washington, Peru, Kbh 4

Jeg er sulten. Kan næppe beskrive det på nogen anden måde. Jeg er overmåde sulten. Og jeg har været sulten det meste af mit liv.

Det var næppe skolens skyld - den gjorde det bedste, den formåede. Ej heller mine forældres skyld - de gjorde det bedste, de formåede. Skyld bærer ingen. I den verden, jeg blev født ind i, var der blot ikke plads til min nysgerrighed, eller ressourcer til at stille den.

Så, jeg er stadig sulten. Blasert over for verden og verdens kulturer, ja, det er jeg - fordi mit fremmeste talent er syntesen: Koblingen af enheder til færre enheder - på uforståelig vis har jeg naturlig forståelse af koblinger, jeg ingen forudsætninger har for at forstå. Men det vedligeholder sulten, når der bliver mindre og mindre at fortære. Så, sulten er efterhånden konstant.

Min amerikanske veninde er et kildevæld af informationer - om amerikansk politik og økonomi, med alle mulige levende og døde figurer kastet ind i historierne, som jeg ikke har hørt om eller forstår betydningen af. Men hvis jeg kan modstå utålmodigheden med hendes trang til at fortælle uden at vente 5 sekunder på modspil, mærker jeg sulten melde sig som en brændende slange, der fylder mine lemmer.

Det er dog ikke den fysiske verden, der interesserer mig - ikke menneskene som sådan - men hendes personlige optagethed af sammenhængene, der vækker slangen, når det lykkes at tøjle utålmodigheden: Den brændende længsel efter at føle mig fyldt op af noget, der betyder noget. Noget, der er værd at give videre - på samme vis som hun brænder for at dele sin akkumulerede erfaring med mig og enhver, der gider høre. Det er selveste trangen efter at være en del af noget, som behøver mig. Ikke bare et hvilket som helst menneske, men mig. Med de evner, jeg besidder, og med den sult, der kommer af aldrig at være blevet stimuleret tilstrækkeligt.

Jeg ser ud mod verdensrummet gennem film og bøger, jeg ser indad gennem filosofien og drømmene, jeg ser eksistensen udstrakt mellem forestillingerne om før og efter, og i illusionerne og de smukke fantasier om et liv før og efter dette. Det ér ikke og kan ikke være enkeltindivider, men beskriver derimod tilsammen det smukke væsen, som drømmer alle disse ting: Mennesket. Mennesket, som kun kan reagere med impotent vrede, sorg, følelse af ulykke, når sydamerikanske fattige bevidst forgives af mad, som falske nødhjælpsarbejdere uddeler til dem ved juletid. Mennesket, som jubler foran skærmen, når barnet efter flere døgn hentes op af en dyb brønd i en ukendt provins i et land, de knap nok ved, hvor er.

Dette menneske, som skaber universet, uden at forstå redskaberne til skabelsen, men ikke desto mindre opbygger det fra grunden på gætværk og deduktion og statistik og hardcore vedholdenhed ved observationen af de største og mindste detaljer i de største og mindste mønstre... Dette menneske er min brændende sult.

Som snart 47'årig er jeg klar over, at jeg skal dø en dag. Denne dag var uendeligt langt væk for 15-20 år siden, men ikke i dag. Men jeg er ikke den fjerneste bange for at blive væk blandt stjernene. I min egen opfattelse af tingene kan jeg ikke gøre andet og mere, end det jeg gør. En stædig, selvfokuseret afsøgning af det forståelsesunivers, der er mennesket. "Virkelighed er et sprog i sindet (the mind)" kom for nyligt til mig under en skriftlig gennemgang af perspektiverne i og problemerne med tidsrejser, som forskere i parantes mere betragter som en sandsynlighed end det modsatte: Jo flere mennesker, der fokuserer på det samme, desto mere virkeligt bliver det.

Sådan er det med sprog - de forskellige sprogs opgave er formidlingen af afgrænsede virkeligheder, og den fælles virkelighed tales i et fælles sprog, der overfører, "oversætter" eller #transporterer" individuelle oplevelser forståeligt fra menneske til menneske. Så "rød" altid er forståeligt "rød" for alle, "glæde" er forståelig "glæde", "gud" forståelig "gud" og "fremtid" et projektionsrum alle skal kunne gå lige trygge ind i.

Men der er så mange mennesker, som er bange for at dø. Bange for at lide. Uagtet at alle religioner og trosretninger, selv dem uden guder og/eller med personofre, rummer muligheden for en ideel bortgang... Og denne frygt, som er en totalt overflødig advarselsmekanisme fra dengang vi var reptiler og vores hjerne kun bestod af rygrad og en smule hjernebark med hormoner til straf og belønning, værner vi om og giver stadig videre fra generation til generation, fordi vi ikke ser nogen alternativer til at kende til faren ved visse ting.

Denne mangel på alternativ er hvad der driver mig i dag. Slutteligt vil jeg måske blive drevet ud over kanten, men i dag forsøger jeg bare at finde frem til det, jeg ønsker. Dét, der definerer mig. Jeg drives den vej, fordi jeg ér sådan. Og hvad der venter for enden af denne vej, er enten døden eller et svar. Længere er dén ikke. Dét mildner dødsangsten (, Mikael). Jeg befinder mig reelt set ikke på en vej, idét et sådan billede angiver muligheden for at vende om eller tage en anden rute, men det er ikke tilfældet. Analogien passer kun, hvis jeg i indbildskhed forestiller mig, at andre mennesker ikke lever deres liv lige præcis så fortvivlede, entusiastiske, varmemissilsøgende, begærlige, udmattende, stædige, værdiannullerende liv som jeg.

(Og hér er så det inkompetent sammenskruede, men dog effektive, amerikanske varmeanlæg gået i gang med at holde kulden ude af lejligheden - med en vibration og en larm som flygtningelejrens 10KW-generator, der går igang igen lige uden for teltet. Nyttig... men hold da kæft, hvor det larmer - især 3:38 om morgenen!)

washington, Peru, Kbh 3

Blev kørt fra Ronald Reagan Airport... til Alexandria, hvor min veninde og hendes datter bor. Naboen var ved rattet. Ung fyr, der 1) kørte som om han var ved at OD'e af kaffe, 2) gik ind for skydevåben til alle "så man kunne beskytte sig mod dem, der vil overfalde én med skydevåben", og 3) bød mig hjerteligt velkommen i Guds eget land ved at spille en sang om "I blame it on the viking", fordi min venindes datter har døbt mig "My Viking". Oh boy. Efter en tid var jeg i stand til at se det som, at han gjorde hvad han kunne for at få mig til at føle mig velkommen, samtidig med at han manifesterede sig som ung amerikaner over for en ældre udlænding. Stadig uhyggeligt, men andre steder er det endnu mere nådesløst: Dér tales ikke om tingene; dér handler det om, hvilken baggrund man har, om man ser dem i øjnene, hvilken styrke (læs = hensynsløshed og kulde) man kan udstråle. Der er mere end én grund til at rejse, når man kommer fra Danmark, og det er så absolut at blive klar over, hvad det er for en verden man egentlig skal ønske sig. Om end det er ved at blive det samme over det hele.

Hér er også koldt. Og mere kulde er på vej. Imellem reklamerne på TV'et er der lidt nyhedsudsendelser (og bidder af film og serier), som lover mere kulde, meget mere kulde. Greeeeat!

Jeg er i råddent humør. Dejligt at se mine venner hér, men flertallet er efterladt derhjemme. Det er ikke verden, der beder om min tilstedeværelse, men mig der beder verden tage imod mig. Og jeg skal hele tiden arbejde på at holde hjertet åbent.

2 timer efter jeg skiftede fly i Newark, NY, blev lufthavnen lukket pga. en sikkerhedsbrist. En eller anden var smuttet ud gennem en exit, uden at gå igennem tolden. Det burde ikke kunne ske, men det skete. Og fokus er helt i top pga. bombeforsøget forleden. Køen gennem sikkerhedskontrollen i Newark var latterligt lang. I Danmark hvor det hed sig: Mød op 3 timer før afgang til USA pga. skærpet sikkerhed, var jeg igennem sikkerhedsslusen efter 10 minutter. Men USA er ikke det mest effektive land, og der er en følelse af uvilje og modstand i mange servicefunktioner: Folk virker ubegavede og uinteresserede. Ingen ro og selvsikkerhed som i tilsvarende funktioner hjemme. Man kan vel ikke direkte argumentere, at det handler om tryghed i ansættelsen i DK - at folk dér er beskyttede af fagforeninger og arbejdsregler og derfor bedre til at være sig selv? Men måske er det ikke selvmodsigende - måske er netop usikkerhed i ansættelsen plus den amerikanske høflighedstvang er med til at skabe aggressioner og utålmodighed med kunderne?

Har været ude med min veninde i dag for at købe en trådløs router, så hun endelig kan komme på med sin arbejdscomputer. En enorm mall er eneste mulighed for at købe noget på disse kanter, og har de det ikke, er der ingen fritliggende butikker nogen steder, som man kan komme til uden bil. Min veninde har ikke bil. I det hele taget er der meget her, som er umuligt uden en bil. Eller svært og tidkrævende i meget høj grad, fordi afstandene er så vanvittige. Som min veninde udtrykker det: Det tager 4 timers kørsel til min mor mod syd, og 4 timers kørsel til min søster mod nord, og det er alt sammen inden for den samme stat! Og dém er der 5o af!

300.000.000 mennesker. Tallet giver ingen mening, men afstandene og alle menneskene som bebor dem, som intet individ har mulighed for at kende, giver begrebet konsensus en anden betydning, og skaber - modvilligt - en smule forståelse for TV'ets centrale betydning for amerikaneren som repræsentativt forsamlingsrum. Men hold kæft hvor er det nævenyttigt i sin snagen i alt! Det er faktisk stort set ikke til at holde ud. 100 gange værre end TV i Danmark.

Ingen fotos endnu.

menneske.dk flytter server

I løbet af de næste par dage flytter menneske.dk server, og der kan i den forbindelse opstå nogle leveringsproblemer. 

Efterfølgende udbydes menneske-subdomæner for 150 kr. årligt og mailadresser til 50 kr. årligt.

Du kan altså få en hjemmeside, der hedder ditnavn.menneske.dk med FTP-adgang, og/eller en mailadresse, der hedder ditnavn@menneske.dk, med både adgang fra browser og til off-line-læsning via mailprogram. 

Adgang og opsætning er komplikationsfrit.

Skriv til undertegnede eller til helvildt snabelA menneske.dk. 

Eksildigter, Alan Pary: I kunst skal du ikke tænke tilbage.

Alan Pary er eksilkristen og digter - eller måske må man ligefrem sige "eksildigter", al den stund han er uønsket i Irak, fordi han ud over at være kristen ikke blot nøjes med at tænke sine digte.

Digtningen alle vegne, herunder også i Danmark, ønsker typisk verden bedre for alle, men når et menneske fra en anden kultur kan blive jagtet for at skrive digte, der ønsker verden bedre, er det sært at være borger i en nation, hvor digtning endnu er for de få. Man kunne jo få den tanke, at danskere generelt oplever at have det så godt og trygt, at enhver forandring er en trussel. (Det kaldes, i så fald, stagnation.)

Alan Pary er blot én blandt mange eksil-irakere, som i overensstemmelse med gældende dansk medmenneskelig praksis har levet i årevis i danske asylcentre, helt eksakt 10 år på 3-sengsstue, og nu står over for en yderst uvis udvisning til det strengt muslimske styre i Irak.

Han skriver altid om håb, siger han i dag i Information [pdf]. "I kunst skal man ikke tænke tilbage... hvis du tænker negativt, kommer du til at bringe det ind i kunsten. Jeg skal ikke bringe sygdom til folk. Jeg skal bringe det smukke."

Alan Pary har overlevet 10 års venten på at skrive digte. Har lært sig dansk ved at lytte til Sandholmlejrens personale og skriver i dag digte på fejlfrit dansk. Men hvor mange mennesker er i stand til at overleve 10 år i uvished? Man kan prøve, hvis man kan, at forstille sig, hvordan det som barn ville være at blive foragtet for sin religion, og som voksen at blive fængslet for sin tro.

Det har længe være svært for mig at kapere den danske model med at holde folk i Limbo i årevis. Det er tydeligt, at lovgiverne lever i en verden, hvor frygt ikke blot er primus motor, men også produktet. Hvor ville det være befriende, hvis man snart kunne rejse hovedet alle steder og sige: "Jeg kommer fra Danmark - I ved, dér hvor håbet om en bedre verden bor!" snarere end "Jeg kommer fra Danmark - undskyld! Undskyld, at vi er så bange!"

-

Forfatter, dramatiker og medlem af Dansk PEN, Michael Svennevig, har baseret et teaterstykke, "HEGN", på Alan Parys skæbne i Danmark, som blev opført i Juni på teateret Sorte Hest.

Om stykkets tilblivelse siger Michael Svennevig:

"Selvfølgelig kan det ikke lade sig gøre. Ikke på så kort tid... Men så gælder det om at få fat i de rigtige samarbejdspartnere. Niels Vigild, Thulla og jeg havde allerede lavet "Ørkenshow" (en musikalsk tekst-collage baseret på min roman "Ørkendrømme") på Teatret ved Sorte Hest, så vi vidste, at vi ville kunne samarbejde, og samarbejde godt. De var begge straks med på ideen. Det samme var teatret.

Vi tog sammen op og besøgte digteren i Sandholmlejren og gik tur langs hegnet. Karl Johan Mikkelsen fra D2R, Den Anden Radio, optog lyde fra lejren, som Thulla bearbejdede til forestillingens lydspor.

Det er et stort ansvar, når man skal omsætte levet liv til teater. På den ene side gælder det om at være tro over for det levede liv, der har inspireret til historie, men samtidig skal teksten fungere som teatertekst. Men nogle tekster skriver sig selv, ligesom HEGN gjorde. Musikken og sangene skulle komponeres og teksten skulle indstuderes, og de to fortællelag finde sammen på scenen. Jo, det kan lade sig gøre.

Nu mangler vi bare at få omstødt nogle vilkår og omstændigheder, der er uanstændige. Skammelige. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Det er næste skridt.

Alle involverede i HEGN har arbejdet uden honorar.

Hvis vi hver især gør det, som vi bør gøre, skal vi nok få det ændret."

-

Sognepræst ved Apostekirken på Vesterbro i København, Niels Nymann Eriksen, var inde at se stykket, og blev så rørt, at han i samråd med Michael Svennevig besluttede at lave en happening i kirken. "De afviste asylansøgere... fremstilles ofte i pressen... [kun] som del af at problem eller en sag. Vi synes, det er nødvendigt, at folk får mulighed for at møde dem ansigt til ansigt, og høre deres personlige historie... Ofte er asylansøgere endt som en slags gidsler i det politiske spil. Det vil vi gerne gøre noget ved - ved at gøre det på denne måde." Citat fra Vesterbro Bladet, 13. august 2008

Som indledning havde Michael Svennevig skrevet en prolog, som skuespiller, Kirsten Olsen, læste op. Den kan hentes [hér.]

--
Har man det godt, har man typisk overskud til andre. Har man ikke overskud til andre, men insisterer på, at man har det godt, hvad skal man så kalde det?

Igen kunne man risikere at få en tanke: Måske har vi det ikke godt i Danmark? Spørgsmålet kunne så være hvorfor - men for at blive i Alan Parys tankegang: Hvad skal der til for, at vi får det bedre?

Dramatikeren og præstens iscenesættelse af møder med afviste asylansøgere forsøger at vise det, men meget ville være nået, hvis enhver for sig selv anerkendte, at et menneskes ve og vel ikke er en service, der kan påtages af lavestbydende; at et menneske ikke har en pris, der skal omregnes i kroner og øre: En tidligere centermedarbejder i Sandholmlejren, som må siges at være tæt på dén problematik, er [hér] dybt kritisk over for den statslige politik, Dansk Røde Kors og pengetænkningen i forbindelse med (citat) "omsorgen" (citat slut) for asylansøgere.

Et menneske er et menneske er et menneske. Det kan ikke for ofte vises, siges, indses. Prøv selv.

DRs nedlægning 5 - Hvem er Jesper Klein?!

Mens jeg med mit lille digitalkamera filmede den strømmende demo mod nedskæringerne i DR, overhørte jeg en yngre forbipasserende mandlig cyklist sige ind i mobilen - åbenbart som forklaring på larmen omkring sig: Nåe, det er bare 65-segmentet i demo.

Det stødte mig.

Ikke fordi jeg ikke ønsker at blive associeret med mennesker 20 år ældre end jeg selv, men fordi jeg i ét nu oplevede hans smarthånlige bemærkning præcis udtrykke den manglende evne til at se andet end det programmerede billede, der ikke blot er udbredt i Danmark, men som gamle HCA i sin historie om kejseren for 200 år siden allerede så som universelt:

Demonstrerer mennesker et ønske om at bevare HØJ kvalitet i DRs sendeflade, må det nødvendigvis være, fordi de enten har kendskabet til høj kvalitet ind med modermælken - en forvænthed med den bedste mad og vin, rigelig med omsorg og følelsesvarme, at kunne argumentere sig til jævnligt at få sin vilje, de bedste lærere, det bedste køretøj, den bedste partner, det mest optimistiske, selvsikre udsyn osv. - eller gradvist gennem livet har lært at sondre mellem det gode og det mindre gode, det smagfulde og det usmagelige, det smagfyldte og det smagløse, det bestandige og det ubestandige, det unikke og det almindelige, det væsentlige og det overflødige.

Demonstranterne er altså enten mennesker, der har forskellen på skæg og snot med hjemmefra eller har kæmpet sig til den ved hårdt arbejde, evt. et langt liv eller en høj uddannelse, eller stor sensitivitet: Hvad er høj og hvad er lav kvalitet. Og hvori nytten af at kunne sondre består.

Programudbuddet i DR laver ikke sig selv.

Demonstranter for bevarelsen af kvalitativ bredde og dybde i DRs udsendelsesflade er altså mennesker, som er tilvænnet en daglig dosis vidende og videbegærlige journalister med beføjelser til at være dygtige til at beskæftige sig med menneskers følelser, tanker, produkter, relationer, problemer, placering, egenart. De dannede nysgerrige og/eller 65-segmentets narkomani efter kvalitet. Folk, som af livet har lært ikke at nøjes med mindre end det bedste. I hvert fald hvad angår informationer om og fra verden overleveret i lyd og billed.

Den unge cyklist tilhører givet "det segment", som selv udvælger sig al sin information fra nettet - hvilke nyheder han vil høre, hvilke film, musik, underholdning - vælger sin kreds af venner og bekendte, og er afhængig af selv at blive valgt. Han kan altid - via nettet - blive opdateret på det seneste, når han vil, og det vil han gerne og ofte. Og har dét at være konstant ajour på øjeblikket som sin stimulans. Men hvem producere alt det, han hører og ser dér?

Snarere end én, der marcherede for at demonstrere mod et seriøst tab af kvalitativ information, for mig selv og for dét, jeg opfatter som et gyldigt, dansk, samfund, følte jeg, at en her-og-nu-social-junkie og on-linesnob med én bemærkning havde reduceret mig til en passiv-informations-modtager-og-uden-for-alt-væsentligt taber. Skåret ned til én, som spilder menneskeligt sociale ressourcer ved at over-værdsætte at modtage information uden at skulle give noget igen. Eller sagt med andre ord: Det søde, unge menneske viste sin manglende dannelse ved at reducere mig og de andre DR-demonstranter til antikviteter uden sans for øjeblikkets værdier.

Gr. ringe skoleforudsætninger har jeg selv dyrket samme nedvurdering i mange år, men i dag er jeg en snob, som aldrig kan komme langt nok i dybden: Jeg har smagt på kalken og kalken er sød... Viden vaccinerer. Viden opildner og åbner. Viden vil have mere. Ikke flere gratisaviser og overskrifter, men viden: Dybde. Forståelse. Indsigt.

Jeg besluttede, at jeg ville tage nogle fotos af cyklistens jævnaldrende i demoen, og således demontrere, at det ikke kun var det lange liv, som var på march. Fyren med skægget var meget fremtrædende og måtte i kameraet. Siden skulle han så gå på scenen for at sige et par ord sammen med vennen til venstre, men først skulle vi fra Nytorv foran Domhuset, gennem Nørregade, til venstre ved Stormgade, forbi Torvaldsens og over Højbro og ned langs Gammel Strand til røven (eller ryggen) af Kulturministeriet, hvor billedhuggeren S. W. Hansens "Slægt løfter slægt" (står). Her stod (også) scenen klar til en lille perlerække af indslag for de fremmødte.

<- Denne ældre sag skal være den eneste nævnt.

Efter et kvarters reminiscens over et komisk liv på scenen og i bl.a. børne-TV (jeg bar min børne-TV-teeshirt til arrangementet!), og mere end at have antydet muligheden af, at en højrefløjsopfattelse af de skabende kræfter i DR som "røde lejesvende" kunne være årsagen til dette kulturmord på den eneste reklamefri kanal, der er tilbage, gik den ældre herre af scenen til dagens største og længste bifald.

Jeg så ham standse ved bagtæppet og se ganske forbløffet ud - så længe dét bifald dog blev ved!

Derpå gik vores rødskæggede unge ven på scenen.

Sammen med sin ven fra før repræsenterede de det nye ungdomsTV, sagde han, og ville gerne sige, at det altså ikke stod så sløjt til med DR, som alle gik rundt og tænkte. Der var faktisk mange gode programmer, interessante og spændende. Og lærerige... Faktisk havde de bedt om mikrofontid for at gå i rette med "den ældre herre i den lange frakke, som jeg dog ikke ved, hvem er"...

Ja. og alle unge mener nuet er bedre end fortiden og jeg vidste sgu ikke, hvem Poul Reumert var, da jeg var 21. Men jeg var heller ikke ansat i en kulturskabende- og formidlende institution, og havde derfor heller ikke ansvar for at holde nationen til faklen.

Denne rødskæggede fætter kom for mig til at repræsentere alt, som er galt med det såkaldte informationssamfund: Kvantitet frem for kvalitet. Bevares, han er sikkert en sød fyr - og hans ven skyndte sig at gribe mikrofonen, inden de forlod scenen, og sagde: Jesper Klein, du er for sej! for om muligt at genvinde lidt af tabet af ære. Men det var for sent. Kejseren har fået nye klæ'r. Og kun de pauvestre af skræddere er tilbage på slottet.

Skal vi så ikke bare lukke slottet og få refunderet medieskatten? Og lade dem, der klæ'r sig som kejseren, fryse? Men det er synd, er det ikke? Det turde være indlysende, at vi ALLE mister territorium, hvis laveste fællesnævner vinder. Igen.

Så, nu ikke flere fucking metaforer:

Nedlæg DR som kulturskabende og -formulerende institution og nedlæg "Danmark" som samfund! Det kan ikke siges tydeligere.

@ Venskab

Besynderligt at jeg
skulle befri min ældste ven
fra mig selv for ikke
at stille ham til ansvar
broder kaldte jeg ham og han
var min broder han ér min ven
som jeg enfødte kender søskende
og venskab og endnu et menneske
som vi
kender dem homo sapiens sapiens
skulle komme til verden
alene og uden relation

Ret beset: ofre som disse
forstår jeg ikke et menneske
kan ikke elskes

Film: Puzzlehead (2005)

Science fiction, low-tech dystopi, Frankensteins menneske

imdb



Synops: I en trøstesløs, voldelig fremtid, hvor al forskning er rettet mod at gen-befolke Jorden, har Walter med kemiudstyr fra nedlagte bio-techlaboratorier samt en avanceret hjerneskanner skabt en eksakt kopi af sig selv.

Hvordan spiller et menneske robot?

Én måde kunne være at fremtone mindre udtryksfuld end sine omgivelser, så sammenligningen angav det kunstige - idet vi normalt antager, at et ikke-menneske optræder uden eller ikke fuldstændig med genkendelige menneskelige følelser? Men når originalen optræder stort set lige så (lidt) udtryksfuldt som robot-klonen, stilles beskueren over for en kæmpe udfordring, der ikke blot er begrænset til et fortælledramatisk spørgsmål om, "Hvem er robotten og hvem er mennesket", men ét, der er meget vigtigere: "Betyder det noget, hvem robotten og mennesket er, når der er så lille forskel - når begge er lige kolde?"

Manus skal vise sig at behøve denne lighed, ja tillige at være baseret på den - "da han kopierede sit sind og gjorde det til mit, kopierede han også sin psyke", som kopien siger på et tidspunkt. Men manglen på følelsesudtryk gør det svært at identificere mig både med kopien, der fremtræder som slave, og med originalen, der af sine indestængte længsler drives til at betragte denne eksterne repræsentation af sig selv som først mindre værdig end ham selv, og siden som en trussel. Ingen automatisk medfølelse, fordi det sympatifordrende udgangspunkt er så lille.

Hvordan finde medfølelse med dén, som ikke er særlig varm? *

Man må i hvert fald vide noget om, hvordan det er at være spærret følelsesmæssigt inde i sig selv. At kende til at mærke følelser, som man ikke kan komme af med, og så have oplevet det modsatte, og registreret forskellen.

Det er dét, som er filmens egentlige problem. En gammelkendt historie, hvor skabelsen og skaberen bliver antagonister, som egentlig ikke tilfører noget nyt til den menneskelige historie. Men da den alligevel opdateres til moderne scenarie, som vi med mellemrum er nødt til at gøre med alle vore historier, fokuseres ensidigt på de dramatiske muligheder for identitetsforveksling mellem skaber og skabning, mellem Walter og Puzzlehead: Vil en kvinde, der elsker, kunne tage fejl af menneske og robot? For at vi skal tro på, at det er muligt, er kvinden gjort så museagtig, at hun matcher skaberen og robottens lave følelsesmæssige niveau, hvilket afstedkommer så lavt emotionelt identifikationsniveau, at formodentlig kun den, der er lige så genert som Walter, Puzzlehead eller kvinden, de elsker, vil føle sig følelsesmæssigt berørt.

Jeg kan næsten høre pitchen (den må i så fald have foregået i instruktørens hoved, da han også selv har produceret): "Forestil jer en blanding af Blodbrødre og Frankenstein, hvor den gode tvilling er skabningen, som den bevidsthedssøgende onde tvilling har begrænset, så han ikke kan søge viden, vokse i bevidsthed. Et billede på administrationens undertrykkelse af individtanken, og individerne af hinanden. Og begge tvillinger drages naturligvis af den samme kvinde - der kommer til at stå som det centrale formål med alt liv: Samværet med det andet køn. Og et eventuelt barn som symbol på fremtiden - hér som konkret målestok for det totalt rene og ubesmittede, en blank tavle at skrive historien om på."

Vi ér nødt til at fortælle de samme historier igen og igen - også den her om konsekvenserne af at skabe i vort eget billede, og om at overgå sit ophav. Ved at henlægge denne til en nær undergangsfremtid med robotten i centrum angives, at historierne ikke er menneskelige historier, men historier der har sin rod i bevidsthed og i følelser, uanset hvor denne kombination end måtte opstå. Og dermed: At vi bør give dém (eller dét), vi efterlader os, alle muligheder for selv at vokse i følelse og bevidsthed.

Sympatisk, meget kristent og måske tillige udviklingsdynamisk i overensstemmelse med fakta. Men i historien for mig desværre uden den nødvendige varme til, at det bliver andet end gennemsnitlig bekræftelse af, hvad jeg allerede tror på. Formodentlig en film, jeg vil kunne huske at have set - Puzzlehead er en fed titel - men næppe, hvad den handler om.

Jo, vent.

Måske vil jeg kunne huske den ekstremt effektive måde, den cinematografiske illusion om fremtid totalt low-tech, stort set kun ved brug af New Yorker-betonbyggeri, lyslægning, regnvej og uden voldsomt væsentlige special effects, blev virkelig troværdig sort og trøstesløs inde i mit hoved. Hvor fremtiden som bekendt er. Som det eneste sted...


*Ikke uvæsentligt i et land som Danmark, der er så optaget på at tage omsorgen ud af borgernes hænder - hér bliver alle menneskelige følelser hos omsorgsnødige gjort til samme grød efter mindste fællesnævner - dvs. at omsorg baserer sig på en reduktion af patient og klient til basal hjælpeløshed, snarere end at se på, hvad den enkelte faktisk kan. Fordi det vitterligt ér svært at identificere sig med den selvstændige, som samtidig behøver hjælp - især hvis hjælperen er en rationell, budgetbeskåret, effektivitetsfikseret politisk administration, der tror humanisme er enhver beskåret, som ikke ønsker at slå ihjel.

@ Goddag til fremtiden - og hvad skal samlingen hedde?

[mp4-film]

Fire tidligere indlæg, under overskriften "Farvel til fremtiden", beskrev processen med at give slip på min store samling af science fiction og fantasy-bøger, inden den skulle overdrages til et Københavnsk bibliotek og gives i offentlig udlån.

De sidste 14 dage har jeg haft hver og én af samlingens 1100 bøger i hånden ind til flere gange - for at sætte biblioteksmærker på, stregkode, reparere og plaste. Der skulle skæres plast ud i rette størrelse: Ca. 70% af bøgerne er godt samme størrelse, altså paperback, mens resten, ca 300 bøger, varierer, hvorfor plasten har skullet skæres ud som individuel tilpasning.

Godt 60 bøger og hæfter, der stort set alle er danske, er så dårligt limede, at de er nødt til at få et par klammer igennem sig. Besynderligt, at paperbacks fra 40'erne og novellehæfter fra 30'ernes USA stadig klarer sig igennem, om end papiret begynder at blive skørt - mens tilsvarende udgivelser på dansk fra 50'erne, 60'erne og 70'erne er så billigt lavede, at de falder fra hinanden. Men som min ven, bibliotekaren sagde det: De amerikanske, der holder, er blot dém, der har overlevet...

Måske.

Det har været en sær oplevelse. Jeg har kunnet følge min egen indvoksning i genren - de første bøger, der har min teenageunderskrift på første side.




Siden et A6 ex libris, som jeg tegnede og min kæreste rentegnede i 4 eksemplarer, klæbede op på én A4-side og fotokopierede på sit arbejde - jeg var 16 og hun 17 - som jeg klippede en herre-bunke af, og nåede at klæbe ind i (gudskelov) ikke alt for mange bøger, før idéen mistede nyhedens interesse og udførelsen forekom for grov.



Så brugen af "krabat" som kunstnernavn, i tryk på en rulle med 100 klistermærker, man kunne få for 275 kr gennem postordre - der sidder også et par stykker af dem på indersiden af visse omslag. Asimov, Brunner, Clarke.

Og så min erhvervelse af kunstnernavnet som efternavn i 1985, ca. samtidig med min udmeldelse af Folkekirken - signaturen finder styrke i løbet af nogle år. Og hist og pist citater fra den pågældende bog i kuglepen forrest eller bagest, ikke altid dateret, fordi det åbenlyst var i begejstring og ikke til eftertiden - eller tanker og digte, der udsprang af bogens filosofi. Især Ian Watson havde åbenbart den effekt på mig.

Tilsammen min interesse for genren fra jeg var 12 til samlingens senest indkøbte bog for et par måneder siden. Over 30 års markeringer, der såden set ikke var tiltænkt andres øjne...

Jeg har bevaret det hele. Ikke skjult noget af det for det lånende publikum. Det er min samling, der her overdrages til offentligheden.Så må folk tænke, hvad de tænker - i hvert fald er det muligt at tænke, at man kan tænke tanker og blive inspireret til andet og nyt af at læse science fiction. Eller måske blot bruge navnemarkeringerne som aldersmæssig anbefaling af den pågældende bog (12-16, 16-21, 21-i dag).

Tak og lov for, at jeg ikke faldt i flere sentimentale tanker om adskillelsen. Men derimod skøre tanker om at påbegynde en ny samling på den rigtige måde: Køre rundt til loppemarkeder og lign. og finde, hvad der er. Evt også overdrage dém til biblioteket, efter endt læsning.

Men hele tiden, hver dag med plastning af bog efter bog efter bog, tanken om, hvad samlingen på biblioteket Blaagården skal hedde. Det var meget sjovt med "Den Krabatske samling", mens de indledende manøvrer stod på, men dét siger jo ikke noget om, hvad samlingen rummer.


Skal samlingen hedde "Bibliotek for fantastisk Litteratur?" Eller "Det Fantastiske Bibliotek", i stíl med hedengangne "Det Kulørte Bibliotek"? Eller et sjovt akronym at skrue et passende navn ned i? Eller måske ligefrem "Philip K Dick Memorial Library?", fordi alt hvad han står for, er dét al science fiction (og en hver hvad-nu-hvis-bespørgen) handler om: Virkelighedens beskaffenhed for det enkelte menneske.

Uanset hvad, er formålet at vise offentligheden, samlere, købere, sælgere, andre biblioteker og ikke mindst andre bibliotekarer, kulturjournalister, offentlige instanser, forlæggere, at det her findes, og at nogen tager genren seriøst nok til at tæve igennem med 1000+ bøger på én gang.

Derfor skal det være et navn, som kan mærkes.

Det skal sige pang ind på lystavlen, så andre bliver inspirerede og husker, at genren findes. At folk læser den, skriver den, elsker den, diskuterer den, og at den faktisk breder sig mere og mere i utroligt mange retninger. Måske er science fiction som genre ved at stjæle billedet fra videnskabsformidlingsjournalisten...:-)

Det må også gerne være et navn, der inspirerer gamle fans og læsere til at donere gamle science fiction og fantasy, i paperback, hardback og hardcover, måske til denne samling, måske blot til deres lokale bibliotek *, eller binder sig til at komplettere en enkelt forfatter eller en periode, eller søger mod tematiske samlinger, f.eks. tidsrejser eller bevidsthedsdownload.

Står det til mig, men jeg håber ikke det bliver mig alene, skal Blaagårdsbiblioteket rumme opslagsværker, afhandlinger, billedbøger, plakatbøger, konsekvent tangerende det fantastiske fra en 1000-årig tænkning om dystopier og utopier og menneskenes placering under stjernerne, den mulige bevægelse væk fra Jorden, ud i det mørke ingenting, ud i mødet med fremmede, i mødet med os selv, i tankerne om at begynde forfra som nybyggere under nye, friske betingelser, og om hvad vi gør, når det alt sammen bliver realitet, når videnskaberne får omsat teorierne til brugbar massefremdrift og duplikérbarhed og bevidsthedslagring i ikke-fysiske medier og selvtænkende maskiner og autonome menneskereplikanter, og vi ikke længere behøver at dø, hvis vi ikke vil det, og hvad ér der inden i hullet i nullet, og hvad er der egentlig udenom - hvem er vi, hvem ér disse mennesker, med videnskaberne som øjnene og i overfladen af samspillet med artsfællerne stadig de samme løsslupne, ansvarsløse, grådige, smertende, længslende, drømmende børn som for tusinder af år siden, uanset på hvilken side af gærdet, vi befinder os, i rummet, uden for rummet, inden i Jorden, inde i de andre. Eller inde i os selv, alene.

Når vi ser på menneskene som de værktøjsbærende og -tænkende væsener, der tilsyneladende er så alene om at fucke Jorden op, at selv ikke guderne står imellem os og døden mere - hvem ér vi så?! Det er ikke nok blot at kende os gennem vore sociale handlinger - vi må have vore tanker, idéer og teknologier med i billedet. Det er hér, vi står frem. Det er hér, vi bliver fuldstændige.

Væsenet med hammeren og intentionen om at bygge noget, ingen anden har tænkt. Dét er os.


*(Frederiksberg er et udmærket eksempel på et bibliotek, der har modtaget en stort del science fiction fra en eller anden - men dét kan ingen andre end Frederiksberg-borgere have glæde af...)

dagbog: Samsø 1

Ja, så er det næsten så officielt, som det kan blive: Jeg sælger min andelslejlighed og flytter til Samsø.

Skal det være det her? Tjae, hvem ved? Det ligger i hvert fald på Samsø.

Igennem de sidste par måneder har jeg kigget på huse. Først kolonihavehuse (edc, home, nybolig, andre), 8-10 stykker har jeg set, men de er vanvittigt dyre. 1.000.000 for et selvbyggerhus og 400m2 have i en kolonihaveforening, hvor man ikke må være hele året! Der er kun ét ord for det: Grådighed.

Samsø... En ven spurgte, om det ikke var noget at flytte til Samsø. Jeg tog over at se på huse. Og måtte erkende, hvad der gør en god ejendomsmægler: At tage gode billeder, der ikke viser det ufordelagtige, og skrive en god tekst, der fremhæver alt, der kan forskønnes. Igen urealistiske priser, der afspejler ejendomsmæglerne evne til at presse priserne i vejret.

Hvorfor overhovedet flytte? Jeg har en god, lille lejlighed i et godt kvarter med gode butikker, gode caféer, et godt bibliotek, en okay biograf, et grønt fællesområde i gården med store træer og buske og gode mennesker inden for rækkevidde.

Hvorfor vil jeg bytte det med et lillebitte samfund, hvor alle kender hinanden og bagtaler folk som bor i den anden ende af øen og skifter alliancer efter behov, hvor der ingen caféer er efter 1. oktober, hvor det er mørkt når det er mørkt, skønt ikke langt til noget, hvor stjernerne er det lys der er, og ikke det lys der savnes, og der ingen trafiklyde er efter kl. 18, og langt til naboerne og langt imellem de virkelige venner og langt til de gamle venner? Og hjemmet ikke er en lille kasse, der er opført for at arbejdere kunne have et sted af spise aftensmad og sove, men derimod en gammel faldefærdig gård, med en masse jord der skal passes for ikke af skabe og spejle forfald?

Og 9 år det samme sted er vel ikke argument nok for at flytte?

Og jeg... jeg, der ikke ønsker at arbejde med andet end at skrive og min relation til livet, menneskene og universet - skal jeg nu til at arbejde hver dag med ting, jeg ikke kan sige mig fri for?!

Og hvis man tænker på, at jeg er i midten af 40'erne og skal kunne finde en indtægt, og hvis jeg ikke kan finde ud af at være på Samsø og vil tilbage til københavn og skal finde et andet sted at bo... Ja, der er rigtig mange ting, man kunne være rigtig urolig for. Hvis man gad at være urolig. Men frygten er blevet min ven.

Eventyr. Dét er, hvad Samsø er. Problemer, udfordringer, og alt muligt nyt og gamle nisser, der flytter med. Det skal nok gå. Fordi det er eventyr, jeg vil. Og hvad er det lige, jeg skal i livet? Ud over at være her på bedst mulige måde? Hvad skal nogen her?

@ 2012 - Verdens undergang

Min ven, Henning, sender mig ofte links af relevans for en mangeårig on-going samtale, der aldrig er blevet en dialog med sigte på at blive enige eller enige om at være uenige. Snarere tror jeg, vi grundlæggende ér enige, om menneskenes muligheder og menneskenes svagheder, men i vore forsøg på at nå noget nyt, række ud over os selv, støder vi, uden at ville det, hovederne mod vore respektive livs og karakterers rammmer og muligheder.



I går sendte han mig et link til det smukkeste site, jeg længe har set. *


I dag et link til en side med Maya-kalenderens profeti om verdens undergang i 2012.

Jeg var bekendt med fænomenent, men havde aldrig før set det beskrevet så ligetil og enkelt - og i dén grad understøttet af videnskaben. (Dét er problemet med okkultisme og mig - vi bliver aldrig helt gode venner.)

Mayasitet førte til læsningen af en mindre selvbiografisk roman, skrevet af "Dan Eden", webmaster på viewzone.com - som beskriver konstruktionen af millitære installationer i såkaldte "Vortex"-zoner forskellige steder på Jordkloden; installationer, som hver for sig er i stand til at forårsage jordskælv, tsunamier..., eller eksplosioner af atomvåbenstyrke ved at fokusere kortbånds radiobølger med enorm kraft på ionosfæren i 60-90 kms højde og få denne stråle til at ramme et hvilket som helst sted på Jordkloden, og tilsammen...?

Muligvis skulle disse militærinstallationer have en direkte sammenhæng til de konsekvenser for Jorden og menneskene, som Mayaernes profetier for 2012 taler om, og som astrofysikere åbenbart bakker op om. Solar flares så voldsomme, at Jorden risikerer at miste hele sin atmosfære, og under alle omstændigheder total grillristning af alt liv ned til mindste jordbakterie. Spekulationer om, at konsekvenserne kan, hvis ikke afværges, så afbødes.

Jeg er professionelt naiv. Og jævnt hen godtroende. Men jeg har aldrig haft tillid til, at magthavere eller forskere ville standse udforskningen af muligheder eller teknologi dér, hvor det gavnede mennesker i bred forstand. Men efter endt læsning er jeg virkelig vred over den almindelige praksis med at holde den almindelige befolkning i uvidenhed.

Hvis der er noget om år 2012 - ikke kun Mayernes forudsigelse af nogle ekstreme "solar flares", der falder sammen med vort solsystems magnetisk/gravitetiske placering i Mælkevejen - men hvis der ér en risiko for alle mennesker d. 21.12. 2012, burde ALLE mennesker vide det, så vi kunne forberede os på det. Alt andet er SVINAGTIGT.

"Vi er alle lige - men nogle mere end andre"**, er hvad det får mig til at tænke på. Ikke et spørgsmål om retfærdighed, men ren og skær anstændighed. At de, der befinder sig i toppen af hierakiet, erkender deres ansvar.


* Mon den spirituelle dimension var intakt, hvis der gik 13 elefanter på dusinet?
**Kammerat Napoleon/Animal Farm af George Orwell.

Film: Na srebrnym globie (the silver globe) (1977/1987)

Science fiction

imdb








Synops: Nogle astronauter nødlander på en øde klode og bliver dér ophav til en hastigt voksende klan af mennesker, der på alle måder tydeliggør deres ophavs fejl og mangler.

Foregår den her film på Månen, eller blot på en anden planet?

Uenigheden blandt kilderne til trods er det uden betydning. Den ubodelige ødehed som på Månen og det absolut genkendeligt fremmede er den perfekte baggrund for denne fantastiske, skønt ufærdige polske film - mestendels optaget i et Mongoliet, hvor en 360° panorering afslører et landskab pakket med tomrum helt ud til den krummende horisont.

Filmen blev påbegyndt i midt'70'erne, men det polske regime, under Jaruzelsky, fandt den for tæt på, på alle områder, og to års arbejde på kostumer og rekvisitter blev destrueret af regimet.

Filmholdets scenografer og rekvisitører gemte, hvad de kunne, og efter en årerække lykkedes det dem at overtale instruktøren, Andrzej Zulawski, til at klippe det 3/4 skudte manus sammen til en film, med en fortællende voice-over og i-hastighed-og-stemning-passende-filmiske-indskud fra det moderne polske samfund, hvor scener manglede.

Desværre modtog midt-firsernes anmeldere ikke den ufærdige film med synderlig åbne arme - måske fordi filmens grundlag bl.a. var 70'ernes frigørelse fra seksualmoralens lænker og 80'erne var mere optaget af, at det nu var i orden at tjene penge. Måske var instruktøren fulgt med tidsånden; ihvertfald erklærede han sig enig med anmelderne og kaldte filmen "mislykket". (Men dét er den ikke!)

Det er på alle måder og uden blusel en skabelsesfilm. En film om at blive menneske, om hvad moral vil sige, hvad smerte er og hvorfra smerte kommer, hvad et barn og en voksen er, hvad skyld er og tab af uskyld - og så er den så poetisk og filosofisk, som film og bøger kun er i slut-60'erne frem til ca. 1976.

Det er et helt specielt tonefald, som i visse af tidens eksperimenter bliver for fortænkt og hjerteløst, men aldrig kan mistages for at stamme fra en anden tidsalder. Det kommer givet af omgang med såkaldt bevidsthedsudvidende stoffer, men det er også en tidsånd, der taler og længes imod et friere, renere, lykkeligere samfund.

Mange vil sikkert kalde det naivt - tidstypisk for denne film er nemlig også forestillingen om, eller gennemspilningen af tanken om, at det er muligt at adskille sig fra fortidens fejltagelser ved simpelthen at overhøre eller ignorere dem - skubbe "de gamle" ud til siden og klare alting selv. I bedste mening, for at opnå den verden, som deres koldkrigs- og Vietnamkrigsplagede forældre ikke havde magtet at skabe.

Det er brand-ærgeligt, at det polske regime mistog filmens tone for et descideret regimekritisk udfald, snarere end et udtryk for en tid med hjertets længsler rettet mod større poetiske horisonter. Brugen af kostumer og scenografi til at illustrere et urfolks vækst mod selvbemægtigelse, gudedyrkelse, historiebevidsthed og æstetik er uden nogen sammenligninger det smukkeste og stærkeste, jeg har set.

Mange har sammenlignet denne film med Jordorowskys excesser, men i modsætning til Jodorowsky, som jeg synes kun laver film for billederne, besidder denne film også dén indre kerne, som insisterer på at gøre enhver bevægelse hen over lærredet vigtig ikke blot i æstetisk forstand, men som den skabelse af verden, der gør verden synlig for beskueren og gør instruktøren (forfatteren, komponisten, dramatikeren, billedhuggeren, maleren...) til et jordisk menneske, der blot er kanal for noget større end den enkelte formår alene.

Film: 71 Fragmente einer Chronologie des Zufalls (1994)

Vanvid?

Juledag i begyndelsen af 90'erne træder en 19-årig computerstuderende ind i en bank og affyrer 14 skud med en automatpistol. Derefter går han tilbage til sin bil og skyder sig selv. 3 af menneskene i banken dør.

Meningsløse kalder vi begivenheder som den unge mands handling. Men Michael Haneke (Pianisten, 2001) psykologiserer ikke omkring hans motiver: Filmen tidsfæstes gennem nyhedsoplæsninger på TV med kampe i Somalie, Hizbollah der kidnapper 10 libanesiske soldater, snigskytter i Sarajevo, Michael Jackson der tårevædet bedyrer sin uskyld, nyheder der alle afleveres faktuelt, og det der træder frem af helheden er verden. Menneskelivet.

Hvem har ikke siddet og set TV og rystet på hovedet over et eller andet? "Det er jo vanvid!" Men kan man kalde "en hel situation", hvor mennesker kæmper for deres liv, for vanvid? Kan vi tillade os at dømme noget ude, blot fordi vi ikke ønsker det for os selv? Er vi, der sidder foran skærmen, så ikke lige så vanvittige, når vi kæmper med livet?

I denne lille tætte film er verden den ydre verden, uden for kontrol og meget, meget, meget stor, hvis man bare er et almindeligt menneske: Ingen af karaktererne viser nogen synderlig selvindsigt, de reagerer bare, flyder med, er glade når de er glade, kede af det når de er kede af det. Alt, der sker, er blot det, der sker. Chance, tilfældighed - ulykke eller lykke.

Det er altså det re-aktive menneske, Haneke taler om. Mennesket, som kun re-agerer. Som ikke baserer sit liv på selvindsigt, men på tilfælde. For 13 år siden var "det man giver ud får man igen" noget, der kun handlede om mennesker - og gjalt således ikke stærke, magtfulde organisationer, stater, nationer. At hengivelse til tilfældets topologi er direkte årsag til al angst, var man heller ikke nået til at erkende eller forstå.

I dag ved vi meget bedre - spørg en coach! - at forudsætningen for et liv uden magtesløshed og irrationel frygt er følelsen af, at man selv er i førersædet. At man er i stand til at agere og ikke lade sig slå ud af dét, de andre ikke kan finde ud af. Endnu.