@ Civil ulydighed eller sabotage?

I dag hørte jeg en historie om en fyr, som efter altid at have kunne parkere gratis, i protest har gjort en hel del parkeringsautomater ukampdygtige ved at ryste en cola ind i møntindkastet.

I den tid, der går, inden automaten repareres, kan alle så åbenbart parkere gratis, fordi det ikke er muligt at nå frem til en anden automat på den tid, man lovligt må være væk fra bilen uden at have betalt for parkeringen.

Er dét Civil Ulydighed? Eller er det regulær sabotage? Eller er de to det samme? Kan en borger udtrykke sin utilfredshed gennem en ulovlig handling - tage sagen i egen hånd snarere end at gå i dialog?

Fordres en sammenhængende filosofisk ideologi, der kan redegøre for sin afvigelse fra samfundets normer? Eller fordres, at en konsensus slutter op om ideologien, dvs. at opbakning findes fra mennesker, som ikke indrømmer at have gjort det samme, men udtalt erklærer sig enig?

Hvad ér civil ulydighed?

@ Kunstneres Beskatning

I 2002 lavede Statens Kunstfond og Skattevæsenet i samarbejde en vejledning kaldet kunstneres beskatning. Den blev trykt og fyldte i A4-størrelse små 100 sider.

Dette siger noget om, hvor svært et område kunstneres beskatning netop er - en regulær gråzone, hvor det meste er individuelle vurderinger, baseret på det enkelte menneskes aktivitet og produktion, men i hovedparten af tilfældene vurderet ikke som lønmodtager og ikke som selvstændig.

Meningen var, at den skulle agere vejledende faktor for kunstnere og skattemedarbejdere lige - og mine personlige erfaringer fortæller mig, at det blev nemmere at være både digter og mig, efter dens udgivelse.

Her er opdateringen - KUNSTNERES BESKATNING 2007. [Hent som .pdf]

Gå med fred!

DRs nedlægning 3 - hvidbog over forringelserne *

Tal og konsekvensvurderinger stammer fra indberetninger fra medarbejdere i de enkelte afdelinger i DR. De præcise budgetter er ikke offentligt tilgængelige.

Radio

P1:
Nedlægges: Dokumentarzonen, Montagegruppen, Eksistens, Øjeblikke*, Ultralyd, Lige Lovligt
Reduceres: Orientering, Harddisken*, Radioavisen, Kulturnyt

P2:
Nedlægges: Litteraturoplæsning, Jazz Live, Opera-nyt
Reduceres: Musikformidling, P2 Plus, Plus Bog, Kunstmagasinet, øvrige kulturmagasiner, Radioavisen, Lyt til nyt, Radiodrama

P3:
Nedlægges: Danish Music Award

P4:
Nedlægges: Fredagslive, Relax, Fredagsbar, regionale middagsudsendelser
Reduceres: Regionale nyheder og programmer generelt, Radioavisen

DAB

Nedlægges: DR X

TV

DR1:
Nedlægges: Undervisningsprogrammer, Lørdagsunderholdning, Dansegrandprix, Aften-tour, Danish Music Award, kulturtransmissioner; Reumert, Robert, m.m., sportstransmissioner; VM i foldbold, OL, atletik, håndbold, cykling, speedway, skihop
Reduceres: Sportsnyt, Søndagssport, TV-Avisen, Aftenshowet

DR 2:
Nedlægges: Musikprogrammet, Spot kulturportrætter, undervisningsprogrammer, eksistens-programmer
Reduceres: Den 11. Time, Tema-tirsdage, Deadline

www.dr.dk

Nedlægges: Børnepris, Klub Ø, Viden om, Bolero, Lyt til nyt, Operanyt, Bog
Reduceres: dr.dk/tekst-tv, underholdning, oplysning, kultur, spil, temaer, unge

Berører samtlige programmer i DR

Reduceres: DR Kommunikation, Jura, HR, teknologi & service, økonomi, research & arkiv, vagtplanlægning.

* Note: Besparelsen er ikke en del af spareplanen, men er besluttet senere.


Listen er taget fra dansk kunsterråd

-

* Og så ville det være betimeligt at tænke på, at du lige er blevet pålagt en MEDIESKAT på over 2000 kr. årligt, som er sådan skruet sammen, at du stort set kun skal holde dig orienteret om verden via avisabonnementer for at falde udenfor.

KLAG!

DEMONSTRER!

DRs nedlægning 2 - demonstration

Billedkunstnernes Forbund, Dansk Artist Forbund, Dansk Filmfotograf Forbund, Dansk Forfatterforening, Dansk Kapelmesterforening, Dansk Komponistforening, Dansk Musiker Forbund, Dansk Organist- og Kantorsamfund, Dansk Skuespiller–forbund, Danske Bladtegnere, Danske Filminstruktører, Danske Formgivere, Danske Jazz-, Beat- og Folkemusikautorer, Danske Kunsthåndværkere, Danske Populærautorer, Danske Skønlitterære Forfattere, Danske Tegneserieskabere, Forenin–gen af Danske Sceneinstruktører, Fotograferne, Sammenslutningen af Danske Scenografer, Tegnerne, Unge Kunstnere og Kunstformidlere

står bag en demonstration

onsdag d. 12. september
med start på Nytorv kl. 14.30 og videre til Gl. Strand

for bevarelsen af DR som Danmarks bredeste kulturformidler af kunst og kultur, sport, aktualitet, nyhedsformidling, undervisning, oplysning og meget mere til gavn for danskerne og hele det danske samfund!

Hvor står du?



Flere oplysninger kan ses på Dansk Kunstnerråd's hjemmeside

DR's nedlægning 1

Når du køber tomater, køber du altid dem, der er helt smattede og ikke holder længere end 10 minutter. Ikke? Og når du indgår et parforhold, vælger du bevidst en partner, der er utiltalende, løgnagtig, utro og aldrig nærværende. Ikke? Og hvad som helst du beskæftiger dig med er altid det mest kedelige, uinspirerende, tomme, åndsforladte, du kan finde. Ikke? Og i næste uge skal du ind og have lavet din årlige lobotomi, bare for at være på den sikre side. Ikke?

Ikke nikke nej, vel!?

Skal dårlig forvaltning og en ultra-højredrejende regering have lov til at lukke munden på alle i DRs radio, som har en selvstændig mening, mener noget med det de gør, tør forfølge historier ingen andre gør, tør risikere at være kedelige for at komme i dybden, og informerer fra HELE Danmark og ALLE steder i verden, snarere end blot fra Københavns pop-overgrund og politisk sanktionerede demokratier?

Vi bliver alle sammen fattigere for hvert et kulturprogram, der forsvinder fra DRs radio. På alle måder. Man kan ikke, efter at have klippet den historiske tråd, uden videre tage den op igen og spinde videre - ikke bare vente til de politiske vinde skifter - ikke bare håbe, at det går væk af sig selv. Undertrykkelse går ikke væk af sig selv.

SKRIV UNDER på en fredning af DRs radio - og kan du gøre mere end det, skrive og debattere, begræde, harme! på din egen blog eller i læserbreve, så gør dét! Men GØR noget:

Sig nej til ødelæggelsen af danskernes Daglige Realitet - vi har intet andet medie, som på samme måde forbinder os alle sammen. Tænk over dét: Intet andet fællesmedie, som taler til os alle, uden at tale ned! Uden reklamer! Danmark, Døgnet Rundt!

@ Venskab

Besynderligt at jeg
skulle befri min ældste ven
fra mig selv for ikke
at stille ham til ansvar
broder kaldte jeg ham og han
var min broder han ér min ven
som jeg enfødte kender søskende
og venskab og endnu et menneske
som vi
kender dem homo sapiens sapiens
skulle komme til verden
alene og uden relation

Ret beset: ofre som disse
forstår jeg ikke et menneske
kan ikke elskes

Dagbog: Ord Under Himlen og Alle Drømmes Moder

Det var dagen, jeg flyttede tilbage til Kbh - efter 3 uger i søsters kolonihave med græs under morgenkaffen.

Og dagen, hvor den frederiksbergske poesiens dag fandt sin arvtager i Kongens Have - i Ord Under Himlen *.

Og dagen, hvor jeg blev konfronteret med alt det, jeg ikke får, når jeg flytter til Samsø om knap halvanden måned - ja, hvad er dét?

Livet er ikke lettere noget sted;
nissen flytter altid med.

Men så er der menneskene, trafikken, himlen der rammes ind af huse, husene der rammes ind af hinanden og hedder arkitektur, gaderne der fører frem til hinanden præcis som Rom findes af enhver og dyrene der ikke løber frit og får særlig opmærksomhed og vil de egentlig dét? Og der er alle cyklerne. Cykler, fordi det er en måde at udtrykke sig på og gå imod og være sig og glad og bevægelig og sund på. Cykler, der forsvinder og savnes og er personlige og mig. Cykler som risici, cykler som bevægelse, cykler som tid på dagen, og cyklister regner ALDRIG bilerne, de er der bare, som understrøm og regnvejr og elske uforbeholdent og ha sex uden kondom eller kondomer der springer, cykler har ikke samme betydning på Samsø, dét bliver aldrig det samme dér, dét er svært at tro. Og så er der stederne som har ligget der i årevis, med kultur svitzet ind i væggene, og man kunne besøge dem, men gør det sjældent, men de er der, fordi de er gamle med integritet, historie kan aldrig nogen sinde gøre det alene, der behøves noget andet, en valgfrihed en mulighed for at være til stede i fred og i ro, være sig selv ganske enkelt, og findes dét, findes disse steder på Samsø? Jeg tror det næppe - stedet er for lille til at være alene uden for sit eget hus. Og vandet. Ja, vandet uden for København... Det er der, fordi Københavnere behøver det - ellers havde vi nok asfalteret os til Malmö, snarere end at bygge dén bro! Vi vil afgå fra havnen og vende tilbage til havnen og have et forhold til havnen som stedet, der forbinder os til verden, og derfor bygger vi broer til de nærmeste lande, så vi slipper for at tænke at verden står åben, for enhver der vil rejse - en tynd spinkel bro fører ikke til Verden, men kun til anden valuta, og dét er fint. Så vi drømmer, når vi ser på vandet, og hvad drømmer samsinger, når Storebæltet kaster med solens stråler? Om at komme af sted? Næppe.

Så, hvad fanden vil jeg på Samsø? Hvad ér der dér?

Alle drømmes moder bor dér. Så enkelt er det.



* Foto: Felicia Lensborn

Film: Puzzlehead (2005)

Science fiction, low-tech dystopi, Frankensteins menneske

imdb



Synops: I en trøstesløs, voldelig fremtid, hvor al forskning er rettet mod at gen-befolke Jorden, har Walter med kemiudstyr fra nedlagte bio-techlaboratorier samt en avanceret hjerneskanner skabt en eksakt kopi af sig selv.

Hvordan spiller et menneske robot?

Én måde kunne være at fremtone mindre udtryksfuld end sine omgivelser, så sammenligningen angav det kunstige - idet vi normalt antager, at et ikke-menneske optræder uden eller ikke fuldstændig med genkendelige menneskelige følelser? Men når originalen optræder stort set lige så (lidt) udtryksfuldt som robot-klonen, stilles beskueren over for en kæmpe udfordring, der ikke blot er begrænset til et fortælledramatisk spørgsmål om, "Hvem er robotten og hvem er mennesket", men ét, der er meget vigtigere: "Betyder det noget, hvem robotten og mennesket er, når der er så lille forskel - når begge er lige kolde?"

Manus skal vise sig at behøve denne lighed, ja tillige at være baseret på den - "da han kopierede sit sind og gjorde det til mit, kopierede han også sin psyke", som kopien siger på et tidspunkt. Men manglen på følelsesudtryk gør det svært at identificere mig både med kopien, der fremtræder som slave, og med originalen, der af sine indestængte længsler drives til at betragte denne eksterne repræsentation af sig selv som først mindre værdig end ham selv, og siden som en trussel. Ingen automatisk medfølelse, fordi det sympatifordrende udgangspunkt er så lille.

Hvordan finde medfølelse med dén, som ikke er særlig varm? *

Man må i hvert fald vide noget om, hvordan det er at være spærret følelsesmæssigt inde i sig selv. At kende til at mærke følelser, som man ikke kan komme af med, og så have oplevet det modsatte, og registreret forskellen.

Det er dét, som er filmens egentlige problem. En gammelkendt historie, hvor skabelsen og skaberen bliver antagonister, som egentlig ikke tilfører noget nyt til den menneskelige historie. Men da den alligevel opdateres til moderne scenarie, som vi med mellemrum er nødt til at gøre med alle vore historier, fokuseres ensidigt på de dramatiske muligheder for identitetsforveksling mellem skaber og skabning, mellem Walter og Puzzlehead: Vil en kvinde, der elsker, kunne tage fejl af menneske og robot? For at vi skal tro på, at det er muligt, er kvinden gjort så museagtig, at hun matcher skaberen og robottens lave følelsesmæssige niveau, hvilket afstedkommer så lavt emotionelt identifikationsniveau, at formodentlig kun den, der er lige så genert som Walter, Puzzlehead eller kvinden, de elsker, vil føle sig følelsesmæssigt berørt.

Jeg kan næsten høre pitchen (den må i så fald have foregået i instruktørens hoved, da han også selv har produceret): "Forestil jer en blanding af Blodbrødre og Frankenstein, hvor den gode tvilling er skabningen, som den bevidsthedssøgende onde tvilling har begrænset, så han ikke kan søge viden, vokse i bevidsthed. Et billede på administrationens undertrykkelse af individtanken, og individerne af hinanden. Og begge tvillinger drages naturligvis af den samme kvinde - der kommer til at stå som det centrale formål med alt liv: Samværet med det andet køn. Og et eventuelt barn som symbol på fremtiden - hér som konkret målestok for det totalt rene og ubesmittede, en blank tavle at skrive historien om på."

Vi ér nødt til at fortælle de samme historier igen og igen - også den her om konsekvenserne af at skabe i vort eget billede, og om at overgå sit ophav. Ved at henlægge denne til en nær undergangsfremtid med robotten i centrum angives, at historierne ikke er menneskelige historier, men historier der har sin rod i bevidsthed og i følelser, uanset hvor denne kombination end måtte opstå. Og dermed: At vi bør give dém (eller dét), vi efterlader os, alle muligheder for selv at vokse i følelse og bevidsthed.

Sympatisk, meget kristent og måske tillige udviklingsdynamisk i overensstemmelse med fakta. Men i historien for mig desværre uden den nødvendige varme til, at det bliver andet end gennemsnitlig bekræftelse af, hvad jeg allerede tror på. Formodentlig en film, jeg vil kunne huske at have set - Puzzlehead er en fed titel - men næppe, hvad den handler om.

Jo, vent.

Måske vil jeg kunne huske den ekstremt effektive måde, den cinematografiske illusion om fremtid totalt low-tech, stort set kun ved brug af New Yorker-betonbyggeri, lyslægning, regnvej og uden voldsomt væsentlige special effects, blev virkelig troværdig sort og trøstesløs inde i mit hoved. Hvor fremtiden som bekendt er. Som det eneste sted...


*Ikke uvæsentligt i et land som Danmark, der er så optaget på at tage omsorgen ud af borgernes hænder - hér bliver alle menneskelige følelser hos omsorgsnødige gjort til samme grød efter mindste fællesnævner - dvs. at omsorg baserer sig på en reduktion af patient og klient til basal hjælpeløshed, snarere end at se på, hvad den enkelte faktisk kan. Fordi det vitterligt ér svært at identificere sig med den selvstændige, som samtidig behøver hjælp - især hvis hjælperen er en rationell, budgetbeskåret, effektivitetsfikseret politisk administration, der tror humanisme er enhver beskåret, som ikke ønsker at slå ihjel.

@ Goddag til fremtiden - og hvad skal samlingen hedde?

[mp4-film]

Fire tidligere indlæg, under overskriften "Farvel til fremtiden", beskrev processen med at give slip på min store samling af science fiction og fantasy-bøger, inden den skulle overdrages til et Københavnsk bibliotek og gives i offentlig udlån.

De sidste 14 dage har jeg haft hver og én af samlingens 1100 bøger i hånden ind til flere gange - for at sætte biblioteksmærker på, stregkode, reparere og plaste. Der skulle skæres plast ud i rette størrelse: Ca. 70% af bøgerne er godt samme størrelse, altså paperback, mens resten, ca 300 bøger, varierer, hvorfor plasten har skullet skæres ud som individuel tilpasning.

Godt 60 bøger og hæfter, der stort set alle er danske, er så dårligt limede, at de er nødt til at få et par klammer igennem sig. Besynderligt, at paperbacks fra 40'erne og novellehæfter fra 30'ernes USA stadig klarer sig igennem, om end papiret begynder at blive skørt - mens tilsvarende udgivelser på dansk fra 50'erne, 60'erne og 70'erne er så billigt lavede, at de falder fra hinanden. Men som min ven, bibliotekaren sagde det: De amerikanske, der holder, er blot dém, der har overlevet...

Måske.

Det har været en sær oplevelse. Jeg har kunnet følge min egen indvoksning i genren - de første bøger, der har min teenageunderskrift på første side.




Siden et A6 ex libris, som jeg tegnede og min kæreste rentegnede i 4 eksemplarer, klæbede op på én A4-side og fotokopierede på sit arbejde - jeg var 16 og hun 17 - som jeg klippede en herre-bunke af, og nåede at klæbe ind i (gudskelov) ikke alt for mange bøger, før idéen mistede nyhedens interesse og udførelsen forekom for grov.



Så brugen af "krabat" som kunstnernavn, i tryk på en rulle med 100 klistermærker, man kunne få for 275 kr gennem postordre - der sidder også et par stykker af dem på indersiden af visse omslag. Asimov, Brunner, Clarke.

Og så min erhvervelse af kunstnernavnet som efternavn i 1985, ca. samtidig med min udmeldelse af Folkekirken - signaturen finder styrke i løbet af nogle år. Og hist og pist citater fra den pågældende bog i kuglepen forrest eller bagest, ikke altid dateret, fordi det åbenlyst var i begejstring og ikke til eftertiden - eller tanker og digte, der udsprang af bogens filosofi. Især Ian Watson havde åbenbart den effekt på mig.

Tilsammen min interesse for genren fra jeg var 12 til samlingens senest indkøbte bog for et par måneder siden. Over 30 års markeringer, der såden set ikke var tiltænkt andres øjne...

Jeg har bevaret det hele. Ikke skjult noget af det for det lånende publikum. Det er min samling, der her overdrages til offentligheden.Så må folk tænke, hvad de tænker - i hvert fald er det muligt at tænke, at man kan tænke tanker og blive inspireret til andet og nyt af at læse science fiction. Eller måske blot bruge navnemarkeringerne som aldersmæssig anbefaling af den pågældende bog (12-16, 16-21, 21-i dag).

Tak og lov for, at jeg ikke faldt i flere sentimentale tanker om adskillelsen. Men derimod skøre tanker om at påbegynde en ny samling på den rigtige måde: Køre rundt til loppemarkeder og lign. og finde, hvad der er. Evt også overdrage dém til biblioteket, efter endt læsning.

Men hele tiden, hver dag med plastning af bog efter bog efter bog, tanken om, hvad samlingen på biblioteket Blaagården skal hedde. Det var meget sjovt med "Den Krabatske samling", mens de indledende manøvrer stod på, men dét siger jo ikke noget om, hvad samlingen rummer.


Skal samlingen hedde "Bibliotek for fantastisk Litteratur?" Eller "Det Fantastiske Bibliotek", i stíl med hedengangne "Det Kulørte Bibliotek"? Eller et sjovt akronym at skrue et passende navn ned i? Eller måske ligefrem "Philip K Dick Memorial Library?", fordi alt hvad han står for, er dét al science fiction (og en hver hvad-nu-hvis-bespørgen) handler om: Virkelighedens beskaffenhed for det enkelte menneske.

Uanset hvad, er formålet at vise offentligheden, samlere, købere, sælgere, andre biblioteker og ikke mindst andre bibliotekarer, kulturjournalister, offentlige instanser, forlæggere, at det her findes, og at nogen tager genren seriøst nok til at tæve igennem med 1000+ bøger på én gang.

Derfor skal det være et navn, som kan mærkes.

Det skal sige pang ind på lystavlen, så andre bliver inspirerede og husker, at genren findes. At folk læser den, skriver den, elsker den, diskuterer den, og at den faktisk breder sig mere og mere i utroligt mange retninger. Måske er science fiction som genre ved at stjæle billedet fra videnskabsformidlingsjournalisten...:-)

Det må også gerne være et navn, der inspirerer gamle fans og læsere til at donere gamle science fiction og fantasy, i paperback, hardback og hardcover, måske til denne samling, måske blot til deres lokale bibliotek *, eller binder sig til at komplettere en enkelt forfatter eller en periode, eller søger mod tematiske samlinger, f.eks. tidsrejser eller bevidsthedsdownload.

Står det til mig, men jeg håber ikke det bliver mig alene, skal Blaagårdsbiblioteket rumme opslagsværker, afhandlinger, billedbøger, plakatbøger, konsekvent tangerende det fantastiske fra en 1000-årig tænkning om dystopier og utopier og menneskenes placering under stjernerne, den mulige bevægelse væk fra Jorden, ud i det mørke ingenting, ud i mødet med fremmede, i mødet med os selv, i tankerne om at begynde forfra som nybyggere under nye, friske betingelser, og om hvad vi gør, når det alt sammen bliver realitet, når videnskaberne får omsat teorierne til brugbar massefremdrift og duplikérbarhed og bevidsthedslagring i ikke-fysiske medier og selvtænkende maskiner og autonome menneskereplikanter, og vi ikke længere behøver at dø, hvis vi ikke vil det, og hvad ér der inden i hullet i nullet, og hvad er der egentlig udenom - hvem er vi, hvem ér disse mennesker, med videnskaberne som øjnene og i overfladen af samspillet med artsfællerne stadig de samme løsslupne, ansvarsløse, grådige, smertende, længslende, drømmende børn som for tusinder af år siden, uanset på hvilken side af gærdet, vi befinder os, i rummet, uden for rummet, inden i Jorden, inde i de andre. Eller inde i os selv, alene.

Når vi ser på menneskene som de værktøjsbærende og -tænkende væsener, der tilsyneladende er så alene om at fucke Jorden op, at selv ikke guderne står imellem os og døden mere - hvem ér vi så?! Det er ikke nok blot at kende os gennem vore sociale handlinger - vi må have vore tanker, idéer og teknologier med i billedet. Det er hér, vi står frem. Det er hér, vi bliver fuldstændige.

Væsenet med hammeren og intentionen om at bygge noget, ingen anden har tænkt. Dét er os.


*(Frederiksberg er et udmærket eksempel på et bibliotek, der har modtaget en stort del science fiction fra en eller anden - men dét kan ingen andre end Frederiksberg-borgere have glæde af...)

@ Fintænken

Nyt udtryk fra hér til aften: Fintænken. "Og så kan jeg finde på at trække mig fra selskabet og sætte mig i et hjørne og fintænke lidt", sagde Mette, jeg mødte på Apoteket på Blaagårds plads i København.

"Reflektere" har alle andre sagt i de århundreder, siden ordet blev indført til brug i den dannede klasse, men nu, hvor befolkningen mere eller mindre har været igennem den "gymnasielle uddannelse", kan alle og enhver uspottet vedgå at lade tid gå i fuld offentlighed, hvor de mærker lidt efter og finder sig selv. I fintænken.

"Står det så i relation til grovtænken?", spurgte jeg. "F.eks. at sidde i en alkoholisk animeret samtale og ikke nå til ben eller bunds i særlig meget, men derimod hele horisonten og elefanten rundt i løbet af adskillige armbevægelser? De brede generaliseringers postkasse, det hele på halv tid?"

Det kunne hun ikke afvise.

Jeg fintænker lige lidt over potentialerne i det danske sprog, inden jeg skal sove. Undervejs søvnen vil jeg så overveje, hvad jeg skal fortælle om det at være ærkekøbenhavner med by på ryggen, som flyer fadet og favner revlen midt i Storebælt. For det er - Alt Andet Lige - eddermugme mærkeligt at forlade stenbroen. Selv efter en del år på Frederiksberg...

dagbog: Samsø 1

Ja, så er det næsten så officielt, som det kan blive: Jeg sælger min andelslejlighed og flytter til Samsø.

Skal det være det her? Tjae, hvem ved? Det ligger i hvert fald på Samsø.

Igennem de sidste par måneder har jeg kigget på huse. Først kolonihavehuse (edc, home, nybolig, andre), 8-10 stykker har jeg set, men de er vanvittigt dyre. 1.000.000 for et selvbyggerhus og 400m2 have i en kolonihaveforening, hvor man ikke må være hele året! Der er kun ét ord for det: Grådighed.

Samsø... En ven spurgte, om det ikke var noget at flytte til Samsø. Jeg tog over at se på huse. Og måtte erkende, hvad der gør en god ejendomsmægler: At tage gode billeder, der ikke viser det ufordelagtige, og skrive en god tekst, der fremhæver alt, der kan forskønnes. Igen urealistiske priser, der afspejler ejendomsmæglerne evne til at presse priserne i vejret.

Hvorfor overhovedet flytte? Jeg har en god, lille lejlighed i et godt kvarter med gode butikker, gode caféer, et godt bibliotek, en okay biograf, et grønt fællesområde i gården med store træer og buske og gode mennesker inden for rækkevidde.

Hvorfor vil jeg bytte det med et lillebitte samfund, hvor alle kender hinanden og bagtaler folk som bor i den anden ende af øen og skifter alliancer efter behov, hvor der ingen caféer er efter 1. oktober, hvor det er mørkt når det er mørkt, skønt ikke langt til noget, hvor stjernerne er det lys der er, og ikke det lys der savnes, og der ingen trafiklyde er efter kl. 18, og langt til naboerne og langt imellem de virkelige venner og langt til de gamle venner? Og hjemmet ikke er en lille kasse, der er opført for at arbejdere kunne have et sted af spise aftensmad og sove, men derimod en gammel faldefærdig gård, med en masse jord der skal passes for ikke af skabe og spejle forfald?

Og 9 år det samme sted er vel ikke argument nok for at flytte?

Og jeg... jeg, der ikke ønsker at arbejde med andet end at skrive og min relation til livet, menneskene og universet - skal jeg nu til at arbejde hver dag med ting, jeg ikke kan sige mig fri for?!

Og hvis man tænker på, at jeg er i midten af 40'erne og skal kunne finde en indtægt, og hvis jeg ikke kan finde ud af at være på Samsø og vil tilbage til københavn og skal finde et andet sted at bo... Ja, der er rigtig mange ting, man kunne være rigtig urolig for. Hvis man gad at være urolig. Men frygten er blevet min ven.

Eventyr. Dét er, hvad Samsø er. Problemer, udfordringer, og alt muligt nyt og gamle nisser, der flytter med. Det skal nok gå. Fordi det er eventyr, jeg vil. Og hvad er det lige, jeg skal i livet? Ud over at være her på bedst mulige måde? Hvad skal nogen her?

@ 2012 - Verdens undergang

Min ven, Henning, sender mig ofte links af relevans for en mangeårig on-going samtale, der aldrig er blevet en dialog med sigte på at blive enige eller enige om at være uenige. Snarere tror jeg, vi grundlæggende ér enige, om menneskenes muligheder og menneskenes svagheder, men i vore forsøg på at nå noget nyt, række ud over os selv, støder vi, uden at ville det, hovederne mod vore respektive livs og karakterers rammmer og muligheder.



I går sendte han mig et link til det smukkeste site, jeg længe har set. *


I dag et link til en side med Maya-kalenderens profeti om verdens undergang i 2012.

Jeg var bekendt med fænomenent, men havde aldrig før set det beskrevet så ligetil og enkelt - og i dén grad understøttet af videnskaben. (Dét er problemet med okkultisme og mig - vi bliver aldrig helt gode venner.)

Mayasitet førte til læsningen af en mindre selvbiografisk roman, skrevet af "Dan Eden", webmaster på viewzone.com - som beskriver konstruktionen af millitære installationer i såkaldte "Vortex"-zoner forskellige steder på Jordkloden; installationer, som hver for sig er i stand til at forårsage jordskælv, tsunamier..., eller eksplosioner af atomvåbenstyrke ved at fokusere kortbånds radiobølger med enorm kraft på ionosfæren i 60-90 kms højde og få denne stråle til at ramme et hvilket som helst sted på Jordkloden, og tilsammen...?

Muligvis skulle disse militærinstallationer have en direkte sammenhæng til de konsekvenser for Jorden og menneskene, som Mayaernes profetier for 2012 taler om, og som astrofysikere åbenbart bakker op om. Solar flares så voldsomme, at Jorden risikerer at miste hele sin atmosfære, og under alle omstændigheder total grillristning af alt liv ned til mindste jordbakterie. Spekulationer om, at konsekvenserne kan, hvis ikke afværges, så afbødes.

Jeg er professionelt naiv. Og jævnt hen godtroende. Men jeg har aldrig haft tillid til, at magthavere eller forskere ville standse udforskningen af muligheder eller teknologi dér, hvor det gavnede mennesker i bred forstand. Men efter endt læsning er jeg virkelig vred over den almindelige praksis med at holde den almindelige befolkning i uvidenhed.

Hvis der er noget om år 2012 - ikke kun Mayernes forudsigelse af nogle ekstreme "solar flares", der falder sammen med vort solsystems magnetisk/gravitetiske placering i Mælkevejen - men hvis der ér en risiko for alle mennesker d. 21.12. 2012, burde ALLE mennesker vide det, så vi kunne forberede os på det. Alt andet er SVINAGTIGT.

"Vi er alle lige - men nogle mere end andre"**, er hvad det får mig til at tænke på. Ikke et spørgsmål om retfærdighed, men ren og skær anstændighed. At de, der befinder sig i toppen af hierakiet, erkender deres ansvar.


* Mon den spirituelle dimension var intakt, hvis der gik 13 elefanter på dusinet?
**Kammerat Napoleon/Animal Farm af George Orwell.

Film: Na srebrnym globie (the silver globe) (1977/1987)

Science fiction

imdb








Synops: Nogle astronauter nødlander på en øde klode og bliver dér ophav til en hastigt voksende klan af mennesker, der på alle måder tydeliggør deres ophavs fejl og mangler.

Foregår den her film på Månen, eller blot på en anden planet?

Uenigheden blandt kilderne til trods er det uden betydning. Den ubodelige ødehed som på Månen og det absolut genkendeligt fremmede er den perfekte baggrund for denne fantastiske, skønt ufærdige polske film - mestendels optaget i et Mongoliet, hvor en 360° panorering afslører et landskab pakket med tomrum helt ud til den krummende horisont.

Filmen blev påbegyndt i midt'70'erne, men det polske regime, under Jaruzelsky, fandt den for tæt på, på alle områder, og to års arbejde på kostumer og rekvisitter blev destrueret af regimet.

Filmholdets scenografer og rekvisitører gemte, hvad de kunne, og efter en årerække lykkedes det dem at overtale instruktøren, Andrzej Zulawski, til at klippe det 3/4 skudte manus sammen til en film, med en fortællende voice-over og i-hastighed-og-stemning-passende-filmiske-indskud fra det moderne polske samfund, hvor scener manglede.

Desværre modtog midt-firsernes anmeldere ikke den ufærdige film med synderlig åbne arme - måske fordi filmens grundlag bl.a. var 70'ernes frigørelse fra seksualmoralens lænker og 80'erne var mere optaget af, at det nu var i orden at tjene penge. Måske var instruktøren fulgt med tidsånden; ihvertfald erklærede han sig enig med anmelderne og kaldte filmen "mislykket". (Men dét er den ikke!)

Det er på alle måder og uden blusel en skabelsesfilm. En film om at blive menneske, om hvad moral vil sige, hvad smerte er og hvorfra smerte kommer, hvad et barn og en voksen er, hvad skyld er og tab af uskyld - og så er den så poetisk og filosofisk, som film og bøger kun er i slut-60'erne frem til ca. 1976.

Det er et helt specielt tonefald, som i visse af tidens eksperimenter bliver for fortænkt og hjerteløst, men aldrig kan mistages for at stamme fra en anden tidsalder. Det kommer givet af omgang med såkaldt bevidsthedsudvidende stoffer, men det er også en tidsånd, der taler og længes imod et friere, renere, lykkeligere samfund.

Mange vil sikkert kalde det naivt - tidstypisk for denne film er nemlig også forestillingen om, eller gennemspilningen af tanken om, at det er muligt at adskille sig fra fortidens fejltagelser ved simpelthen at overhøre eller ignorere dem - skubbe "de gamle" ud til siden og klare alting selv. I bedste mening, for at opnå den verden, som deres koldkrigs- og Vietnamkrigsplagede forældre ikke havde magtet at skabe.

Det er brand-ærgeligt, at det polske regime mistog filmens tone for et descideret regimekritisk udfald, snarere end et udtryk for en tid med hjertets længsler rettet mod større poetiske horisonter. Brugen af kostumer og scenografi til at illustrere et urfolks vækst mod selvbemægtigelse, gudedyrkelse, historiebevidsthed og æstetik er uden nogen sammenligninger det smukkeste og stærkeste, jeg har set.

Mange har sammenlignet denne film med Jordorowskys excesser, men i modsætning til Jodorowsky, som jeg synes kun laver film for billederne, besidder denne film også dén indre kerne, som insisterer på at gøre enhver bevægelse hen over lærredet vigtig ikke blot i æstetisk forstand, men som den skabelse af verden, der gør verden synlig for beskueren og gør instruktøren (forfatteren, komponisten, dramatikeren, billedhuggeren, maleren...) til et jordisk menneske, der blot er kanal for noget større end den enkelte formår alene.

Poesiens dag er død, længe leve poesien hver dag

Men skulle man have lyst til poesi i det grønne, afholdes et arrangement i Kongens Have i København søndag 26. 8. mellem 14 og 17.

Foreløbig 15 tilmeldte digtere vil læse op, muligvis efter samme rundspredningsmodel som i Frederiksberg Have. Det afhænger nok af, hvor mange flere, der melder sig.

Medbring madkurv og/eller regnfrakke. Der vil være flyers at finde rundt om i byen efter d. 14., men ingen mailinglister, man kan skrive sig på.

Bare kom.

Henvendelse kan evt. rettes til

Lonni: bershook snabela gmail punktum com
Lisbeth: lisbethheckmann snabela hotmail punktum com