oktober STATUS
14.10. 2000
Følelsen af at være en offentlig person, at folk bedømmer mig dagligt på min opførsel (= mit daglige digt) - let's face it: jeg fungerer ikke godt i spotlight. Jeg glæder mig til afslutningen på kontrakten - så jeg kan forsvinde ind i anonymiteten igen, og kun træde frem, når det passer mig - skrive når det passer mig og ikke for at tilfredsstille andre personaer end mig selv.
Persona: jeg ved, at spotlighten er en del af min selvopfattelse, at den kun findes i mit hoved - og jeg ved, at en af årsagerne er flinkeskolen, jeg stadig går i - at det kun handler om mine egne forventninger til mig selv. Jeg har nu sværere ved at leve med presset fra at jeg ikke evner at skrive et digt hver dag, som honorerer kontraktens ordlyd - "et digt om dagen, og er det ikke godt, slækker jeg blot på mine krav". Jeg er ikke i stand til at slække så meget på mine krav, at jeg kan have det helt godt med hvad jeg på visse dage, måske mange dage, har været i stand til at producere.
Tænk, at enten være så dygtig som Robert Frost, kontraktens inspirator, eller lige så (tilsyneladende) ubekymret som han, når han lover sig selv ikke at kræve mere af sig selv, end han er i stand til at honorere.
Kontraktens ordlyd er en bevidst stillingtagen til livet generelt, jeg finder både fornuftig og sund - men jeg begynder også at fornemme, at den er udtalt af et menneske, som "kan det" - altså, det er ikke en holdning, Robert Frost mener er rigtigt, men derimod en konklusion omkring en måde at leve på, en livsholdning, som han ved er rigtigt. Tanke, meninger, følelser, ønsker (mig) vs. erfaringer (Robert Frosts udgave af samme). Det gør ondt at tænke denne tanke - det gør ondt at tænke, at jeg tilsyneladende har lang vej igen, før jeg kan leve, som jeg føler det er rigtigt at leve: I det udstrakte øjeblik, i overensstemmelse med vurderingen af egne kræfter og evner i dette tidsrum. Eller sagt enklere: Leve i nuet og have det godt med det.
En anden årsag til mit pt. brændende ønske om anonymitet/ikke at føle mig bedømt er klart dét, at jeg føler jeg cencurerer mig selv. Det er blevet klart for mig at materialevalget i det daglige digt af tidsmæssige årsager oftere kommer fra dagens begivenheder end fra den centrallyriske, centralfilosofiske eller blot sprogelskende del af min bevidsthed. De dage er efterhånden mange, hvor jeg har måttet bekæmpe impulsen til at tage udgangspunkt i noget, som for visse endnu er så frisk og sårbart i erindring, at dét at se det som inspiration for et skitseagtigt generaliserende og måske tilmed ikke-medholdende digt kunne skabe flere problemer i forhold til venner og familie, end jeg har overskud til at tage mig af (igen dét der med spotlighten). Så, hellere vente til kontrakten med mig selv løber ud til nytår, og efterfølgende skrive til skuffen, og dérnede lade tingene modne og udgangspunktet for indholdet gå i glemmebogen for evt. involverede. Ikke blot er det svært (overfor de nærmeste) at formidle forskellen på genfortælling og digterisk intention; hverdagens spejle er heller ikke for sarte sjæle - sarte sjæle som mig.
15.10.2000
Jeg har haft biorytmerne tilknyttet dagens digt som sideløbende projekt i - hvad... - 6 måneder nu, og jeg synes ikke længere, at det befordrer den skabende proces at vide, hvordan mine daglige energipotentialer er. Hvilket er en konklusion, der i særdeleshed irriterer mig - eftersom jeg mener det er overordentligt brugbart i alle andre sammenhænge end den kunstneriske. Men jeg er åbenbart ikke moden nok som menneske eller digter til at træde ind og ud af en kompartmentalistisk virkelighed ELLER lade de to smelte sammen og være digter, snarere end at være digter. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at holde fri fra skriften og tanken om skrift.
