Science fiction, low-tech dystopi, Frankensteins menneskeimdb
Synops: I en trøstesløs, voldelig fremtid, hvor al forskning er rettet mod at gen-befolke Jorden, har Walter med kemiudstyr fra nedlagte bio-techlaboratorier samt en avanceret hjerneskanner skabt en eksakt kopi af sig selv.
Hvordan spiller et menneske robot?Én måde kunne være at fremtone mindre udtryksfuld end sine omgivelser, så sammenligningen angav det kunstige - idet vi normalt antager, at et ikke-menneske optræder uden eller ikke fuldstændig med genkendelige menneskelige følelser? Men når originalen optræder stort set lige så (lidt) udtryksfuldt som robot-klonen, stilles beskueren over for en kæmpe udfordring, der ikke blot er begrænset til et fortælledramatisk spørgsmål om, "Hvem er robotten og hvem er mennesket", men ét, der er meget vigtigere: "Betyder det noget, hvem robotten og mennesket er, når der er så lille forskel - når begge er lige kolde?"
Manus skal vise sig at behøve denne lighed, ja tillige at være baseret på den - "da han kopierede sit sind og gjorde det til mit, kopierede han også sin psyke", som kopien siger på et tidspunkt. Men manglen på følelsesudtryk gør det svært at identificere mig både med kopien, der fremtræder som slave, og med originalen, der af sine indestængte længsler drives til at betragte denne eksterne repræsentation af sig selv som først mindre værdig end ham selv, og siden som en trussel. Ingen automatisk medfølelse, fordi det sympatifordrende udgangspunkt er så lille.
Hvordan finde medfølelse med dén, som ikke er særlig varm? *
Man må i hvert fald vide noget om, hvordan det er at være spærret følelsesmæssigt inde i sig selv. At kende til at mærke følelser, som man ikke kan komme af med, og så have oplevet det modsatte, og registreret forskellen.
Det er dét, som er filmens egentlige problem. En gammelkendt historie, hvor skabelsen og skaberen bliver antagonister, som egentlig ikke tilfører noget nyt til den menneskelige historie. Men da den alligevel opdateres til moderne scenarie, som vi med mellemrum er nødt til at gøre med alle vore historier, fokuseres ensidigt på de dramatiske muligheder for identitetsforveksling mellem skaber og skabning, mellem Walter og Puzzlehead: Vil en kvinde, der elsker, kunne tage fejl af menneske og robot? For at vi skal tro på, at det er muligt, er kvinden gjort så museagtig, at hun matcher skaberen og robottens lave følelsesmæssige niveau, hvilket afstedkommer så lavt emotionelt identifikationsniveau, at formodentlig kun den, der er lige så genert som Walter, Puzzlehead eller kvinden, de elsker, vil føle sig følelsesmæssigt berørt.
Jeg kan næsten høre pitchen (den må i så fald have foregået i instruktørens hoved, da han også selv har produceret): "Forestil jer en blanding af Blodbrødre og Frankenstein, hvor den gode tvilling er skabningen, som den bevidsthedssøgende onde tvilling har begrænset, så han ikke kan søge viden, vokse i bevidsthed. Et billede på administrationens undertrykkelse af individtanken, og individerne af hinanden. Og begge tvillinger drages naturligvis af den samme kvinde - der kommer til at stå som det centrale formål med alt liv: Samværet med det andet køn. Og et eventuelt barn som symbol på fremtiden - hér som konkret målestok for det totalt rene og ubesmittede, en blank tavle at skrive historien om på."
Vi ér nødt til at fortælle de samme historier igen og igen - også den her om konsekvenserne af at skabe i vort eget billede, og om at overgå sit ophav. Ved at henlægge denne til en nær undergangsfremtid med robotten i centrum angives, at historierne ikke er
menneskelige historier, men historier der har sin rod i bevidsthed og i følelser, uanset hvor denne kombination end måtte opstå. Og dermed: At vi bør give dém (eller dét), vi efterlader os, alle muligheder for selv at vokse i følelse og bevidsthed.
Sympatisk, meget kristent og måske tillige udviklingsdynamisk i overensstemmelse med fakta. Men i historien for mig desværre uden den nødvendige varme til, at det bliver andet end gennemsnitlig bekræftelse af, hvad jeg allerede tror på. Formodentlig en film, jeg vil kunne huske at have set - Puzzlehead er en fed titel - men næppe, hvad den handler om.
Jo, vent.
Måske vil jeg kunne huske den ekstremt effektive måde, den cinematografiske illusion om
fremtid totalt low-tech, stort set kun ved brug af New Yorker-betonbyggeri, lyslægning, regnvej og uden voldsomt væsentlige special effects, blev
virkelig troværdig sort og trøstesløs inde i mit hoved. Hvor fremtiden som bekendt er. Som det eneste sted...
*Ikke uvæsentligt i et land som Danmark, der er så optaget på at tage omsorgen ud af borgernes hænder - hér bliver alle menneskelige følelser hos omsorgsnødige gjort til samme grød efter mindste fællesnævner - dvs. at omsorg baserer sig på en reduktion af patient og klient til basal hjælpeløshed, snarere end at se på, hvad den enkelte faktisk kan. Fordi det vitterligt ér svært at identificere sig med den selvstændige, som samtidig behøver hjælp - især hvis hjælperen er en rationell, budgetbeskåret, effektivitetsfikseret politisk administration, der tror humanisme er enhver beskåret, som ikke ønsker at slå ihjel.Etiketter: bevidsthed, Danmark, fattigdom, filmomtale, frihed, frygt, kærlighed, menneske, robot, science fiction, varme
