Kilde: Kenneth Krabats svar til Hvad er overtro ifølge dig? – Quora
Jeg bruger ikke ordet selv.
Det er et sammenfattende og ofte nedgørende begreb for, at andre mennesker fæstner lid til noget, de mener hjælper dem – i betydningerne assisterer og forklarer verden – uden at kunne føre (videnskabeligt udført) bevis for det.
Jeg oplever begrebet brugt på 2 måder
- af mennesker, der er overbevist om, at evidens udtrykker (en bid af) den “virkelige verden”
“Der er evidens for…” siger dén, der opfatter verden som udtryk for en kollektiv afdækning. Lys kastet på det hidtil usete, og det sete vurderet og kategoriseret i diskussion med peers – folk, der forsker i det samme eller mistror det sete, indtil forsøg har bevist at det kun kan være rigtigt.
Hændelser, man tidligere tilskrev guder, nisser, alfer, besjælede objekter og naturens flora og fauna, underjordiske væsener, ånder, spøgelser osv osv., klassificeres i dag af det forskende flertal som resultater af et udslag af hjernens evne til at søge det kendte i omgivelserne for at fremme den individuelle og artens overlevelse, kaldet Pareidolia, som kobles direkte til en personlig hændelse: “Skyerne på himlen ligner en smilende ansigt, så jeg har gjort det rigtige”.
Nogle mennesker vil være født stærkt modtagelige for kobling af Pareidolia til omverdensværdi og -trusler, mens mindre modtagelige instinktivt vil undertrykke sanseindtryk, som de ikke kender historisk eller ny evidens for.
“Overtro” svarer i dén forstand til at sige, “selvom det måtte have været virkeligt for nogen før, er det det ikke længere.” = “Gammel tro og overbevisning” , som ny forskning ikke længere støtter.
- af mennesker, der ikke har plads til andres følelsesbaserede virkelighedsopfattelse
Mennesker agerer og reflekterer ikke ens, skønt vi deler grundbehov. En oplevelse, som for den ene fordrer, at andre mennesker oplever præcis det samme, vil for en anden være rigeligt grundlag til at udgøre hele virkeligheden.
Mennesker med behov for en virkelighed, der er til at stole på – hvor alt opfører sig på samme måde hele tiden, når først man forstår sammenhængene – kan have svært ved at give plads til mennesker, for hvem kaos og uvished er den acceptable norm. Selvom de to giver præcis det samme i hver sin ende af spektret evidens <-> følelse: En oplevelse af at forstå kravene til liv og overlevelse.
At mennesker således groft sagt kan opdeles i
- dem, der fordrer nutidig videnskabelig efterprøvelighed/evidens,
- dem, der behøver evidens, men afviser eller ikke har adgang til videnskabens krav til evidens,
- dem, der ureflekteret videreføre gammel overbevisning,
- dem, der har nok i deres egen oplevelse,
bør dog ikke lægges nogen af dem til last. Eksempelvis tilliden til, at “i morgen bliver bedre”, som får mange til at kæmpe sig igennem vanskelige situationer, kan på den korte bane umuligt bekræftes af evidens, da morgendagen sjældent er ens for alle mennesker. Og det kan være svært at afvise en sammenhæng, når man tre gange har oplevet at tænke på nogen og de så ringer i det samme. Og at verden og virkeligheden er uigentagelig kaos og ikke består af tilfælde, der tilstår én lykke eller ulykke, er lige så svært at fatte som “evighed” – ikke mindst, fordi man i sine bankinvesteringer kan vælge mellem en lav, mellem og høj risiko, der stort set holder stik.
På den lange bane kan de fleste dog mødes. Vi ved i store træk, at vi mister og selv dør; at vi sørger og bliver glade igen; at vi falder i lyst og kærlighed og at det forandrer sig. Bare aldrig hvornår. Og kunne vi pludselig kende fremtiden med fuldstændig statistisk sikkerhed, ville fraværet af forventningsafvigelser – overraskelser på godt og ondt – sikkert få mange til at opleve tilværelsen som meningsløs. Og blev kapitalistisk statistik som menneskehedens svar på det biologiske imperativ kontesteret af statistik fra andre kilder end personlig berigelse som overlevelsesincitament, ville verdensøkonomien ikke være et produkt af spekulation og risici. Og selv videnskaben ville lide under mangler på overraskelser, for… hvorfor forske, når statistikken allerede har svaret?
Alle brokker sig over de andre, der vil have mere evidens, før de handler, tager for mange risici, tror på fuldstændig langt ude Fake News, uimodsagt følger karismatiske ledere, tror hjernen har ret i alt, eller ikke gider gå til kilderne, fordi det er nemmere at bare tro på egne øjne og ører og hjertet.
Men sagen er, at mennesker i det store og hele tolererer virkeligheden som et spektrum mellem bevis og kaos, fordi evolutionen har betinget, at arten menneske behøver varieret tilgang til (om)verden for at overleve det ukendte. Hvilket givet har ført til, at overlevelse, fremgang og succes til tider forekommer ene baseret på bevisførelse og til andre tider ene baseret på fornemmelse og følelser, hvilket i sig selv afstikker en meget bred vej fuld af muligheder, der gør det interessant at være her.
Men hvor stor evidens og hvor stor usikkerhed – dét spørgsmål vil givet aldrig kunne endeligt besvares.
Og tak for dét. Siger føleren.
