I virksomhedssammenhænge kan det give god mening at bruge en udenlandsk leverandør eller markedsleders (ofte) egen-skabte ord og vendinger, hvis man har retten til at videresælge deres produkt eller markedsføre deres system; konsistens på tværs af grænserne gør kommunikationen med både kunder og leverandører/ rettighedshavere /opfindere nemmere.
Problemerne – for “sprogrensere”/kultur- og sprogforsvarere som mig – opstår først, når denne ensartethed smitter til daglig tale. Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om sproglig dovenskab.
I daglig tale forekommer danskere mig typisk ikke særlig sprogligt kreative, sprogligt musiske, og måske også lidt snobbede med især engelsk (før i tiden var det latin, tysk og fransk), hvilket gør at man hellere vælger et engelsk ord, man har hørt i mange arbejds- og fritidssammenhænge, end finder et tilsvarende dansk eller opfinder noget, der udtrykker ens behov.
Den sproglige dovenskab ses, hvis man først får engelske ord i hovedet og hellere end at bruge 5 sekunder på at oversætte begrebsligheden til dansk anvender det engelske ord.
Dansk er et stærk fleksibelt sprog, som består af mange sammensatte ord. Det er ofte nemt at lave et verbum om til et substantiv og omvendt, sætte verber og adjektiver sammen, eller koble to substantiver til et nyt. Mine seneste favoritter er
- at genglatte – når man f.eks. har taget af hummusen fra skålen i køleskabet og derpå genglatter (atter udjævner) hele overfladen, så humussen udsættes for minimal iltning.
- skumbar – set på havremælkkarton. (Det er et salgsargument for mange, om plantemælk opfører sig som mælk, og kun tilsat planteolie bliver en havremælk skumbar)
- plantemælk – et ord, som på kort tid er gået naturligt ind i sproget, da aftræk af planter som havre, soya, ris, mandler oa. også regnes for “mælk” – og der manglede et ord til et voksende marked.
Talt som sprogmenneske er svaret således ja. UKRITISK anvendelse af låneord gør ikke sproget mere “farverigt”/forskelligartet, hvis ens eget sprog rummer muligheden for skabelse af nye ord. Og det er ikke alene en undskyldning, hvis man synes det engelske ord “lyder bedre” – især ikke hvis årsagen er, at det fremmede låneord blot er ordet man hører mest.
Som eksempel kan man forestille sig, at ens omgivelser i stedet for at indskyde engelske ord indskød japanske ord, fordi disse bedre forklarede en begrebslighed eller blot lød bedre end de danske ord! Man ville hurtigt blive træt af det og føle sig udenfor.
Dansk er ikke et fængsel. Alt efter udtalen og sammensætningen kan det være både et fladt og et smukt sprog – smukt især, hvis man bryder sig om og gør spændstig brug af det. Blot at tage engelsk ind i stedet for at anvende “den danske syntaktiske motor” – hvad end årsagen er – fremstår fremmedgørende, usikkerheds- og afstandsskabende, falsk bedrevidende, ugideligt og kommunikationsbremsende. Som jeg ser det.
