Halddage 2011, 2 (udpluk fra dagen)

 

Harry havde ikke sænket elefantriflen, mens gruppen kørte bort i jeepen. ”Dé fyre kommer ikke igen. Men det er der andre, der gør. Max en uge, så må vi af sted”.

”Hvad med en hund?” var det fløjet ud af Pernille.

En hund, en hund… Harry var ikke afvisende over for idéen, og da hun vågnede næste morgen, stod tre bæster lænkede til hver sin pæl foran lodgen. Nejnej, havde Pernille protesteret, og inden Harry havde kunne sige noget, havde hun nærmet sig den midterste og største af de tre kæmpehunde.

Bæstet knurrede og rejste børster og fremviste det grummeste tandsæt, hun havde set på noget dyr. Da hun gik ned på hug, satte den af og snappede efter hendes ansigt. Hun havde beregnet det præcist; kæden strammede til og tandsættet klappede sammen ti centimeter fra hendes næse. Og så tog den ellers til at gø af hende, men hun blev bare siddende på hug, helt rolig.

Hver gang den holdt pause for at trække vejret, lavede hun den samme monofone fløjtetone og rakte et lille stykke kød frem på håndfladen. Tiende gang satte den sig på halen og kiggede på hende, gik så frem til hendes hånd og snusede til kødet, før den forsigtigt satte tænderne i det og slugte det i én mundfuld. Hun fløjtede samme tone igen og rakte hånden frem med et nyt stykke kød. Også det blev taget forsigtigt.

Da hunden pludselig begyndte at snerre igen, bemærkede hun, at Harry var kommet op på siden af hende. “Sælgeren forsikrede mig ellers om, at det var de vildeste hunde, han havde; komplet umulige at tæmme,” sagde han.

Alt levende søger omsorg, havde hun svaret, og vist ham hvordan.

Da han lidt senere af sig selv gik hen til den venstre lænkehund og kort efter fandt samme tillid hos den, brød hendes hjerte i brand for tredje gang. Og det faldt hende ind, at hendes kærlighed var forbundet til hendes læring. Og muligvis til død.

Da hun dagen efter tog lænken af den midterste hund, holdt Harry sig inde i huset. Tilliden til ham var ikke absolut, den kunne godt finde på at knurre af ham, mens Pernille bare behøvede at lade hånden svæve ned mod jorden. Men hun kaldte Harry ud og sammen sad de i støvet, mens hunden først gik snusende omkring hele lodgen uden sin lænke og siden lagde sig foran dem.

Enigheden om, at der måtte være et helle for deres daggæster, var uudtalt. Om dagen skulle hundene være i huset og en indhegning, de byggede væk fra vejen. Om natten gik hundene løs.

Over de næste uger hørte de nogle få klager om, at hundene var blevet set med andres høns mellem tænderne. Det betalte de sig det fra uden at tøve – selvom de begge tvivlede på, at deres hunde var ansvarlige. Klager om truende adfærd mod mennesker hørte de ingen om. Men ingen nærmede sig lodgen om natten. En hel måned havde de fred.