washington, Peru, Kbh 2 - verden som solist

Pkay. Okay... Hkay!

Mine reservationer er tilbage, hvor de var. Det var den gode nyhed. Puha. Den dårlige nyhed er, at det koster $275 at ændre en reservation, no matter what or where. But I'm going.

jeg er lige nødt til at skrive det: 1.1.2010... hehe. Sådan er det hele dagen. Så bliver det 2.1.2010. Det er næsten lige så godt. Og derefter bliver det lidt kedeligt. Ud over 30.1.2010. Det er nemlig min fødselsdag. Hold kæft, altså, hvad var der i de øl i går?!

(ikke noget, der var bare nok af dem, hos Lill, min maler- og billedkunstnerven Ronni Borres legekammerat, som lagde hus til at Ronni og jeg kunne touch base efter ikke at have set hinanden i 2 år. Monster hyggeligt, og altid vedkommende med dén mand!)

1. nytårsdag i et teknisk sét ikke helt nyt årti, da 2010 stadig hører til "nullerne", og "etterne" først begynder med 2011. Men man bestemmer jo selv, hvad man vil tage forskud på. Sådan er vi indrettede - hjernen gør det hele og alt andet spiller 2. violin. Verden, som den ser ud for os, er klar solist.

Efter at have kæmpet for mine reservationer er jeg mirakuløst begyndt at glæde mig til afrejsen. Det har ellers knebet alvorligt med dét. Men én gang kriger...

Washington, Peru, Kbh 1

det begynder godt...

(Og hér er det så, jeg atter bliver opmærksom på min brug af ironi. Hvorfor er det, at det er så svært at sige tingene lige ud? Er det noget af tilbehøret til en digterhjerne, et digterhjerte - at det er omskrivningen, der skaber synligheden og betydningen uden at bruge helt så mange ord? Men hvorfor bruger jeg så så mange ord?)

Well, jeg opererer med et begreb, jeg kalder venteværelset. Skulle jeg finde på at skrive en poetik engang, ville den sikkert tage udgangspunkt i det. Den ene halvdel er ventepositionen, hvor det handler om at blive tom, så det nødvendige at sige melder sig selv. Den anden halvdel er venteværelset som det rum, hvor dørene til de forskellige mulige virkeligheder manifesterer sig, når fødderne ikke vil gå og det er nødvendigt at finde en rigtig vej: Jeg venter længe nok i venteværelset = gennemlever dagene i mit liv uspektakulært med den personlighed jeg er, og gør det, jeg kan og vil og er - og går igennem den rette døråbning, når den manifesterer sig.

Hver lille ting har sit eget venteværelse. Af og til fylder et enkelt venteværelses venten mit hele fokus - hvis fødderne ikke af sig selv vil igennem nogen af døråbningerne, eller der går længe, før en dør dukker op. Men én eller flere døre vil dukke op, og på et tidspunkt en døråbning, som jeg kan gå igennem.

Jeg gik fra min kæreste, akkurat før vi skulle ud at rejse. Efter at have set antallet af døre svinde ind, var der lige pludselig kun én dør at gå igennem, og mine fødder havde behov for at gå. På den anden side, i venteværelset dér, var der også kun én dør. At spørge om hun ville med ud at rejse alligevel.

Det ville hun ikke. Og jeg forstår det godt. Og er vel egentlig lidt lettet over ikke at skulle bruge en 3 måneders rejse på at kæmpe for at opnå noget, vi ikke lykkedes med gennem halvandet år - set med mine øjne. Men døråbningen var der, og fødderne ville igennem. Upraktisk, urealistisk, måske oven i købet en stensikker genudspilning af exkæresten, der vil være the good guy. Men det gør det ikke mindre væsentligt, derved at fødderne ville dén vej - uanset hjertets frygt og hovedets katastrofescenarier.

Så det begyndte godt, not: Alene på rejse, i tre måneder.

Jeg tænkte så, at jeg ville bruge noget mere tid hos vennerne i Washington, før rejsen til Perú, og fandt at man mod et mindre gebyr kunne ændre afgangen selv hos flyselskabet. Men noget gik galt i transaktionen, jeg fik ikke ændret afrejsedagen fra Washington til Lima, men står nu i stedet uden to af mine reservationer. Med 4 dage til afrejsen.

Forsøger man at fortælle mig et eller andet? Døren til Verden står stadig åben - men kommer jeg til at gå igennem den, d.4. januar kl 9?

Godt spørgsmål!

Samsø: Hjemme fra Katalonien

Katalonien er en selvstændig stat i Spanien, med eget sprog og et vist selvstyre. Barcelona er hovedstaden.

Jeg boede ganske naturskønt, oppe i bjergene, med udsigt til dalsænkning den ene vej og bjergtoppe den anden vej. Måske er det en tilnærmelse at kalde dem bjerge, hvis man tænker på Pyrenæerne o.lign., men der skal arbejdes for sagen, hvis man skal op til, hvor jeg boede... så lad det blive ved dét.

Huset er et typisk landarbejderhus - tykke vægge til at holde varmen ude om sommeren, men pivutæt om vinteren (dvs. mens jeg var der). Alt tøjet på, og tænde op i køkkenets ildsted, så ofte det var muligt.

Måske var det for meget for dette vestligt tilpassede væsen? I hvert fald lagde jeg mig på langs, efter at have slåsset med svimmelhed i over en uge. Og er stadig syg i dag.

Boris, som jeg var havde mødt i Bolivia, havde inviteret mig derned; han og et par stykker andre på lav eller ingen indkomst boede ret billigt, og der var et værelse ledigt. Den nærmest by var Riels, godt 12 km væk, ned ad snoede veje og hårnålesving - en lille, søvnig by med stor arbejdsløshed og tung følelse af langsomhed, for mig, gamle storbyrotte, på den gode måde.

Det blev en rigtig god oplevelse at være sammen med min nye ven og hans bofæller - ikke noget med at sidde lårene af hinanden, og god mental og følelsesmæssig kontakt. Sjældent, at et så nyt møde kan foregå uden mislyde, men jeg var mere i ro, end jeg er hér (selv på Samsø er der psykisk larm og støj overalt!) - givet fordi det var så isoleret, og vi behøvede hinanden i denne isolation. Jeg mærkede ganske enkelt større taknemmelighed - og tak for dét; tak for, at jeg kunne mærke det.

Det var ikke megen tid, jeg tilbragte i Barcelona - i hvert fald ikke dér, hvor turisterne kommer. Jeg så La Sagrada Familia, Gaudí's ufærdige domkirke - tog specifikt ud for at se dén, men museer og den slags har aldrig i sig selv haft min store interesse; det handler altid om menneskene den gang bag og menneskene i dem i dag: Hvad er formålet med dem, hvordan er de tænkt, hvorfor ér de der? Derfor var det spændende at hænge på rækværket ind til denne enorme byggeplads, og forsøge at komme bare en anelse ned under pandebarken på Gaudí - han forekommer antiautoritær og gudfrygtig på samme tid - de fleste ville lade en fordømmende gud være spejlet for alle excesser, men Gaudí... Menneskenes verden er alligevel så lille sammenlignet med det guddommelige, så hvad kan lidt sjov og leg skade?! I museumskiosken uden for La Sagrada Familia købte jeg to aflange postkort, af to fotografer, der havde fået samme idé: At knipse et vy af Barcelona fra helekopter, med Middelhavet langt ude til højre, og nærmest umærkeligt i centrum dette monstrum af en domkirke på alle sider omgivet af beboelse og forretningskomplekser. Var det fotografernes politiske eller filosofiske holdning: at vise mig hvor ganske lavt over Jordoverfladen den menneskelige ånd og tanke reelt har dominans?

Samsø til sammenligning er ganske flad, et luftfoto vil ikke byde på mange overraskelser, ud over måske Energiakademiet: Bondeland, fladt, landsbyer forbundet af 2 km vej - som at se ned på et spil Ludo - men hér skal syndsforladelsen og det interessante ikke findes ved at se op, men ved at have tid til mennesker, og ved at søge mennesker. Jeg skal ud af min lejlighed 30. april, og giver mig en chance til at finde noget andet herovre. Det er godt at se noget andet - Spanien, Sydamerika, Antarktis - men har man blot en tændstikæske parkeret noget sted, har man noget at komme tilbage til. Jeg føler mig fristet til at sige: [hjem til] - hvisket...