28.9.07

Damn fuck!

Bestod ikke erhvervsdelen af buskortet i dag - kan føre bus privat, men ikke for penge. Op igen! På den igen! På med smilet, ikke se mig tilbage, mod lysere dage og den fremmede fremtid.

27.9.07

Digte: samling sælges, læser søges

elskede elskede er min seneste fysiske digtsamling, fra 2003. Jeg har akkurat opkøbt restlageret af den og sælger ud af den for kr. 55 kr (det er inklusiv forsendelse - den vejer 400 g!) Vil du købe én, så se nederst.

Det var en bog, som var ekstremt svær at skrive. Faktisk tog det så mange kræfter at holde sammen på bogens kerne igennem 9 år, at pusten gik lidt af mig i nogle år.

Men så sent som i dag glædedes jeg over en begejstret tilbagemelding på "i virkeligheden hvad" - et digt, jeg skrev til et vennepars bryllup i 2001. Det handler om det, der kan motivere et menneske til at sige JA til den anden. Her er uddrag:


I virkeligheden hvad, 11-1 (teksten løber i modsat retning i bogen)

5.

Kan du huske
     den første gang du sagde
          Jeg elsker dig?
Husker du
     første gang du sagde
          Jeg elsker dig
     med stor omhu fordi du vidste hvad det betød?
Erindrer du første gang
     du brugte disse tre ord
     uden rigtig at mene dem?
Og derfor
ka du genkalde dig første gang
     du sagde Jeg elsker dig
     hvor du uden nogen tvivl vidste at det ikke var sandt?
Husker du
om du døde lidt hver gang?



1.

min antagelse er
at du besidder en form for
     definition
     der fungerer i dit liv
          noget
          der vil forfægte enten
          at kærligheden vil blive
          eller ikke forsvinde
          eller vil vende tilbage
          eller ankomme fristende frisk som nyplukkede roser
          eller som det allermindste eksistere
               som noget ud over og
               meget meget mere
               end nætters og dages drømme som afgrænsninger af indholdet og omfanget
                    af kærlighed...
for uden
     hvad er vi da?
     jeg mener ikke kærligheden i sig selv
     men en definition
          på kærlighed...
          for hvad er vi uden denne definition
               ja hvad egentlig er vi uden blød tænken i det hele taget
          men i særdeleshed
               dette!



Og hér et meget aktuelt uddrag fra begyndelsen af "Åremål", som jeg skrev da jeg i forbindelse med flytning fik mine opmagasinerede ting og bøger tilbage - det var i 1998 - og læsere af bloggen her vil bemærke, at visse processer tager meeeeeeget lang tid:

åremål

jeg har tyve flyttekasser med bøger
de fem letteste med science fiction
     tusindtolvhundrede af de bedste og største værker
     Bradbury både før og efter hans tolvårige skrivekrampe
     Philip K. Dicks samlede syrede værker
     Stephen Donaldson som døde på dansk
     Asimov og the foundation
          og pulp og fantasy og novellesamlinger
og jeg forsøgte at forære dem alle sammen væk
til de største Københavnske biblioteker
     men de havde heller ikke plads

Og så er der Ordbog over det Danske Sprog
     i 28 bind og nye ord i nye bind og usynligt gjort plads
          til det næste årtusinde
og der er NuDansk og etymologi og fremmedord og synonymordbog
     både retvendt og på vrangen
og ordbøger fra og til alle europæiske sprog før unionen
og bøger med rim
     uden rim på kartoffel
og der er opslagsværker om alt under solen
     fra bøger om svampe
          til bøger om matematik
     fra stærkt uddøde stammekulturer
          til instruktion i porcelænsmaling
     bøger om bridge, astralprojektion, shamanisme,
          psykologi og alverdens navne
     der er godt nok ingen om opdræt af heste,
          men jeg blev også en gang bidt af én, så
               hvad skal jeg med bøger om opdræt af heste?

Og der er masser af kasser med tegneserier
     de gode gamle basserne fantomet edderkoppen dare devil
          agent X9 Modesty Blaise Seriemagasinet komplet
og så er der megamonsterkassen
     en sviner af en kasse ene dedikeret albums
og den vejer mindst 100 kg
     rent guld, selvfølgelig
          lortet ér solgt fra
men det eneste derfra jeg virkelig kan huske
     er Hugo Pratts Corto Maltese for fanden
          10 år i mørke kan jo tage livet af enhver!

Og der er selvklart også
     almindelig skønlitteratur
såkaldt normalprosa
     hvis man nu kan kalde Kierkegaard , Stefano Benni, Robert
Graves, Iain Banks, Oehenschlæger, Hemingway, Bukowski,
Günther Grass, Kosinski
     for nu at nævne nogle få
for normalprosa?
Og alt det jeg ikke har læst
og aldrig
     kommer til at læse
men de ser stadig fede ud
     føles godt i hånden
     og lugter rigtigt
          af papir.




--

Skriv en mail til bloggens titel (uden mellemrummene) og angiv navn, adresse, antal eks. og at du har sat pengene ind på konto 6610 0004312307 med dit navn som betaler. Du må også gerne angive en særlig dedikation, hvis den skal gives som gave.

Jeg takker og ønsker god fornøjelse.

kk

Etiketter: , , , , ,

25.9.07

@ Samsø, transport, science fiction, livsændringer

Bunkeindlæg #1:

Har deltaget i et panel - Open College Network, OCN - der skal skabe grundlag for pointgivning til undervisning i digtning for unge. Point, som kan samles sammen og måske bruges på en højere uddannelse. En anelse tvivl om meningen med at karaktergive alle livets erfaringer - er jo selv en troende hvad angår mentorvirksomhed og mester-lærling-uddannelse. Men erkender at samfundet ændrer sig. Og at dem, som behøver erhvervelsen af kynde - tavs viden (hvordan undervise i at holde balancen på en cykel, sætte tungen rigtigt på et klarinetblad, begåe sig i en bestemt kreds? Den slags -) - nok skal finde de lærere, de behøver. Har i den forbindelse været omkring mit autodidakte forhold til den teoretiske litteratur. Jeg tror bare, jeg fortsætter med at holde mig til rygmarven, når jeg selv underviser.

Men her er en fantastisk side for dén, der måtte have lyst til at se skriften efter i kortene.

Var på Eurocon her i weekenden - science fiction festival startet i Trieste in 1971, og nu på besøg i DK for første gang. Blev fotograferet sammen med legenden Harry Harrison (efter at have "fået lov" at betale ham en drink...) og fik en signatur i en af hans bøger, hvor omslaget... ja se hér! Den skal indgå i min samling af science fiction, som nu er ved at komme på hylderne på Blågårdens Bibliotek.

Søndag aften fik Biblioteket lov at købe resterne af en science fiction-samling at udvide den samling med, som nu er kommet til at hedde The Philip K Dick Library - og det har intet at gøre med denne artikel.

PKDLibrary er nu oppe på godt 1600 bind af det fedeste fede science fiction, fantasy og horror, til gavn og glæde. Så skal også de "bare" plastes - men jeg gør det gerne. Efter at have forsøgt at forære hele samlingen til forskellige biblioteker i 10 år er det fantastisk, at det nu er lykkedes at give den et hjem - og at hjemmet er offentligheden. Min teori er en enkel fødekæde: Bøgerne står på hylderne, flere læser, flere skriver, flere bøger bliver trykt og udgivet, og flere læser. Det kan kun være til gavn for den bredere forståelse af alle sammenhænge, sådan som jeg opfatter genren: Altid på forkant med de seneste landevindinger inden for alle forskningsgrene, og først med spekulation om konsekvenserne. Altid optaget af menneskene inde i maskinen, i det STORE billede.

De seneste 6 uger har dagligt været tilbragt på Landtransportskolen med at tage et erhvervskort til bus. Hver dag optaget af total udmattelse som følge af teori og mekanik proppet ind i dette ældre kranium. Ikke megen tid til noget andet. Men formålet er at få et buskørekort, så jeg evt. kan afløse på Samsøs lokale buslinie. Køreprøve på fredag. Jeg ØNSKER mig at bestå! Jeg VIL!

I baggrunden: Afrejse til Samsø. Har afhændet min lejlighed. Begynder på noget nyt, der ikke nødvendigvis ender med fast ophold på øen. Mere at komme ud af København og ud til nye udfordringer. Dage, hvor jeg er tvunget til at gøre ting anderledes.

Drømmer om et helikoptercertifikat, men er farveblind i danske prøver (omend jeg er uddannet elektriker og engang har samlet en overbrændt 140-leder med 10 farvekoder på hver ledning, og det virkede første gang...). Har dog hørt, at man i udlandet anvender andre farvemålingsteknikker, som ikke er så antikverede som i Danmark.

Men men, det handler blot om at lade drømme åbne døre og gå igennem dér, hvor den totale modstand er mindst. Fordelen er, at jeg efter dette sidste annus horribilis og min lungekræft-frikendelse ikke længere er bange for frygten. Frygen er blot en følelse, der som alle mulige andre følelser vil fortælle mig noget om, hvem jeg ér. Ikke om, hvem eller hvad jeg bliver. En satans befrielse sådan ikke længere at behøve blive kørt rundt ved næsen af min frygt. Og uden at føle, at jeg er ligeglad, hvis jeg tillader mig ikke at gide mennesker eller er nødt til at forlade dem - søge min skæbne uden mine elskede lige om hjørnet.

Denne svulmende følelse i min brystkasse (adskillige omtaler her på bloggen - brug søgefeltet) er der stadig - den kommer og går, og jeg ved stadig ikke, hvad det er. Af og til tror jeg, at det betyder jeg er lukket. Af og til, at det er et panser. Af og til, at det er bevis på, at jeg har kraft og styrke. Af og til, at det er det fysiske tegn på forandring. En blanding af det hele, eller noget ganske andet? Jeg savner dog følelsen de dage, hvor følelsen ikke er der - føler mig ordinær. Men jeg behøver jævnligt konkrete beviser for, at ting og følelser og mennesker findes som andet end tanker. "Før" var det nok at have verden "inden i" - men sådan er det ikke længere.

Jeg er på vej ud i verden, kan jeg mærke. Ved ikke hvorhen. Jo, Samsø. Første skridt.

Etiketter: , , , ,

14.9.07

@ blær

Jeg har gået på Landtransportskolen den sidste måned, og bestod i går teoriprøven til buskørekort med erhvervstilladelse. Med NUL fejl! Og den søde politidame tegnede en lille tegning til mig...!!!!

(Det skal siges, at jeg dagen og morgenen forinden havde gennemgået test-CD'en igen og igen uden på nogen måde at kunne få resultatet ned under 6 forkerte svar, og 3 er maksimum for at bestå erhvervsdelen af kortet, hvorfor jeg var rystende nervøs. Bliver aldrig et konkurrencemenneske - det er bare ikke fedt!)

Hvad har DU at blære dig over?

Og hvorfor er det lige, at man ikke må sige, at man har været god!?

Etiketter: , , ,

13.9.07

DRs nedlægning 5 - Hvem er Jesper Klein?!

Mens jeg med mit lille digitalkamera filmede den strømmende demo mod nedskæringerne i DR, overhørte jeg en yngre forbipasserende mandlig cyklist sige ind i mobilen - åbenbart som forklaring på larmen omkring sig: Nåe, det er bare 65-segmentet i demo.

Det stødte mig.

Ikke fordi jeg ikke ønsker at blive associeret med mennesker 20 år ældre end jeg selv, men fordi jeg i ét nu oplevede hans smarthånlige bemærkning præcis udtrykke den manglende evne til at se andet end det programmerede billede, der ikke blot er udbredt i Danmark, men som gamle HCA i sin historie om kejseren for 200 år siden allerede så som universelt:

Demonstrerer mennesker et ønske om at bevare HØJ kvalitet i DRs sendeflade, må det nødvendigvis være, fordi de enten har kendskabet til høj kvalitet ind med modermælken - en forvænthed med den bedste mad og vin, rigelig med omsorg og følelsesvarme, at kunne argumentere sig til jævnligt at få sin vilje, de bedste lærere, det bedste køretøj, den bedste partner, det mest optimistiske, selvsikre udsyn osv. - eller gradvist gennem livet har lært at sondre mellem det gode og det mindre gode, det smagfulde og det usmagelige, det smagfyldte og det smagløse, det bestandige og det ubestandige, det unikke og det almindelige, det væsentlige og det overflødige.

Demonstranterne er altså enten mennesker, der har forskellen på skæg og snot med hjemmefra eller har kæmpet sig til den ved hårdt arbejde, evt. et langt liv eller en høj uddannelse, eller stor sensitivitet: Hvad er høj og hvad er lav kvalitet. Og hvori nytten af at kunne sondre består.

Programudbuddet i DR laver ikke sig selv.

Demonstranter for bevarelsen af kvalitativ bredde og dybde i DRs udsendelsesflade er altså mennesker, som er tilvænnet en daglig dosis vidende og videbegærlige journalister med beføjelser til at være dygtige til at beskæftige sig med menneskers følelser, tanker, produkter, relationer, problemer, placering, egenart. De dannede nysgerrige og/eller 65-segmentets narkomani efter kvalitet. Folk, som af livet har lært ikke at nøjes med mindre end det bedste. I hvert fald hvad angår informationer om og fra verden overleveret i lyd og billed.

Den unge cyklist tilhører givet "det segment", som selv udvælger sig al sin information fra nettet - hvilke nyheder han vil høre, hvilke film, musik, underholdning - vælger sin kreds af venner og bekendte, og er afhængig af selv at blive valgt. Han kan altid - via nettet - blive opdateret på det seneste, når han vil, og det vil han gerne og ofte. Og har dét at være konstant ajour på øjeblikket som sin stimulans. Men hvem producere alt det, han hører og ser dér?

Snarere end én, der marcherede for at demonstrere mod et seriøst tab af kvalitativ information, for mig selv og for dét, jeg opfatter som et gyldigt, dansk, samfund, følte jeg, at en her-og-nu-social-junkie og on-linesnob med én bemærkning havde reduceret mig til en passiv-informations-modtager-og-uden-for-alt-væsentligt taber. Skåret ned til én, som spilder menneskeligt sociale ressourcer ved at over-værdsætte at modtage information uden at skulle give noget igen. Eller sagt med andre ord: Det søde, unge menneske viste sin manglende dannelse ved at reducere mig og de andre DR-demonstranter til antikviteter uden sans for øjeblikkets værdier.

Gr. ringe skoleforudsætninger har jeg selv dyrket samme nedvurdering i mange år, men i dag er jeg en snob, som aldrig kan komme langt nok i dybden: Jeg har smagt på kalken og kalken er sød... Viden vaccinerer. Viden opildner og åbner. Viden vil have mere. Ikke flere gratisaviser og overskrifter, men viden: Dybde. Forståelse. Indsigt.

Jeg besluttede, at jeg ville tage nogle fotos af cyklistens jævnaldrende i demoen, og således demontrere, at det ikke kun var det lange liv, som var på march. Fyren med skægget var meget fremtrædende og måtte i kameraet. Siden skulle han så gå på scenen for at sige et par ord sammen med vennen til venstre, men først skulle vi fra Nytorv foran Domhuset, gennem Nørregade, til venstre ved Stormgade, forbi Torvaldsens og over Højbro og ned langs Gammel Strand til røven (eller ryggen) af Kulturministeriet, hvor billedhuggeren S. W. Hansens "Slægt løfter slægt" (står). Her stod (også) scenen klar til en lille perlerække af indslag for de fremmødte.

<- Denne ældre sag skal være den eneste nævnt.

Efter et kvarters reminiscens over et komisk liv på scenen og i bl.a. børne-TV (jeg bar min børne-TV-teeshirt til arrangementet!), og mere end at have antydet muligheden af, at en højrefløjsopfattelse af de skabende kræfter i DR som "røde lejesvende" kunne være årsagen til dette kulturmord på den eneste reklamefri kanal, der er tilbage, gik den ældre herre af scenen til dagens største og længste bifald.

Jeg så ham standse ved bagtæppet og se ganske forbløffet ud - så længe dét bifald dog blev ved!

Derpå gik vores rødskæggede unge ven på scenen.

Sammen med sin ven fra før repræsenterede de det nye ungdomsTV, sagde han, og ville gerne sige, at det altså ikke stod så sløjt til med DR, som alle gik rundt og tænkte. Der var faktisk mange gode programmer, interessante og spændende. Og lærerige... Faktisk havde de bedt om mikrofontid for at gå i rette med "den ældre herre i den lange frakke, som jeg dog ikke ved, hvem er"...

Ja. og alle unge mener nuet er bedre end fortiden og jeg vidste sgu ikke, hvem Poul Reumert var, da jeg var 21. Men jeg var heller ikke ansat i en kulturskabende- og formidlende institution, og havde derfor heller ikke ansvar for at holde nationen til faklen.

Denne rødskæggede fætter kom for mig til at repræsentere alt, som er galt med det såkaldte informationssamfund: Kvantitet frem for kvalitet. Bevares, han er sikkert en sød fyr - og hans ven skyndte sig at gribe mikrofonen, inden de forlod scenen, og sagde: Jesper Klein, du er for sej! for om muligt at genvinde lidt af tabet af ære. Men det var for sent. Kejseren har fået nye klæ'r. Og kun de pauvestre af skræddere er tilbage på slottet.

Skal vi så ikke bare lukke slottet og få refunderet medieskatten? Og lade dem, der klæ'r sig som kejseren, fryse? Men det er synd, er det ikke? Det turde være indlysende, at vi ALLE mister territorium, hvis laveste fællesnævner vinder. Igen.

Så, nu ikke flere fucking metaforer:

Nedlæg DR som kulturskabende og -formulerende institution og nedlæg "Danmark" som samfund! Det kan ikke siges tydeligere.

Etiketter: , , , , ,

6.9.07

Film: Kim Jong-il's monsterfilm, Pulgasari

Hvis man uddelte en Oscar for "mest diktatorisk producerede film", måtte den gå til Kim Jong-Il, den nuværende diktator af Nord-Korea, som i 1985 kidnappede en instruktør og dennes hustru fra Syd-Korea med formålet at instruere en række film til højnelse af filmstandarden i Nord-Korea.

Ægteparret indvilligede, fordi der ikke var andet at gøre, men narrede hen mod slutningen af indspilningerne af Pulgasari Kim Jong-Il til at lade dem deltage i filmbienalen i Venedig, hvor de angiveligt ville reklamere for Nord-Koreansk film. Her flygtede de under dramatiske omstændigheder og søgte asyl på den amerikanske ambassade.

I 2006 døde Shin Sang Ok, instruktøren af Pulgasari, en absurd historie om et monster, der lever af jern, som først hjælper bønderne med at omstyrte kejseren og siden vender sig imod dem.

Shin Sang Ok nåede at se filmen finde kultstatus, før han døde.

Sjovt, så absurd morsomt det regulære lort kan være.

Etiketter: , , , , , ,

4.9.07

digt: til hovedet

jeg så en mand falde af cyklen jeg løb
hen til ham for at hjælpe ham op
hjælpe
ham om nødvendigt men
han vinkede al hjælp af havde stadig

efter mødet med kantstenen
sine tænder i behold det
virkelig voldsomt ud da han landede
men han
vinkede al hjælp af forekom
meget fokuseret vinkede mig væk

men jeg blev stående tænk nu

hvis han var i chok og egentlig

ikke kunne eller burde køre men

han ville

af sted beslutsomheden strålede af ham
mens
han stod i pedalerne

til jeg sagde at han var punkteret at
det var derfor han var faldet først dér

blev han ramt det
gjorde tydeligvis ondt han tog
sig til hovedet med begge hænder

Etiketter:

3.9.07

DRs nedlægning 4 - den fuldstændige liste fra de nosseløse

Den fuldstændige liste over nedskæringer - tydeligvis lavet af mennesker uden nogen form for dannelse eller indsigt eller vilje til kulturbredde eller public service!!!!!!!!!!!!

Græd ikke, GÅ d. 12 september fra Nytorv kl. 16!

RADIO

P1


Dokumentarzonen – 100 % nedskæring
Med lukningen af Dokumentarzonen forsvinder radioens montagegruppe og radioens dokumentargruppe. Da Ultralyd også bliver lukket, forsvinder radiomontager, radiodokumentarer og monteret radio helt fra P1.
Da Lige Lovligt og Øjeblikke også lukkes forsvinder også næsten al reportage fra P1.

Eksistens – 100 % nedskæring

Øjeblikke – 100 % nedskæring

Ultralyd – 100 % nedskæring

Lige Lovligt – 100 % nedskæring
P1s retspolitiske program bliver nedlagt.

Orientering – ca. 4,5 % nedskæring
Orientering skal have nyt koncept, så programmet kan laves for færre penge. Det kan f.eks. betyde færre fagmedarbejdere, flere interview i programmet lavet på kort tid, det kan betyde færre analyser, mindre undersøgende journalistik, færre reportager osv. Men hvordan, det skal kunne høres, er endnu ikke besluttet.

Harddisken – 35 %
Programmet forkortes fra 87 til 57 minutter. Lytterne får en nedsat og ringere dækning af nyheder og baggrundsorientering om it-teknologien i samfundet. Besparelsen er ikke en del af spareplanen, men er besluttet senere.

Radioavisen – ukendt procentsats
Radioavisen kl. 12 bliver forkortet fra 30 til 20 min. på hverdage, og fra 20 til 15 min. i weekenderne. Budgettet reducers her med 2-3 mio. kr. årligt.
DRs nyhedsafdeling skal herudover samlet set spare 22 mio. kr. årligt på redigeringsfolk, lydteknikere, fotografer m.m., i alt 40 procent af den tekniske stab forsvinder. For Radioavisens vedkommende betyder det dårligere lyd og dårligere journalistik, fordi journalisterne fremover skal tid på teknik, som i dag bliver brugt på indhold.

Kulturnyt – ukendt procentsats
Den samlede kulturafdeling i DR skal spare omkring 10 mio. kr. årligt. Det præcise tal er endnu ikke meldt ud. Det vil formentlig betyde, at 15-20 kulturmedarbejdere ud af ca. 75 ansatte vil forsvinde. Præcis hvilke kulturprogrammer, der vil forsvinde og hvilke der vil blive reduceret, er endnu ikke meldt ud. Men Kulturnyt vil formentlig også blive reduceret.
P2

Jazz Live – 100 % nedskæring
DR holder helt op med at optage jazz-koncenter live. Mange organisationer, spillesteder, musikere, Radio Jazz, Ålborg Universitet og Jazzsamlingerne på Det Fynske Konservatorium, foreninger m.v. har reageret og sendt protestbreve til Folketingets kulturudvalg og DRs direktion. Der har også været diverse indlæg i aviserne bl.a. kronikker i Information og Politiken. En underskriftsindsamling forestået af Holbæk Jazzklub på nettet har indsamlet 2500 underskrifter primært fra lyttere over hele landet.

Operanyt – 100 % nedskæring
Med lukningen af Operanyt, vil DR ikke længere have særskilt formidling om opera på et fast tidspunkt, lavet af mennesker med viden om området.

Litteraturoplæsning – 100 % nedskæring

P2 Plus – ukendt procentsats
Den samlede kulturafdeling i DR skal spare omkring 10 mio. kr. årligt. Det præcise tal er endnu ikke meldt ud. Det vil formentlig betyde, at 15-20 kulturmedarbejdere ud af ca. 75 ansatte vil forsvinde. Præcis hvilke kulturprogrammer, der vil forsvinde og hvilke, der vil blive reduceret, er endnu ikke meldt ud. Men P2 Plus vil med stor sikkerhed blive reduceret.

Plus Bog – ukendt procentsats
Den samlede kulturafdeling i DR skal spare omkring 10 mio. kr. årligt. Det præcise tal er endnu ikke meldt ud. Det vil formentlig betyde, at 15-20 kulturmedarbejdere ud af ca. 75 ansatte vil forsvinde. Præcis hvilke kulturprogrammer, der vil forsvinde og hvilke, der vil blive reduceret, er endnu ikke meldt ud. Men Plus Bog vil med stor sikkerhed blive reduceret.

Kunstmagasinet – ukendt procentsats
Den samlede kulturafdeling i DR skal spare omkring 10 mio. kr. årligt. Det præcise tal er endnu ikke meldt ud. Det vil formentlig betyde, at 15-20 kulturmedarbejdere ud af ca. 75 ansatte vil forsvinde. Præcis hvilke kulturprogrammer, der vil forsvinde og hvilke, der vil blive reduceret, er endnu ikke meldt ud. Men Kunstmagasinet vil med stor sikkerhed blive reduceret.

Musikformidling – 25 % nedskæring
For at gennemføre besparelsen, skal der laves en generel omlægning af musikformidlingen på P2. Da planerne endnu ikke er offentliggjorte, ved vi ikke hvad konsekvenserne er, men der forventes omfattende nedlæggelser af programmer og store reduktioner i budgetterne. Det vil medføre et mere snævert programudbud, mindre formidling, færre researchede programmer og færre analytiske programmer.

Lyt til nyt – 60 % nedskæring
Programmet bliver reduceret i forbindelse med hele den omformattering af P2, der skal finde sted som led i spareplanen. Med reduktionen i af Lyt til nyt vil, der blive markant mindre information og formidling af ny dansk kompositionsmusik.

Radiodrama – ukendt procentsats
Radiodrama og TV-drama bliver langt sammen, således at fremtidig radiodramatik skal produceres i samarbejde med TV-drama.

Radioavisen – ukendt procentsats
Radioavisen kl. 12 bliver forkortet fra 30 til 20 min. på hverdage, og fra 20 til 15 min. i weekenderne. Budgettet reducers her med 2-3 mio. kr. årligt.
DRs nyhedsafdeling skal herudover samlet set spare 22 mio. kr. årligt på redigeringsfolk, lydteknikere, fotografer m.m., i alt 40 procent af den tekniske stab forsvinder. For Radioavisens vedkommende betyder det dårligere lyd og dårligere journalistik, fordi journalisterne fremover skal tid på teknik, som i dag bliver brugt på indhold.

P3

Danish Music Award – 100 % nedskæring
DR holder op med at sende Danish Music Award.

P4

Fredagslive – 100 % nedskæring
DR ophører med at optage og transmittere rytmisk musik live

Relax – 100 % nedskæring
Programmet forsvinder blot 8½ måned efter første udsendelse blev sendt.

Regionale middagsudsendelser – 100 % nedskæring
Med lukningen af den regionale middagsflade, udgår endnu et regionalt program fra P4. Dermed er ca. en femtedel af de lokale regionale programmer bortfaldet på to år, samtidig med at DR har formuleret et mål om at komme tættere på danskerne.

Regionale nyheder og programmer generelt – ca. 8-19 % nedskæring
Især musikken og kulturen i provinsen vil mærke, at der er færre folk til at dække området. Hos DR Nordjylland, der skal spare 19 procent, bliver 7 ud af de nuværende 36 stillinger nedlagt. Færre ressourcer på regionalstationerne vil alt andet lige give færre reportere i marken, dvs. den almindelige borger vil opleve, at vi sjældent er på stedet, når tingene sker. Mere telefon, mindre reportage.

Fredagsbar – 100 % nedskæring
Hos DR Sjælland betyder de generelle besparelser, at programmet Fredagsbar lukker.

Radioavisen – ukendt procentsats
Radioavisen kl. 12 bliver forkortet fra 30 til 20 min. på hverdage, og fra 20 til 15 min. i weekenderne. Budgettet reducers her med 2-3 mio. kr. årligt.
DRs nyhedsafdeling skal herudover samlet set spare 22 mio. kr. årligt på redigeringsfolk, lydteknikere, fotografer m.m., i alt 40 procent af den tekniske stab forsvinder. For Radioavisens vedkommende betyder det dårligere lyd og dårligere journalistik, fordi journalisterne fremover skal tid på teknik, som i dag bliver brugt på indhold.


DAB

DR X – 100 % nedskæring


TV

DR1

Lørdagsunderholdning – 100 % nedskæring
Udgør i alt 23 % af DRs underholdningsbudget.

Dansegrandprix – 100 % nedskæring

Aften Tour – 100 % nedskæring

Danish Music Award – 100 % nedskæring

Kulturtransmissioner – 100 % nedskæring
Eksterne events og transmissioner er ikke DRs kerneopgave, skriver direktionen. Derfor forsvinder en række transmissioner fra kulturelle begivenheder, blandt andet uddelingen af Reumert- og Robert-priser, m.m.

Sportstransmissioner – 100 % nedskæring
VM i foldbold, OL, atletik, håndbold, cykling, speedway, skihop

Undervisningsprogrammer – 88 % nedskæring
Alle enkeltstående undervisnings-udsendelser, samt mindre serier bliver helt fjernet fra afdelingen. Der er tale om 90-100 halvtimes programmer, der typisk har været genudsendt 7 gange. Ud over den samlede undervisningsverden, rammer besparelserne specielt de lavtuddannede borgere, der har fundet motivation og inspiration til et bedre liv i DR Undervisnings programmer. Den voldsomme reduktion af nyproduktion til dr.dk vil også få mærkbare konsekvenser for de mange brugere både i undervisningsverdenen og blandt borgere i al almindelighed. Kun enkelte kampagner bevares.

Sportsnyt – ukendt procentsats

Søndagssport – ukendt procentsats

TV-Avisen – ukendt procentsats
Der skal spares ca. 4 mio. kr. årligt på de korte TV-Aviser. DRs nyhedsafdeling skal herudover samlet set spare 22 mio. kr. årligt på redigeringsfolk, lydteknikere, fotografer m.m., i alt 40 procent af den tekniske stab forsvinder. For TV-Avisens vedkommende betyder det dårligere billeder og lyd og dårligere journalistik, fordi journalisterne fremover skal bruge tid på teknik og fotografering, som i dag bliver brugt på indhold. Herudover beskæres vagtplanlægning, afrapportering og økonomifunktion med 70 procent, så journalisterne selv skal bruge mere tid på planlægning og bogholderi, ligesom der nedlægges korrespondentposter.

Aftenshowet – ukendt procentsats


DR2

Musikprogrammet – 100 % nedskæring
Den faste dækning af rytmisk musik på DR2 forsvinder, ligesom programmets hjemmeside forsvinder. Nedlæggelsen af programmet blev præsenteret i forbindelse med spareplanen, men ikke sat i forbindelse med en konkret besparelse.
Spot - kulturportrætter– 100 % nedskæring
Serien af kulturportrætter forsvinder helt fra DR 2

Undervisningsprogrammer – 88 % nedskæring
Alle enkeltstående undervisnings-udsendelser, samt mindre serier bliver helt fjernet fra afdelingen. Der er tale om 90-100 halvtimes programmer, der typisk har været genudsendt 7 gange. Ud over den samlede undervisningsverden, rammer besparelserne specielt de lavtuddannede borgere, der har fundet motivation og inspiration til et bedre liv i DR Undervisnings programmer. Den voldsomme reduktion af nyproduktion til dr.dk vil også få mærkbare konsekvenser for de mange brugere både i undervisningsverdenen og blandt borgere i al almindelighed. Kun enkelte kampagner bevares.

Eksistens-programmer – 100 % nedskæring

Den 11. time – ukendt procentsats

Tema-tirsdage – ukendt procentsats

Deadline – ukendt procentsats
Deadline skal ikke skære ned i udgifterne til journalister. Men DRs nyhedsafdeling skal samlet set spare 22 mio. kr. årligt på redigeringsfolk, lydteknikere, fotografer m.m., i alt 40 procent af den tekniske stab forsvinder. For Deadline 22:30s vedkommende betyder det, at alle teknikere og fotografer bliver sparet væk. For seerne vil det bl.a. betyde, at de nuværende egenproducerede indslag, der leder op til interview og debatter, i hovedsagen forsvinder.


dr.dk

Viden Om – 100 % nedskæring

Børnepris – 100 % nedskæring

Klub Ø – 100 % nedskæring

Bolero – 100 % nedskæring

Lyt til nyt – 100 % nedskæring

Operanyt – 100 % nedskæring

Bog – 100 % nedskæring

Undervisning – 88 % nedskæring

Spil – 50 % nedskæring

Tekst tv – ukendt procentsats

Underholdning – ukendt procentsats

Oplysning – ukendt procentsats

Kultur – ukendt procentsats

Temaer – ukendt procentsats

Unge – ukendt procentsats


Hele DR

Besparelser, der berører samtlige programmer


DRs arkiv, bibliotek m.m. – ca. 50 % nedskæring, 17-20 mio kr.
Ved halvering af budgettet kan arkivering og registrering af udsendelsesstof og råstof i Mediearkivet kun bære en mindre del af besparelsen, hvis man skal kunne genfinde optagelser og udsendelser. Det vil derfor især gå ud over andre ydelser som f.eks. research. Det vil formentlig betyde færre genbrugsindslag i udsendelserne, da der vil være langt færre medarbejdere til at hjælpe journalisterne med at finde det, der er mere kompliceret at finde i arkiv og baser. Uden mulighed for grundig og dybtgående research efter de relevante indslag mister programmerne forskelligartethed og historisk perspektivering.

Teknologi, service, rengøring, kantine, m.m. – 10 % - ca. 40 mio kr.
DR seere og lyttere skal regne med at opleve en reduceret teknisk kvalitet m.m. Der vil bl.a. forekomme et stigende antal fejl som følge af manglende vedligehold eller ibrugtagning af ikke færdigudviklet eller gennemtestet udstyr.

Vagtplanlægning m.m. i DR Nyheder – ca. 70 % - ca. 10 mio kr.
Vagtplanlægningen og Servicedesken nedlægges, og formentlig spares også produktionssekretærerne og prompterne væk. Økonomifunktionen rammes også. Vi ved endnu ikke, hvordan arbejdsopgaverne i Servicedesken skal fordeles. Det drejer sig hovedsagelig om telefonekspedition af opkald til TV-A og Radioavisen. Servicedesken arkiverer også alle radioaviser i Mediearkivet, samt registrerer brug af musik m.v til Koda-Gramex. Desuden sørger Servicedesken for postfordeling til alle medarbejdere i DR-Nyheder - og tager sig af indkøb af kontormateriale m.m.m. Med besparelserne i vagtplanlægning og servicedesk vil de redaktionelle medarbejdere skulle overtage en væsentlig del af dette arbejde og dermed få mindre tid til at producere radio og tv.

--

spørgsmålet er ikke, om vi ikke lige så godt kan lukke institutionen med det samme. Men i så fald så fordele midlerne til medarbejderne at forvalte... Hellere 100 radiostationer 2 timer hver dag, båret af ånd, vid, indsigt og gejst, end et døgnmedie uden nosser!

Hele stationen burde nedlægge arbejdet, indtil regeringen greb ind med de fornødne midler. Så kunne de lære det!

Etiketter: , , ,