DRs nedlægning 5 - Hvem er Jesper Klein?!

Mens jeg med mit lille digitalkamera filmede den strømmende demo mod nedskæringerne i DR, overhørte jeg en yngre forbipasserende mandlig cyklist sige ind i mobilen - åbenbart som forklaring på larmen omkring sig: Nåe, det er bare 65-segmentet i demo.

Det stødte mig.

Ikke fordi jeg ikke ønsker at blive associeret med mennesker 20 år ældre end jeg selv, men fordi jeg i ét nu oplevede hans smarthånlige bemærkning præcis udtrykke den manglende evne til at se andet end det programmerede billede, der ikke blot er udbredt i Danmark, men som gamle HCA i sin historie om kejseren for 200 år siden allerede så som universelt:

Demonstrerer mennesker et ønske om at bevare HØJ kvalitet i DRs sendeflade, må det nødvendigvis være, fordi de enten har kendskabet til høj kvalitet ind med modermælken - en forvænthed med den bedste mad og vin, rigelig med omsorg og følelsesvarme, at kunne argumentere sig til jævnligt at få sin vilje, de bedste lærere, det bedste køretøj, den bedste partner, det mest optimistiske, selvsikre udsyn osv. - eller gradvist gennem livet har lært at sondre mellem det gode og det mindre gode, det smagfulde og det usmagelige, det smagfyldte og det smagløse, det bestandige og det ubestandige, det unikke og det almindelige, det væsentlige og det overflødige.

Demonstranterne er altså enten mennesker, der har forskellen på skæg og snot med hjemmefra eller har kæmpet sig til den ved hårdt arbejde, evt. et langt liv eller en høj uddannelse, eller stor sensitivitet: Hvad er høj og hvad er lav kvalitet. Og hvori nytten af at kunne sondre består.

Programudbuddet i DR laver ikke sig selv.

Demonstranter for bevarelsen af kvalitativ bredde og dybde i DRs udsendelsesflade er altså mennesker, som er tilvænnet en daglig dosis vidende og videbegærlige journalister med beføjelser til at være dygtige til at beskæftige sig med menneskers følelser, tanker, produkter, relationer, problemer, placering, egenart. De dannede nysgerrige og/eller 65-segmentets narkomani efter kvalitet. Folk, som af livet har lært ikke at nøjes med mindre end det bedste. I hvert fald hvad angår informationer om og fra verden overleveret i lyd og billed.

Den unge cyklist tilhører givet "det segment", som selv udvælger sig al sin information fra nettet - hvilke nyheder han vil høre, hvilke film, musik, underholdning - vælger sin kreds af venner og bekendte, og er afhængig af selv at blive valgt. Han kan altid - via nettet - blive opdateret på det seneste, når han vil, og det vil han gerne og ofte. Og har dét at være konstant ajour på øjeblikket som sin stimulans. Men hvem producere alt det, han hører og ser dér?

Snarere end én, der marcherede for at demonstrere mod et seriøst tab af kvalitativ information, for mig selv og for dét, jeg opfatter som et gyldigt, dansk, samfund, følte jeg, at en her-og-nu-social-junkie og on-linesnob med én bemærkning havde reduceret mig til en passiv-informations-modtager-og-uden-for-alt-væsentligt taber. Skåret ned til én, som spilder menneskeligt sociale ressourcer ved at over-værdsætte at modtage information uden at skulle give noget igen. Eller sagt med andre ord: Det søde, unge menneske viste sin manglende dannelse ved at reducere mig og de andre DR-demonstranter til antikviteter uden sans for øjeblikkets værdier.

Gr. ringe skoleforudsætninger har jeg selv dyrket samme nedvurdering i mange år, men i dag er jeg en snob, som aldrig kan komme langt nok i dybden: Jeg har smagt på kalken og kalken er sød... Viden vaccinerer. Viden opildner og åbner. Viden vil have mere. Ikke flere gratisaviser og overskrifter, men viden: Dybde. Forståelse. Indsigt.

Jeg besluttede, at jeg ville tage nogle fotos af cyklistens jævnaldrende i demoen, og således demontrere, at det ikke kun var det lange liv, som var på march. Fyren med skægget var meget fremtrædende og måtte i kameraet. Siden skulle han så gå på scenen for at sige et par ord sammen med vennen til venstre, men først skulle vi fra Nytorv foran Domhuset, gennem Nørregade, til venstre ved Stormgade, forbi Torvaldsens og over Højbro og ned langs Gammel Strand til røven (eller ryggen) af Kulturministeriet, hvor billedhuggeren S. W. Hansens "Slægt løfter slægt" (står). Her stod (også) scenen klar til en lille perlerække af indslag for de fremmødte.

<- Denne ældre sag skal være den eneste nævnt.

Efter et kvarters reminiscens over et komisk liv på scenen og i bl.a. børne-TV (jeg bar min børne-TV-teeshirt til arrangementet!), og mere end at have antydet muligheden af, at en højrefløjsopfattelse af de skabende kræfter i DR som "røde lejesvende" kunne være årsagen til dette kulturmord på den eneste reklamefri kanal, der er tilbage, gik den ældre herre af scenen til dagens største og længste bifald.

Jeg så ham standse ved bagtæppet og se ganske forbløffet ud - så længe dét bifald dog blev ved!

Derpå gik vores rødskæggede unge ven på scenen.

Sammen med sin ven fra før repræsenterede de det nye ungdomsTV, sagde han, og ville gerne sige, at det altså ikke stod så sløjt til med DR, som alle gik rundt og tænkte. Der var faktisk mange gode programmer, interessante og spændende. Og lærerige... Faktisk havde de bedt om mikrofontid for at gå i rette med "den ældre herre i den lange frakke, som jeg dog ikke ved, hvem er"...

Ja. og alle unge mener nuet er bedre end fortiden og jeg vidste sgu ikke, hvem Poul Reumert var, da jeg var 21. Men jeg var heller ikke ansat i en kulturskabende- og formidlende institution, og havde derfor heller ikke ansvar for at holde nationen til faklen.

Denne rødskæggede fætter kom for mig til at repræsentere alt, som er galt med det såkaldte informationssamfund: Kvantitet frem for kvalitet. Bevares, han er sikkert en sød fyr - og hans ven skyndte sig at gribe mikrofonen, inden de forlod scenen, og sagde: Jesper Klein, du er for sej! for om muligt at genvinde lidt af tabet af ære. Men det var for sent. Kejseren har fået nye klæ'r. Og kun de pauvestre af skræddere er tilbage på slottet.

Skal vi så ikke bare lukke slottet og få refunderet medieskatten? Og lade dem, der klæ'r sig som kejseren, fryse? Men det er synd, er det ikke? Det turde være indlysende, at vi ALLE mister territorium, hvis laveste fællesnævner vinder. Igen.

Så, nu ikke flere fucking metaforer:

Nedlæg DR som kulturskabende og -formulerende institution og nedlæg "Danmark" som samfund! Det kan ikke siges tydeligere.

DR's nedlægning 1

Når du køber tomater, køber du altid dem, der er helt smattede og ikke holder længere end 10 minutter. Ikke? Og når du indgår et parforhold, vælger du bevidst en partner, der er utiltalende, løgnagtig, utro og aldrig nærværende. Ikke? Og hvad som helst du beskæftiger dig med er altid det mest kedelige, uinspirerende, tomme, åndsforladte, du kan finde. Ikke? Og i næste uge skal du ind og have lavet din årlige lobotomi, bare for at være på den sikre side. Ikke?

Ikke nikke nej, vel!?

Skal dårlig forvaltning og en ultra-højredrejende regering have lov til at lukke munden på alle i DRs radio, som har en selvstændig mening, mener noget med det de gør, tør forfølge historier ingen andre gør, tør risikere at være kedelige for at komme i dybden, og informerer fra HELE Danmark og ALLE steder i verden, snarere end blot fra Københavns pop-overgrund og politisk sanktionerede demokratier?

Vi bliver alle sammen fattigere for hvert et kulturprogram, der forsvinder fra DRs radio. På alle måder. Man kan ikke, efter at have klippet den historiske tråd, uden videre tage den op igen og spinde videre - ikke bare vente til de politiske vinde skifter - ikke bare håbe, at det går væk af sig selv. Undertrykkelse går ikke væk af sig selv.

SKRIV UNDER på en fredning af DRs radio - og kan du gøre mere end det, skrive og debattere, begræde, harme! på din egen blog eller i læserbreve, så gør dét! Men GØR noget:

Sig nej til ødelæggelsen af danskernes Daglige Realitet - vi har intet andet medie, som på samme måde forbinder os alle sammen. Tænk over dét: Intet andet fællesmedie, som taler til os alle, uden at tale ned! Uden reklamer! Danmark, Døgnet Rundt!

Film: The Secret Life of Words (2005)

Drama

En lille film, der aldrig ville kunne yde sit store underliggende emne retfærdighed, og lykkeligvis heller ikke forsøger på det. En lille flig af rædslerne, mennesker påføres, får vi. Et lillebitte hjørne for beskueren muligvis at fatte bare en anelse af, hvordan det er at have overlevet tortur.

imdb

Synopsis: Josef bliver svært forbrændt på en olieboreplatform og er tvunget til at blive der, indtil forsikringsspørgsmålet falder på plads. Hanna, der er blevet tvunget på ferie af sin arbejdsplads, fordi kolleger og fagforening klager over hendes punktlighed, lader sig hyre til at være sygeplejerske for ham. Han kan ikke se som følge af ulykken. Hun kan ikke udtrykke sine følelser. I tiden på boreplatformen nærmer de sig hinanden.

Måske de fleste ville opleve, at filmen skal få os til at tænke, at der er håb for enhver, som er kommet til skade i livet. Men jeg oplever den som en 120 minutters pakke, der kun sigter på at give Hanna en platform, hvorfra hun kan fortælle sin historie fra krigen.

Denne historie har samme effekt på mig som de eminente fortællere fra snart hedengangne DR: Ved blot at lytte, danner vi vore egne billeder. Inde i vore hoveder ser vi fortællingen udspille sig uden samtidig at føle skyld over ikke at kunne gøre noget ved grusomhederne. Som det ofte er tilfældet med TV, hvor vi må lukke af for det hele, fordi billedsiden får os til at føle det ske lige uden for vore vinduer, for så først med TV'et slukket at kunne sortere og finde os selv (hvis vi når det, inden vi har set en fiktionsfilm med 10 mord på 70 minutter).

Hannas fortælling bliver "vores egen" fortælling, vore egne billeder, vore egne grænser, og ved at være givet tilladelsen gennem den orale overlevering til at fylde os selv ind i det skete i vores egen hastighed og med vores egne evner for medfølelse, forbliver vi stærke i vores egen hverdag og virkelighed. Som er det eneste sted fred kan udspringe fra.

Dét alene gør tiden vel brugt. Om så disse billeder går tabt i strømmen af nye forestillinger, vil de for evigt have været vore egne. Det er det eneste, vi kan reagere på. Med omfanget af vores personlige evne til at gøre verden virkelig for os selv.

Filmen er dedikeret Inge Genefke fra Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre. Hér spillet ikke så overbevisende af Julie Christie ("Kopenhaaagen") - jeg har nemlig selv mødt damen og hun er sej!

Tim Robbins spiller Josef og canadiske Sarah Polley er Hanna - hold øje med hende; hun er dygtig.