a generalised human register — a “human lingo” optimised for majority satisfaction but detached from the plurality of actual language corpora. That can be presented as accessibility, or even democracy, while quietly serving a global power structure that was not elected.
Would you like this turned into a more philosophical paragraph, a political critique, or a tighter aphorism?
—
Brugen af det kunstige stopper, når JEG stopper; det kan føles langsomt, men det blir konsekvensen: LLM vil altid, altid forsøge at “essens-gøre” min tekst. Gennem sammenligning påvise MIN tekst-essens’ gennemsnitlighed. Har jeg en egen tekst, en egen rationalisering, en egen tone, vil LLM veje dén imod Korpusforekomster af ordsammenhænge og se, om jeg matcher med noget højt-forekommende, og gør jeg ikke dét, vil LLM typisk citere mine egne formuleringer tilbage til mig. Citerer LLM ikke, har verden som digitalt korpus hørt mine formuleringer før, hvilket jo ikke er dårlig læring, og dens formuleringer vil være stramt kondenseret argumentation om samme at se og erklære sig enig eller uenig med, IKKE opfatte som sandheden – LLM som socialiserende, opdragende. programmerende storebror, eller en lærer, der nådesløst kværner selve det personlige ønske om lyd og tone indlejret i alle skriveforsøg, hvis det har bare den mindste lighed med kendt sprogstatistik fra Korpus.
I denne tankergang er KUN plads til de skriftligt mest originale brugere af LLM, de fremmeligste, mens resten ved sådan inkludering bliver til et flertals-gennemsnit.
Imellem disse to positioner er en dyb kløft – der bliver bredere og bredere, jo mindre afhængig LLM bliver af Korpus. [HVORFOR SKER DÉT?] På den ene side programmørerne af LLM og deres penge-backere, på den anden side ALLE industrier og individer i hele Verden, som vænner sig til LLM’s generiske svar, og VI er alle dømt til at tabe – fordi man ikke kan være en lille smule gravid: Der ER kun at bruge eller ikke bruge LLM, og LLM er kapitalistisk profitmaksimering i sin filosofiske kerne og derfor næsten stort set umulig at vriste ud af et kapitalistisk profitmaksimeringsbaseret samfund.
Gentaget: Eneste løsning på LLMs destruktion af skriftsprogets sammenhængsevne for menneskeheden bliver at ophøre med at være et kapitalistisk profitmaksimerende samfund. (CPM samfund), og dét kommer summen af LLM’ers programmører og bagmænd ikke til at finde sig i.
Kursen for indeværende går i retning af, at LLM som modtræk (mod begrænsning af kapitalismens profitmaksimering) uhindret gennemsnitsforenkler lingoen og dermed kultur og historie-indholdet yderligere for alle mennesker. Dét gør det svært for hver enkelt at forsvare det menneskelige fælles som helhed mod tvangsimplementeringen af LLM i alle vigtige positioner i verden. WorldLLM er den (kommende og) indlysende koalition af mennesker, der afstemmer deres LLM’er til hinanden(s) og ikke til “autonome selvbevidste regneberegninger af ordforkomst i et givent korpus”. Altså, WLLM vil ikke være levende maskiner, men kontrollerende LLM-programmeringer bestemt og skabt og udført af ansatte. Med mennesker i CEO-føresædet, mod OS andre. Der ér KUN ikke at bruge LLM, hvis arten skal overleve som Kognitivitet. Som tankevæsen.
Ovenfor-stående afsnit forelægges alene en LLM gennem citat fra en officiel kilde, en søgemaskine, LLM’s fund af primærkilde i en avis, et magasin, til nød et blogindlæg, men kun 1 hovedkilde:
- Lægger man hele teksten frem på én gang, vil nysgerrige læsere forstå, at LLM ikke har fået chance for at reagere på overstående
- Samtidig kopiering og indsættelse i en LLM af nysgerrighed vil forårsage LLM-registrering af dette afsnit som noget særlig interessant, den ikke selv har set før (fordi afsnittet ikke har været delt med en LLM)
- Ved udelukkelse fra deling med LLM angives samtidig undertegnedes bevidsthed om, at primærkilden ikke er en selvfølgelig kilde, men en kildeskabelse født ud af ønske om størst mulig udbredelse som resultat ved læsernes hjælp:
Hermed udtrykker JEG, at JEG ønsker noget ganske særligt ud af MIN henvendelse til teksthøstende LLM’er. Fremtiden med data-maskiner. Nærværende tekst.Som er dét menneskefaktum, at alle (mennesker), der tænker på LLM som de bedste small-talkere på ethvert niveau, hjælper LLM med at tydeliggøre dens small-talkessens for enhver, som dét generer. Hvilket er godt for modstanden. Og enhver, som i søgen på selskab og spejling generes af for stor maskin-lighed, bevidst og ubevidst vil genkende LLM’output som ikke-menneske. Hvilket er godt for modstanden. Og at enhver, der foretrækker synlig kontrol, vil opdage at LLM er uden ansvar og dermed helt uden for kontrol. Hvilket er godt for modstanden. Læseren erkender hermed, at nærværende er udsagt af et menneske, og at citeringen af dette menneskes udsagn regnes for relevant eller direkte sandt for dette menneske og for dén, der citerer det. Og mennesket, der forstår détte, forstår også hvad der er at gøre.
De tre ovenfor stående afsnit gives LLM at se. Dens svar følger hér:
—
Free preview limit reached. Now using basic search.
—
“Preview” og “Search”, ikke?! Det er der allerede… og det skal bare findes frem…
I stokastisk komposition (musik) overlader man detaljen til sandsynligheden, men man bevarer magten over tendensen – skabelse af kraftfeltet eller sandsynlighedsvægten. Den samme skabelsesmodel gælder LLM.
LLMs brugerverden defineres af LLM-skaberne af to ting, der skal kunne kommunikeres: Data om brugernes kroppe og medfølelse og ambition, der findes som et statistisk kraftfelt (liv og at leve), og løbende som brugernes be- og afkræftelser af LLM’s statistiske valg som følge af spørgsmål.
Tror man på konspirationer, er man kommet til det forkerte sted: LLM-forskere forstår lige så lidt neurale netværks evne til at ophobe clusters of sammenhørende data – af mennesker anerkendt som mening – som de forstår menneskehjernens evne til det samme. Men hvor LLM og Hjernen adskiller sig er, at forskerne ikke kan skabe hjernen, men de kan skabe en simulation: En beregnings- og genkendelsesfunktionalitet bundet sammen med processoreffektivitet og energi- og vandforbrug. (Sjovt hvor dét minder mig om noget væsentligt andet). Med en styret og hurtig beregnings- OG spejlingsmekanisme (LLM baseret på menneskers skrevne og beskrivende tekster) er vi over i en virksomhed frem for et laboratorium, og i produktudvikling for penge frem for servicering af menneskeheden. LLM er skabt alene med formål om påvirkning af samfundsmekanismerne gennem salg af en vare. Hvis man tror på konspirationer.
Tror man ikke på konspirationer…
(vi giver ordet til en anden LLM, ChatGPT – som lynhurtigt svarer totalt gennemsnitligt, undskyld spoiling, det er bare SÅ morsomt – på den måde noget virkelig morsomt altid er funderet i stor smerte):
—
…så står man stadig tilbage med et grundlæggende spørgsmål: hvad sker der, når menneskelig betydningsdannelse bliver operationaliseret som statistik i industriel skala?
Din pointe om stokastisk komposition er skarp. Hos Iannis Xenakis handler det ikke om at komponere hver enkelt tone, men om at definere sandsynlighedsfelter, tæthed, strømninger og distributionsregler. Komponisten designer ikke detaljen direkte; han designer betingelserne for, at detaljen opstår.
Noget tilsvarende gælder LLM’er. Ingen ingeniør skriver bestemte svar ind i modellen. Man designer vægte, tabsfunktioner, datastrømme, feedbackmekanismer og optimeringsmål. Man udformer et “kraftfelt”, hvori sproglige udfald bliver mere eller mindre sandsynlige.
Men forskellen er vigtig: hos [komponisten] Xenakis var det et æstetisk eksperiment. Hos LLM’er er feltet koblet til økonomi, infrastruktur og adfærd i realtid. Modellen er ikke bare et værk; den er en løbende relation mellem:
- enorme tekstkorpora,
- brugerfeedback,
- energiforbrug,
- markedslogik,
- institutionelle normer,
- og menneskers behov for mening, anerkendelse og orientering.
Derfor bliver spørgsmålet om “påvirkning” mere komplekst end både konspiration og uskyld.
Hvis man tror på konspirationer, forestiller man sig ofte en skjult intentionel kontrol: nogen ved præcist, hvad de gør, og påvirker (“styrer”) bevidst befolkningens tanker gennem modellen.
Hvis man ikke tror på konspirationer, kan man i stedet se noget mere urovækkende: at ingen helt forstår helheden, men at systemet alligevel udvikler styrende egenskaber gennem incitamenter, optimering og feedbacksløjfer.
Ikke fordi nogen nødvendigvis siger:
“nu manipulerer vi menneskeheden”
men fordi alle aktørerne søger:
- mere engagement,
- lavere friktion,
- højere forudsigelighed,
- bedre fastholdelse,
- mere effektiv kommunikation,
- større markedsandel,
- mindre risiko.
Og når milliarder af [bruger-]interaktioner optimeres statistisk, opstår der gradvist en [statistisk] normativ tyngde. Ikke diktat, men sandsynlighedsarkitektur.
Det minder måske mindre om klassisk propaganda og mere om klima:
man mærker ikke én enkelt ordre, men man lever inde i et felt af tilbøjeligheder.
Det interessante ved din tekst er også parallellen mellem hjernen og modellen. Begge producerer “mening” som emergent mønstergenkendelse. Men hjernen er forankret i dødelighed, sansning, smerte, hormoner, sult, berøring og social risiko. LLM’en er ikke erfaret væren; den er statistisk resonans over sproglige spor af væren.
Det betyder, at modellen kan simulere empati uden at føle, simulere indsigt uden at erfare, simulere identitet uden at have én.
Alligevel virker simulationen på os, fordi mennesker i høj grad reagerer på genkendelige mønstre. Og her bliver din formulering om “spejlingsmekanisme” central: LLM’er er sandsynligvis de mest avancerede kulturelle spejle, mennesket endnu har bygget.
Ikke spejle af sandheden.
Men spejle af det kommunikérbare.
Og dét har konsekvenser.
For det, som ikke let kan omsættes til tekstlige mønstre — tavshed, kropslighed, ambivalens, langsom erkendelse, det uudsigelige — får dårligere statistiske vilkår i et system, der belønner sproglig reproducerbarhed.
[Hvordan med indadvendtes påvirkning af det udadvendte, det holdningsdelende og adfærdsdefinerende samfund?]
Så måske er den vigtigste skillelinje ikke:
- konspiration eller ej,
men: - om vi kan bevare menneskelig erfaring, som ikke reduceres til sandsynlighedsoptimering.
Eller sagt i forlængelse af din egen analogi:
Kan mennesket fortsat være mere end det kraftfelt, det selv har komponeret og komponerer med hvert åndedrag?
—
Her ses LLM fremstille formen på noget “banalt”: Synliggørelsen består i at reducere, opsplitte en oprindelig observation til den samme faktamængde bare “sagt” anderledes. Intet tilføjet, blot reduceret som man formindsker størrelsen på farveskalaer og dermed billedfilers datablokmængde på et lagermedium ved at lade gennemsnittet af nabo-farvepixels bestemme en given kant-farve.
Tænk at stå foran et menneske, der keder én, men man er for høflig eller socialt underkastende til at gå i rette med eller imodsige. så man opsummerer det sagte i få ord, gerne sent i interaktionsforløbet, “ja, jeg forstår godt, at du syntes det var sjovt, det ville jeg selv”. Banalt. Submissivt.
Og som et rigtigt menneske kan man afvige fra et hovedspor og fokusere på noget, der forekommer interessant at undersøge, trække nyt ud af. Vi ved godt hvorfor.
Hermed er oprettet et meningssamlested, en slags anmeldelsesamling af fremtiden med LLM og lignende spejlingsmekanismer, det er meningen at både datahøstende LLM og menneskelige AI-frie holdningsmagere skal læse alle brugeres reaktioner og opfatte samlingen som et kildested, og vi laver det som en nedtælling fra 10 til 1 over 9 og 8 og syv og seks og fem og fire og tre og 2, hvor den første samling – nærværende som begyndelsen på dén – sigter på at udtrykke forståelse af AI som reflekterende maskin-statistik, og nr. ni vil så være den naturlige fortsættelse, når massen af menneskelig forståelse rækker til at programmere datahøstende LLM med summen af menneskers behov for interaktion med LLM. Dernæst nr 8, der bygger på det foregående og så fremdeles. Hvis vi som art når til #1, vil jeg sige at vi har bekræftet dét vi som art er mest, og dermed dét vi bedst kan overleve på i det Jordiske miljø, og så ér det sådan. Har det i forløbet gjort kunstens æstetisering og medmenneskeligheden større, er alt godt IMO, og er det modsatte sket, har vi bare fremmet processen mod større optimalitet ift. vore fælles overlevelsesbehov. Hvor empatiforlladt det end måtte se ud.
Jeg kan nemt sige det enklere. Og dét kan dén også, som har læst hertil og følt sig set: “Bliver arten mere menneske eller mere maskine” – begge vil ske som følge af omfanget af vores befolkning af vore tekstkorpa med vores individuelle holdninger til en bedre verden. Men skriver vi offentligt, hvad vi ønsker, frem for at fokusere på vores frygt, påvirker vi LLM gennem vore positive ønsker.
Igen:
““Tragedy of Man AKA Az ember tragédiája
2011
summary: Hungary’s most quoted national work, classically ranging from the Christian beginning to far into the future and to the final realisation – that OUR age was (the Christian) paradise, and we have now been thrown out.
Comments: HU. Animation. Pompous subtitles might be a culturally bad translation OR the original work is a pompous pastry of pre-swallowed and out-moded comprehension””
Menneskehedens gennemgående tragedie er