KANTOLA

I spent 1 month @ Kantola house, a refugium just south of Kotka in Finland, 160 kms East of Helsinki, in a Baltic Sea inlet once a large fishing harbour, and right across from the paper mill, part owner of the Kantola artists' refugium in partnership with the commune of Kantola.




Most days didn't look like this.



It looked like this



or this



But it the last days of my self imprisonment then sun came out in all its glory, and lo and behold what a marvelous month it had been, and it didn't even feel like anything 30 days looks like in the mind, calculating fear of isolation, darkness and low, low temperatures. The sun is such a powerful, beloved force, staying at the exact distance that is does.



Some say it looks and feels better in the summer, as brief and short as any Scandinavian summer. But there is something about the harshness that is appealing. Can't say I like it, but in a way it's like camping on a windy ledge, tethered to the cliff wall, and you know you'll be safe, but then again, you are not sure. That kind of feeling roughing you up. And... some say the Finnish women are particularly feisty. Haven't tried the taste my selv, so I can't say, but if true it may possibly be from surviving the Finnish winter.



If writing is too lonely or too hard, or lack of company is getting to you, there is Poetry Slam - in Finnish, naturally, but you CAN give poems in three languages, including Finnish from machine translation, to applause, and witness the passing of a 1yr achievement award: a cow with wings (if only they could fly...!)



You can also make new friends: Hello Marko, soon off to Afghanistan for 6 months, may luck and love follow you (that shouldn't be hard, my good man)



and Petri, Cultural Organizer with his hands in lots of things, may the forces guide you to all supports of your efforts to show Kotka they have much to be proud of.



And then there was the journalist, Matti, who wanted an interview with the foreign poet, and pumped me for information on poetry, body stance, intonation and the finer points of Poetry Slam, when he wasn't showing off his dvd with his killing and skinning of a female 250 kg Elk...as diversion, so as to pump me some more. Yes, it was a fine Elk, Matti ... Looking forward to the article. :-)



The papermill is gonna sell their part of the house, is what I heard when I arrived. Falling prices on pulp means they had to sack all the workers and begin dismantling the mill. Just before I left, they stopped the negotiations with the union, rehired all workers and re-started the factory, as the price of pulp went up $.30 to the ton - but only for 6 months, then they will close... The town probably wont buy their part of the house - for one it might be too expensive, if the mill wants marked value for it, and besides, listening to people the attitude of the commune politicians seems to be one of: "What do we need foreign artists here for? How are they gonna do Kotka any good?!"

Well, what do artists do anywhere? They look at the land, the people, the animals, the options, the connections, the produce, the arts and local culture, and they go and tell other people about it. Maybe they brand a name - mention a previously un-mentioned town (in art circles) in southern Finland out of hundreds of towns, all with their own particular identity, but nothing international to bragg with, and this town rises out of obscurity and into the world's eyes, and ears. It is not a free process as celebreties can testify, but for those who care to address such challanges as attention can bring, things can develop in quite un-expected ways. And there is nothing un-expected about Karaoke, Finnish or otherwise, even if a karaoke bar can have those moments of wonder - such as the flabby, un-spectacular young woman singing her heart out in a big voice that could go far, if she was ever inspired to develop a musical taste of her own.



Alva Aalto build the house, by the way. Don't tell anyone I said it's modernism at its naked birth, with only the internal layout in any way attractive. Because you don't come here to write or compose or paint to be distracted by architecture - unless, of course, you're addicted to modernism - you come here to sleep well, make your own hours, cook your own food, and to go out on excursions across the peninsula, to Kotka, the supermarked, and to the near-by bar, whose regulars from hear-say are indifferent to the differences of languages different from their own and will willingly and without need of assistence tell you everthing about something in Finnish for as long as you care to hear.



Life in Kantola is easy. You have an open mind, they have an open mind.

For information on stays in KANTOLA

Petri Pietiläinen
Kulttuurisuunnittelija/Cultural co-ordinator
Kotkan kulttuuriasiainkeskus/Kotka Cultural Centre
Keskuskatu 33, FIN-48100 Kotka
Finland

p/tel. +358-5-234 4494
mobile +358-400-608 997
fax +358-5-234 4274





text and images: Kenneth Krabat nov-dec 2009

Nu i iTunes Store/Podcasts

direkte link

og hér RSS-feed: feed://krabat.menneske.dk/krabatpodcast.xml

Foreløbig er 5 længere tekster tilgængelige. Planen er naturligvis at hælde på.

Dagbog: Ord Under Himlen og Alle Drømmes Moder

Det var dagen, jeg flyttede tilbage til Kbh - efter 3 uger i søsters kolonihave med græs under morgenkaffen.

Og dagen, hvor den frederiksbergske poesiens dag fandt sin arvtager i Kongens Have - i Ord Under Himlen *.

Og dagen, hvor jeg blev konfronteret med alt det, jeg ikke får, når jeg flytter til Samsø om knap halvanden måned - ja, hvad er dét?

Livet er ikke lettere noget sted;
nissen flytter altid med.

Men så er der menneskene, trafikken, himlen der rammes ind af huse, husene der rammes ind af hinanden og hedder arkitektur, gaderne der fører frem til hinanden præcis som Rom findes af enhver og dyrene der ikke løber frit og får særlig opmærksomhed og vil de egentlig dét? Og der er alle cyklerne. Cykler, fordi det er en måde at udtrykke sig på og gå imod og være sig og glad og bevægelig og sund på. Cykler, der forsvinder og savnes og er personlige og mig. Cykler som risici, cykler som bevægelse, cykler som tid på dagen, og cyklister regner ALDRIG bilerne, de er der bare, som understrøm og regnvejr og elske uforbeholdent og ha sex uden kondom eller kondomer der springer, cykler har ikke samme betydning på Samsø, dét bliver aldrig det samme dér, dét er svært at tro. Og så er der stederne som har ligget der i årevis, med kultur svitzet ind i væggene, og man kunne besøge dem, men gør det sjældent, men de er der, fordi de er gamle med integritet, historie kan aldrig nogen sinde gøre det alene, der behøves noget andet, en valgfrihed en mulighed for at være til stede i fred og i ro, være sig selv ganske enkelt, og findes dét, findes disse steder på Samsø? Jeg tror det næppe - stedet er for lille til at være alene uden for sit eget hus. Og vandet. Ja, vandet uden for København... Det er der, fordi Københavnere behøver det - ellers havde vi nok asfalteret os til Malmö, snarere end at bygge dén bro! Vi vil afgå fra havnen og vende tilbage til havnen og have et forhold til havnen som stedet, der forbinder os til verden, og derfor bygger vi broer til de nærmeste lande, så vi slipper for at tænke at verden står åben, for enhver der vil rejse - en tynd spinkel bro fører ikke til Verden, men kun til anden valuta, og dét er fint. Så vi drømmer, når vi ser på vandet, og hvad drømmer samsinger, når Storebæltet kaster med solens stråler? Om at komme af sted? Næppe.

Så, hvad fanden vil jeg på Samsø? Hvad ér der dér?

Alle drømmes moder bor dér. Så enkelt er det.



* Foto: Felicia Lensborn

Poesiens dag er død, længe leve poesien hver dag

Men skulle man have lyst til poesi i det grønne, afholdes et arrangement i Kongens Have i København søndag 26. 8. mellem 14 og 17.

Foreløbig 15 tilmeldte digtere vil læse op, muligvis efter samme rundspredningsmodel som i Frederiksberg Have. Det afhænger nok af, hvor mange flere, der melder sig.

Medbring madkurv og/eller regnfrakke. Der vil være flyers at finde rundt om i byen efter d. 14., men ingen mailinglister, man kan skrive sig på.

Bare kom.

Henvendelse kan evt. rettes til

Lonni: bershook snabela gmail punktum com
Lisbeth: lisbethheckmann snabela hotmail punktum com

dagbog: Snurren på finger

Blev i rigtig godt humør her til morgen, da en sms fra en ven tikkede ind med beskeden: "K er ikke Kræften. K er KRAFTEN". Lige før jeg skulle af sted til Bispebjerg nuklearmedicinske afdeling.

Men hvis jeg var Universet og ville fortælle mig, at jeg skal handle på min fornemmelse, min intuition og min tro, og ikke lade rationel tænkning og medicinske vurderinger hindre mig i at vælge vej for resten af mit liv, ville jeg også sørge for at PET-skanneren på Bispebjerg brød ned 1/2 time, før jeg skulle til, så jeg ville være nødt til at vente endnu en uge på det sidste svar, jeg bilder mig ind står mellem mig og hengivelse til til en ikke-fysisk forklaring på følelsen i min brystkasse. Men hvis jeg var Universet, ville jeg også vide, hvor helvedes svært det er at få mig til at handle på noget, der ikke er placérbart rationelt, logisk.

Jeg står stadig i midten, hvor jeg har stået meget længe. Har en svaghed for hard science, nøgterne såkaldt fakta uden et gran af håb eller åndelighed eller fornemmelse for andet end det efterprøvelige, fordi det falder mig nemt at kategorisere og placere, og jeg er åndeligt doven. Koblingen med alt det bløde er blevet utroligt meget sværere med årene - paradoksalt nok jo mere gennemskuelig verden er blevet.

Derfor SÅ meget vigtigere at lytte til dem, der har en mening om, hvordan man omprogrammerer sig - som en ny veninde, der ringede og gav sin deltagelse. Men hvordan kommer man fra det kendte til det nye uden at skulle risikere at måtte øve sig på noget, der måske viser sig ikke at være det rigtige? Det gør man ikke. Det var så meget nemmere den gang, da stofferne forekom at kunne skyde genvej, men nu hvor kroppen skal med, og hovedet skal holdes tilbage...?

Blev så til gengæld i forfærdelig dårligt humør her til aften, da en veninde behøvede at fortælle mig om en bekendt med symptomer på forskellige ting, hvor de lægelige specialister havde været lige som de blinde med hver deres del af elefanten og ikke set andet end symptomerne på deres eget snævre felt, med det resultat at hendes bekendt var ved at dø. Når en sådan svada leveres, fordi min veninde er bange for at miste mig, og håber at hun kan skræmme mig til at tage bedre vare på mig selv, siver hendes vibes ind under huden. Ikke af kærlighed, men på hårde facts.

Måske jeg på et tidspunkt må vågne og indse, at jeg ikke har oplevet noget, der kunne minde om en kraft eller energiudlandning, åbent hjerte, åbne chakraer, men blot været offer for post traumatisk stress, forvirrende cocktails af hormoner, adrenalin, endorfin og dårlig rådgivning i en lang periode efter et svært tab. Men så har jeg da i dén tid oplevet et større spektrum af følelser, end hvis jeg blot skulle have forholdt mig til den verden, man kan måle og veje og sætte på formel og i statistik: Poesien ligger ikke i følelserne alene, men den ligger så sandelig heller ikke i det jernhårde greb, visionsløse såkaldte realister holder flertallet af menneskene i med krav om efterprøvelighed, nytte og kassetænkning. Poesien bor i forskellene og i længslerne, i følelserne af tab og af savn, og imellem nu og engang.

Jeg er ikke bange. "Hvad skulle du føle, for at gå tilbage og gøre det alt sammen én gang til på nøjagtig samme måde?" som der stod i en bog, jeg læste for nyligt. Jeg skulle føle det, jeg føler nu. At jeg ikke er bange. At det er muligt at ikke føle sig bange, netop fordi der er mere end blot én mulig tolkning af verden.

Jeg burde få fingeren ud og finde halvtreds forskellige at spørge om, hvad fanden det i min brystkasse er; dét alene at spørge ville udvide min horisont væsentligt og vedkommende. Snarere end at vente på 3 blindes vurdering af noget, der ikke bryder med deres eget verdensbillede, hvis de overhovedet kan blive enige. En sygdom. En elefant. Snarere end en bestanddel af noget større.

Men min finger kommer først ud, når den kommer ud. Nu er jeg let. Senere bliver jeg tung. Så bliver jeg let igen. Så tung. Og pludselig er jeg i kredsløb. Igen.