9.1.10

washington, Peru, Kbh 5


Chattede med Boris i dag. Min fotograf- og skulptørven fra Katalonien, som pt. bor (meget billigt i et hus, der skal rives ned om 6 måneder) i Barcelona. Vi talte om min mormor, som døde for nyligt og efterlod min 92-årige morfar til at skabe sig en ny tilværelse - ikke ganske villigt, og med (for) stor eftergivenhed fra min mor. Boris fortalte om sin bedstefar, som lige er blevet 100. Han bruger internettet, skriver mails og chatter, med "kartoffelhænder og gulerodsfingre", og har generelt et godt og produktivt liv.
Boris' bedstefar, sovende
Jeg har skrevet breve til min morfar, mens jeg har været på rejse i Finland - ud fra devisen, at han skulle have noget at se frem til. Ikke om noget særligt, blot mine tanker om livet, om end med et fokus på at sige noget, der kunne få ham til at overveje sin egen situation. Når vi har været i rum sammen, har jeg ikke lagt fingrene imellem: Hvis han vil af sted herfra, vil jeg ikke forhindre ham i det. Men hvis han vil blive, skal han gøre det godt for sig selv. Han er naturligvis i sorg, og sorgen har 5 bestemte faser, som den sørgende gennemgår, hvoraf accepten af tabet også markerer overgangen til noget andet. Kan man acceptere tabet, er det muligt at begynde et nyt liv - kan man ikke, hænger man fast i dét, der var, og vil ikke kunne justere sig til de nye omstændigheder, som følger af... i det her tilfælde... dét ikke at have nogen at tale med i det daglige. Man bliver ensom. Måske bitter. Måske aggressiv. Måske dominerende og krævende. Alt sammen personlige udtryk, der bør undgås med alle midler. Derfor vil jeg tilbage til at skrive til ham - jeg skal trods alt være væk 3 måneder, og selvom det ikke bekymrer mig, om jeg har set ham for sidste gang (vi siger altid "på gensyn"), er det mit ønske, at han skal føle at jeg har ham med mig.

Jeg har ikke samme problemer med at ankomme til Washington DC som jeg havde sidste år, men min veninde er blevet fyret fra det store arkitektfirma, hun knoklede 11 timer i døgnet for. Og er derfor hjemme hele tiden. Så, jeg får ikke arbejdet.
Mit manuskript er blevet afvist af forlaget, jeg sendte det til, og det er derfor vigtigt for mig at blive færdig med det efterfølgende, inden tvivlen sætter ind. Til dét behøves arbejdsro; jeg er derfor meget på nettet. I surf og chat får jeg tænkt og fordøjet nogle af de tanker, der følger af at være et fremmed sted, samt fulgt op på overvejelserne om hvor pokker den filosofi hører hjemme, som maser sig ud igennem alt, hvad jeg siger: Jeg er jeg kan jeg vil jeg gør er ét.
Det er helt åbenlyst, at jeg endnu ikke er parat til direkte at skrive om det - måske bliver jeg det aldrig - men det er meget præsent. Og det er ikke determinisme - der er ingen forudbestemthed eller fastlagt skæbne i fremtiden, og det er ikke existentialisme... om end jeg for nyligt faldt over følgende udsagn af Sartre: "frihed er, hvad du gør med det, der er blevet gjort mod dig". Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er. Men det siger mig, at der ingen frihed ligger i at nå frem til den rigtigste løsning på et behov, en trang, et problem - hvis noget, ligger friheden kun i, om omverden vil tillade én at vedblive med at veje mulighederne op mod hinanden, indtil man når til det eneste rigtige at gøre - men det er samtidig heller ikke en forudbestemt skæbne, fordi verden og kosmos er i konstant flux og sørger for, at man hele tiden bliver præsenteret for nye udfordringer og nye fristelser. Det bedste udkomme på min filosofi er at blive glad for den, man er; næstbedst, at man accepterer løsningen på et givet problem, behov, whatever, fordi man har udryddet alle andre muligheder, og derigennem opnår muligheden for at acceptere sig selv.
Som det, man er vil kan gør.

Min veninde, der er indfødt amerikaner og en svamp hvad angår historiske og biografiske data, fortalte om et besøg, hun havde været på i Thomas Jefferson's hus "Monticello", som var under konstruktion i 30 år. Jo, huset er noget særligt, hvilket man kan forvisse sig om ved linket til huset selv, men det mest fascinerede ved hendes fortælling om besøget i huset på toppen af bakketoppen, husets særlige konstruktion, der ledte Thomas Jefferson arbejdsdag gennem alle husets rum i løbet af dagen, at han var medforfatter til Den Amerikanske Forfatning, men langt op i livet stadig havde 200 sorte slaver, at han fik 6 børn med sine hvide børns sorte nanny, at han som arkitekten, han var, designede ikke blot sit eget hus, men også det første universitet i Virginia, at han tilbragte sine sidste 30 år i relativ afsondrethed, og at hans gravsten ikke med ét ord nævner, at han havde været præsident... det mest fascinerende var hendes fotografiske hukommelse, hvormed hun begejstret førte mig gennem alle husets rum, så jeg følte, at jeg havde været til stede, som hun selv havde været det. Ganske unødvendigt følte hun det efterfølgende nødvendigt at vise mig de faktiske billeder - det var ved at spolere den store begejstringsbårne oplevelse, hun lige havde givet mig, og jeg måtte værge for mig og fortrække til computeren og min egen genfortælling...
Begejstring er min vej ind i verden, øje til øje. Det er stort set alt, jeg har at vurdere noget som helst med. Begejstring er liv og at være tæt på sig selv. Ægte begejstring, selvklart. For jeg forstår ikke, hvordan det kan gavne nogen ikke at være tæt på sig selv, ikke at kunne blive begejstret!?

Etiketter: , ,

17.8.07

@ Goddag til fremtiden - og hvad skal samlingen hedde?

[mp4-film]

Fire tidligere indlæg, under overskriften "Farvel til fremtiden", beskrev processen med at give slip på min store samling af science fiction og fantasy-bøger, inden den skulle overdrages til et Københavnsk bibliotek og gives i offentlig udlån.

De sidste 14 dage har jeg haft hver og én af samlingens 1100 bøger i hånden ind til flere gange - for at sætte biblioteksmærker på, stregkode, reparere og plaste. Der skulle skæres plast ud i rette størrelse: Ca. 70% af bøgerne er godt samme størrelse, altså paperback, mens resten, ca 300 bøger, varierer, hvorfor plasten har skullet skæres ud som individuel tilpasning.

Godt 60 bøger og hæfter, der stort set alle er danske, er så dårligt limede, at de er nødt til at få et par klammer igennem sig. Besynderligt, at paperbacks fra 40'erne og novellehæfter fra 30'ernes USA stadig klarer sig igennem, om end papiret begynder at blive skørt - mens tilsvarende udgivelser på dansk fra 50'erne, 60'erne og 70'erne er så billigt lavede, at de falder fra hinanden. Men som min ven, bibliotekaren sagde det: De amerikanske, der holder, er blot dém, der har overlevet...

Måske.

Det har været en sær oplevelse. Jeg har kunnet følge min egen indvoksning i genren - de første bøger, der har min teenageunderskrift på første side.




Siden et A6 ex libris, som jeg tegnede og min kæreste rentegnede i 4 eksemplarer, klæbede op på én A4-side og fotokopierede på sit arbejde - jeg var 16 og hun 17 - som jeg klippede en herre-bunke af, og nåede at klæbe ind i (gudskelov) ikke alt for mange bøger, før idéen mistede nyhedens interesse og udførelsen forekom for grov.



Så brugen af "krabat" som kunstnernavn, i tryk på en rulle med 100 klistermærker, man kunne få for 275 kr gennem postordre - der sidder også et par stykker af dem på indersiden af visse omslag. Asimov, Brunner, Clarke.

Og så min erhvervelse af kunstnernavnet som efternavn i 1985, ca. samtidig med min udmeldelse af Folkekirken - signaturen finder styrke i løbet af nogle år. Og hist og pist citater fra den pågældende bog i kuglepen forrest eller bagest, ikke altid dateret, fordi det åbenlyst var i begejstring og ikke til eftertiden - eller tanker og digte, der udsprang af bogens filosofi. Især Ian Watson havde åbenbart den effekt på mig.

Tilsammen min interesse for genren fra jeg var 12 til samlingens senest indkøbte bog for et par måneder siden. Over 30 års markeringer, der såden set ikke var tiltænkt andres øjne...

Jeg har bevaret det hele. Ikke skjult noget af det for det lånende publikum. Det er min samling, der her overdrages til offentligheden.Så må folk tænke, hvad de tænker - i hvert fald er det muligt at tænke, at man kan tænke tanker og blive inspireret til andet og nyt af at læse science fiction. Eller måske blot bruge navnemarkeringerne som aldersmæssig anbefaling af den pågældende bog (12-16, 16-21, 21-i dag).

Tak og lov for, at jeg ikke faldt i flere sentimentale tanker om adskillelsen. Men derimod skøre tanker om at påbegynde en ny samling på den rigtige måde: Køre rundt til loppemarkeder og lign. og finde, hvad der er. Evt også overdrage dém til biblioteket, efter endt læsning.

Men hele tiden, hver dag med plastning af bog efter bog efter bog, tanken om, hvad samlingen på biblioteket Blaagården skal hedde. Det var meget sjovt med "Den Krabatske samling", mens de indledende manøvrer stod på, men dét siger jo ikke noget om, hvad samlingen rummer.


Skal samlingen hedde "Bibliotek for fantastisk Litteratur?" Eller "Det Fantastiske Bibliotek", i stíl med hedengangne "Det Kulørte Bibliotek"? Eller et sjovt akronym at skrue et passende navn ned i? Eller måske ligefrem "Philip K Dick Memorial Library?", fordi alt hvad han står for, er dét al science fiction (og en hver hvad-nu-hvis-bespørgen) handler om: Virkelighedens beskaffenhed for det enkelte menneske.

Uanset hvad, er formålet at vise offentligheden, samlere, købere, sælgere, andre biblioteker og ikke mindst andre bibliotekarer, kulturjournalister, offentlige instanser, forlæggere, at det her findes, og at nogen tager genren seriøst nok til at tæve igennem med 1000+ bøger på én gang.

Derfor skal det være et navn, som kan mærkes.

Det skal sige pang ind på lystavlen, så andre bliver inspirerede og husker, at genren findes. At folk læser den, skriver den, elsker den, diskuterer den, og at den faktisk breder sig mere og mere i utroligt mange retninger. Måske er science fiction som genre ved at stjæle billedet fra videnskabsformidlingsjournalisten...:-)

Det må også gerne være et navn, der inspirerer gamle fans og læsere til at donere gamle science fiction og fantasy, i paperback, hardback og hardcover, måske til denne samling, måske blot til deres lokale bibliotek *, eller binder sig til at komplettere en enkelt forfatter eller en periode, eller søger mod tematiske samlinger, f.eks. tidsrejser eller bevidsthedsdownload.

Står det til mig, men jeg håber ikke det bliver mig alene, skal Blaagårdsbiblioteket rumme opslagsværker, afhandlinger, billedbøger, plakatbøger, konsekvent tangerende det fantastiske fra en 1000-årig tænkning om dystopier og utopier og menneskenes placering under stjernerne, den mulige bevægelse væk fra Jorden, ud i det mørke ingenting, ud i mødet med fremmede, i mødet med os selv, i tankerne om at begynde forfra som nybyggere under nye, friske betingelser, og om hvad vi gør, når det alt sammen bliver realitet, når videnskaberne får omsat teorierne til brugbar massefremdrift og duplikérbarhed og bevidsthedslagring i ikke-fysiske medier og selvtænkende maskiner og autonome menneskereplikanter, og vi ikke længere behøver at dø, hvis vi ikke vil det, og hvad ér der inden i hullet i nullet, og hvad er der egentlig udenom - hvem er vi, hvem ér disse mennesker, med videnskaberne som øjnene og i overfladen af samspillet med artsfællerne stadig de samme løsslupne, ansvarsløse, grådige, smertende, længslende, drømmende børn som for tusinder af år siden, uanset på hvilken side af gærdet, vi befinder os, i rummet, uden for rummet, inden i Jorden, inde i de andre. Eller inde i os selv, alene.

Når vi ser på menneskene som de værktøjsbærende og -tænkende væsener, der tilsyneladende er så alene om at fucke Jorden op, at selv ikke guderne står imellem os og døden mere - hvem ér vi så?! Det er ikke nok blot at kende os gennem vore sociale handlinger - vi må have vore tanker, idéer og teknologier med i billedet. Det er hér, vi står frem. Det er hér, vi bliver fuldstændige.

Væsenet med hammeren og intentionen om at bygge noget, ingen anden har tænkt. Dét er os.


*(Frederiksberg er et udmærket eksempel på et bibliotek, der har modtaget en stort del science fiction fra en eller anden - men dét kan ingen andre end Frederiksberg-borgere have glæde af...)

Etiketter: , , , , , , , , , , , ,

12.8.07

Film: Na srebrnym globie (the silver globe) (1977/1987)

Science fiction

imdb








Synops
: Nogle astronauter nødlander på en øde klode og bliver dér ophav til en hastigt voksende klan af mennesker, der på alle måder tydeliggør deres ophavs fejl og mangler.

Foregår den her film på Månen, eller blot på en anden planet?

Uenigheden blandt kilderne til trods er det uden betydning. Den ubodelige ødehed som på Månen og det absolut genkendeligt fremmede er den perfekte baggrund for denne fantastiske, skønt ufærdige polske film - mestendels optaget i et Mongoliet, hvor en 360° panorering afslører et landskab pakket med tomrum helt ud til den krummende horisont.

Filmen blev påbegyndt i midt'70'erne, men det polske regime, under Jaruzelsky, fandt den for tæt på, på alle områder, og to års arbejde på kostumer og rekvisitter blev destrueret af regimet.

Filmholdets scenografer og rekvisitører gemte, hvad de kunne, og efter en årerække lykkedes det dem at overtale instruktøren, Andrzej Zulawski, til at klippe det 3/4 skudte manus sammen til en film, med en fortællende voice-over og i-hastighed-og-stemning-passende-filmiske-indskud fra det moderne polske samfund, hvor scener manglede.

Desværre modtog midt-firsernes anmeldere ikke den ufærdige film med synderlig åbne arme - måske fordi filmens grundlag bl.a. var 70'ernes frigørelse fra seksualmoralens lænker og 80'erne var mere optaget af, at det nu var i orden at tjene penge. Måske var instruktøren fulgt med tidsånden; ihvertfald erklærede han sig enig med anmelderne og kaldte filmen "mislykket". (Men dét er den ikke!)

Det er på alle måder og uden blusel en skabelsesfilm. En film om at blive menneske, om hvad moral vil sige, hvad smerte er og hvorfra smerte kommer, hvad et barn og en voksen er, hvad skyld er og tab af uskyld - og så er den så poetisk og filosofisk, som film og bøger kun er i slut-60'erne frem til ca. 1976.

Det er et helt specielt tonefald, som i visse af tidens eksperimenter bliver for fortænkt og hjerteløst, men aldrig kan mistages for at stamme fra en anden tidsalder. Det kommer givet af omgang med såkaldt bevidsthedsudvidende stoffer, men det er også en tidsånd, der taler og længes imod et friere, renere, lykkeligere samfund.

Mange vil sikkert kalde det naivt - tidstypisk for denne film er nemlig også forestillingen om, eller gennemspilningen af tanken om, at det er muligt at adskille sig fra fortidens fejltagelser ved simpelthen at overhøre eller ignorere dem - skubbe "de gamle" ud til siden og klare alting selv. I bedste mening, for at opnå den verden, som deres koldkrigs- og Vietnamkrigsplagede forældre ikke havde magtet at skabe.

Det er brand-ærgeligt, at det polske regime mistog filmens tone for et descideret regimekritisk udfald, snarere end et udtryk for en tid med hjertets længsler rettet mod større poetiske horisonter. Brugen af kostumer og scenografi til at illustrere et urfolks vækst mod selvbemægtigelse, gudedyrkelse, historiebevidsthed og æstetik er uden nogen sammenligninger det smukkeste og stærkeste, jeg har set.

Mange har sammenlignet denne film med Jordorowskys excesser, men i modsætning til Jodorowsky, som jeg synes kun laver film for billederne, besidder denne film også dén indre kerne, som insisterer på at gøre enhver bevægelse hen over lærredet vigtig ikke blot i æstetisk forstand, men som den skabelse af verden, der gør verden synlig for beskueren og gør instruktøren (forfatteren, komponisten, dramatikeren, billedhuggeren, maleren...) til et jordisk menneske, der blot er kanal for noget større end den enkelte formår alene.

Etiketter: , , , , , , ,

27.7.07

Film: World Trade Center (2006)

Doku-drama

Overraskende afdæmpet Oliver Stone-film om nogle af menneskene, der blev direkte berørt af angrebet.


Imdb

Synops: Baseret på en virkelige historie om to betjente og deres familier, i timerne op til, under og efter tårnene er styrtet sammen.

Jeg kan ikke fordrage Nicholas Cage - eller har ikke kunnet siden Raising Arizona. Han har en tendens til at vælge roller, han egentlig ikke gider, hvorefter han overspiller helt ud i frikadelle-amatørteater for overhovedet at være til stede.

Hér går det dog okay - måske fordi det er svært at se den texanske gummimimik (måtte bare skrive dét ord!) og de overdrevent seriøse øjne under et tykt lag aske. Og Oliver Stone holder sig næsten helt fra excesserne, hvilket faktisk gør filmen udholdelig.

Der ér kun lige den tidligere marinesoldat, nu præst (vi erindrer, at det er en virkelig historie - OS må have elsket, at han ikke behøvede tildigte den amerikanske ånd...), som sendes på mission af Vorherre for at hjælpe til efter tårnenes kollaps. Som efterfølgende udtaler, at hans nye mission er at tage hævn over de ansvarlige. Jojojo, en enkelt repræsentant for de kræfter i USA, som med Vorherre eller Djævelens magt vil stå i centrum af det Jordiske Univers uden at skele til egen navle, skal der da med for at nuancere billedet, jojojo.

WTC rører ingen steder ud over enkelte hulke-impulser i tabs- og genforeningsscener. Ikke engang halvvejs ned til hjertet når den. Hvilket så heller ikke balanceres ud af actionscener. OS har givet tænkt, at den skulle leve som "indre action" - fra katastrofen i den ydre verden til hengivelsen til verden indeni - i de erindringer og følelser, vi bærer rundt på, som udgør vores verden, når vi ikke har adgang til den, som vi plejede.

Men på en absurd måde er den sindssvagt flot: Ground Zero, som krateret kom til at hedde, er genskabt i alle detaljer, som hele kloden kender det fra medierne på dagen, hvor det skete. Det er på en måde totalt perverst: Nogle ødelægger disse bygninger, hvorefter andre genskaber dem og ødelægger dem igen. Havde det været en oralt afleveret historie, ville enhver have skabt sine egne billeder af rædslerne baseret på fortællerens indlevelse i egen historie - men hér kan OS i sin bearbejdede historie ikke afvige det mindste fra det, som folk allerede kender fra CNN og alverdens TV-kanaler. Følelsen af perversitet kommer således primært af, at hele verden fastholdes i sin kollektive billedindfangelse, ikke med fokus på selve kollapset men på efterladenskaberne. Stålkonstruktionerne, som er levnet efter WTC. Altså såret. Vi fastholdes i såret. Og i billedet på det tabte.

Det skal dog siges til Oliver Stones fortjeneste, at han for én gangs skyld balancerer nogenlunde - uden at tvære. Der placeres ingen skyld, ikke direkte. Der er til og med en kort scene i en arabisk bazar med en mand med en radio til øret. Men såret står tydeligvis åbent, og scenen af de endnu levende, der bæres gennem en hær! af redningsfolk, er så entydig amerikansk i sin dokumentation af menneskelig lidelse, at man derigennem på sin vis fatter, at det var muligt at slippe af sted med endnu en krig i og besættelse af Irak.

Etiketter: , , ,

26.7.07

Film: Battlespace (2007)

Science fiction

Et væld af idéer, stort scope, og hæderlig CGI i 2 australske science fiction-fortællinger i én og samme rammefortælling, men ikke af dén grund mere for pengene.

imdb

Synops
(som jeg husker det - måtte forlade stuen af og til for ikke at føle, at jeg spildte min tid):

"The saga of Humanity" hedder rammefortællingen, et dokument der fortæller om menneskenes historie tusinder af år tilbage og frem i tiden. "The Konstruct War", som er et andet navn for "Battle Space", er 3. del af Sagaen, der foregår fra midten af det 21. århundrede indtil kosmos begynder forfra i et nyt Big Bang.

En kvinde, der har været i stasis i umindelige tider, er eneste menneske tilbage i kosmos. Hun fortæller historien om menneskehedens afslutning set gennem fortællingen om hendes mor, en oberst der forsøgte at frelse sin planet - og sin datter - fra udryddelse af Konstrukterne, en ny art af genetisk modicificerede mennesker.

Derefter springer historien til datteren i stasis, der ankommer til universets slutning og nye begyndelse.

Det er helt fint, at ingen stort set siger noget den første time. Men historien er så usammenhængende, at en voice-over skal kæmpe med at udfylde alle huller. Skuespillerne har intet at arbejde med andet end at kampen gennem (fantastiske) australske ørkenlandskaber. Kampscenerne er mærket af manglende økonomi til kampinstruktører, men jeg gætter Bob fra den lokale karateklub har været forbi. CGI-effekterne er godt integrerede i forestillingen om planetlandskaber, men kan - selvom de er stort set state-of-the-art - ikke stå alene om at bære filmen. Som vælter over med postulater som f.eks. bevidsthedsdownloads i enhedsmatrix, tidsrejser, biomodifikationer - men alle teknologielementer forbliver uberørt af konsekvenser for det enkelte menneske på noget dybere plan. Mængden af filosofiske aspekter afvikles i omtale snarere end handling og ville kunne skabe grundlag for adskillige bøger og film. Ærgeligt, for hovedparten af science fiction-film lider under endeløs pattesutten på én idé, men mængden af idéer, der hér søges afviklet på 2 timer, vil snarere skræmme end tiltrække nybegyndere til genren ved den blotte mangel på menneskelige konsekvenser at empatere med.

Det er en kedelig film.

Jeg kun kan komme op med 1 grund til, at den ikke skulle være forblevet på storyboardet: Sådan skal det IKKE gøres.

Nej, okay, så 2 grunde, da. For hér ses effekten af tegne(serie)serialiteten, som vi kender den fra StarWars og Matrix - billigere film med CGI og bluescreens, der kan muliggøre det meget større universelle scope, som fans kender fra TV og fra bøgerne. En billigere adgang til større episke fortællinger, der ikke lige kan fortælles på 85 - 125 minutter, men samtidig har (eller burde have) en menneskelig dybde, der gør de enkelte segmenter interessante og vedkommende hver for sig. Der skal bare lige være et godt manuskript.

Havde det været en bog, ville jeg have foreslået forfatteren næste gang at betale for at få manus læst af en redaktør.

MEN se her:

"Shot on location in Arizona, Los Angeles, New York, Copenhagen, Australia, Berlin and Singapore..."

Hovedpersonen hallucinerer i ørkenen som følge af en stim-afhængighed og ser, fuldstændig ud af det blå og uden for sammenhæng med resten af filmen, følgende:

























Helt åbenlyse eksempler på jordisk civilisation, som set med australske øjne giver mening at hallucinere om, når Jorden for længst er gået under og man er tæt på døden i en ørken.

Havde historien ikke været så håbløs, ville jeg have foreslået turistrådet denne film som anbefalelsesværdig indføring, hvis de ville satse på netop dette "civiliserede" som emne for nye turisttiltag. En stolt turistguide kunne så have fremvist vore plejehjem, skoler, hospitaler som eksempler på danernes ordnede livsform. Måske det til og med havde trukket andre nationer i mere menneskeværdig retning?

Et socialrealistisk indslag fra instruktøren af "Battlespace", snarere end udfyldelsen af 30 sekunder med feriebilleder fra København?

Etiketter: , , , , , , , , ,