25.1.10

washington, Peru, Kbh 8 - reboot

Videre mod ?

3 mennesker om bord flyet fra Ronald Reagan Airport i Washington DC til Newark N.Y - stewarden hviskede lige, da han gik forbi: Det er det tætteste, vi kommer på at rejse med privat jet...!
(Hvad ved du om det? Bare fordi jeg ligner en bums, kunne jeg jo godt være Howard Hughes? Ligesom at dine løse håndled kunne være påtaget... men det tror jeg nu ikke.)
Can I call you John then, råbte jeg efter ham. Han så sig forvirret over skulderen. Jeg grinede stort tilbage. Jeg ville have sagt "James", underforstået at han i så fald det her var en privat jet var min valét. Men at forsøge at forklare det ville have gjort tingene langt mere komplicerede, end de behøver at være. Det er svært nok, som det er.


Jeg har lige nu intet behov for at komme til Perú. Lige nu er verden ved at vokse mig over hovedet. Den er for stor, der er for mange mennesker i den, de har alle sammen hvert deres eget liv med egne behov og krav og frygt og intentioner og ambitioner og drømme... det er så voldsomt, denne menneskeMÆNGDE, at jeg har lyst til at kaste op. Men der ville ikke komme andet op end en bolle med skinke og lidt pære og æble. Alternativet måtte være skroget ud på vrangen, hjernen også, hele skidtet ud på vrangen, og så en desinficerende og dybt-ned-i-hjørnerne-børstevask af det hele. Genstart. Ikke geninstallation. Bare muligheden for at komme af med ophobningerne af unødvendige temporærfiler fra fortidens handlinger og forhandlinger, mellemregninger og konklusioner; get the fucking world off from sitting on my face! Dét ville være rart.
Ikke at der bliver færre mennesker af dén grund...
Men de ér jo ikke fysisk her alle sammen...!
Nå, dét lettede. En instinktiv bruger-log-ud og ind igen!

Læser et M.I.T.-opslagsværk om kognition (på min LBook), redigeret af Robert Anton Wilson, der også skrev Illuminatus-trilogien. Forståelig adgang til det stuff, som styrer vores virkelighed. Diskussionen mellem de forskellige subjektive adgange til virkeligheden, empiristerne og rationalisterne, som siden diffunderer ud i flere undergrupperinger, men grundlæggende forbliver disse to: Er det sanserne, som bestemmer den enkeltes adgang til virkeligheden, (empiricisterne), eller er der visse detaljer, en vis viden, som ikke kommer fra sanserne (rationalisterne)?
Givet barnligt overmod, men jeg får sådan lyst til at råbe, at jeg godt ved, hvordan det hænger sammen. Det er bare svært at sætte ord på...
Det er... Jeg (dvs. alle) lever inde i en realitetsboble, der opretholdes af mere eller mindre fastbrændte fuktionalitetsspor i hjernen, skabt af og påvist i fortiden, med mere eller mindre plads til forandring (fleksibilitet) i forhold til nyt. Sindets og kroppens virkelighed påvirkes af omstændigheder udefra - den indre fleksibilitet, lært af fortidens udfordringer, afgør mængden af adrenalin udløst i kroppen, og dermed hvilken basis for erfaringer en given situation kommer til at rumme. Samme fleksibilitet, eller måske ligefrem "løshed", i abstrakt problemløsning, er tilsvarende bestemmende for identifikation med udefrakommende tankemønstre...
Og hér er det så, at sproget degenererer til Volapük.
Jeg kan se det for mig - hvordan kroppens respons på sprog og sanseindtryk og vurdering af disse indtryk konstant SKABER virkeligheden ved at bekræfte den forudgående eller gøre plads til nyt. Jeg kan se det på det fysiske plan, godt nok over celleplan, (jeg ser ingen klar sammenhæng mellem cellemutationer og tankemønstre), men i kroppen som helhed. Og jeg kan se det som mentalkonstruktioners interaktion med hinanden i form af tale/skriftsprog, og skabte og identificeredes objekters vægt og betydning i en given kultur/civilisation - som også er at betragte som sit eget plan, for kroppen og mentalkonstruktionen at tage stilling til efter bedste evne. Og Kulturen muligvis blot som en begrænset del inden i Nationen, Nationen i verden, Verden i Solsystemet, Solsystemet i Galaxen, Galaxen i Kosmos, Kosmos i sig selv... Men at gøre det forståeligt, hvad jeg ser...
Hvis vi skal finde et sprog, som for alle giver mening, er alle nødt til at forandre sig imod en nødvendighed for et sådan sprog. Det kommer ikke til at ske på nogen anden måde.
Hun er en heks, hvis hun flyder ovenpå; drukner hun, er hun renset for skyld; dermed en skam, at hun ikke kunne leve...

Etiketter: , , ,

0 kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt, at du gider give din mening. Tak.


Comments are moderated.

Links til dette indlæg:

Opret et link

<< Startside