30.4.08

Skrid, digtersnudebananamatørNAR!

Hvordan bringer man mennesker til at beskæftige sig med digte?

Hvordan får man nogen til at lytte til én?

Journalistikkens overmod [Information 3/1 2008]
Digte lever i bedste velgående på internettet, men aviserne levner ikke længere plads til denne form. Hvad er aviserne bange for?
(dd: 2 kommentarer)

En ode til Connie [Information 14/2 2008]
12 kendte danske digtere skriver om klimaudfordringen i en ny digtsamling, som er bestilt og betalt af Klima- og Energiministeriet. Hvor går grænsen, når digtere løber ærinder for politikere? Bør kunsten lade sig spænde for en politisk vogn? Og er det overhovedet kunst, når budskabet bliver entydigt? (dd: 1 kommentar)

Er der noget galt med poesien? [Information 17/4 2008]
Læseoplevelsen er tilsyneladende ikke underholdende nok.
(dd: Mange mange kommentarer)

Etiketter: ,

26.4.08

Hvor stilheden er

På 50-årsdagen for indførelsen af offentlig støtte til kunsten kiggede premiereminister Stephen Harper ikke op fra sine papirer i de 5 minutter, ceremonien varede...

[det er ham til venstre]

Yann Martell, Canadisk forfatter til "Life of Pi", var én af 50 canadiske kunstnere inviteret af det canadiske parlament for at fejre 50-årsdagen - 1 for hver år.

Ud af 306 canadiske parlamentsmedlemmer var 20 mødt op til fejringen - en klar tilkendegivelse, at kunstnere, som har samlet og bygget hjertet i moderne canadisk kultur, tages som en selvfølge: "Kunst er noget, der altid vil være der, og man kan betale sig fra det".

Yann Martell besluttede sig for hver anden mandag, så længe premiereministeren er premiereminister, at sende ham en bog, der er "kendt" for at skabe og forlænge det tyste rum, hvor kunsten er.

What is Stephen Harper reading? er bogreolen i skrivende øjeblik 27 bøger lang.

22.4.08

Dansk Lyrisk Landskab

Man har valgt mig til formand for lyrikerne i Dansk Forfatterforening. Jeg har selv ønsket det, fordi jeg har nogle ting, jeg gerne vil afprøve i forhold til Dansk Lyrisk Landskab og †©† - men indrømmet: Det er noget overvældende. Nok mest fordi jeg ikke har langt fra indfald til mund (at være udiplomatisk impulsiv hedder det).

Men selvom jeg er en ulærd stratenrøver, brænder mit hjerte for dét, digtningen kan gøre ved og for menneskene både før, under og efter skriveprocessen. Leveprocessen, skriveprocessen og læse/fordøjelsesprocessen, kunne man kalde det. Og om man vil det eller ej, er enhver en del af alle tre led, hvad enten man nogen sinde har sat et komma noget sted eller ej.

Jeg er således ikke blot en ulærd stratenrøver; jeg er også filosofisk i min tilgang til verden. Og så kan det næsten ikke blive værre.


Til gengæld kan jeg drikke øl; kniv i højre, gaffel i venstre; tørre mig om munden med servietten og ikke med ærmet, OG jeg forstår betydningen af at sige TAK, når der er noget at takke for - og det er der oftere end folk går rundt og tror.

Så - hvis ikke jeg fortsætter med at drukne i mails, der anmoder mig om mere gratisarbejde end jeg har luft til, kunne det tænkes at der af og til vil komme et nyt indlæg hér på kanalen.

Glædeligt forår til alle,
mer' af det gode

kenneth krabat

ref:
- Dansk Lyrisk Landskab - et spørgeskema, jeg har gang i, der skal blive til større forståelse af, hvad det vil sige at være og have været digter i DK inden for de seneste 80 år.
- †©† - alt sprog til folket

Etiketter: , , , , ,