torsdag
UGE 14

livet, kolon

 

her til morgen drømte jeg, at min far døde: jeg fik det tilfældigt at vide og overraskelsen var så stor, at jeg først ingenting kunne mærke: og så blev jeg så forfærdelig vred på mig selv over, at jeg ikke havde set det komme: at jeg ikke havde tilladt mig selv at indse, at døden kan komme nårsomhelst: at jeg havde været SÅ lemfældig i min omgang med døden, at jeg ikke engang havde gjort mig dén ulejlighed at finde ud, hvem han egentlig var, min far: og SÅ kom sorgen! og SÅ kunne jeg græde: jeg skulle aldrig igen få chancen for at spørge ham ud om hans liv, se ham udleve de drømme han havde, se ham være det menneske han var blevet, høre ham le: og sorgen skilte vreden ud, rensede den ud af min krop: jeg var selv i live, det var mig der var tilbage: dét kunne jeg ikke føle vrede over: døden havde ikke snydt mig eller taget ham fra mig: det var livet: og jeg gik til min mor, der modtog mig med randede øjne og en maske af fasthed, og mine tårer trak hendes med sig: og vi græd, til der ikke kom flere tårer:

 

tilbage til toppen

 

til Cirkel

Biorytmer

F 12 [-][k]
E 2 [+]
I 19 [-]