09.06.2005
brevet fra L&R med fritstillelse af Martin Glaz-Serup [LRbrev.jpg, 84K] [link til brev fjernet efter ønske fra MGS]

Information 16.  juni  2005
Af journalist Peter Nielsen

Stort forlag skrotter sit vækstlag
Danmarks tredjestørste forlag skærer ned i den smalle og mere eksperimentelle litteratur. Forlaget skyder sig selv i foden, siger en række kilder i branchen



Forlaget Lindhardt & Ringhof , der er Danmarks tredjestørste, har taget et drastisk skridt og smidt en række af de forfattere, de tidligere har satset på, på porten. Argumentet er, at man fremover primært vil fokusere på udgivelser, som der kan tjenes penge på.

En række af de andre store forlag advarer mod strategien og mener, at det er en forkert politik.

Hos Lindhardt & Ringhof fastslår direktør Morten Hesseldahl, at der ligger økonomi bag beslutningen.
"Vi har hele tiden haft det fokus, at vi gerne ville tjene penge, men bare ikke gjort det. Det overordnede synspunkt er dog, at vi gerne vil have en balance i programmet af bøger, vi udgiver", siger han. I et brev til en række af sine forfattere har Lindhardt & Ringhof derfor opsagt samarbejdet. En af de uheldige er forfatteren Martin Glaz Serup. I brevet til ham skriver forlaget:

"Som du måske ved, har vi gennem en årrække måtte kæmpe med et underskud, der til dels skyldes udgivelsen af for mange titler. Disse 'smalle' bøger har vi udgivet, fordi de havde litterær kvalitet, og fordi vi gerne ville opdyrke et vækstlag af unge, eksperimenterende forfattere. Det er der kommet mange gode bøger ud af, blandt andre dine, men det har også været dyrt for forlaget. Nu er vi blevet pålagt at skære programmet ind til benet og primært fokusere på de udgivelser, som vi kan tjene penge på".
Til historien hører endvidere, at Martin Glaz Serup allerede har modtaget et forskud for bogen, og at hans bog var klar til at gå i trykken og planlagt til at udkomme i august.

En række andre danske forlæggere udtrykker bekymring over Lindhardt & Ringhofs politik, fordi de ikke mener, at løsningen ligger i at skære i den mere smalle del af udgivelsesprogrammet. Økonomisk er det en kortsigtet løsning. Desuden er det med til at ødelægge vækstlaget for dansk litteratur. Det mener blandt andre litterær direktør for forlaget Aschehoug, Anette Wad.

"Vi skal alle være med til at gøde vækstlaget i dansk litteratur, for vi skal alle sammen leve af det senere," siger hun.

"Som forlag har man en forpligtelse over for dansk litteratur og den mere smalle litteratur. Lindhardt & Ringhofs beslutning peger på en tendens, hvor det fremover for forfatterne vil blive sværere og sværere at finde forlag, som vil påtage sig at udgive de bøger, som man risikerer at tabe penge på," siger hun.

På Aschehoug har man valgt at drive nogle afdelinger efter rent kommercielle vilkår, mens vækstlaget samles i imprint forlaget (et forlag i forlaget, red.) Athene, hvor der ikke er samme krav til bundlinien.
Mange forlag har gennem de senere år været igennem barske nedskæringer og reduktion af udgivelsesprogram. Men fra flere af de andre kommercielle forlag lyder der advarende toner i forbindelse med det drastiske skridt, som Lindhardt & Ringhof har taget.

Torben Madsen, der er direktør for GB-forlagene (forlagene Rosinante, Forum, Høst & Søn, Fremad og Samleren) siger, at man jo ikke ved, hvad der på længere sigt bliver en succes og kan tjene penge til forlaget.

"Ingen forlægger ved jo på forhånd, hvad man kommer til at tjene penge på, for så ville vedkommende være en af landets bedst betalte mennesker. Det er under alle omstændigheder forlagsmæssigt forkert, når man ved, hvor lang tid, det nogle gange tager at udvikle et forfatterskab." siger han.

GB-forlagene var på et tidspunkt også nødt til at skære drastisk, men man valgte ikke primært at lade det gå ud over den talentfulde danske litteratur. Torben Madsen er derfor uenig i, at man altid pr. automatik skærer det væk, som man ikke tjener penge på.

På forlaget Borgen siger redaktionschef Jens Christiansen, at man som forlægger naturligvis altid er ude på at tjene penge, men tilføjer:

"Ikke for at tjene penge som sådan, men for ad denne vej at kunne udgive flere bøger. Og i det lange løb tjener man kun penge på at have indsigt og kunne vurdere litterær kvalitet. Borgens forlag blev grundlagt på kærlighed til litteraturen, som han siger. Det er en stærk del af identiteten at udgive dansk litteratur, være med til at opbygge forfatterskaber og sørge for at de opnår større udbredelse," siger han.

Politiken 17.  juni  2005
Af journalist Carsten Andersen

Kæmpeminus i forlag
Bonnier tabte over 30 mio. kr. sidste år. Koncernen venter plus i 2006, men lige nu strammer man udgivelserne. Forfatter har fået afslag på en bog, som forlaget ellers havde skrevet kontrakt på.



Bonnier Forlagene i Danmark kom ud af 2004 med et underskud før skat på 30 mio. kr. På den rene forlagsdrift har Bonnier i det forløbne år tabt 23 mio. kr., hvilket faktisk var en fremgang i forhold til årene før. Siden 2001 har Bonnier Forlagene i alt tabt 120 mio. kr. på den rene forlagsdrift.

»Det er selvfølgelig utilfredsstillende, at et forlag har underskud, men det går den rigtige vej, og i det kommende år kommer det til at gå endnu mere i den rigtige retning«, siger adm. direktør Morten Hesseldahl.

Han henviser til, at Bonnier-koncernen for nylig solgte L&R Uddannelse til Egmont. Bonnier har de seneste år brugt et årligt, tocifret millionbeløb på at opbygge et helt nyt undervisningsforlag, der var ment som en konkurrent til Egmonts Alinea og Gyldendal Undervisning.

»L&R Uddannelse har været det største dræn hos Bonnier, og i alt har vi investeret mindst 50 mio. kr. i opbygningen. Hvis vi skulle have fortsat, var vi nødt til at investere yderligere 50 mio. kr. Forretningsplanen var simpelt hen ikke godt nok gennemtænkt«, siger Morten Hesseldahl.

Han startede selv som adm. direktør i februar 2002 som den syvende direktør, siden Bonnier gik ind i den danske forlagsbranche i starten af 1990'erne. Siden da har koncernen været igennem en stor omlægning, og forlagsaktiviteterne er netop samlet på en lokalitet i det indre København, efter at de i årevis har været spredt på seks forskellige adresser.

»Jeg er meget fortrøstningsfuld, når jeg ser på det kommende år. I 2005 bliver vi stadig nødt til at tage nogle økonomiske øretæver i forbindelse med salget af L&R Uddannelse, men vi regner med at have overskud i 2006. Som det ser ud i dag, har vi været i stand til at opretholde den samme omsætning med det halve antal medarbejdere«, siger Hesseldahl.

Den dårlige forlagsøkonomi giver sig også udslag i en strammere styring af udgivelserne. Forlagskoncernens flagskib, Lindhardt & Ringhof, har eksempelvis netop meddelt en af sine yngre forfattere, Martin Glaz Serup, at man ikke ønsker at udgive hans tredje bog. Heller ikke selv om der var indgået kontrakt og udbetalt forskud på digtsamlingen, der var planlagt til udgivelse til august.

Forfatter sagt op

Dagbladet Information trykte torsdag det brev, forlaget havde sendt til Martin Glaz Serup. Et brev, hvori man opsagde samarbejdet.

»Vi har da skrevet afslag til andre forfattere, vi ikke vil udgive mere. Der er ikke gået et samlet standardbrev ud, men der er ingen tvivl om, at vi ser mere kritisk på tingene. Problemet er, at Lindhardt & Ringhof har udgivet for mange bøger, der ikke har haft et kommercielt potentiale, hvad der ikke er noget galt i, hvis bare man har råd til det, men Lindhardt & Ringhof havde sidste år et underskud på fire mio. kr., hvilket var det bedste i fem år, og når man så står med en forfatter, hvis to første bøger er solgt i henholdsvis 139 og 140 eksemplarer, så er det måske et sted, hvor man må spørge, om man skal gå videre med bog nummer tre«, siger Morten Hesseldahl.

Information, den 18. juni 2005
af Morten Hesseldahl forlagsdirektør, Lindhardt og Ringhof, 18. juni 2005

Vi vil fortsat udgive smal litteratur

Af Informations ejendommelige historie fra den 16. juni fremgik det, at "Et stort forlag skrotter sit vækstlag".
      Lad mig i al stilfærdighed understrege, at historien intet har på sig. Én af vores forfattere har modtaget et brev med besked om, at vi desværre ikke ønsker at fortsætte med at udgive hans bøger.
      Den slags er altid beklageligt, men når salgstallene på forfatterens to foregående titler nåede hhv. 139 og 140 eksemplarer, og begge bøger samtidig indkasserede temmelig mådelige anmeldelser, så så vi os desværre ikke i stand til at fortsætte samarbejdet.

Stop for underskud
Det er altid trist, når den slags sker, men det sker altså på hvert eneste forlag kloden rundt, året rundt. Det er imidlertid ikke altid, at historien når forsiden på et dagblad.
      Hvad, der er rigtigt i Informations artikel, er, at vi på Lindhardt og Ringhof agter at få en bedre balance i udgivelsesprogrammet, så vi kan slutte den årelange række med underskud, vi har haft.
      Det vil bl.a. have den fordel, at vi kan fortsætte med vores store liste af såkaldt smal litteratur.
      Lad mig i den forbindelse understrege, at vi med åbne øjne udgiver forfatterskaber, som vi ved, vi ikke kommer til at tjene penge på.
      Det gør vi ikke, fordi vi forventer, at de pågældende forfattere en dag skal springe ud som store, folkelige fortællere, men fordi vi ganske enkelt finder udgivelserne vigtige.
      Store folkelige fortællere starter typisk ikke som smalle lyrikere, men som - store, folkelige fortællere. Det andet er en romantisk, men forkert myte.

Kollegers kommentarer
At man så kan konstatere, at en række af vores ellers gode kolleger i branchen griber lejligheden til at lufte deres bekymring over for Information, er højst usædvanligt.
      F.eks. at læse at direktøren på det Egmont-ejede Aschehoug føler sig kaldet til at understrege, at "som forlag har man en forpligtelse over for den danske litteratur og den mere smalle litteratur," er tæt på det grinagtige.
     Enhver med blot et overfladisk kendskab til branchen vil vide hvorfor.

Information, den 21. juni 2005
af Thomas Oldrup, forfatter

Hesseldahls ufine brud

Forlagsdirektør Morten Hesseldahl fra Lindhardt og Ringhof forsvarer sit forlags pludselige fyring af digteren Martin Glaz Serup i Information den 18.-19. juni.

Hele bataljen har fået en hel del opmærksomhed allerede, bl.a. ud fra en tematik om at den smalle litteratur har dårlige kår, fordi det er umådeligt svært for forlagene at tjene penge på disse udgivelser. Hvis man har sine lommeregner-briller på, er det jo ligetil. Det er vist logik for matematiske burhøns.

Men sagen indeholder et andet og mere konkret aspekt, som jeg synes er væsentligt. At smalle udgivelser er en dårlig forretning, er ikke nogen nyhed, men sagen er ligeså interessant som eksempel på det ulige forhold mellem forlag og forfatter.

Forlagets behandling af Martin Glaz Serup er komplet uværdig og himmelråbende arrogant. Hvilket kun understreges yderligere af Hesseldahls perfide kommentarer i sit læserbrev i Information.

Hvorfor skal han gentage, at Serups to digtsamlinger Shylas ansigt og Borgmester Gud har solgt 139 og 140 eksemplarer? Det fik han allerede dagen før lejlighed til at nævne i Politiken.

Hvorfor skal han nu også inddrage, at "begge bøger samtidig indkasserede temmelig mådelige anmeldelser"? Dette har slet ingen relevans.

Forlaget har kendt til både salgstal og anmeldelser i årevis og alligevel valgt at antage Serups tredje digtsamling for næsten et helt år siden. Hvis det var deres holdning til forfatterskabet, skulle de have takket nej med det samme.

Brev-brud
Når forlaget har valgt at udgive de to første bøger, må man formode, at det var, fordi de kunne stå inde for værkernes kvalitet, og at de har fundet udgivelsen vigtig. Denne vurdering og blåstempling kan Hesseldahl da ikke ophæve med tilbagevirkende kraft?

Det er unfair at aflyse en udgivelse, der er skrevet kontrakt på. I særdeleshed med så kort varsel. Bogen var planlagt til at udkomme allerede nu i august. At dette i det hele taget kan lade sig gøre er et eksempel på det ulige forhold, der er mellem forfatter og forlag.

Udover at det fundamentalt set er uretfærdigt at løbe fra en aftale, er det hamrende illoyalt bagefter at føre den slags argumentation i al offentlighed. Det er sådan cirka ligeså nobelt som at omtale eks-kæresters manglende evner i sengen.

At forlaget har valgt at 'slå op' i et brev, og at det ikke er foregået ved et sobert møde, ansigt til ansigt, er også omtrent så utjekket, som den fyr jeg engang hørte om, der havde slået op med sin kæreste på hendes telefonsvarer.

Undskyldning til Serup
Det er i forvejen en usikker tilværelse som forfatter, bl.a. fordi der er skudt flere forskellige led ind mellem en forfatter og hans publikum. Forholdet mellem disse led kræver pleje og gensidig respekt. At dette led risikerer at skride komplet uden varsel, må være en sindssygt foruroligende oplevelse, som alle forfattere - smalle som tykke - må kunne sætte sig ind i.

Jeg synes, at Hesseldahl har misforstået sin rolle. Som direktør for et forlag bør han have en interesse i, at forholdet forfatter og forlag imellem fungerer så godt som muligt.

Jeg synes ikke, at Serup fortjener at blive anklaget for dårlige salgstal og mådelige anmeldelser. Jeg synes i stedet, Serup fortjener en undskyldning.

Information, den 21. juni 2005
af Svend-Allan Sørensen, forlægger og billedkunstner

Borgmester Hesseldahl

Man har de senere dage kunnet følge en debat udspille sig mellem forlaget Lindhardt & Ringhof og forfatteren Martin Glaz Serup. Kort fortalt er Serup blevet 'fyret' af forlaget to måneder før udgivelsen af sin næste digtsamling. Kontrakten var underskrevet, honoraret udbetalt og nu er kontrakten altså, fra forlagets side (!), blevet brudt.

Årsagerne skulle være dårlig økonomi gennem en årrække, temmelige mådelige anmeldelser af Serups to foregående bøger Shylas ansigt og Borgmester Gud, samt et salgstal på henholdsvis 139 og 140 stk. Den 18. juni svarer chefredaktør Morten Hesseldahls på Serups udtalelser. Og sikke den chef kan jokke og trampe på en mand, der allerede ligger ned. For katten, Hesseldahl, du og dine redaktører har kunnet se nedturen komme gennem flere år.

Hvorfor er det, at I antager noget, som I så dumper lige inden udgivelsen? Og hvorfor er det, at du udtaler dig så hyklerisk og stikkeragtigt med et så letkøbt modsvar som det om, at I da gerne vil udgive smal litteratur, som I ikke vil kunne tjene på? Borgmester Hesseldahl - du er på glatis, er du! Tænk i øvrigt først i fyringsbrevet at skrive, at der er kommet gode bøger ud af forfatteren, for så i al offentlighed at kalde reaktionerne temmelige mådelige og hive forfatteren i tuden ved offentliggørelse af de sporadiske salgstal. Jeg troede, du gerne ville dyrke vækstlaget, Hesseldahl?

Jeg tænkte, at det kunne være, at man på forlagets hjemmeside ville tage debatten op der. Men den første bog, man ser øverst på hjemmesiden, har titlen Fat burner - spis dig sund. Omtalen af den lyder (og nu er det altså, at jeg synes, det bliver en kende komisk!) : "Revolutionerende kostplan der kombinerer sikkert og hurtigt vægttab med et varigt resultat".

Nå, det er sådan, det hænger sammen.

Information, den 22. juni 2005
af Morten Hesseldahl, forlagsdirektør, Lindhardt og Ringhof

Smal litteratur på L&R

Tak til Thomas Oldrup og Svend Allan-Sørensen for to relevante indlæg (den 21. juni), hvor de skælder ud over, at vi på Lindhardt og Ringhof dels har opsagt en kontrakt med en forfatter, og dels har diskuteret forfatterens forhold offentligt.

Det sidste først. Jeg synes også, det er aldeles upassende at diskutere en forfatters forhold med andre end forfatteren. Når jeg alligevel har brudt den regel, skyldes det ene og alene, at forfatteren selv er gået til Information med sin del af historien, og jeg fandt det derfor påkrævet at levere den anden del. Den med salgstal og modtagelse.

Med hensyn til opsigelse af en forlagskontrakt, må jeg blot gentage min beklagelse. Ikke at vi meddelte opsigelsen pr. brev (det forekommer mig meget fornuftigt, når vi nu har med formalia at gøre), men at vi fandt det fornødent at gøre det. Det havde naturligvis været bedre, om vi overhovedet ikke havde indgået kontrakten, men på det tidspunkt havde vi ikke dannet os et billede af forløbet af de to første udgivelser. Det kunne vi så nu - alt for sent - og måtte der konkludere, at der formentlig ikke har været noget som helst salg til almindelige bogkøbere, men blot et endog meget beskedent salg til biblioteker.

På den baggrund fandt vi, at vi ikke var det rette forlag for forfatterens tredje bog. Forfatteren kunne derfor beholde sit forskud og fik tilbudt fri disposition over satsen og det omslag, der allerede var udarbejdet.

For at vi på Lindhardt og Ringhof også i fremtiden kan sikre en bred vifte af ikke-kommerciel litteratur, er det nødvendigt, at vi udvælger den med omhu, og overordnet set sammensætter et program, der er alsidigt og økonomisk bæredygtigt. Den pointe gik fløjten i Informations historie, der efterlod det indtryk, at vi nu hverken vil udgive smal litteratur eller tage chancer med et litterært vækstlag. Det er helt forkert, men jeg erkender, at efter Informations effektfulde artikel, kan vi have problemer med at trænge igennem med budskabet. Forsøget skal dog ikke være ugjort.

I øvrigt må det kunne glæde Sørensen, Oldrup og andre, at store dele af det materiale fra den omtalte forfatter, der blev lavet kontrakt på, i mellemtiden er blevet bragt i Forfatterskolens afgangsantologi 2004.

Pressemeddelelse 22.06. 2005
Åbent brev

Til Morten Hesseldahl

Undertegnede forfattere har efter din offentliggørelse af Martin Glaz Serups såkaldte fritstillelse besluttet at forlade L&R.

Nogle af os ligger inde med nye manuskripter, men på trods af gode samarbejder med forlagets redaktører kan vi ikke stå inde for at blive i vores "stald", efter det kontraktbrud Serup har været udsat for.

Ingen af os har lyst til at være tilknyttet et forlag, hvor direktøren hænger en af sine egne forfattere ud i pressen med udtalelser som dem, du har givet om Serups lave salgstal og mådelige anmeldelser. Smal litteratur har under alle omstændigheder sjældent større afsætning end den, Serups bøger har haft.

Ydermere ønsker vi ikke at understøtte et forlag, som bortdømmer vækstlaget i den unge og eksperimenterende litteratur.

Venlig hilsen

Kristiane Hauer

David Læby

Kenneth Krabat

Harald Voetmann

Kristina Stoltz

22.06.2005 Fyens Stifttidende

Ballade om Stiftstidendes lyrikanmelder

Først blev forfatteren Martin Glaz Serup, der også anmelder lyrik for Fyens Stiftstidende, fyret fra sin kontrakt med Lindhardt og Ringhof. Dernæst udtalte Lindhardt og Ringhofs direktør Morten Hesseldahl sig lidet flatterende om Glaz Serup i dagbladet Information. Og nu har fem forfattere så forladt forlaget i protest mod Hesseldahls udtalelser til avisen.

Forfatterne Kristiane Hauer, David Læby, Kenneth Krabat, Harald Voetmann og Kristina Stoltz skriver i et åbent brev til Morten Hesseldahl, at de har besluttet at forlade forlaget efter offentliggørelsen af Martin Glaz Serups såkaldte fritstillelse fra forlaget.

-Nogle af os ligger inde med nye manuskripter, men på trods af gode samarbejder med forlagets redaktører kan vi ikke stå inde for at blive i vores "stald", efter det kontraktbrud Serup har været udsat for, skriver forfatterne i brevet.

- Ingen af os har lyst til at være tilknyttet et forlag, hvor direktøren hænger en af sine egne forfattere ud i pressen med udtalelser som dem, du har givet om Serups lave salgstal og mådelige anmeldelser. Under alle omstændigheder har smal litteratur sjældent end større afsætning, end den, Serups bøger har haft. Ydermere ønsker vi ikke at understøtte et forlag, som bortdømmer vækstlaget i den unge og eksperimenterende litteratur, skriver de fem, der altså nu deler Martin Glaz Serups skæbne som tidligere forfatter hos Lindhardt og Ringhof.

Information, 23. juni 2005
af journalist Johnni Michelsen

Forfattere forlader Lindhardt og Ringhof i protest

Fem forfattere forlader forlaget i protest mod, at forlagsdirektør Morten Hesseldahl offentligt har "tilsvinet" forfatteren Martin Glaz Serup

Forlagsdirektør Morten Hesseldahl har ikke blot begået kontraktbrud, men også hængt en af sine egne forfattere ud i pressen og bortdømt den smalle litteratur. Det mener fem danske forfattere, som nu tager konsekvensen og forlader forlaget Lindhardt og Ringhof.

"Ingen af os har lyst til at være tilknyttet et forlag, hvor direktøren hænger en af sine egne forfattere ud i pressen med udtalelser som dem, du har givet om Serups lave salgstal og mådelige anmeldelser. Ydermere ønsker vi ikke at understøtte et forlag, som bortdømmer vækstlaget i den unge og eksperimenterende litteratur," skriver forfatterne Kristiane Hauer, David Læby, Kenneth Krabat, Harald Voetmann og Kristina Stoltz i et åbent brev til forlagsdirektør Morten Hesseldahl.

Forfatternes utilfredshed skyldes blandt andet Morten Hesseldahls udtalelser i Information i weekenden. Her forklarer Hesseldahl som svar på en artikel i Information torsdag, hvorfor Lindhardt og Ringhoff ikke længere ønsker at udgive forfatteren Martin Glaz Serups bøger:

"Når salgstallene på forfatterens to foregående titler nåede henholdsvis 139 og 140 eksemplarer, og begge bøger samtidig indkasserede temmelig mådelige anmeldelser, så vi os desværre ikke i stand til at fortsætte samarbejdet," skrev Hesseldahl i et læserbrev i Information lørdag.

Det er helt uhørt, at en forlagsdirektør fremsætter den slags udtalelser i medierne, mener Harald Voetmann.

"Det er fair nok, at forlaget vil tjene penge, men det er ikke i orden at svine folk til i medierne og kommentere, hvor meget en enkelt forfatter sælger," siger Harald Voetmann.

Den opfattelse deler Kristina Hagen Stoltz.

"Et forlag skal jo støtte sine forfattere, ikke dolke dem i ryggen, men det er netop det, der er sket her. At tale offentligt om dårlige salgstal og "mådelige anmeldelser" er jo at hænge manden ud," siger Kristina Hagen Stoltz.

Hun ønsker heller ikke at blive på et forlag, som hun mener bevidst ønsker at sortere den smalle litteratur fra.

"Jeg vil da ikke som Martin Glaz Serup risikere at være næsten færdig med et manuskript og så få at vide, at forlaget ikke vil udgive det alligevel. Men når man bevidst skræller folk væk, som ikke sælger nok, er det jo netop det, jeg risikerer," siger Kristina Hagen Stoltz.

Også Kenneth Krabat mener, at Morten Hesseldahls brud med Martin Glaz Serup er udtryk for en underkendelse af den smalle litteratur.

"Hele vækstlaget bliver jo savet over som en gren, og jeg ved ikke, hvor forlaget har tænkt sig, at forfatterne skal komme fra, hvis de ikke selv vil være med til at fremdyrke dem. Det er en kortsigtet løsning på lige fod med at pisse i bukserne for at holde varmen," siger Kenneth Krabat.

Står med en tabersag
Morten Hesseldahl fortryder ikke, at han nævnte Martin Glaz Serups salgstal i Information og kaldte hans anmeldelser for "mådelige".

"Jeg synes generelt ikke, man skal diskutere en forfattes forhold med andre end forfatteren selv, men Information skrev en historie, som manglede noget, og jeg følte, at jeg var nødt til at tage til genmæle," siger Morten Hesseldahl.

Lindhardt og Ringhofs brud med Martin Glaz Serup er nemlig langt fra et udtryk for forlagets holdning til smal litteratur i almindelighed, mener han.

"Det her handler jo ikke om, at vi ikke vil udgive smal litteratur eller dyrke et vækstlag. Tværtimod. Et forlag er en virksomhed, som skal hænge sammen, og vi er netop nødt til at sige nej til nogle forfattere for at få en balance i vores økonomi, så vi kan fortsætte med at udgive smal og eksperimenterende litteratur, hvilket er meget centralt for os," siger Morten Hesseldahl.

"Hvis der er almindelig enighed om, at noget er litterært uomgængeligt, så fortsætter vi selvfølgelig med at udgive det. Men når man ser på den konkrete forfatters modtagelse, så var den trods alt mådelig, og derfor var vi nødt til at bytte ham ud med en anden. Men jeg er udmærket klar over, at vi under alle omstændigheder står med en tabersag. Det store, onde, oven i købet svenskejede forlag siger nej til en ung smal lyriker - det er jo en sikker taber."

Berlingske Tidende 23 juni 2005
Af journalist Søren Kassebeer

Masseflugt fra forlag efter forfatter-fyring
Lindhardt og Ringhofs behandling af en ung forfatter får nu fem andre forfattere til at forlade forlaget i protest.

Fem forfattere har med øjeblikkelig virkning besluttet at forlade det store og velanskrevne forlag Lindhardt og Ringhof.

Den dramatiske beslutning fremgår af et åbent brev, som forfatterne Kristiane Hauer, David Læby, Kenneth Krabat, Harald Voetmann og Kristina Stoltz har stilet til Lindhardt og Ringhofs direktør, Morten Hesseldahl.

»På trods af gode samarbejder med forlagets redaktører kan vi ikke stå inde for at blive i vores »stald« efter det kontraktbrud, Serup har været udsat for,« hedder det bl.a. i brevet.

Balladen begyndte, da den unge forfatter Martin Glaz Serup forleden fik at vide, at Lindhardt og Ringhof alligevel ikke ville udgive hans næste bog. Da dagbladet Information skrev en artikel om sagen, kvitterede Morten Hesseldahl med et debatindlæg, hvor der bl.a. stod:

»Den slags er altid beklageligt, men når salgstallene på forfatterens to foregående titler nåede hhv. 139 og 140 eksemplarer, og begge bøger samtidig indkasserede temmelig mådelige anmeldelser, så så vi os desværre ikke i stand til at fortsætte samarbejdet.«

De protesterende forfatteres kommentar til debatindlægget er, at de ikke »har lyst til at være tilknyttet et forlag, hvor direktøren hænger en af sine egne forfattere ud i pressen«. Det fremgår også, at brevskriverne ikke ønsker at »understøtte et forlag, som bortdømmer vækstlaget i den unge og eksperimenterende litteratur.«

Morten Hesseldahl siger i en kommentar til masseflugten, at han er »utroligt ked af«, at forfatterne melder ud, som de gør, og at det bedste, man kan gøre, er at forklare dem, hvordan forlagsdrift fungerer.
»Vi vil stadig udgive smal litteratur. Men vi kan ikke blive ved med at udgive tabsgivende ting,« siger han.

Fortryder du, at du kommenterede Glaz Serups forhold offentligt?

»Det er upassende at diskutere en forfatters forhold i pressen. Men i og med, at Glaz Serup selv gik til Information, syntes jeg, at man for fuldstændighedens skyld skulle fortælle hele historien.

Politiken 23 juni 2005
Af journalist Nina Kragh

Forfatteropgør med forlag
I protest mod Lindhardt og Ringhofs administrerende direktør forlader fem forfattere nu forlaget.

Fem forfattere vælger nu at forlade Lindhardt og Ringhof - i vrede over den behandling deres kollega Martin Glaz Serup har fået i forbindelse med forlagets fritstilling af forfatteren. I et åbent brev til administrerende direktør Morten Hesseldahl skriver forfatterne, at de ikke kan blive deres »stald« efter det kontraktbrud, Serup har været udsat for.

»Ingen af os har lyst til at være tilknyttet et forlag, hvor direktøren hænger en af sine egne forfattere ud pressen med udtalelser som dem, du har givet om Serups lave salgstal og mådelige anmeldelser«, skriver de fem - Kristiane Hauer, David Læby, Kenneth Krabat, Harald Voetmann og Kristina Stoltz - i brevet til Hesseldahl.

Forlagsopgøret kommer, efter at Lindhardt og Ringhof tidligere på måneden har opsagt samarbejdet med Serup, på trods af at forlaget har udbetalt forskud og indgået kontrakt med forfatteren om at udgive hans tredje bog til august. Efterfølgende har Morten Hesseldahl i flere aviser som forsvar for opsigelsen peget på Serups lave salgstal og »temmelig mådelige« anmeldelser.

Bonnier Forlagene offentliggjorde for nylig et årsregnskab med et underskud før skat på 30 millioner kroner. Derfor skal også Lindhardt og Ringhof spare penge, hvilket har fået forlaget til kritisk at gennemgå de forfattere, der sælger få bøger. I brevet til Hesseldahl skriver de fem forfattere desuden: »Ydermere ønsker vi ikke at understøtte et forlag, som bortdømmer vækstlaget i den unge og eksperimenterende litteratur«. Kenneth Krabat uddyber:

»Forlagene skal selvfølgelig sælge bøger. Men hvis det - som det i øjeblikket sker overalt - betyder, at den smalle litteratur bortdømmes, så er der ikke nogen opdyrkning af undergrunden, og det er den, som senere skal levere varen til forlagene. Derfor er det vigtigt, at de yngre forfattere får plads til at eksperimentere og lege. Det kan godt være, at deres første udgivelser kun sælger 200 eksemplarer, men de gør sig nogle erfaringer. Som eksempel lagde Thomas Boberg ud som ung lyriker og sælger i dag meget med sine rejseromaner. Der er en lige linje mellem først at prøve sig selv af og så senere at få succes. Det er de færreste, der bliver bestsellere med deres første bog«. Kristina Stoltz anerkender, at Lindhardt og Ringhof er nødt til at gøre noget for at rette op på økonomien.

»Men man laver ikke en kontrakt med en forfatter og bryder den, to måneder før bogen skal udgives. Så skulle kontrakten ikke være indgået. Jeg opfatter det også som et signal om, at Lindhardt og Ringhof vil gøre op med vækstlaget, og dermed risikerer Morten Hesseldahl at give afkald på nogle af de forfattere, han kan tjene penge på om fem år. Grunden til, at forlagene tager lyrikken og de unge forfattere ind, er, at de på længere sigt håber at tjene penge på dem. Derfor satsede de på os, men nu går fem af os altså«, siger Stoltz.

Forståelseskløft

Morten Hesseldahl beklager de fem forfatteres beslutning. »Det er jeg meget ked af at høre. Jeg tror, at der er en forståelseskløft mellem forlaget og forfatterne. Vi vil meget gerne udgive den smalle litteratur, men for at kunne gøre netop det er det en forudsætning, at der er orden i økonomien«, siger direktøren, der er enig med forfatterne i, at det er upassende at diskutere enkelte forfatteres succes eller fiasko i pressen.

»Men det beklager jeg sådan set ikke, at jeg har gjort, for Martin Glaz Serup indledte det hele med selv at gå til pressen, og derfor mente vi, at det var rimeligt at fortælle den anden side af historien«, siger Hesseldahl, der ikke forventer at kunne overtale forfatterne til at vende tilbage. »Jeg kan sagtens se, at det en smertelig historie, og at vi står med en ond fortælling om økonomi, men jeg vil gerne understrege, at Lindhardt og Ringhof fortsat ønsker at dyrke vækstlaget og den smalle litteratur. Også selv om det er en myte, at bestsellere begynder som dårligt sælgende lyrikere. Langt de fleste bestsellere bliver det med deres første udgivelse «, siger han.

Weekendavisen 24 juni 2005
Af journalist og forfatter Lars Bukdahl

Bundbølle: Taberforlaget
Lindhardt og Ringhof har smidt den billige fastelavnsmaske og afsløret deres sande, brutalt kommercielle fjæs.

FOR et halvt års tid siden, da jeg anmeldte en dårlig roman dårligt, kom jeg til at kalde Lindhardt og Ringhof for et »taberforlag«, hvilket forlaget tog særdeles ilde op, ja, det var faktisk lige før, de krævede en berigtigelse i avisen; jeg mente egentlig bare, at i forhold til Gyldendal, der, hvis de vil, kan gøre lort til (kommercielt) guld, er L&R et taberforlag. Men nu har direktør Morten Hesseldahl og hans håndlangere på forlaget åbenbart besluttet sig for at tage mig på ordet:

Fredag d. 9. juni modtog den unge digter Martin Glaz Serup et brev fra sin L&R-redaktør, der meddelte ham, at den bog, som der var skrevet kontrakt og udbetalt forskud og læst korrektur på, og som skulle udkomme til august, ikke ville se dagens lys, for »Som du måske ved, har vi gennem en årrække måttet kæmpe med et underskud, der til dels skyldes udgivelsen af for mange titler - og navnlig for mange tabsgivende titler. Disse 'smalle' bøger har vi udgivet, fordi de havde litterær kvalitet, og fordi vi gerne ville opdyrke et vækstlag af unge, eksperimenterende forfattere. Det er der kommet mange gode bøger ud af, blandt andet dine, men det har også været dyrt for forlaget. Nu er vi blevet pålagt at skære programmet ind til benet og primært fokusere på de udgivelser, som vi kan tjene penge på.« Hyggelig besked at modtage fredag morgen, ikke sandt?

Information skrev om sagen om onsdagen og Politiken om torsdagen, hvor direktør Hesseldahl udtalte, at »vi har da skrevet afslag til andre forfattere, vi ikke vil udgive. Der er ikke udgået et standardbrev, men der er ingen tvivl om, at vi ser mere kritisk på tingene (...)«

Som en art spot føjet til skaden bragte Information fredag en annonce for »fire formidable og forunderlige« smalle forfattere fra L&R: David Læby, Harald Voetmann Christiansen, Jens Asbjørn Seehuusen og Lone Munksgaard Nielsen. I samme avis' lørdagsudgave forsøgte direktør Hesseldahl at sætte tingene på plads i et læserbrev, et uddrag:

»Af Informations ejendommelige historie fra den 16. juni fremgik det, at 'Et forlag skrotter sit vækstlag'. Lad mig i al stilfærdighed understrege, at historien intet har på sig. Én af vores forfattere har modtaget et brev om at vi desværre ikke ønsker at fortsætte med at udgive hans bøger. Den slags er altid beklageligt, men når salgstallene på forfatterens to foregående bøger nåede hhv. 139 og 140 eksemplarer og begge bøger samtidig indkasserede temmelig mådelige anmeldelser, så så vi os desværre ikke i stand til at fortsætte samarbejdet. Det er altid trist, når den slags sker, men det sker altså på hvert eneste forlag kloden rundt, året rundt. (...) Hvad der er rigtigt i Informations artikel er, at vi på Lindhardt og Ringhof agter at få en bedre balance i udgivelsesprogrammet, så vi kan slutte den årelange række med underskud, vi har haft. Det vil bl.a. have den fordel, at vi kan fortsætte med vores store liste af såkaldt smal litteratur. Lad mig i den forbindelse understrege, at vi med åbne øjne udgiver forfatterskaber, som vi ved, vi ikke kommer til at tjene penge på.«

Det er en opsigtsvækkende nyhed, at forlag kloden rundt, året rundt, stopper bøger, der er antaget og skrevet kontrakt på, for derefter at håne forfatteren offentligt for hans oplagstal og anmeldelser. Det tror jeg simpelthen ikke på, og for denne utrolige, dobbelte svinestreg alene burde samtlige L&R-forfattere løbe skrigende bort på stedet (og samtlige redaktører sige op i skam), for hvem kan så vide sig sikker?

En lige så tungtvejende grund til at vende forlaget ryggen er imidlertid bortvisningen af X antal forfattere alene grundet deres dårlige salgstal (og dårlige anmeldelser?). Jeg ved godt, at det heller ikke er rosenrødt andre steder, og jeg har også hørt grumme historier om, hvordan systemet på for eksempel Gyldendal er blevet strengere og mere labyrintisk, men på én gang at fyre et helt kompagni af forfattere (og det er det, redaktøren i sit brev og Hesseldahl i sit Politiken-interview siger, de er i færd med at gøre), bare fordi de er too small for comfort, det er ganske simpelt uhørt. Sigende nok nævner direktøren ikke én gang ordet kvalitet, for det spiller ingen rolle overhovedet.

Jeg kan forstå, at Hesseldahl i en radioudsendelse har nævnt Thomas Boberg, Jens-Martin Eriksen, Peer Hultberg og Juliane Preisler som smalle forfattere, L&R gerne vil udgive. Disse erfarne talenter kan hermed betragte sig selv som gidsler for forlagets finlitterære image, og hvor rart føles det egentlig?

Faktum er, at Lindhardt og Ringhof ikke længere er at regne som et seriøst, litterært forpligtet forlag i samme klasse som Borgen, Gyldendal, Rosinante, Samleren og Tiderne Skifter. Det så meget godt ud i begyndelsen af 90erne, da Torben Madsen opdagede nye talenter og lokkede gamle til, men efter at Madsen forlod skuden, er det gået støt ned ad bakke; Leif Davidsen er vel den eneste, der tjener reelle penge hjem, og egentlig burde man bare omdøbe og downsize sig til Leif Davidsen-forlaget.

River man vækstlaget (som altså ikke repræsenteres af 40-70-årige som Boberg og co.) op med rode, fjerner man også muligheden for solid og kvalificeret vækst, for ja, direktør H., »store folkelige fortællere starter« rent faktisk »typisk som smalle lyrikere«. Stod det til Det Nye L&R, ville hverken Sten Steensen Blicher eller Kirsten Thorup have fået en chance.
Fra nu af bliver det heldigvis meget nemmere at vende det døve øre til, næste gang Morten Hesseldahl stiller sig frem som mini-Johannes Riis og prædiker selvfedt løs om kanon og dannelse og sager. Han har jo ikke noget på, som en smal forfatter skrev engang.

Weekendavisen 24 juni 2005
Af journalist Bo Bjørnvig

Blæk-Glaz'et: Vækst-D laget
Har en forfatter, der ikke sælger og får dårlige anmeldelser, altid ret til at udkomme? Åbenbart, for ellers trues...

Martin Glaz Serup er ramt af uheld. Ikke blot har forlaget Lindhardt og Ringhof ophævet en kontrakt på at udgive hans tredje digtsamling til august, Glaz Serup har heller ikke fået gode anmeldelser for de første to digtsamlinger:

Det vil sige, mest positiv er vores egen Lars Bukdahl, men heller ikke her var Glaz Serup heldig - anmeldelsen af den første digtsamling Shylas ansigt kom slet ikke på, men endte i avisens »brokkasse«. Anmeldelsen af den næste digtsamling, Borgmester Gud, kom på, men om det var heldigt er en anden sag: »Glaz Serup har så frygtelig travlt med at agere æstetisk og politisk korrekt, at han rent glemmer den livsnødvendige funky spilfærdighed... Fuck de pinlige prætentioner, digterspire, og bliv en voksen showmeister!« Indimellem er Bukdahl dog glad for noget her og der, og det må kaldes positivt - set i forhold til resten:

Tue Andersen Nexø (Information) er dog forsigtig i sin bedømmelse: »Tidligere har Serup udgivet to ujævne, men energiske samlinger, her er han blevet meget afdæmpet.« Her - det vil sige i en forfatterskole-antologi, hvor Glaz Serup optræder. Med en del af stoffet til den nye digtsamling, i øvrigt. Hvilket han vist burde have spurgt sit (nu forhenværende) forlag om lov til. Mikkel Bruun Zangenberg (Politiken) ser denne antologi som et fremskridt: »Glaz Serup i umiskendelig fart frem mod en mere moden stil end i sine tidligere ting.«

Hvilket også var nødvendigt, for modtagelsen af de første bøger var ikke god. Erik Skyum-Nielsen anmeldte først den første digtsamling, da den anden digtsamling udkom, og Glaz Serup dermed ikke rigtig var til at komme udenom. Hvilket irriterede Skyum: »Det var vanskeligt at blive rigtig begejstret for Martin Glaz Serups debut Shylas ansigt, som udkom i fjor, så vanskeligt, faktisk, at den aldrig blev anmeldt i nærværende (ganske vist undertiden lettere åndsfraværende!) blad. Det kan der heldigvis rådes bod på nu, hvor han udsender opus 2, der tilmed i alt væsentligt ligner forgængeren.«

Hvad der rådes bod på er udsagn som disse: »Det kunne have været interessant, hvis Martin Glaz Serup i det mindste havde demonstreret sans for præcision og prægnans. Men netop dér faldt hans bog igennem og dumpede alt for villigt ned blandt alt muligt andet ligegyldigt lal... Råder Martin Glaz Serup over virkeligt poetisk talent, mangler han stadig at vise os det.«

Men Glaz Serup er ikke kun en uheldig mand, hvis ting ryger i forlags og avisers brokkasser. Om det så skyldes åndsfraværelse eller ej, har han været så heldig at få en anmeldelse på to gange i Politiken: »Mandag (25.8.) bragte vi en anmeldelse af Martin Glaz Serups bog: 'Shylas ansigt'. Den bog udkom allerede sidste år og blev da også anmeldt dengang. Den bog, vi skulle have anmeldt i går, var af samme forfatter, men hedder altså: 'Borgmester Gud'. Anmeldelsen af 'Borgmester Gud' kan læses i kultursektionen i dag. Vi beklager roderiet.«

Eller måske var Glaz Serup igen uheldig, for Niels Lyngsøe (Politiken) er direkte uvenlig: »Af og til bumler han ind i en udmærket detalje ('månen/ der også er brun/ som slips'), men for det meste består digtene af lal og ligegyldigheder. Ambitionsniveauet er virkelig forbløffende lavt.« Man må give Lyngsøe ret: Hvis 'månen er et brunt slips' skulle være en »udmærket detalje«, så ser det ikke godt ud, indrømmet.

Nå, men næste dag var Lyngsøe der igen, denne gang med den anmeldelse, der ikke blev bragt dagen før: »...der (er) fuld fart på det lyriske løbebånd: digteren tumler hovedkulds deruda', men kommer ikke rigtig ud af stedet. Heller ikke i forhold til sidste års debut; den nye bog er mere af samme skuffende skuffe... 'Borgmester Gud' er en tam og ligegyldig affære. Jeg vil råde Glaz Serup til at sætte farten ned og anstrenge sig noget mere. Ellers bliver det hurtigt for anstrengende for læseren.«

Heller ikke i provinsen er de glade: under overskriften »Noget meget indviklet vrøvl«, skriver Morten Tjalve i Flensborg Avis: »Martin Glaz Serup fortsætter i sin digtsamling 'Borgmester Gud' stilen, der blev lagt med debuten 'Shylas ansigt' sidste år. Det vil sige med masser af henvisninger til kendte og mindre kendte personer og værker. Det hele krydres med lidt engelsk, spansk, tysk og svensk og bliver på alle måder alt for indspist og lukket til nogensinde at være interessant at læse.«

Direktøren for Lindhardt og Ringhof, Morten Hesseldahl, har, efter at Glaz Serup har gjort sagen til et offentligt anliggende i Information, erklæret, at et forlag med underskud igennem en årrække ikke har råd til at udsende digtsamlinger, der som Glaz Serups sælger 139 og 140 eksemplarer. (Forskellen på de to tal må skyldes, at en biblioteksfilial er lukket eller en læser af egen fri vilje er gået ind i en boghandel og har købt et eksemplar, for tallene afspejler bibliotekernes indkøb. Men det betyder trods alt ikke, at kun 139-140 eksemplarer kommer ud i verden, for et lige så stort antal udsendes som frieksemplarer og anmeldereksemplarer.)
At fem digterkolleger så blev rasende over, at »salgstallet« er kommet frem, er fuldt ud forståeligt, for nogle kunne jo tænke: Hvorfor anmelder alle aviser bøger, som ingen køber?
OG her er det så, at Martin Glaz Serup for en gangs skyld ikke er uheldig: hans navn, som faktisk i forvejen er omtalt forbløffende meget i aviserne i forhold til salgstallet, er gennem uheldet med den ophævede forlagskontrakt kommet på alles læber. I den kulturelle andedam i hvert fald. Og sympatien er stor.

De andre forlag er nemlig bekymrede, ifølge Peter Nielsen i Information. Direktøren for forlaget Aschehoug, Anette Wad, siger: »Vi skal alle være med til at gøde vækstlaget i dansk litteratur, for vi skal alle sammen leve af det senere. Som forlag har man en forpligtelse over for dansk litteratur og den mere smalle litteratur. Lindhardt og Ringhofs beslutning peger på en tendens, hvor det fremover for forfatterne vil blive sværere og sværere at finde forlag, som vil påtage sig at udgive de bøger, som man risikerer at tabe penge på.«

Torben Madsen, direktør for GB-forlagene (forlagene Rosinante, Forum, Høst & Søn, Fremad og Samleren), er enig: »Ingen forlægger ved jo på forhånd, hvad man kommer til at tjene penge på, for så ville vedkommende være et af landets bedst betalte mennesker. Det er under alle omstændigheder forlagsmæssigt forkert, når man ved, hvor lang tid, det nogle gange tager at udvikle et forfatterskab.«

Forlaget Borgens redaktionschef Jens Christiansen istemmer: »Borgens forlag blev grundlagt på kærlighed til litteraturen. Det er en stærk del af identiteten at udgive dansk litteratur, være med til at opbygge forfatterskaber og sørge for at de opnår større udbredelse,« siger han.

Havde de sagt andet, ville ørerne være faldet af. Hvad forlagene så gør, er noget andet. Men nu har de i det mindste forpligtet sig.

24.06.05 Information, læserkommentar
af Svend-Allan Sørensen, billedkunstner og forlægger

Borgmester Hesseldahl II
Kære Morten Hesseldahl. Det Thomas Oldrups og undertegnedes indlæg den 21. juni i korte træk handlede om, var din optræden i denne avis.

At du ikke går ind i en dialog på en saglig facon, men blot opfører dig helt og aldeles respektløst overfor én af dine tidligere tilknyttede forfattere.

Og at du så i dit svar bliver ved og trækker forfatteren endnu mere i håret, det forstår jeg simpelthen ikke. Det er usselt, er det. Det er tom magtanvendelse, Borgmester Hesseldahl.
Bevis for katten, at du kan føre en saglig dialog uden at svine folk til!

25.06.05 P2s Alfabet [uge 25] nogle minutter inde.
Interview i studiet med Martin Glaz Serup. Derefter via telefon med Morten Hesseldahl.

25.06.2005
brev fra L&R stilet til forlagets forfattere [.jpg, 84K]

Information 25.  juni  2005
Af Lars Frost, Claus Handberg Christensen og Janus Kodal, forfattere

Det er sjofelt at trække en bog tilbage, efter kontrakten er underskrevet. Har man lagt fissen frem, så skal der bolles. Det burde få juridiske konsekvenser

Det var en af den slags historier, man fortalte hinanden i miljøet i de sommerdage, der var blevet os til del. Nogen sagde, det var dumt af Martin Glaz Serup at offentliggøre Lindhardt og Ringhofs brev. Andre, med hang til brændere, sagde, at Morten Hesseldahls modtræk var et slag så dybt under bæltestedet, at det måtte have ramt en kineser. Under alle omstændigheder var det en situation, der trak grænserne op.

Det er allerede en del år siden, som tiden dog går, at der i Sverige blev startet et forlag ved navn Piratforlaget. Guilliou var primus motor - bunsenbrænder - i projektet, som havde en idealistisk(?) grundidé, der gik ud på, at skaffe forfatterne bedre vilkår, økonomisk og rettighedsmæssigt. Forretningsideen var, at hente best seller-forfattere til Piratforlaget fra andre forlag og give dem mindst 50 procent af overskuddet fra salget af bogen.

(I Danmark får en forfatter typisk 15 pct. af salgsprisen før moms, en tredjedel udbetales i forskud - en garantisum, som ikke betales tilbage, hvis salget viser sig at være mindre end den tredjedel af oplaget, forfatteren er blevet betalt for. Sælger bogen mere end den tredjedel, betales forfatteren pr. solgt bog - puha, omstændelige sager, men sådan er det.)

Piratforlaget fik ros for arbejdet for forfatternes rettigheder og pengepung, og der var tilsyneladende ingen, der fik ondt i røven af at se på, at Piratforlaget hev bestseller-forfattere til sig fra andre forlag og undlod at spilde penge på at opdyrke et vækstlag - det vil sige, finde og udgive unge, debuterende forfattere.

Herhjemme så vi det samme ske hos forlaget Peoples Press - man ignorerede den litterære fødekæde, og forsøgte i stedet at promovere de mest ligegyldige udgivelser af allerede udgivne forfattere, forfattere de 'lånte' fra andre forlag og markedsførte som ugebladet 'Det store Samtidsværk'. Desperat forsøgte man at oparbejde et renommé som et seriøst alternativ til de bestående forlagsgiganter, Gyldendal og Bonniers (L&R). Der er bare én markant forskel, nemlig: Arbejdet med vækstlaget!

Ansvarsfralæggelse
Og nu giver så altså Bonniers danske datter op. Taget med bukserne nede i midsommersolen under majstangen. Det er sjofelt at trække en bog tilbage, efter kontrakten er underskrevet. Har man lagt fissen frem, så skal der bolles. Det burde få juridiske konsekvenser.

Nu fralægger L&R sig ethvert kulturbærende (det kaldte man det faktisk for nogle år siden) ansvar. Gudskelov (ikke på nogen gudsfrygtig måde, men alligevel) for de små (i ånden større) forlag, hvis ulønnede arbejde, for ganske få (og stadig færre) støttekroner producerer den litteratur: Oversættelser, nyudgivelser, tidsskrifter, der bringer fornyelsen og hæver tanken op over vanen.

For et par måneder siden optrådte L&R's direktør Morten Hesseldahl på Syddansk Universitet i forbindelse med et seminar om den kreative fødekæde. En diskussion blomstrede op efter Mortens oplæg, i hvilket Morten på forlagenes vegne frasagde sig ansvaret for det svigtende økonomiske grundlag for den litteratur, han fremturede med at benævne 'smal'. "Den er usælgelig, og det er ikke min skyld," sådan cirka kunne man sammenfatte Mortens svale indspark. Vi var nogle, der mente, at en ændring i den vanemæssige opdeling af litteraturen i henholdsvis 'smal' og 'læselig' og en ændret marketingsstrategi, kunne hjælpe med til, at den 'smalle' litteratur 'blev læst.

Mortens svar var, at læserne ganske enkelt ikke ville have den smalle litteratur. De valgte den fra. Og, hviskede Morten, det er et forlags raison d'etre at give læseren bøger, de vil læse.
Men, blev der repliceret, hvorfor ikke i stedet koncentrere sig om at markedsføre litterær kvalitet og tillade sig den skønne holdning, at ville give læserne det bedste helt subjektivt og velment.

Der skred Morten til med den serie af forfærdende argumenter, vi allerede har hørt så mange gange fra regeringen og regeringens støtteparti i utallige andre sammenhænge; den serie, der vender et ærligt ønske om at give læserne/folket det bedste, til en udemokratisk og elitær tvangsforanstaltning - kulturradikalisme, og den slags skældsord har man brugt. Absurd, ja, da det jo netop er den idé - at ville give læserne, ikke det bedste, men det de har brug for og kan forstå - som er æklende udemokratisk, arrogant og forfærdende i sin facistiske konsekvens. Og jo, vi har set den slags tanker udlevet i en fascistisk konsekvens.

Hvad er konsekvensen af en sådan arrogant holdning til læseren/folket? En feudal struktur, hvor en lille semi-intellektuel, forrået klan påtvinger en kulturelt uuddannet, hadsk og fornøjelsessyg nation deres indskrænkede meninger om, hvad der er godt og skidt. Hvad er der sket med den sunde oplysningstanke? Det er ikke elitært at ville sine medmennesker det bedste. Og der er intet smagsdommerisk eller bedrevidende i at bruge sine evner maksimalt og gøre sig umage for at henlede sine medmenneskers opmærksomhed på sine opdagelser. Det er tværtimod vejen til fremskridt og (elendige modeord) innovation. Det var paradoksalt nok Erhardt Jakobsen, der fra sin plads i Folketinget råbte det kulturradikale manifest: "Tal til kongen i enhver, og ikke til pjalten i os alle!" Vi råber i flok. Men er vi mange nok?

Politiken 25.  juni  2005
Leder i 3. sektion


En sur agurk


Forlaget Lindhardt og Ringhof er blevet leverandør af sommeragurk: En af de historier, som i sommervarmen får lov at vokse sig store i avisernes spalter. Fem af forlagets yngre forfattere har opsagt samarbejdet med forlaget i protest mod ... at forlaget har opsagt samarbejdet med mindst én af deres kolleger, digteren Martin Glaz Serup. Sidstnævnte havde ellers både fået kontrakt og forskud på sin nye digtsamling, som var programsat til efteråret. Men forlaget valgte at springe fra det hele, fordi man, med opsigelsens ordlyd, er blevet pålagt »at skære programmet ind til benet og primært fokusere på de udgivelser, som vi kan tjene penge på«. I efterfølgende avisartikler har forlagets direktør, Morten Hesseldahl, forklaret, at såvel Serups salgstal som hans anmeldelser var for dårlige. Og til dagbladet Information udtaler direktøren, at »vi har hele tiden haft det fokus, at vi gerne ville tjene penge, men bare ikke gjort det«.

Man skulle være et skarn, hvis man pegede fingre ad forlaget. Ønsket om at tjene penge, men bare ikke gøre det, vil overordentligt mange mennesker kunne nikke genkendende til. Ak, det er noget nær et menneskeligt grundvilkår, og det tjener forlagsdirektøren til ære, at han så åbent bekender sine lyster og kvaler.

Så her skal ikke peges fingre, her skal tænkes efter. Måske ville direktørens sætning vinde ved en omformulering: »Fordi vi hele tiden har haft det fokus, at vi gerne ville tjene penge, har vi bare ikke gjort det«.

Det mærkelige ved mange kulturvirksomheder - og for den sags skyld virksomheder i det hele taget - er jo, at overdrevent og ensidigt fokus på overskud ofte har det med at give underskud. Og hvis vi antager, at dette også gælder for Lindhardt og Ringhof, så ligger forlagets økonomiske problem måske snarere i det fikserede kommercielle fokus end i honorarerne til 'smalle' forfattere. I hvert fald er det næppe forskudshonoraret til Glaz Serup, som har belastet Lindhardt og Ringhof livstruende. Men for en medievirksomhed, som et forlag, kan det derimod godt blive livstruende, eller ganske forringende for livskvaliteten, at optræde alt for meget som skurk og agurk.

Politiken 26 juni 2005
Af Morten Hesseldahl, direktør, bonnier forlagene

Politikens nyttige idioti om den frie bogpris

I en verden af forandring og nye indsigter er der noget trygt ved, at Politikens syn på det danske bogmarked (lederen 19.6.) er fuldstændig ubevægeligt. Her ønsker man helt på linje med branchens dominerende aktør at opretholde et system, der tilsidesætter fri prisdannelse på bøger og samtidig sikrer, at forlagenes udgivelser i egne bogklubber ikke udsættes for priskonkurrence fra boghandlerne.

Dominerende aktører er ofte karakteriseret ved en utilbøjelighed til nytænkning og udvikling. Således også i bogbranchen. Dominerende aktører har jo netop opnået deres position i kraft af de eksisterende rammebetingelser og ser derfor med største bekymring på enhver form for forandring.

Forandring i bogbranchen er der til gengæld andre interessenter, der gerne ser. F.eks. Forbrugerrådet og Konkurrencestyrelsen, der begge kan se det urimelige i, at forbrugerne ikke får den gevinst, en fri prisdannelse giver. Og nu har også boghandlerne meldt klart og umisforståeligt ud. I en pressemeddelelse i den forgangne uge lød det: »Boghandlerforeningen mener, at tiden er kommet til at gå det sidste stykke vej og liberalisere bogmarkedet helt, så det er butikken, der selv bestemmer sine udsalgspriser«.

Det samme mener vi på de danske Bonnier Forlag, og det samme mener adskillige andre udgivere herhjemme. Faktisk udkommer 60 procent af alle nyudgivelser herhjemme med fri pris, men altså fortsat ikke de mest efterspurgte titler.

I Politikensleder fremgår det noget mystificerende, at den forlagsgruppe, jeg repræsenterer, »ikke er underlagt markedsvilkår«, idet vi bare år efter år sender vores underskud til Stockholm.

Lad mig oplyse lederskribenten om, at det, at man har et underskud, ikke er ensbetydende med, at man tilsidesætter markedsvilkårene. Tværtom, kunne man næsten argumentere. Hverken vi eller vores ejere glæder os over at sætte penge til, hvilket også er grunden til, at Bonnier Forlagene i Danmark de seneste år har gennemgået en dramatisk forandring, der blandt andet har medført, at vi opretholder den samme omsætning, men er blevet det halve antal medarbejdere, og at vi i løbet af kort tid er flyttet fra seks adresser til bare én.

Hvorvidt en så omfattende og slidsom omstillingsproces illustrerer Politikens synspunkt om, at vi ikke er underlagt markedsvilkår, må være op til læserne at bedømme.

Politiken kan i det hele taget fortsætte med at være lige så meget nyttig idiot, som man vil, og sammen med andre stærke kræfter vil man formentlig have held til i en vis tid endnu at besnakke politikere og meningsdannere til det absurde synspunkt, at bogen og forbrugerne er bedst tjent med et aftalesæt, der tilsidesætter en fri prisdannelse på bøger. Dermed lægges der en alvorlig sten i vejen for udviklingen af en hel branche. Netop i disse år med skærpet konkurrence fra alle andre medier har bogbranchen ellers behov for dynamik frem for protektionisme, og ikke, som Politiken gør - konsekvent sammenblander prispolitik med kulturpolitik.

Politiken 27 juni 2005, debat
Af Martin Glaz Serup, forfatter

Vil vi overhovedet have en avantgardekultur?

»Masserne har altid været mere eller mindre ligeglade med en kultur, der er under udvikling. Men i dag afvises en sådan kultur også af dem, som den egentlig tilhører - den herskende klasse. For det er hos de sidstnævnte, at avantgarden hører til. Ingen kultur kan udvikle sig uden et socialt grundlag, uden en indtægtskilde«. Sådan skriver Clement Greenberg i sit berømte essay 'Avantgarde og kitsch' fra 1939. Retorikken kan muligvis forekomme lidt bedaget i dag; med »den herskende klasse« forstår Greenberg »de velhavende og de dannede«, og det er dem, han mener, der vender »avantgarden« - den seriøse, nyskabende og ambitiøse kunst - ryggen; så meget snart vil alt, der er tilbage i det kulturelle landskab, være kitsch.

Så slemt er det alligevel ikke gået, ikke i Danmark. Hvis man tager litteraturen som eksempel, har de såkaldt smalle bøger, af den slags, Greenberg ville kategorisere som 'avantgarde', overlevet i en kompliceret og skrøbelig alliance imellem forlag, biblioteker, boghandlere og statsmæcenat. Forlagene, i hvert fald de største af dem, har udgivet den slags bøger, på trods af at de meget ofte er tabsgivende eller i heldigste fald når break-even, ud fra en betragtning om litterær kvalitet, og fordi man har villet opdyrke vækstlaget. Det er en kostbar og langsigtet affære, og som forlægger kan man ikke være sikker på, at den kontante belønning i form af et bredt folkeligt gennembrud nogensinde kommer. Når det alligevel har kunnet lade sig gøre, skyldes det, at særlig bibliotekerne har indkøbt relativt meget af den litteratur, der blev vurderet til at være af høj kvalitet, og fordi mange boghandlere tog bøgerne hjem, selv om det ikke har været videre rentabelt for dem, men for at have et velassorteret udbud. Sådan er det ikke længere. Markedet for de 'smalle' bøger er på alle måder presset. Jeg talte for nylig med en forlægger, der fortalte mig, at det ikke er usædvanligt, at boghandlerne samlet set ikke bestiller mere end 40-50 bøger hjem, hvis det drejer sig om lyrik. Med 40-50 eksemplarer spredt ud over hele landet, skal man virkelig gøre sig umage for at støde på den slags bøger i butikkerne. Eller man skal vide, hvor man skal gå hen.

Bibliotekerne er ligeledes presset - med de elektroniske udlånssystemer kan man hurtigt få overblik over, hvilke bøger der er run på, og på hvilke efterspørgslen er mindre. Det ser ud til, at bibliotekerne i disse år i højere grad køber ind efter et udbud-efterspørgsel-parameter og altså mere eller mindre arbejder på almindelige markedsvilkår (i konkurrence med boghandlerne?). Hvis det er rigtigt, ser bibliotekerne altså i stigende grad deres opgave som købmandens, der skal sørge for, at hylderne bugner af det, kunderne vil have - og masser af det - og ser i mindre grad deres rolle i samfundet som for eksempel en kulturbærende institution, der først og fremmest skal indkøbe efter den diffuse betegnelse 'kvalitet', diversitet og først derefter efter efterspørgsel. Ved siden af det kom der for nogle år siden en lov, der ligestillede alle medier, men uden at der blev tilført bibliotekerne flere midler. Det betyder reelt, at der er færre penge til bogindkøb. Det er ikke ualmindeligt, at en digtsamling har et samlet salg til bibliotekerne på omkring 40 eksemplarer. Sommetider det halve. Hvor mange af de bøger er mon stadig til at få fat på om 20 år; det kunne man også tale om, hvis man ønsker at diskutere bibliotekernes forpligtelser i forhold til den danske kulturarv.

For nylig meddelte Danmarks tredjestørste forlag, Lindhardt og Ringhof, at det er blevet for dyrt for forlaget at udgive de 'smalle' og eksperimenterende bøger, og at de nu vil skære programmet ind til benet og primært fokusere på de udgivelser, de kan tjene penge på. Det efterlader reelt Danmark med kun to veletablerede forlagshuse, der stadig vil påtage sig at udgive den eksperimenterende litteratur, der aldrig vil komme i nærheden af at være en økonomisk succesforretning. En stor del af udviklingen af og arbejdet med sproget og litteraturen overlades således til de ikkekommercielle undergrundsforlag som Arena, Adressens Forlag og Basilisk, der alle er afhængige af gratis arbejdskraft, er drevet fra kælderlokaler og private lejligheder, og som oftest udgiver oversat litteratur, fordi den er lettere at få den fondsstøtte til, som er absolut nødvendig, for at en udgivelse kan realiseres. Og boghandlerne køber endda endnu færre titler ind fra disse småforlag. Man aner nok en ond spiral.

Clement Greenberg skriver, at 'avantgarde'-litteraturen altid vil have et begrænset publikum i første omgang, men at »den sande kunst« er nødvendig, hvis ikke det hele skal forvandles til kitsch, som han definerer som: »populær, kommerciel kunst og litteratur med deres flerfarvetryk, ugebladsforsider, illustrationer, annoncer, triviallitteratur, tegneserier, popsange, stepdans, hollywoodfilm osv. osv.«. Man kan selvfølgelig mene alt muligt om Greenbergs strenge skelnen mellem kitsch og kunst, teksten er skrevet i en anden tid. I de 66 år, der er gået, siden essayet først blev publiceret, har vi blandt andet haft popkunsten, som Greenberg delvis og ubevidst leverer en udmærket beskrivelse af ovenfor. Han skriver også om den måde, kitsch opfører sig på generelt, at den er afhængig af en »fuldt udviklet finkultur«, den kan hægte sig på og udsuge, udvande og genbruge i en ufarlig og let underholdende cocktail. Det er derfor, skriver han, at ingen så meget som løfter et øjenbryn konfronteret med den kunst eller de formelle eksperimenter, der satte generationen før på den anden ende. Den proces går nok hurtigere i dag end i 30'erne; tænk for eksempel på Lars von Triers brug af håndholdt kamera og abrupt klipning i 'Riget'. De teknikker er i dag for længst gledet ind i mainstreamkulturen.

Man kan spekulere over, om der overhovedet vil være en »fuldt udviklet kultur«, en skriftkultur, der er tidssvarende og af høj kunstnerisk kvalitet, i Danmark om en generation eller bare om 10 år, hvis udviklingen får lov til at fortsætte som nu. Man kan også spørge til, hvorfor man som nation skal ønske at støtte den fortsatte videreudvikling af en national kultur, eller om man overhovedet gør det, og i positivt fald, hvilken type kultur man bør støtte? Dansk Folkepartis kulturordfører, Louise Frevert, mener i hvert fald ikke, at det er statens opgave at støtte en kritisk kunst - igen er Lars von Trier eksemplet.

Hvad mæ' kulturen? kunne man spørge, som Poul Henningsen gjorde det i sin lille bog af samme navn i 1933. PH ser en aktiv kulturpolitik som nødvendig for at kunne modstå et totalitært regimeskift, hvis for eksempel de økonomiske omstændigheder lægger op til et sådant. Han raser over, at ingen af de politiske partier har en seriøs, ambitiøs kulturpolitik. Han skriver blandt andet: »Saa meget kan vi vel altsaa sige, at mens de parlamentariske partier hidtil har staaet uden kulturprogram til skade for, hvad de kæmper for, arbejder baade Sovjet, Hitler og Mussolini paa kulturfronten - udfra modsatte forudsætninger ganske vist, men alle med den praktiske politiske forstaaelse, at man kan ikke lade nogen side af samfundslivet ligge«.

Det står næppe så grelt til i Danmark i dag, men måske er det på tide igen at tage en principiel debat om, hvad vi skal med 'avantgarden', om vi overhovedet vil have den, og i positivt fald, hvordan vi sikrer dens overlevelse.

27.06.2005 Aftenposten (NO), kommentar
av Mariann Enge

Er smal litteratur for kostbar?

I Danmark er det duket for prinsipielle diskusjoner, etter at landets tredje største forlag har ”sagt opp” en ung poet på grunn av lave salgstall.

Torsdag 16. juni kunne avisen Information melde at Martin Glaz Serup hadde mottatt en brutal beskjed fra det Bonnier-eide Lindhardt og Ringhof om at de ikke lenger vil utgi bøkene hans. Til tross for at de hadde skrevet kontrakt på og utbetalt forskudd for Serups tredje diktsamling, som var planlagt utgitt i august, sendte de ham et brev hvor de meddelte:
"Som du måske ved, har vi … måtte kæmpe med et underskud, der til dels skyldes udgivelsen af for mange titler … Disse 'smalle' bøger har vi udgivet, fordi de havde litterær kvalitet, og fordi vi gerne ville opdyrke et vækstlag af unge, eksperimenterende forfattere. Det er der kommet mange gode bøger ud af, blandt andre dine, men det har også været dyrt for forlaget. Nu er vi blevet pålagt at skære programmet ind til benet og primært fokusere på de udgivelser, som vi kan tjene penge på".

Danske forlag, som ikke har noen innkjøpsordning i ryggen, er nok nødt til å tenke mer kommersielt enn de norske. At Lindhardt og Ringhof stopper utgivelsen av Serups nye bok fremstår uansett som defensiv og kortsiktig forlagspolitikk. Kanskje er det som å si nei takk til Jan Erik Volds bok nummer tre? Det vet man jo aldri, det man vet, er at Martin Glaz Serup (f. 1978) er en svært interessant forfatter, som ved siden av å ha utgitt to diktsamlinger og en barnebok, er aktiv som litteraturkritiker i Fyens Stiftstidende og ansvarlig for nettstedet Litlive.dk. Han sitter dessuten i redaksjonsrådet til Nypoesi.net.

Saken har vakt sterke reaksjoner i det danske litteraturmiljøet. Flere forfattere har forlatt forlaget i protest, og en rekke forargede kommentarer har stått på trykk i avisene. Det er ikke bare de harde økonomiske prioriteringene som vekker oppsikt. Vel så betenkelig er det at de uten videre bryter en kontrakt, som man skulle tro var juridisk bindende.

Forlagsdirektør Morten Hesseldahl har i etterkant gått ut og forsøkt å bagatellisere kontraktbruddet, samt legge all skyld for de lave salgtallene på forfatteren: ” Det er altid trist, når den slags sker, men det sker altså på hvert eneste forlag kloden rundt, året rundt … når salgstallene på forfatterens to foregående titler nåede hhv. 139 og 140 eksemplarer, og begge bøger samtidig indkasserede temmelig mådelige anmeldelser, så så vi os desværre ikke i stand til at fortsætte samarbejdet.”

Han underslår at bøkene også mottok begeistrede anmeldelser. Uansett bør vel forlaget som har antatt og utgitt bøkene stå inne for sin egen vurdering av dem, uavhengig av mottakelsen? Dessuten løper direktøren her fra sitt eget ansvar for de lave salgstallene. Forlaget, som står for markedsføring og distribusjon av bøkene, må da også stå til rette for salget?

De øvrige danske forlagene har reagert negativt på Lindhardt og Ringhofs politikk, og hevder viktigheten av at forlagene tar ansvar for å dyrke frem litteratur ut fra et kvalitetsperspektiv, ikke bare ut fra kommersielle hensyn. Det er likevel ikke til å komme bort fra at forlagets opptreden i denne saken vitner om et formidabelt kommersielt press på kulturlivet – et press vi foreløpig bare kan ane konturene av i Norge, men som det er all grunn til å ta på alvor også her.

Dikt fra Martin Glaz Serups siste diktsamling "Borgmester Gud" (2003) er å finne på Nypoesi.net.

Information 28 juni 2005
af Nikolai Thyssen, journalist

En knap så grå eminence
Forlagsdirektør Morten Hesseldahl må efter en uges polemik sande, at det kan være dyrt at være fattig. Forlæggeren Merete Ries betegner Hesseldahls optræden som uelegant, men tilføjer: Man kan jo ikke bare skrive forfatter på visitkortet og forvente at blive forsørget i al evighed

Det er selvfølgelig bemærkelsesværdigt, når forfatteren til smalle udgivelser som Erotik og eventyr: om sex i tegneserier og ophavsmanden til afhandlingen Evolution og erkendelse - Neodarwinismens konsekvenser for erkendelsesteori, anklages for at være på korstog mod den smalle litteratur. Men Morten Hesseldahl, filosof af uddannelse, tidligere tegneserieforfatter og nuværende direktør for forlagsgruppen Bonnier, er et mangesidet talent. Og et af talenterne demonstrerede han igen i den forgangne uge: At rage uklar med den branche, han selv er en del af.

"Det er ikke så kønt, og det er ikke så ærligt," siger forlæggeren Merete Ries om sidste uges udmeldinger fra Hessedahl. Ries har en lang forlagskarriere bag sig - og er nu tilbage, hvor det hele begyndte: med eget forlag i privaten. "Det er jo spin, meget af det her. Det drejer sig om at positionere sig selv og sit forlag - vi leger jo ikke sandhed og konsekvens i forlagsbranchen."

Han vidste godt at han havde en dårlig sag, Morten Hesseldahl. Han vidste det allerede, da han beskrev martyriet i torsdagens Information: "Jeg er udmærket klar over, at vi under alle omstændigheder står med en tabersag. Det store, onde, oven i købet svenskejede forlag siger nej til en ung smal lyriker - det er jo en sikker taber."

Men omvendt er digteren Martin Glaz Serup - det var ham hvis kontrakt blev revet midt over i fuld offentlighed i forrige uge - en temmelig dårlig martyr. Hans to forrige digtsamlinger fik en hård medfart af en næsten samlet kritikerstand. Hesseldahl hængte salgstallene til tørre og forklarede opsigelsen af Serups kontrakt:

"Den slags er altid beklageligt, men når salgstallene på forfatterens to foregående titler nåede hhv. 139 og 140 eksemplarer, og begge bøger samtidig indkasserede temmelig mådelige anmeldelser, så så vi os desværre ikke i stand til at fortsætte samarbejdet."

Den udtalelse fik harmen frem i (smal)-litterære kredse. I sin blog (zonet.blogspot. com) skriver digteren Martin Larsen eksempelvis: "Ingen respekt til Hessedahl." Larsen afviser at Bonniers størrelse er forklaringen på skurkerollen: "Hesseldahl har en tabersag, fordi han lyver og hykler, og længere er den ikke."

En 'RJJ' kommenterer og anklager Hesseldahl for at benytte sig af en 'parasitær logik':
"Det går kort sagt ud på at spille mindretal... Det er så meningen at vi skal elske Hesseldahl, fordi han bare følger 'markedets sande ånd' som den 'smukke, men sandfærdige taber', han er."

Forsørgelse på visitkortet
Men er det private forlags opgave at agere som en underafdeling af Kulturministeriet - føre kulturpolitik og finansiere underskudsgivende bøger? Det mener Merete Ries ikke. Hun betegner det som 'uetisk' at hænge en forfatter ud i en avisartikel, og hun mener, at det er 'lidt for bekvemt sådan at have salgstallene liggende i en skuffe og så trække dem frem som argument, når det lige passer.' Men omvendt:

"Nød bryder jo alle regler - og det er jo derfor man udformer en kontrakt og betaler et forskud, så det er aftalt på forhånd. Man kan jo sagtens forstå, at en forfatter bliver skuffet, men juridisk er der ikke noget at komme efter."

"Der er ikke noget særlig idealistisk i at udgive debutanter - det er en kommerciel overvejelse. Jeg tror, det er bedst at forlagene drives på markedsvilkår - og så er det kulturpolitikkens opgave at kompensere for markedskræfterne," siger Merete Ries.

I weekendens Information slog tre forfattere et slag for den smalle litteratur og for Glaz Serup. En kontrakt skal overholdes, mente de med en øm metafor: "Har man lagt fissen frem, så skal der bolles."

Men helt så simpelt er det ikke, siger Merete Ries. "En forfatter er en fri næringsdrivende - og det medfører en vis risiko, ligesom det gør for andre. Det er jo et levebrød. Det der med at man bare skriver 'forfatter' på visitkortet, og så forventer at man har ret til at blive forsørget resten af livet... det går altså ikke."

Under dække
Men i Weekendavisen gjorde en litteraturanmelder sig til karnevalsanalytiker: Lars Bukdahl mente fredag, at forlaget Lindhardt og Ringhof havde smidt masken og afsløret sit 'sande, brutalt kommercielle fjæs.' Som udlægning af en litterær tekst, ville Bukdahl nok mene, at det var en kende banalt: At masken faldt og afslørede det sande væsen gemt omme bagved. Men som udlægning af, hvordan man kan bruge andre folks penge på det han selv har betegnet som 'pinlige prætentioner' - altså Glaz Serups forrige digtsamling, mente han tilsyneladende at analysen var flot.

Men korrekt var den nu ikke. Hesseldahl har - siden han i slutningen af 2001 blev opgraderet til chef for Bonnier Forlag i Danmark - udgivet danske bøger med underskud på 121 millioner af svenske Bonniers kroner. Ifølge branchemagasinet Bogmarkedet har bundlinjen i Hesseldahls tid været knaldrød: Resultatet af den primære drift i 2004 var et underskud på 23 mio. kroner, 27 mio. i 2003, 34 mio. i 2002 og 37 mio. i 2001.

Hesseldahl har lagt sig ud med resten af bogbranchen: I 2001 hævdede han at oversættere var bogbranchens mest privilegerede (sådan ser de det ikke selv), i 2002 - få måneder efter sin tiltrædelse - blev hele ledelsen skiftet ud, i 2003 brød han musketereden i forlagsbranchen og satte som den første danske forlagskoncern alle bogpriserne fri (og anklagede ved samme lejlighed Gyldendal for at bedrive 'vulgærkonkurrence i bogklubberne'), i 2004 røg cheferne for Bonnier-forlagene Akademisk og Carlsen og fem medarbejdere på Lindhardt og Ringhof. I en artikel i Bogmarkedet gjorde han det klart: "Den tid er forbi, hvor det flyder med Bonnier-kroner."

Det er to år siden. Igen og igen har han sagt det til dem, der gad at lytte: Forretningen skal give overskud.

Ligesom en anden af forlagsbranchens grå eminencer - Gyldendals litterære direktør Johannes Riis - er Hesseldahl erklæret liberal. Men han er måske knap så grå (læs diskret) som Riis. Han har meldt skarpt ud om, hvordan de andre aktører i bogbran-chen tér sig. Om individualiseringen af samfundet, om den tabte sammenhængskraft, om uddannelse, arbejdsløse akademikere og kanon. Da kulturminister Brian Mikkelsen udgav en antologi om konservatismen - En konservativ årstid - var Hesseldahl blandt bidragyderne.
Langmodighed slut?

I forlagsbranchen mener flere, at det er bemærkelsesværdigt så mange timer, der må være i Hesseldahls døgn. Man undrer sig over, at Hessedahl siger ja til at være formand for Dansk Filminstitut, når der nu burde være mere end rigeligt at tage sig til hos Bonnier.

Det er blevet sagt om Hessedahl, at han er en egenrådig direktør. Forlægger Erik C. Lindgren, der i sin tid ansatte Hesseldahl på Høst og Søn for at gøre ham til sin egen afløser, betegner ham som en mand med et 'godt selvværd':

"Da jeg tilbød ham stillingen som redaktionschef på Høst og Søn takkede han nej. Han var redaktør på Gyldendal, og jeg blev noget overrasket. Hesseldahl svarede, at han ville være forlagschef, hvortil jeg måtte svare, at den stilling ikke fandtes. Men det endte alligevel med, at han fik den. Det, synes jeg, er en god egenskab hos ham: Han var også dengang en, man lagde mærke til."

Da Hesseldahl blev udnævnt som direktør som blot 36-årig, forklarede Bonnier- Forlagenes daværende chef, at man havde fundet en mand, der kunne placere Bonnier tungt i det litterære landskab. 'Ikke blot en forretningsmand'. Og den tidligere redaktør og tegneserieforfatter var begejstret ved udsigten til at arbejde for den svenske koncernen:

"Man har tydeligvis meget frie hænder. Der hersker stor veneration for bøger i Bonnier-koncernen, og bogfolkene i toppen i Stockholm har en meget præcis indsigt i, hvad det vil sige at udgive bøger. Og jeg fornemmer en stor langmodighed fra dem."
Men han tilføjede, at det store underskud skulle vendes - "hvis det ikke sker ret hurtigt, vil jeg da også selv vurdere, at opgaven ikke er lykkedes."

Det er måske den langmodighed, der nu er brugt op. Det er ikke lykkedes at realisere ambitionen om at gøre Lindhardt og Ringhof til et væsentligt forlag i samme klasse som Gyldendal. Det store flagskib på Lindhardt og Ringhof er efterhånden blot Leif Davidsen. Også den borgerlige kulturdebat foregår på Gyldendal - af væsentlige borgerlige debattører kan Hesseldahl blot prale med at udgive én: historikeren Bent Jensen.

Det ser ud som om Gyldendal løber med både det økonomiske overskud og det gode navn. Det litterære etablissement har i mellemtiden glemt hvordan de skældte ud på Gyldendal og koncernens adm. direktør, Stig Andersen, da han kom til at fremstå en kende for kommerciel. Den gang han mindede om, at der var syv grunde til overskud i Gyldendal: Harry Potter 1, 2, 3, 4 og Ringenes Herre 1, 2 og 3. Eller dengang Rosinante og de andre datterforlag blev samlet under én hat i moderkoncernen A/S. Men lige nu er Hesseldahl og Lindhardt og Ringhof det værste. Og Gyldendal det bedste. Danskejet. Finlitterært. Overskudsgivende.

29.06.05 Klassekampen
Av Karin Haugen

([link] til omtale af sagen i netudgaven af Klassekampen. Ligesom med de fleste indlæg her, vises også dette i sin fulde længde for kunne fastholde billedet af udviklingen i sagaen.)

Storm rundt salgstall

Det danske forlaget Lindhardt og Ringhof har sagt opp sin kontrakt med lyrikeren Martin Glaz Serup, og debatten raser i Danmark: Hva er den smale litteraturens vilkår?
Den danske lyrikeren Martin Glaz Serup har fått sagt opp sin kontrakt med det Bonnier-eide forlaget Lindhardt og Ringhof, som er Danmarks tredje største forlag. Det svenske storselskapet Bonnier har gått i kjempeminus de siste årene, og Lindhardt og Ringhof vil nå «skjære inn til benet». Til stor ståhei har forlaget sagt opp sin kontrakt med lyrikeren, som skulle komme ut med sin tredje diktsamling på forlaget allerede til høsten. Kontrakten var underskrevet, forskuddet utbetalt og korrekturen lest - så fikk Glaz Serup nylig et brev fra forlaget, hvor han fikk beskjed om at hans bok likevel ikke blir utgitt om noen måneder. Begrunnelsen var lave salgstall og dårlig forlagsøkonomi. Glaz Serup parerte med å la den danske avisa Information sitere fra brevet, og siden har debatten rast. Flere forfattere har forlatt forlaget i protest, og for noen dager siden gjennomførte danske Weekendavisen et stunt: De trykte hele hans diktsamling i avisen. «Hermed utkommer boken i 65.000 eksemplarer, en poetisk bestseller er født!» stod det satirisk over diktsamlingen.

- Dette er en prinsipiell debatt: Vil vi ha en temmet markedsøkonomi, et velferdssamfunn, eller en amerikansk markedsøkonomi som er mer uregulert, sier Glaz Serup til Klassekampen.

Markedet styrer?
Forlaget har i media begrunnet kontraktsbruddet med at hans to tidligere diktsamlinger har solgt i henholdsvis 139 og 140 eksemplar - et tall flere anser for å være representativt for hva en ung dansk lyriker kan selge.

- Er din sak et varsko om at forlagene blir mer intolerante overfor smal litteratur?

- Det er avhengig av den brede utviklingen - blant annet hvordan støtteordningene utvikler seg. Bare de siste fem årene har det skjedd en forringelse i salget av den såkalt smale litteratur - først og fremst på grunn av bibliotekene, sier Glaz Serup.

Danmark er ikke i nærheten av å ha en innkjøpsordning som den norske, og nå har bibliotekene blitt pålagt ved lov å sidestille medier - det vil si at litteratur ikke skal prioriteres til fordel for innkjøp av film, musikk og andre medier. Glaz Serup har også en tese om at bibliotekene lar seg påvirke av markedstenkningen:

- Jeg tror bibliotekene lar seg styre av hvilke utgivelser som er populære, og opererer etter markedsvilkår, ikke etter den tradisjonelle bilblioteksrollen, advarer han - som nå har fått tilbud fra andre forlag om å utgi diktsamlingen.

- Ubehagelig diskusjon
Direktør Morten Hesseldahl i forlaget Lindhardt og Ringhof bekrefter overfor Klassekampen at Glaz Serup ikke er den eneste forfatteren som har fått beskjed om å gå:

- Glaz Serup er den eneste forfatteren vi har sagt opp en kontrakt med, men vi har utsatt flere utgivelser til neste år, og noen forfattere har fått beskjed om at de ikke lenger skal bli utgitt på forlaget. Det klart at det er en trist beskjed å få, sier Hesseldahl. Han vil ikke anslå et antall for hvor mange forfattere det dreier seg om:

- Det er ikke noen systematisk kampanje vi har gjennomført. Men i flere år har vi gått med store tap, og gitt ut store mengder smal litteratur. Det vil vi gjerne fortsette med, og det burde være i alles interesse, slik at vi ikke ender opp med at bare Gyldendal gir ut litteratur, og diversiteten forsvinner.

- Men er ikke salgstallene representative for hva dansk lyrikk makter å selge?

- Jo, det kan man si. Vi vil gjerne akseptere lave salgstall, hvis utgivelsen er litterært uomgjengelig. Derfor har dette blitt en ubehagelig diskusjon i offentligheten, fordi jeg viste ikke bare til meget lave salgstall, men også en stillferdig mottakelsene av bøkene, sier direktøren.

- Er det ikke forlaget som skal vurdere om litteraturen er av god nok kvalitet til å utgis?

- Jo, det er uhyre viktig at forlag tar en sjanse, men det er ikke alltid forfatterskap utvikler seg som vi håper. Man skal gi ut smal litteratur fordi den er litterært viktig, ikke fordi man tror man kan tjene penger på det, sier Hesseldahl.

Kulturpolitisk bombe
Formann i den Danske Forleggerforeningen, Erik C. Lindgren, bekrefter at Glaz Serups salgstall er normale:

- Lyrikk selger dessverre i så små kvanta - med mindre det er en utgivelse av noen av de store poetene, som Inger Christensen, sier Lindgren.

- Lindhardt og Ringhof har også sagt fra seg flere forfattere. Er forlagene mindre tolerante overfor smal litteratur?

- Det er ikke så mange utgivelsesfora for den smale litteraturen. Når også bokhandlerkjedene konsentrerer seg, er det de store forlagene som blir mest synlige. Det er klart, det er en kulturkamp som foregår i øyeblikket.

Lindgren mener likevel det er en dramatisering å se på Glaz Serups situasjon som et symptom på at danske forlag vender den smale litteraturen ryggen. Et forlag må kunne lage fornuftige regnskap og gjøre sine overlevelsesmanøvre, sier han.

- Men det kan skje mer eller mindre elegant, sier Lindgren tørt.

Denne uken møttes de to danske forfatterforeningene og den danske Forleggerforeningen for å handskes med endringene i biblioteksektoren. De går nå sammen for å lage en kvalitativ undersøkelse på danske bibliotek. De håper å avdekke hva bokbestanden i bibliotekene faktisk består av, med et spesielt blikk på ulike sjangre og smale bøker.

- Jeg er overbevist om at det er store skjevheter i innkjøpet av bøker, og at det kan sette sine spor i det litterære systemet.

Lindgren viser blant annet til at danske bibliotek kjøper inn færre barne-og ungdomsbøker enn tidligere:

- Det har gått voldsomt tilbake, og det er en kulturpolitisk bombe hvis barn og unge ikke kan finne nye, spennende bøker på biblioteket.

29.06.06 Metroexpress. kommentar
Af Anders Hjort, Chefredaktør på Romeo + Julie

Frygt og lede i forlagsverdenen

Idyllen i det danske forfattermiljø fik et ordentligt hak i tuden forleden, da det kom frem, at forlagsdirektør, Morten hesseldahl fra Lindhardt og Ringhof har droppet en bogkontrakt med forfatteren Martin Glaz Serup, fordi hans salgstal efter sigende var for lave, og han ikke fik gode nok anmeldelser. Denne disposition fik straks frem andre unge forfattere, som var tilknyttet Lindhardt og Ringhof, til at gå i vrede, fordi, som de sagde det "ikke ønsker at understøtte et forlag, som bortdømmer vækstlaget i den unge og eksperimenterende litteratur".

Det, man kan udlede af dette dramatiske handlingsforløb, er først og fremmest, at vi nu kan være helt sikre på, at forlagsverden ikke kun er befolket af mænd i unldswatre, og at det ikke kun er Klaus Rifbjerg, der kan skabe frygt og bæven i den egn af kulturmiljøet. Men vi må desværre også konstatere, at det er endnu et tegn ppå, at talentudviklingen i dansk litteratur har det lige så skidt som en desperat forfatter med akut skriveblokering.

Et af de helt essentielle problemer for yngre fiktionsforfattere er, at det simpelthen ikke kan betale sig at skrive bøger. Honoraret for at få udgivet en debutroman ligger for det meste i omegnen af, hvad en skraldemand tjener om måneden - efter skat. Og konsekvensen af det er, at rigtig mange forfatterspirer, der ellers gerne ville skrive prosa eller poesi, ender i film- og reklamebranchen, hvor de kan prøve at efterligne Kim Fupz Aakesons manuskripter om parforholdskriser eller komme med nye bud på lækre punchlines til Toms Chokolade á´la Søren fauli.

En af de unge forfattere, jeg har haft glæden ved at interviewe de seneste år, er Jeff Matthews, som brød igennem med den stilsskrabende "Halality". Sidst jeg snakkede med ham, arbejdede han som kok i en dagsinstitution i Herlev. For at kunne få brød på bordet.
     Når det er sådan overlevelsesvilkårene ser ud for en håbefuld skriverkarl i dagens Danmark, så er det vel ikke så mærkeligt, at de fleste løber skrigende bort fra faget. Og i den forbindelse gør det nok ikke tingene specielt meget bedre, hvis forlagene begynder at smide deres talenter på porten, hvis de sælger for lidt eller får for middelmådige anmeldelser. Vel?

information 29.06.05, Leder

Et stort forlag , Lindhardt og Ringhof, er i økonomisk krise. Efter et stort underskud gennem nogle år er forlaget nu nødt til at skære programmet ind til benet og primært fokusere på de udgivelser, som de kan tjene penge på. Mindst én forfatter, Martin Glaz Serup, som der var tegnet kontrakt med, er blevet smidt på porten, kort før hans næste bog skulle udkomme.
Personligt format viser man som bekendt bedst i krisetider. Og forlagsdirektør Morten Hesseldahl har ikke just håndteret den aktuelle krise særlig elegant. Hesseldahls taktik har fra begyndelsen været at hænge en af sine egne forfattere ud i pressen og samtidig appellere til folks forståelse for markedets kommercielle vilkår og det logiske i hans skridt. Faktisk har han håndteret sagen så dårligt, at fem andre af forlagets forfattere i protest mod Hesseldahl har valgt at forlade forlaget. Hvad der måske er mindre synligt, er, at Hesseldahl med sin solo og bombastiske udmeldinger sætter egne redaktører i en kattepine, hvor de er nødt til at være loyale over for en chef, der samtidig undsiger og underminerer hele deres arbejde. For man har jo på forlaget troet på Glaz Serups kvalitet og potentiale.

Det værste er dog, at Hesseldahl hænger en af sine egne forfattere ud til offentlig beskuelse. Påstår at forfatteren gik til pressen med sin historie, mens sandheden er, at Information opsøgte forfatteren på baggrund af et rygte. Hesseldahl dæmoniserer forfatteren og spiller på, at han er en dårlig martyr, fordi hans bøger fik mådelige anmeldelser og ikke sælger i stort antal. Dermed bruger han den fra den politiske verden efterhånden velkendte teknik med at gentage et udsagn så tilstrækkelig mange gange, at det efterhånden bliver sandt. Det er, uden sammenligning i øvrigt, det samme Dansk Folkeparti gør, når de dæmoniserer de fremmede, de andre. Og når man har fået det gentaget tilstrækkelig mange gange, begynder folk ubevidst at tænke, at der nok er noget om det.

Hele miseren kunne have været undgået, hvis Hesseldahl havde beklaget fyringen og henvist til, at det var hårde tider for forlagsbranchen. Punktum. I stedet ser han sig ikke for god til at rakke sin egen forfatter ned.

Sagen har helt fra begyndelsen ikke kun været personlig, men også haft mere principiel karakter.

Forlæggeren Merete Ries betegner i den sammenhæng i gårsdagens avis Hesseldahls optræden som uelegant, men er på bølgelængde med Hesseldahl, når hun tilføjer, at det ikke er private forlags opgave som en underafdeling af Kulturministeriet at føre kulturpolitik og forsørge de forfattere, der ikke kan tjene penge.

Selvfølgelig ikke! Men det er alligevel en helt forkert problematik at lægge på sagen. For forfatterne opsøger ikke et forlag for at blive forsørget. De fleste forfattere ved godt, at de ikke selv kommer til at kunne leve af at skrive de bøger, som de alligevel ikke kan lade være med at skrive. Forfatterne opsøger et forlag, som står for noget, de kan identificere sig med. Og de opsøger en redaktør, der kan være en kritisk medspiller i deres udvikling som forfattere. Og hvis redaktørerne kan se kvalitet og kommercielt potentiale, på kortere eller længere sigt, forpligter man sig på forfatteren.

Et forlag er et kommercielt foretagende, så hvis et forlag samlet set ikke giver overskud, svigter man også først og fremmest forfatterne. Men som enhver seriøs virksomhed skal man have forståelse for det produkt, man sælger. Og den vigtigste know-how i forlagsbranchen er originalitet og litterær kvalitet inden for alle de genrer, man udgiver. Og produktudvikling vil i den branche også sige respekt for vækstlaget og forståelse for et alsidigt udgivelsesprogram.

Der er i de senere år skudt en række forlag op, som opererer ekstremt kortsigtet og her og nu vil have overskud på de enkelte udgivelser. Her spiller omsorg for vækstlag og talentudvikling ingen rolle.

Et lille land som Danmark har brug for, at der ved siden af de rent kommercielle forlag er en række forlag med sans for den mere langsigtede satsning. Hvis der ikke havde været et forlag til i mere end 10 år at satse på Kirsten Thorup eller Ib Michael, ville ingen af disse være slået igennem. Og helt aktuelt kan man nævne Morten Ramsland. Indtil for et par måneder siden var han en af disse 'håbløse', smalle forfattere. Hans første bog fik elendige anmeldelser, men nu brager han igennem med sin anden bog og sælges i stort omfang til udlandet. Fordi forlaget gav ham en chance.

Som sagt er det sandt, at forlag skal drives på kommercielle vilkår. Og det er også rigtigt, at kulturpolitikken ikke skal erstatte, men kompensere for markedskræfterne. Men lige nu kompenserer kulturpolitikken jo ikke for markedskræfterne. Bibliotekerne køber for få bøger til at understøtte det litterære vækstlag. Og bøger er på grund af momsen for dyre. Resultatet er, at de mere smalle udgivelser kommer for langt væk fra folks rækkevidde. Bogen har ikke længere status. Og derfor får litteraturen heller ikke i tilstrækkeligt omfang lov til frugtbart at påvirke vores bevidsthed om samfund og sprog.

29.06.05 DR2, Deadline .

Fra foromtalen: Forlagene har ondt i økonomien i disse år. Der bliver udgivet for mange smalle forfattere, der dræner pengekasserne, lyder et af argumenterne. Hos Lindhardt og Ringhof tog man konsekvensen og smed den unge Martin Glaz Serup på porten - det til trods for, at der allerede var skrevet kontrakt på hans næste bog. Så brød den nyere danske bogkrig ud - uanstændig behandling tordnede anmelder Lars Bukdahl i Weekendavisen. Tilpasning til markedet, mente forlagsdirektør Morten Hesseldahl - imens andre unge forfatterspirer, selv sagde op i solidaritet med Glaz Serup. Mød Lars Bukdahl i duel med Morten Hesseldahl i aftenens Deadline.

Lyriker med fri transfer

Årets indtil nu mest omtalte digtsamling er kommet i et oplag på 65.000 eksemplarer - i en avis. Men hvordan skriver Martin Glaz Serup egentlig? I hvert fald mere interessant end de fleste af sine samtidige: Som en tænksom impressionist

Det er just det gode ved et land som Danmark, at selvom et forlag siger nej, er der et andet, der måske siger ja, eller som nu i tilfældet Martin Glaz Serup en avis, der trykker hele baduljen og endda i 65.000 eksemplarer, langt mere end nogen lyriker ellers kunne drømme om i sin vildeste fantasi. Som den litterære offentlighed for længst ved, solgtes Glaz Serups hidtidige to digtsamlinger i ca. 140 eksemplarer hver, så der er her tale om et stort, kinesisk spring fremad.

Men det er alligevel ikke det samme som at stå med en rigtig bog i hånden med fint omslag og rigtig ryg. Navnlig ikke, når man som Weekendavisen har trykt hele digtsamlingen på en enkelt side i kompaktformat med så små bogstaver, at man må rage luppen frem fra gemmerne for at læse med - eller også gøre store øjne, lige så store som hundenes i Fyrtøjet. Det er åbenbart ikke digtene som sådan, der har interesseret vores søsteravis udi det kulturelle segment, men mere det journalistiske scoop a la Ritt Bjerregaards dagbog, som Politiken i sin tid lod trykke. Sligt er at gå kun halvvejen.

Delvis knæk
Hvordan er så Martin Glaz Serups digte, som Lindhardt & Ringhof skrev kontrakt om og betalte forskud for, men så alligevel ikke ville udgive, fordi overherredømmet Bonniers i Stockholm vil have besparelser her og nu?

Glaz Serup er en mand, der skriver delvis knækprosa, denne forkætrede stilart, der på samme tid er nem og svær, og som trods al hån og al kritik har overlevet. Poul Borum kunne ikke fordrage den, men efterfølgende elever på den af ham etablerede forfatterskole griber den glad og gerne som en mulighed. Institutionerede forfattere som Benny Andersen og Klaus Rifbjerg anvender den også lejlighedsvis - eller tænk på Turèll - og også Glaz Serups elevkollega fra forfatterskolen Dy Plambeck brugte knækprosaen i sine debutdigte Buresøfortællinger tidligere på året.

Men for at det på den anden side ikke skal blive for meget knækprosa, drejer Martin Glaz Serup jævnligt af og bryder sproget op i nogle noget uldne sætninger for ikke at sige usammenhængende ordkonstruktioner. Ikke tilfredsstillende, men på den anden side kan det netop også blive for meget knækflip, har han vel tænkt.

Turist på massegrav
Den daglige modstilling. Det er - meget kort - hvad han arbejder med. Den daglige modstilling af vold og ømhed, stort og småt, fjernt og nært. Volden og krigen, som den kommer til en gennem medierne eller på rejserne - og så ømheden i det nære miljø med kæresten, med forældrene, med kammeraterne.

Det giver en friktion, når de grundliggende absurditeter støder mod hinanden - som det at være turist og få at vide, at man - ups! - står lige oven på en massegrav. Hurtigt videre. Theresienstadt, Mexico.

Derfra til køen i supermarkedet, hvor man møder en bekendt, der lige har fået et nyt køkken og været igennem en hård skilsmisse, og- jamen hvor skægt, at netop vi skulle mødes lige her, og hvordan går det dig? Jamen, hvor skægt er det i grunden?

En ven har en gæld på størrelse med en fængselscelle, skriver Serup, og det er jo 'godt skrevet' og bare et af mange udtryk, man kan glæde sig over hen ad vejen i det løsagtige formsprog, der ikke (endnu i hvert fald) gør ham til en stor digter, men nok indikerer et positivt potentiale. I hvert fald skriver denne tænksomme impressionist mere interessant og imødekommende end de fleste af sine generationskammerater. Læs digtene som alternativ, universel rejsebeskrivelse.

Glaz Serup kan også godt lide at citere gode sætninger af andre skribenter (med kursiv) midt i sine digte. Det styrker tænksomheden.

Grænser for vækst
Så sådan alt i alt er det til at forstå, at Lindhardt & Ringhof gerne ville udgive denne digtsamling. At forlaget alligevel ikke vil, betyder ikke, at Serup har spillet sig af ungdomslandsholdet i lyrik. Han har blot fået fri transfer.

Hvad han så kan bruge den til, er et åbent spørgsmål i en tid, hvor faktisk også andre forlag, endog Gyldendal, tvinges til at tænke i strammere udgivelsespolitik. Man vil godt have succes'erne, men ikke mere betale så meget for vejen ad hvilken som tilforn. Sådan set handler det vel mere om grænserne for vækstlag end om, at man slet ikke vil have et. Hvad siger Borgen? Det forlag, der med held snuppede hele 80'er-generationen med Jac og Strunge for næsen af Gyldendal. Er det stadig med på vognen eller på vej i garagen-?

Martin Glaz Serup: 4. En side, 31 kroner. Weekendavisen 24.-30. juni.

Information 30.  juni  2005, påtale
Af Morten Hesseldahl forlagsdirektør, Lindhardt og Ringhof

Smal litteratur

Det er forbløffende at læse Peter Nielsens leder i Information i går den 29. juni. Efter at have været ophavsmand til den stærkt tendentiøse og fejlbehæftede artikel, der indledte hele 'sagen' mod Lindhardt og Ringhof, gratulerer han nu sig selv for de samme forkerte pointer.

Lad mig forsøge at rette på det værste.

Lindhardt og Ringhof har underskud. Det har vi haft igennem en årrække. Resultatet i 2004 var imidlertid det bedste i mange år.

Men vel har vi en vanskelig situation. Det har vi ikke lagt skjul på. Men der arbejdes på sagen, og vi synes faktisk, der er grund til optimisme, så værre er krisen altså heller ikke.

Nødvendig begrundelse
At Peter Nielsen skal forsvare sin tvivlsomme kulturjournalistik ved at bebrejde mig, at jeg udtaler mig om en forfatters forhold, kan han takke sig selv for.

Fakta er, at Information offentliggjorde et brev, som var stilet til forfatteren. Hvis ikke forfatteren har indvilliget i det, aner jeg ikke, hvordan Information er kommet i besiddelse af brevet.

Men i og med, at man nu offentliggør brevet og gør en sensation ud af historien, så aftvinger man jo også os som forlag en offentlig begrundelse for vores afslag.

Den giver jeg i form af salgstal og en konstatering af, at modtagelsen ikke har været stormende. Jeg kalder den mådelig.

Vurdering kan ændre sig
Jeg understreger samtidig, at jeg ellers finder det upassende at diskutere forhold mellem et forlag og en forfatter med andre end forfatteren selv, men når nu sagen har udviklet sig, som den gjorde, fandt jeg det i det aktuelle tilfælde i orden. Også at informere om, at store dele af materialet dels har været trykt i Forfatterskolens Årsantologi 2004 og dels i Berlingske Tidende.

Jeg konstaterer i øvrigt, at det at opgive projekter kan hænde på alle forlag. Også Borgen og Gyldendal. Tiden går, og vurderingen kan ændre sig i forhold til dengang, man sagde ja til projektet. Det er på ingen måde det samme som at "skrotte vækstlaget," som Peter Nielsen fik det til.

Har skadet forlaget
Problemet for Peter Nielsen er, at han har startet en sag, der er løbet ham af hænde.

At han i strid med sandheden har påstået, at der er tilgået et standardbrev til andre end den pågældende forfatter. At han i strid med sandheden påstår, at vi ikke ønsker at udvikle et vækstlag, og at han i strid med god journalistik giver direktøren på det Egmont-ejede Aschehoug frit løb til at udtale sin bekymring over, at forlag skærer ned på smal litteratur, når enhver ved, at smal og eksperimenterende litteratur ikke ligefrem er kendetegnet for Egmont.

Peter Nielsen har sat nye standarder for dansk kulturjournalistik. Det har skadet Lindhardt og Ringhof betydeligt, og vi har mistet en række dygtige forfattere, som vi gerne havde fortsat samarbejdet med. Vi skal dog nok komme over det, men det vil være med en vis varsomhed, at jeg fremover taler med Peter Nielsen.

Der skal to til en tango
Samfundet behøver, at forfattere tør søge nye veje, gå i rette med konventionerne og først derefter tænke på økonomien. Det har Lindhardt og Ringhofs direktør Hesseldahl ikke fattet

Martin Glaz Serups (MGS) brev med 'fritstillelse' fra forlaget Lindhardt og Ringhof, (L&R) to måneder før hans bog skulle udkomme, prægede sidste uges debat.

Information hørte om 'fritstillelsen', kontaktede MGS for uddybelse, og spurgte så forlagsdirektør Morten Hesseldahl fra L&R om forfatterens fritstillelse havde grund i forlagets dårlige økonomi - hvortil forlagsdirektøren surt replicerede ved at give forfatteren ansvaret for kontraktbruddet, idet han offentligt gav salgstal og anmeldelser som årsag til fritstillelsen.

Kontraktbrud, desavoureringen af forfatteren og forlagets opfattelse af salgstal og anmeldelser som argument for om unge forfattere skal opdyrkes, fik fem af forlagets forfattere, heriblandt undertegnede, til offentligt at sige, at vi ikke vil tilbyde L&R manuskripter under de vilkår.

Jeg taler for mig selv; ikke for 'gruppen' af forfattere, når jeg oplever det uforståelige, at problemet skulle være et spørgsmål om forlag og forfattere, der ikke taler samme sprog, som Morten Hesseldahl gør det til. Forfattere vil også gerne sælge bøger, men hertil fordres forlagets respekt for 'varen'.

I et personligt 'samarbejdsophørsbrev' til L&R den 22. juni brugte jeg ironi og sagde, at jeg som smal forfatter nødig ville friste forlaget til flere dårlige dispositioner, og derfor ikke ville tilbyde forlaget hverken kommende roman eller digtsamlinger - når jeg nu ikke ville kunne være sikker på, om det ville blive afbrudt samleje. Et udtryk for samarbejdet mellem forfatter og redaktør om skabelsen af en bog, som åbenbart deles af andre forfattere, jvf. Information den 25. juni.

Med 'smal' mener jeg litteratur, som af forskellige grunde - manglende reklamering for bogen, dårlige anmeldelser eller lektørudtalelser, ukyndig redaktionel behandling, svært tilgængeligt stof, for høj pris, større konkurrence med relaterede bøger - falder ind under de mindst-sælgende med forlaget som salgsapparat. En temmelig stor del af en bogs hyldeliv er nemlig forlagets ansvar. Forlagets redaktører vurderer, redigerer, forbedrer og antager bogen. Forlagets økonomi giver bogen udstyr, tryk, og reklame. Forlaget støtter sine forfattere økonomisk og mentalt, i det totale samarbejde med forfatteren om forfatterens manuskripter, som bliver til bøger. Det er derfor, både forfatter og forlag står på forsiden af en bog.

Det er derfor, det er desavouerende, hvis forlaget, som i dette tilfælde, offentliggør en forfatters salgstal og nedgør hans anmeldelser - fordi forlaget vasker hænder omkring sin del i forfatterens salgsresultat og anmeldelser. Som om forfatteren er den skyldige.

Ingen firmaetik
Men sådan er det ikke: Forfatteren har gjort sit bedste og skrevet en bog, som forlaget er blevet tilbudt og har taget imod, men forlaget har svigtet et sted i vurderings- eller markedsføringsapparatet. Og det tør intet forlag gå ind i. Jo, måske indrømme at alle begår fejl - men at vedgå, at salgstallet for de fleste bøger (alle ikke-bestsellere) er et chancespil - ikke blot om, hvad folk vil læse, men i allerhøjeste grad om menneskelige, redaktionelle vurderinger - nej!

Glaz Serup er ikke et særtilfælde; der har været nogle stykker i Morten Hesseldahls regeringsperiode på L&R. Sidste år f.eks. gik fem forfattere fra forlaget efter snyd med makuleringer og udsalgsbøger. Til alt held for forlaget valgte Leif Davidsen dog at blive.

Den 40-årige forlagsdirektør blev hentet ind som rationaliseringsekspert for at effektivisere forlaget for ejerne, Bonniers, men er for diktatorisk i sin tankegang til at imødegå etisk funderet kritik. Hvilket helt tydeligt fremgår af hans forhold til etisk firmapolitik, som han kun kan se som 'branding'.

Men hvad skal Bonniers med en direktør, som ikke forstår, at han skader forlaget, når han skader sine indholdsproducenter; ikke forstår, at han ved at skade forlaget, skader sin arbejdsgiver, sine ansatte, forlagets andre forfattere og samfundet som hele, der risikerer at blive et tidligere velrennomeret forlag foruden? Spørg på Høst og Søn, om de ikke var glade for at slippe af med ham, da han gik til Bonniers?

Jeg personligt kan svært undvære samarbejdet med en god redaktør, men nemt et forlag under Morten Hesseldahls ledelse - hvor det nu er ikke længere er redaktionen, forlagets kollektive viden og erfaring, som lægger den redaktionelle linje og antager de nye bøger, men derimod forlagsdirektøren selv. Og med en direktør så betonliberal i sin merkantile tankegang, at han ved et offentligt møde kan afvise chancetagning med "siden ingen læser smal (som han mener er "ulæselig") litteratur, er der heller ingen mening i at udgive den" - hvorfor skulle man så tilbyde Forlaget Morten Hesseldahl, ups!: Forlaget L&R, sine nye manuskripter?

Tango er svært, men denne dans er slut. Der findes heldigvis andre forlag.

Morgenbladet, 01.07.06
Av Bendik Wold

Ikke nyttig på den måten
Martin Glaz Serup er en unyttig forfatter. Våger hans forsvarere å innrømme det?

Takk og farvel
Martin Glaz Serups nye diktsamling var trykkeklar da forlaget plutselig bestemte seg for å skrote den. Etterpå gikk forlagsdirektøren ut i media og begrunnet kontraktsbruddet med labert salg og «mådelige anmeldelser».

"Har man lagt fissen frem, så skal der bolles."
Med dette ømme forlangende åpnet forfatterne Lars Frost, Claus Handberg Christensen og Janus Kodal et debattinnlegg i Information forrige helg. Lykkeligvis var foranledningen noe mindre lønnlig enn et avbrutt samleie: Kritikkens adressat – forlaget Lindhardt & Ringhof og dets direktør Morten Hesseldahl – står anklaget for et trippelt brudd på god forleggerskikk. Ikke bare har Hesseldahl sagt opp kontrakten med en ung, lovende litterat; han har også "tilsvinet" vedkommende forfatter offentlig, og dertil avslørt – dette ifølge Weekendavisens Lars Bukdahl – sitt "sande, brutalt kommercielle fjæs".

Rabalderet begynte da Martin Glaz Serup, poet og primus motor for nettsiden Litlive.dk, fikk et brev i posten. Glaz Serup hadde nettopp lest korrektur på sin nye bok, som var planlagt for utgivelse i august, og ante fred og ingen fare – langdiktet 4 skulle straks gå i trykken, satsen var klar, likeledes omslaget; fra forlaget hadde han bare hørt lovord. Men så leser han: "Som du måske ved, har vi genem en årrække måttet kæmpe med et underskud, der til dels skyldes udgivelsen af for mange titler – og navnlig for mange tabsgivende titler … Nu er vi blevet pålagt at skære programmet ind til benet og primært fokusere på de udgivelser, som vi kan tjene penge på."

Jaha. Og hvordan handler man i en sådan situasjon? Gråter man? Skammer man seg? Gjør man anskrik? Glaz Serup valgte å la Information publisere deler av oppsigelsesbrevet – og trakk seg dernest rolig tilbake, for å avvente reaksjonene. De lot ikke vente på seg.

Gikk i protest
Det hører med til denne historien at forlaget Lindhardt & Ringhof er Bonnier-eid, og at det under Morten Hesseldahls ledelse har gått med et samlet underskudd på 121 millioner danske kroner. Da direktøren skulle forsvare kontraktsbruddet offentlig, var det også den skrale forlagsøkonomien han henviste til: "Vi har hele tiden haft det fokus, at vi gerne ville tjene penge, men bare ikke gjort det", beklaget Hesseldahl. Noen dager senere tilføyde han, i innleggs form: "Når salgstallene på forfatterens [Martin Glaz Serups, red.anm.] to foregående titler nåede hhv. 139 og 140 eksemplarer, og begge bøger samtidig indkasserede temmelig mådelige anmeldelser, så så vi os desværre ikke i stand til at fortsætte samarbejdet."

Dermed eksploderte saken. På få dager hadde fem av Glaz Serups kolleger gått fra forlaget i protest, og Hesseldahl ble fra alle kanter anklaget for illojalitet: Én ting er å løpe fra en avtale – en annen ting er å lempe skylden over på den fornærmede part, med antydninger om salgsflopp og laber mottagelse. "Det er sådan cirka ligeså nobelt som at omtale eks-kæresters manglende evner i sengen", erklærte forfatteren Thomas Oldrup spydig. Selv Weekendavisen, som ellers pleier å utvise stor forståelse for forlagenes kommersielle vurderinger, tok den unge poetens parti: I intet mindre enn tre kommentarer ble Lindhardt & Ringhof beskyldt for å avfolke "vækstlaget" i dansk litteratur.

Tapersak?
Forlagsdirektør Hesseldahl – filosof av utdannelse, tidligere tegneseriemaker og selverklært konservativ – har ikke gjort få forsøk på å rette opp sine første sleivspark i mediene. Han insisterer på at forlaget fortsatt vil utgi "smal litteratur", og antyder at konkurrentene opptrer hyklersk når de offentlig tar avstand fra kontraktsbruddet. Samtidig innser han selv at Lindhardt & Ringhof har en "tabersag": "Det store, onde, oven i købet svenskejede forlag siger nej til en ung smal lyriker – det er jo en sikker taber."

Og jo - Hesseldahl har en tapersak. Men ikke fordi Bonnier-tilknytningen gjør det lett å demonisere ham. Som poeten Martin Larsen uttrykker det: "Hesseldahl har en tabersag, fordi han lyver og hykler, og længere er den ikke." Behandlingen av Glaz Serup er rett og slett uprofesjonell, uanstendig, ufornuftig: Hvorfor skrote en bok som bare er to måneder unna utgivelse, og som det er skrevet kontrakt på for trekvart år siden? I beste fall vitner det om kortsynthet og dårlig planlegging. Den offentlige begrunnelsen gjør ikke saken bedre: Glaz Serup dumpes fordi han er usalgbar, og fordi han ikke omfavnes av danske litteraturkritikere. Men dét burde vel forlaget vite allerede på det tidspunkt de antok den nye boken?

Saken ville ha stått ganske annerledes dersom forlaget begrunnet kontraktsbruddet med en kvalitetsvurdering. Men ordet "kvalitet" har aldri vært på Morten Hesseldahls lepper. I stedet har han altså henvist til salgstall og "mådelige anmeldelser", for dermed å avsløre at forlagets utgivelsesprofil ikke er tuftet på litterære vurderinger, men på markedet og kritikernes luner. Der er da spørsmålet trenger seg på, akkompagnert av tunge paukeslag: Hva skal vi i det hele tatt med forlag, hvis de ikke engang ønsker å komponere – og forsvare offentlig – sin egen utgivelsesliste? Dersom markedet uansett har det siste ord, kan vi vel like godt la bestselgerlistene kobles elektronisk til en print on demand-presse, så unngår vi flere pinlige uoverensstemmelser mellom forlagenes utvalg og lesernes etterspørsel?

Pengeplassering
Men saken har også en annen side. Forleggeren Merete Ries karakteriserer Lindhardt & Ringhofs opptreden som "uelegant", men tilføyer: "Man kan jo ikke bare skrive 'forfatter' på visitkortet og forvente at blive forsørget i al evighed." Og det lyder jo rimelig – for et forlag må da få lov til å sparke forfattere de ikke lenger har tro på? Idealet om "kulturansvar" betyr vel ikke at man skal holde forfatterskap kunstig i live?

Her synes alle parter enige. Martin Glaz Serups våpendragere begrunner da heller ikke sin harme med at den unge poeten er så fantastisk god, men at han hører til "vækstlaget i den unge og eksperimenterende litteratur". Argumentet er like overbevisende som det er kapitalistisk: Ingen forlegger kan på forhånd vite hva han vil tjene penger på. Derfor må man investere bredt, også i talenter som sysler med litterære ytterligheter – en gang i fremtiden vil vedkommende kanskje gå lei av språkeksperimentene, og slumpe til å skrive en bestselger. Det som synes som en ustyrlig ungfole i dag, kan være en sikker vinnerhest i morgen.
Slik sett argumenterer Morten Hesseldahl og hans kritikere på de samme premisser. Motsetningen går altså ikke mellom et "idealistisk" og et "profittstyrt" forleggeri, men mellom to typer kapitalistisk forretningsdrift – den ene varianten kortsynt, den andre langsynt. Begge vurderer forlagets relasjon til forfatteren som en investering, en pengeplassering; forskjellen er at Lindhardt & Ringhof krever avkastning her og nå, mens den annen part etterlyser større tålmod.

Bruksverdi
Hva betyr så dette? I verste fall: At Martin Glaz Serup ikke har så mange støttespillere, når alt kommer til alt. For hva om han faktisk er en unyttig forfatter? Hva om han aldri vil "slå igjennom", aldri vil skrive en bred, episk roman, aldri vil vise seg investeringen verdig? I så fall vil Lindhardt & Ringhof kunne triumfere: Vi gjorde det rette. We saw it coming.
Og en slik vurdering er strengt tatt ikke ubegripelig. Anmeldelsene av Glaz Serups to første bøker er ikke bare "mådelige" – de er jevnt over usedvanlig gretne. Dessuten har Morten Hesseldahl antagelig rett: Kun de færreste avantgardepoeter forvandles til folkelige fortellere. De fleste forblir i den litterære periferien. I løpet av et langt forfatterskap vil de kanskje tilføre forlagshuset en smule kulturell kapital, en nimbus av katedral, men overskudd? Neppe.

Et forsvar av den smale litteraturen må altså tuftes på andre argumenter. Det er mulig å forsvare den ut fra et begrep om "nytte", men ikke i økonomisk forstand – straks man tenker på boken som en vare blant andre varer, og avkrever den fortjeneste, har man alle-rede beveget seg langt inn på motstanderens banehalvdel. I stedet skulle litteraturens forsvarere snakke om "behov" eller "bruksverdi". Man trenger ikke være marxist for å se at denne striden i bunn og grunn står mellom to økonomiske systemer: Det ene basert på menneskelige behov, det andre på profitt; det ene med rom for tilsynelatende "formålsløs" kunst, det andre bare med plass til slike virksomheter som lar seg måle og taksere. Dersom det å utgi smal skjønnlitteratur skal betraktes som en "investering", må det være som en investering ikke i bytteverdi, men i bruksverdi.

Uviss fremtid
Og midt i denne feiden står altså Martin Glaz Serup. Nyttig eller unyttig, alt etter som, med en diktsamling som nå er forlagsløs, og antagelig for sent ute til å komme med på noen høstliste. Til gjengjeld gjorde Weekendavisen i forrige uke det stunt å gjengi boken i sin helhet, riktignok med mikroskopisk skrift, under overskriftene "Bogen, Lindhardt & Ringhof ikke turde udgive" og "Verdens bredeste dikt". Interesserte bør utstyre seg med lupe og selv ta herligheten i øyesyn – så vil man kanskje måtte konkludere, som i et av H.C. Andersens eventyr: Tidt gaar i Bøtte, hvad der ikke skulde gaae i Bøtte.

01-03./07. 2005 Weekendavisen, kommentar
Af Thomas Boberg, Forfatter

Farvel

Det er muligt at kontraktopsigelser er blevet praktiseret på andre forlag end Lindhardt og Ringhof, men det gør det ikke mindre forkert. Kontraktopsigelsen og så den efterfølgende nedgørelse af digteren Martin Glaz Serup i pressen, er sagens kerne, ikke hvorvidt litteraturen er tyk, smal, salgbar eller værdiløs. At opsige en kontrakt efter at den er underskrevet, er grimt og umoralsk.

Jeg har selv for nylig underskrevet en kontrakt på en digtsamling, der er for længst i trykken. Jeg har arbejdet med den i to og et halvt år og har glædet mig til at udgive den. Jeg har ikke tænkt mig at bryde den kontrakt, jeg har underskrevet, den slags gør man ikke. Men jeg kan ikke se, hvordan jeg kan komme igen til Log R med et nyt manuskript efter den behandling man har udsat Martin Glaz Serup for.

Principielt er der ikke den store forskel på at udkomme på LogR, Borgen, Gyldendal, Samleren eller Rosinante - de sidste tre er i realiteten Gyldendal. Tendensen er den samme over hele linjen, der hugges ned med hård hånd, forretningen skal jo give overskud. Visse "smalle" erfarne (jeg forstår at der med "smalle bøger" menes dårligt sælgende bøger af en vis kvalitet, især noveller og digte) forfattere har eksempelvis udgivet på LogR efter at Gyldendal har vist dem døren. Sådan er tidsånden. I det nyliberale klima er der næppe mange helte tilbage, men nogle skurke er dummere end andre.

Hesseldahl har ikke ret i, som han har sagt i Politiken, at succesforfattere normalt bryder igennem med første bog. Det seneste eksempel må være Morten Ramsland med "Hundehoved", han debuterede for år tilbage med en digtsamling, Kirsten Thorup debuterede med digte, heller ikke Ib Michael solgte mange bøger til at begynde med, eller hvad med Jakob Ejersbo? Og hvad lavede Gabriel Garcia M‡rquez før Hundrede års ensomhed? Han var, undskyld det latterlige ord, "smal" forfatter. Sådan kan man blive ved. Det er ikke en myte, at et forfatterskab bygges op med tiden, det er tværtimod vilkåret. Pointen er, at en forlægger ikke kan vide, hvilken bog der pludselig bryder igennem kommercielt. Han kan regne på det, fantasere om det, men han kan aldrig vide det. Derfor udgiver man heller ikke digte med den bagtanke, at digteren nok næste gang skriver en kommerciel bog.

Den danske skønlitterære afdeling på Log R dukkede sandt nok op med Torben Madsen (nu Samleren), han indførte en helt ny linje på et forlag, der ikke gav sig af med at udgive den nyere danske litteratur, men det er forkert som Lars Bukdahl hævder i sit indlæg i Bøger (24.-30.juni), at det dykkede igen, da han forlod skuden. Da Hans Henrik Schwab kom til i 1996 efter Torben Madsens exit til samleren, fortsatte han linjen. Og så vidt jeg har forstået er det heller ikke Log R's skønlitterære afdeling, der har givet underskud, det skal man finde andre steder på forlaget.

Hvorfor så i al verden kaste sig over en lyriker, der ikke koster al verden at publicere? Er det for at statuere et eksempel? De fem forfattere, som netop har forladt forlaget, kom f. eks alle til i perioden efter Torben Madsen. Morten Hesseldahl trådte først til i 2002. Historien handler derfor ikke kun om et forlag og en direktør som kun har et forhold til kroner og øre, den handler også om en redaktionel stab som gennem de sidste ti år har gjort et stykke seriøst arbejde for den danske skønlitteratur på LogR. Personligt har jeg følt mig godt behandlet på forlaget. Log R er da helt klart et af stederne, hvor der i de sidste femten 15 år også er blevet udgivet bøger for litteraturens skyld.

Jeg tror, det ville være et tab, hvis Log R lukkede helt ned, det ville gøre spredningen af forlag og muligheder mindre. Det kan være, at denne kontraktopsigelse eller dette kontraktbrud kun er begyndelsen på det, der vil komme, historien om et rigt samfund, hvor alt med et er blevet tilladt, bare der er penge i det, men personligt ser jeg mig ikke i stand til at fortsætte på et forlag, der behandler forfattere så elendigt. Jeg ved ikke, hvad forlaget skal gøre for at redde stumperne, men det skal se helt anderledes ud, hvis det skal gøre sig nogle realistiske tanker om at være et væsentligt kvalitetsforlag i fremtiden. Jeg kan ikke forestille mig, at forfattere med respekt for sig selv og de andre vil være med til at fortsætte den stil, vi lige har fået en prøve på.

01.-06/07. 2005 Weekendavisen, læserkommentar
Af Per Smidl, Forfatter

Forfattervækst

NÅR jeg følger »affæren« om forlaget Lindhardt og Ringhofs opsigelse af en kontrakt med den unge digter Martin Glaz Serup, kan jeg ikke lade være med at undre mig. Af to grunde: for det første afslører de solidariske unge udbrydere (vækstlaget i dansk litteratur) en sådan naivitet i deres omgang med forlagsvirksomhed, at man spekulerer på, hvad de egentlig har lært på Forfatterskolen. Forlag er ikke og har aldrig været godgørende institutioner. For det andet kan jeg heller ikke lade være med at undre mig, når kritikeren Lars Bukdahl i WA d. 24.-30. juni kalder forlagsdirektør Morten Hesseldahls forklarende ord (i Information) om at forlag »kloden rundt, året rundt« skrotter bøger, der er skrevet kontakt på, en »opsigtsvækkende nyhed«. Det er det ikke ifølge min erfaring.

Jeg selv havde i 1996 kontrakt med Centrum forlag på min tredje roman »Mathias Kraft«. Jeg havde modtaget 10 eller 12000 kr. i forskud, da forlaget kort før udgivelsestidspunktet bakkede ud. Efterfølgende tog det mig næsten et år at få romanen anbragt på forlaget Hovedland. Det var ikke sjovt, men jeg beklagede mig ikke over det offentligt. Det faldt mig end ikke ind.

Om en sådan omgang med forfattere er almindelig eller ufin, eller om den er skadelig for det åbenbart i visse kredse sakrosankte »vækstlag« (fordi det rammer en ung mand med papir på at være digter) er underordnet. Uddannet eller ej så kerer en forfatter (eller digter) sig aldrig om »vækstlag«, ja, han forstår knap nok, hvad ordet betyder. Set fra forfatterens synspunkt, drejer det sig udelukkende om at tro nok på sig selv til at skrive sine ting og før eller siden finde sig en platform for deres offentliggørelse. Ligesom et forlag ikke kan forlange, at forfatteren skriver en bog, kan en forfatter ikke forlange, at forlaget udgiver én. Det er ikke en kontrakts væsentligste funktion at holde parter sammen imod den enes eller begges vilje. Hvis parterne igennem hele udgivelsesforløbet vurderer, at deres (som oftest modstridende) interesser mødes, kommer der en udgivelse ud af det; gør de det ikke, bliver det ikke til noget. Forlag ræsonnerer, at de kan skalte og valte, fordi de sidder på pengekassen. Og ja, det kan de gøre. Men det er ikke sandt. I det lange løb er det forfatteren, der tør tro på sig selv, der har fat i den lange ende. Hans ræsonnement er slet ikke i egentlig forstand et ræsonnement. Som skabende handling er det en virkelighed. Den skabende kraft har kontrakt med virkeligheden og sætter dagsordenen. Ved at alliere sig med evigheden har forfatteren fået tiden på sin
side.

01.-06/07. 2005 Weekendavisen, læserkommentar
Af Kasper Thomsen, forfatter

De tynde bøger

Her i landet er der ikke nogen, der dør af sult og hvis der var, var der nok ikke nogen avantgarde - for den hænger nok uløseligt sammen med overskud og velstand. Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil sige med det, men jeg har netop læst Martin Glaz Serups indlæg i Politiken og da jeg ved, at han er blevet fyret af forlaget Lindhardt og Ringhof og da vi har det tilfælles, at vi begge er udkommet på dette forlag, er det vel i orden, jeg snakker lidt med.

Jeg ved også, at seks relativt unge forfattere har forladt forlaget i protest mod den nye forhærdede linie, hvor det drejer sig om at tjene flere penge for forlaget, hvilket man vel ikke kan bebrejde det. Det er noget sjovt noget med forlag: de er virksomheder, men ofte virksomheder med en skrøbelig balance i forhold til forpligtelse - vækstgrundlaget kalder man det.

Jeg føler mig kynisk: selvfølgelig forekommer sådanne fyringer. Kan man forvente andet? Det er elegant, når Serup undgår selvnævnelse og i stedet for problematiserer udviklingen, karakteriserer avantgardens grundlag og formulerer betænkelighed, men jeg er ikke helt så elegant: min debutbog kom på Lindhardt og Ringhof for længe siden og nu da jeg er færdig med en ny bog har jeg næsten ikke overvejet det gamle forlag. Min daværende redaktør flyttede til Gyldendal og med ham væk var klokken slået: jeg var overbevist om, at det taber-udbasunerede forlag overhovedet ikke ville røre ved mine frenetismer og jeg hastede ind til Gyldendal, hvor min gamle redaktør nu sad og gav ham manus. Der gik et par måneder, han svarede ikke - jeg ringede ham op og han sagde at manus var blevet fejlplaceret, var blevet afvist med standardsvar, så havde han grabbet det og var gået i stå: nu henlå det og han anede ikke, hvad han skulle gøre med det. Det var ulæseligt, sagde han, han sagde modstræbende, at han gerne ville se en nyere version, men jeg var blevet mopset og i forvejen siger alle, at Gyldendal er blevet reaktionært.

Op i røven med Gyldendal, tænkte jeg. Min første bog var svær og hvis redaktøren ikke kunne brænde lidt for lortet, så op i røven med de store forlag. Nu anmoder jeg Arena om barmhjertig assistance.

Nu bliver det lidt fragmentarisk, avislæseren må bære over med det. Avantgarden, jeg hader det ord, vil selvfølgelig altid overleve, for den er hårdhudet og militariseret og usynlig. Den har godt af modstand og jeg ved, at forfattere er fragile, men som en bekendt sagde: Når det handler om overordnede generelle spørgsmål, har forfattere svært ved at mobilisere synergi, mens når deres egen baghave udsættes for kommercielt overgreb, så glammer de automatisk op. De har det så hårdt. Vi har det så hårdt. Vil vi have en avantgardekultur? Selvfølgelig vil vi ikke det - og så alligevel ja.

Avantgarden er vel først utilstedelig og upassende, helt igennem langt ude, og siden hen, som vi ved, bliver den med tid masseret ind i godtagne resultater, men som samfund kan vi per definition ikke beslutte avantgarden, fordi den er længst væk fra det kollektive. I det hele taget, kan man tænke, kan Danmark slet ikke generere en avantgarde, for fra hvilken udsat misvækst skal den komme. Der er ikke nok power eller modstand her til at lave den.

Man behøver vel næppe sige, at modstanden skal udnyttes. Fuck dem, lad dem brænde, mens vi udnytter modstanden til at fifle lidt med det avantgardistiske. Og når finsmækkere så automatisk danner en lakonisk mur mod forlagene og latterliggør dem, kan man få den følelse, at det er lige så bornert. Jeg er simpelthen edderrasende, men hvad kan man forvente.

Faktisk har jeg ikke fået en opsigelse fra forlaget og det undrer mig. Men jeg har trukket mig for længst, idet jeg ikke regnede med at have en chance, men heldigvis er det sjovere at skrive end at udgive og jeg håber næsten ikke, at jeg - ligesom Henrik Bjelke - begynder med de små forlag for så siden at helme og ende hos Gyldendal taget til nåde. Kan jeg leve uden anmeldelser? Forfattere er sgu penible. Jeg vil gerne have anmeldelser. Jeg har gået på Forfatterskolen, så vil avisen trykke det her?

Serup går fra avantgardeundertrykkelsen til Dansk Folkeparti til Sovjet og Hitler, sikke en skalaopvridning. Danmark er slet ikke uden for ilden. Kan ikke alle de gode integrerede forfattere i samlet flok gå fra de store hen et sted, hvor de får magt og udgiver, men kan de så være avantgarden samtidig med? Er der nogen der tør det?
(Fork. af red.)

01.-06/07. 2005 Weekendavisen, læserkommentar
Af Mai Misfeldt, freelancer, kritiker

Håndvask

I den verserende sag om forlaget Lindhardt og Ringhofs forlagspolitik, som åbenbart inkluderer en praksis, hvor man uden videre bryder indgåede kontrakter med forfattere, for derefter at hænge deres salgstal til tørre i medierne, må man glæde sig over, at avisen stadig har Lars Bukdahl ansat, men græmme sig over, at man samtidig ikke holder sig for god til at springe med på det håndvaskende debatniveau. Her tænker jeg på Bo Bjørnvigs artikel Vækstlaget, i hvilken han får vendt hele historien til at handle om digteren Martin Glaz Serups person og udgivelser på den lettest tænkelige måde - ved at gå på Infomedia og plukke fra dårlige anmeldelser (den positive kritik har han undladt, den er nemlig fra Kristeligt Dagblad, og ikke at finde på søgemaskinen) og derefter kalde det en artikel. Oven i købet er den så også fuld af urigtige oplysninger, såsom at Lindhardt og Ringhof skulle være uden vidende om, at Serup havde fået trykt dele af udgivelsen i Forfatterskolens antologi 2004. Det vidste og bifaldt forlaget ved kontraktens indgåelse, men det har de åbenbart, jf. Hesseldahls seneste udtalelser i medierne, også selv glemt.

Men det er ikke digteren Martin Glaz Serups talent eller mangel på samme denne debat burde dreje sig om. Den drejer sig derimod om etik. Ethvert forlag må nødvendigvis jævnligt vende med sig selv, om det kan forsvare at udgive de digtere som de gør, og i den forbindelse antage eller afskedige forfattere. Det er almindelig forlagspraksis, og man regner da helt bestemt som kritiker og læser med, at forlagene jævnligt fører den slags kvalitative samtaler med sig selv. Men hvad der ingen steder hører hjemme er, at man midt i en udgivelse stopper processen og derefter skyder skylden på forfatterens dårlige anmeldelser og salgstal. Det har forlaget haft rig lejlighed til at undersøge i lang tid før, det har bundet an med en ny udgivelse. Alt andet er simpelthen en uetisk omgang. Jeg forstår ikke, at en avis som WA vil være bekendt at springe med på forlægger Morten Hesseldahls vogn, hvor han 1-2-3 har fået vendt sagen til at blive et personligt martyrium, i stedet for nøgternt at se på det principielle i sagen. Og sagen er kort, at der er udøvet uetisk og dårlig forlagspolitik, som burde udløse en øjeblikkelig undskyldning.

Derefter kan vi gå over til at diskutere det endnu mere principielle og interessante: hvordan sørger vi for, at der er det vækstlag af smalle forfattere, der gør, at vi til stadighed kan have en levende, engageret litteratur? Måske udgives der for mange bøger, måske skal forlagene være mere restriktive, måske skal forlagene (det tænker man ofte som kritiker) bruge flere ressourcer på forfatterpleje og konsulenthjælp (og her kunne jeg godt nævne flere udgivelser fra netop LogR, som ikke går under betegnelsen smal litteratur, men bred mainstream, som åbenbart er det, man satser på fremover, som måske kunne have været læse-værdige, hvis de havde fået faglig bistand). Som bestyrelsesmedlem i Litteraturkritikernes Laug, ser jeg med stor bekymring på den situation, som bogen kan komme i. Det kan jo føre til den helt absurde situation at kritikerne, bare for at sørge for at smalle forfattere ikke bliver fyret i utide og hængt ud i al offentlighed, føler sig endnu mere forpligtede til at anmelde den smalle litteratur positivt, i stedet for at give den det modspil, som den unge litteratur netop har brug for.

05.07.2005 Politiken, debat
Af Rasmus Heiberg, formand for den skønlitterære gruppe i dansk forfatterforening

Anstændige forlag, anstændige kontrakter

Lindhardt ogRinghofs behandling af digteren Martin Glaz Serup har givet en række indignerede og vrede reaktioner. Det med rette. Et anstændigt og seriøst forlag opsiger ikke en underskrevet aftale, kort før bogen er planlagt til udgivelse. Den slags gør man ikke. Problemet er bare, at det står der ingenting om i vores kontrakter.

Læser man en hvilken som helst af forlagenes standardiserede kontrakter igennem, finder man intet formuleret om, at forlaget ved kontraktens underskrivelse forpligter sig til at udgive bogen. Der står formentlig, at hvis bogen ikke er udgivet inden for 1 år, har forfatteren ret til at ophæve aftalen. Altså: »Hvis bogen ikke er udgivet inden for 1 år, har forfatteren ret til at ophæve aftalen.« Vi lader den stå et øjeblik.

Det betyder, at langt de fleste af landets forfattere reelt ikke kan være sikre på, at deres bøger udgives, før de sidder med de første, nytrykte eksemplarer i skødet. Når en forfatter i dag underskriver en kontrakt, giver de forlaget op til et år til at spekulere over, om forlaget overhovedet er interesseret i at udgive bogen. Med andre ord: Idet en forfatter underskriver sin kontrakt, binder han sig til forlaget, uden at forlaget indgår nogen form for bindende aftaler med forfatteren. Og gud nåde og trøste forfatteren, hvis han to måneder inden udgivelsen f.eks går til et forlag, der tilbyder ham bedre udgivelsesvilkår. Den slags gør forfattere ikke. Det har de nemlig skrevet under på.

Heldigvis hører jeg meget sjældent om forlag, der opfører sig, som Lindhardt og Ringhof har gjort det i tilfældet med Martin Glaz Serup. Når en forfatter vælger at satse på et bestemt forlag, er der tale om en mindst lige så stor tillidssag, som når et forlag vælger at satse på en forfatter. Gennem det sidste år har Dansk Forfatterforening forhandlet med forlæggerne om en ny, skønlitterær kontrakt. Vi har diskuteret en hel del, men mærkeligt nok - og nu helt aktuelt beklageligt - har vi ikke diskuteret det skæve i, at forfatteren binder sig til et forlag et helt år, mens forlaget helt slipper for nogen form for bindende aftaler. De kan endda vrage en underskrevet aftale to måneder inden udgivelsen. Og det gør de - L&R gør i hvert fald.

At vælge et forlag er som sagt en tillidssag, og selv om langt de fleste af forlagene opfører sig mere anstændigt end den opførsel, der blev Martin Glaz Serup til del, ser jeg frem til, at Forlæggerforeningen efter sommerferien kontakter Dansk Forfatterforening med forslag, der kan løse dette misforhold. Når et forlag som L&R helt uanstændigt bryder en uskreven gentlemanaftale (og sådan bliver det opfattet. Se bare på de mange forfattere, der ganske vredt har taget afstand fra L&R's behandling af Serup. Vi taler om garvede folk, som er helt inde i deres skønlitterære kontrakter. De ved, at forlaget reelt har handlet legalt, alligevel dømmer de handlingen som utilgivelig), har danske, anstændige forlag formentlig stor forståelse for, at forfatterne nu fortjener store indrømmelser i deres kontrakter og ikke bare en række uskrevne gentlemanaftaler, som står lige til at bryde.

Uskrevne gentlemanaftaler er der nok af.
Sender man som ukendt forfatter et uopfodret manuskript til et forlag, får man gerne at vide, at der vil gå omkring 6-12 uger, inden man hører noget. Og det er forståeligt; forlagene har travlt, og de fleste venter gerne endnu længere tid, inden de får en bedømmelse. Eller selv rykker for et svar. At der kan gå længere tid end de lovede 6-12 uger, er også forståeligt - forlagene har vitterligt travlt. At jeg kender til en forfatter, som nu har ventet på en bedømmelse i to år fra et af landets meget prestigefyldte forlag, kan der måske også være en god forklaring på. Om end jeg har særdeles svært ved at finde på en grund, der retfærdiggør en så lang ventetid.

Hvad jeg derimod slet ikke forstår, er den uskrevne gentlemanaftale om, at man sender sit manuskript til ét forlag ad gangen, og først går andre steder hen, når man har fået et afslag fra det valgte forlag. Sådan er rutinen, at sende sin bog til flere forlag samtidig - det gør man ikke. Men hvorfor egentlig ikke, hvor står det skrevet henne, og hvem har egentlig fundet på den aftale, der igen og igen risikerer at sætte en forfatter i limbo?

Hvis det er forlagene, der har opfundet den - og det er det jo nok - bør de også være de første til at se det rimelige i, at danske forfattere fortjener en seriøs og anstændig behandling. Og det gerne på skrift - så vi ikke to måneder før vores nye bogudgivelse risikerer at blive kontaktet af vores forlag, som opsiger kontrakten.

Forlæggere på skolebænken
Handelshøjskolen starter til efteråret et kursus, der skal hjælpe forlagsfolk med at styrke kvaliteten af deres produkter. Målet er en hel masteruddannelse, specialdesignet til forlagsbranchen.

Allerede fra dette efterår bliver det muligt at sætte sig på skolebænken for at tillære sig færdigheder i forlagsvirksomhed. Det er Handelshøjskolen/Copenhagen Business School, der tilbyder et kursusforløb med 10-12 forelæsninger på åben uddannelse.

Initiativet og ideen til en egentlig forlagsuddannelse kommer fra forfatteren og oversætteren Thomas Harder. Harder tiltrådte i efteråret som adjungeret professor på Handelshøjskolen i København, og han efterlyste ved sin tiltrædelsesforelæsning en forlagsuddannelse, som allerede nu er godt undervejs.

»Det er lidt en tilfældighed, at det bliver netop på Handelshøjskolen. Men de tog bolden op efter min forelæsning og har ageret utrolig hurtigt,« siger Harder. Efterårets kursusrække tager udgangspunkt i den redaktionelle kvalitetssikring af tekster. Kvalitet i oversættelserne, optimering af korrekturprocesser. Kort sagt hvordan man kan minimere fejlene i det endelige produkt, som kunden får i hænderne:

  »Kurset er primært henvendt til folk, der i forvejen arbejder i forlagsbranchen, men også mere bredt til oversættere og andre med interesse i den redaktionelle tekstbehandlingsproces.« fortæller Harder.

Belært af egne erfaringer både som forfatter og oversætter mener han, at der er et generelt behov for at styrke forlagenes indsigt i alle led af forlagsarbejdet:

»Kvalitetsstyring er en selvfølgelighed i alle mulige andre brancher. Men det er ikke altid tilfældet hos forlagene. Det hænger måske sammen med, at så længe der indgår et element af det kunstneriske i arbejdet med bøger, så bliver man utålsom i forhold til praktiske færdigheder.«

Et andet problem i forlagsbranchen er ifølge Harder, at rekrutteringen af medarbejdere ofte sker fra de humanistiske universitetsuddannelser.

»Forlagsredaktører med en akademisk litterær uddannelse har ofte ikke den nødvendige ballast, når det gælder om at skabe overblik over hele processen i produktionen af bøger, derfor mangler de ofte grundlæggende kendskab til mere hårde emner som processtyring og marketing«.

Fra efteråret 2006 er det planen, at Handelshøjskolen skal kunne tilbyde en egentlig to-årig masteruddannelse i forlagsvirksomhed. Uddannelsen skal ikke kun fokusere på tekstbearbejdning, men inddrage hele forlagsarbejdet. Der skal bl.a. undervises i økonomistyring, salgsarbejde, marketing og hvordan man udvikler samarbejdet med den grafiske branche.

Jakob Kvist kreativ direktør for forlaget People's Press hilser også den nye uddannelse velkommen:

»Det ser ud til at være en rigtig god idé. Og det er da rigtigt, at i den akademiske tradition i forlagsbranchen har økonomistyring og marketing traditionelt ikke vejet særlig tungt. Forlagene har lige som dagbladsbranchen været præget af en kløft mellem den kreative klasse og de tunge økonomidrenge, og måske kan sådan en uddannelse være med til at bygge bro.«

06.07.2005, Berlingske Tidende
Af Jesper Eising, journalist

Forfattere til rejsebøger protesterer over dŒrlige forhold
En stor gruppe forfattere, der er med til at skrive rejsebøger i Polikens "Turen går til"-serie, er trætte af fyringer og dårlig kommunikation med forlagsledelsen. I et brev efterlyser de bedre forhold, og forlagschef Jesper Groftved har nu kaldt forfatterne til møde om sagen.

I et brev til ledelsen af JP/Politikens Forlag og Politikens Rejsebøger protesterer 21 rejsebogsforfattere over fyringer, manglende rettigheder og dårlig kommunikation fra forlagsledelsens side.

Forfatterne, der alle skriver bøger til den populære rejsebogsserie "Turen Går Til", ønsker bedre kontrakter. I øjeblikket har de ingen rettigheder og kan fyres fra den ene dag til den anden - hvilket angiveligt er sket i flere tilfælde. Forfatterne ønsker derfor et tillæg til deres kontrakter, så den enkelte senest tre måneder efter udgivelse af en rejsebog skal have at vide, om vedkommende skal lave den næste udgave også, eller om man er fyret, så man i givet fald har en chance for at finde andet arbejde. Samtidig efterlyser forfatterne i brevet et "højere info-niveau og klar tale" fra forlagsledelsens side, ligesom mange forfattere har "bedre og mere konstruktiv kommunikation" højt på ønskelisten.

Berlingske Tidende er i besiddelse af protestbrevet og har været i kontakt med en række af de forfattere, som har skrevet under på det, men ingen har ønsket at kommentere brevet eller baggrunden for det yderligere.

Berlingske Tidende erfarer dog, at det er kulminationen på længere tids uro, hvor rejsebogsforfatterne ved flere lejligheder har efterlyst bedre kontrakter og ikke mindst bedre kommunikation fra ledelsen, som i nogles øjne siger et, men gør noget andet. Samtidig har flere fyringer blandt rejsebogsforfatterne angiveligt skabt en vis frygt for, at forlagsledelsen i fremtiden vil fyre flere af "de gamle" forfattere. Forlagschef for Politikens Rejsebøger Jesper Groftved har reageret prompte på brevet og indkaldt forfatterne til et møde i august. Han siger, at forlaget nu har indført de evalueringer, som forfatterne efterlyser - de er bare ikke skrevet ind i kontrakterne.

"Men vi er begyndt at afholde evalueringsmøder senest fire måneder efter, at en bog er udgivet. Så ser vi sammen med forfatteren på, om de mål, vi satte os, er nået, og om vi vil fortsætte samarbejdet." "Vi har 60 rejsebogsforfattere, og der er altså 40 af dem, som ikke er utilfredse," tilføjer han. Jesper Groftved mener, at forlagsledelsen generelt er god til at kommunikere med forfatterne. Han erkender, at der har været to "uheldige opsigelser af samarbejdet", men afviser, at folk er blevet "smidt på porten" fra den ene dag til den anden.

"Det kan skabe en vis nervøsitet hos forfatterne, men jeg har ringet rundt og beroliget dem, og vi står ikke overfor at skulle fyre flere forfattere her og nu. Men det er helt almindelig procedure på et rejsebogsforlag, at man på et tidspunkt, når folk har lavet bøgerne i lang tid, ønsker at få nye øjne på en bog," siger Jesper Groftved.

06.07 2005, Bergens Tidende
af Silje Stavrum Norevik

Weekendavisen 08.07.05, læserbrev 1

Jyllands-Posten 08 juli 2005
Af Kasper Schütt-Jensen

08.07.05 Morgenbladet (NO), kommentar

Information 16. juli 2005, kronik
Af Henrik Dalgaard, forlægger for Husets Forlag