29.7.07

Film: The Secret Life of Words (2005)

Drama

En lille film, der aldrig ville kunne yde sit store underliggende emne retfærdighed, og lykkeligvis heller ikke forsøger på det. En lille flig af rædslerne, mennesker påføres, får vi. Et lillebitte hjørne for beskueren muligvis at fatte bare en anelse af, hvordan det er at have overlevet tortur.

imdb

Synopsis: Josef bliver svært forbrændt på en olieboreplatform og er tvunget til at blive der, indtil forsikringsspørgsmålet falder på plads. Hanna, der er blevet tvunget på ferie af sin arbejdsplads, fordi kolleger og fagforening klager over hendes punktlighed, lader sig hyre til at være sygeplejerske for ham. Han kan ikke se som følge af ulykken. Hun kan ikke udtrykke sine følelser. I tiden på boreplatformen nærmer de sig hinanden.

Måske de fleste ville opleve, at filmen skal få os til at tænke, at der er håb for enhver, som er kommet til skade i livet. Men jeg oplever den som en 120 minutters pakke, der kun sigter på at give Hanna en platform, hvorfra hun kan fortælle sin historie fra krigen.

Denne historie har samme effekt på mig som de eminente fortællere fra snart hedengangne DR: Ved blot at lytte, danner vi vore egne billeder. Inde i vore hoveder ser vi fortællingen udspille sig uden samtidig at føle skyld over ikke at kunne gøre noget ved grusomhederne. Som det ofte er tilfældet med TV, hvor vi må lukke af for det hele, fordi billedsiden får os til at føle det ske lige uden for vore vinduer, for så først med TV'et slukket at kunne sortere og finde os selv (hvis vi når det, inden vi har set en fiktionsfilm med 10 mord på 70 minutter).

Hannas fortælling bliver "vores egen" fortælling, vore egne billeder, vore egne grænser, og ved at være givet tilladelsen gennem den orale overlevering til at fylde os selv ind i det skete i vores egen hastighed og med vores egne evner for medfølelse, forbliver vi stærke i vores egen hverdag og virkelighed. Som er det eneste sted fred kan udspringe fra.

Dét alene gør tiden vel brugt. Om så disse billeder går tabt i strømmen af nye forestillinger, vil de for evigt have været vore egne. Det er det eneste, vi kan reagere på. Med omfanget af vores personlige evne til at gøre verden virkelig for os selv.

Filmen er dedikeret Inge Genefke fra Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre. Hér spillet ikke så overbevisende af Julie Christie ("Kopenhaaagen") - jeg har nemlig selv mødt damen og hun er sej!

Tim Robbins spiller Josef og canadiske Sarah Polley er Hanna - hold øje med hende; hun er dygtig.

Etiketter: , , , , ,