kæreste komma (2005)

kæreste,

i en film om kærlighed – ja, egentlig handler de fleste film om
kærlighed – men i en film, hvor selve det at finde og miste kærlighed
er det centrale tema, er følelserne altid ligetil. De fremstilles ikke
som nemme eller ukomplicerede; tværtimod flyver de i alle retninger,
og kan blive til alt muligt: Had, vold, trauma, lidelse, død,
underkastelse, hengivelse, vished, sikkerhed, uselviskhed, skønhed,
udholdenhed og meget mere. Men de er altid ligetil. For tiden går.
Tiden går, og vi der ser på, følger med. Og føler med. Og bliver
bestyrkede i vore egne styrker og besluttede i vores ønsker om at
blive bedre mennesker og stærkere i vores tro – på kærligheden. Og når
filmen er slut, er resultatet nået. Ikke på lærredet eller på skærmen,
men inde i os. Og det er uden betydning om filmen har en lykkelig
eller ulykkelig slutning, for vi er forandrede. En lille bitte smule
forandrede. Vi har oplevet 2 timer blandt mennesker, hvor tiden gik.
Og vi vender tilbage til vores eget liv, hvor tiden ikke går, fordi vi
er midt i den. Ingen fortid, andet end minderne, ingen fremtid, andet
end håb og længsel. Ene nutid. Midt i kærligheden, hvis vi elsker og
bliver elsket, udenfor kærlighed, hvis vi ikke evner selv at elske,
eller hvis ingen elsker os. Men i nutid. Altid i nutid.

Det er sådan, jeg har det. Jeg kender ikke hverdagen. Jeg kender ikke
den endeløse række af dage der strækker sig, den ene efter den anden,
i begge retninger på hver side af nuet – at i går er som i dag og at i
morgen vil blive som i dag. Med små variationer og faste, regelmæssige
indslag af forudsigelig foranderlighed, der tikker af sted efter
årstider og højtider og fridage. Tikker af sted år efter år. Og jeg
vedgår, at jeg frygter denne uforanderlighed. Jeg frygter den så
meget, at jeg undgår den. Jeg flygter fra den. Jeg brænder broer,
saver grenen over, fortæller unødvendige sandheder og undlader at
spille de sociale spil for at undgå, at det skal ske. Jeg ønsker ikke,
at det skal overgå mig, at jeg kan sige præcis, hvad jeg laver i
morgen eller om fem måneder, eller til enhver tid huske, hvad jeg
lavede i går eller i dag for et år siden. Hvis hverdagen er solen der
går ned, er jeg ham, der rejser med 1300 km i timen for at prøve at
følge jordskyggen gennem alle tidszoner, og jeg vil stadig ikke vide,
hvad jeg skal lave 24 timer senere. Og det betyder ikke noget. For jeg
er hér. I mig. Ikke nødvendigvis i samme rum som for lidt siden, men
jeg er i mig.

Det er alt, jeg kan give til kærligheden. Dette ønske. Denne løgn.
Denne smukke smukke løgn om at forblive i huset. Forblive i mig selv.
Altid være tro. Jeg kan aldrig forlade dig, hvis jeg elsker dig. Og
elsker jeg dig ikke, er jeg ikke hos dig, uanset at jeg er i dine
arme. Sådan er det. Jeg tager ingen fanger. Hvis jeg savner dig, er
det at kunne nyde dig og føle mig afholdt, jeg savner. Eller ret og
simpelt være i rum med én, der tager mig, som jeg er, i tavshed, i
samtale, i sex, i alle former for nydelse, det følges rigtigt at give
sig hen til. Du må gerne stille krav, du må gerne ønske dig ting. Hvis
det føles rigtigt for mig, vil jeg opfylde det efter bedste evne.
Forvent ingen ting. Giv dig selv. Frygt ikke. Bliv vred. Bliv
lykkelig. Vær dig. Der er ikke andet, jeg vil dig end dét.

kærligst,