september STATUS

 

nu har jeg kørt det her projekt i over ni måneder. og jeg tænker, hvornår stopper det? Der er en sund repetition i såvel glæder som sorger omkring dét at skrive dagens digt, og også i fremkomsten af indhold. Men jeg får aldrig ro, fordi digtet ALTID skal skrives. Havde jeg så bare sagt "5 dage om ugen", men det gjorde jeg ikke.

Men jeg ser det til ende. Har det ikke lært mig andet, har jeg ihvertfald fået en fornemmelse af, hvad det vil sige for mig at skrive op imod dagens klokke: At jeg er langsommere end jeg troede - at jeg overvejende behøver langt langt mere tid for at komme ned i de væsentligere lag. Og at jeg behøver en arbejdsbyrde, som er en smule mere deadline-baseret, uden samtidig at være fuldstændig gør-som-du-vil. Men jeg trænger til ferie nu - ferie fra skriften. Det er fint nok, at jeg igennem min karriere er blevet totalt fikseret på digtningen - men er der ikke perioder, hvor fokus er større på oplevelsen, eller snarere: oplevelserne er større end fokus, vander teksten ud.

Konkret har jeg oplevet det som faldende glæde for mine egne tekster, og deraf følgende disillusion. Hertil er kun ét at sige: Hold fri. Tank op. Optankning er forudsætning for ny tekst.

Tænk, hvis man kunne skabe forståelse for digterens arbejdsvilkår desangående?! Ikke blot henføre til lovtekster om retten til at arbejde i udlandet for legatpenge - men rent faktisk kunne skabe forståelse for nødvendigheden af ikke at arbejde med digtningen, eller måske skrift- og talesprog overhovedet, i en periode?! Hvis... altså nogen ønskede at få nye fortællinger, nye digte...!

Idé: Mand, digter, går til lægen og får en henvisning til et kurophold, fordi han lider af et svært tilfælde af sprogforbistring, der som symptom blandt andet har, at han er begyndt at spytte/sprutte, når han taler, har svært ved at bruge bisætninger, og uden at ønske det bruger eder og forbandelser for såvel verber som substantiver i både tale og skrift. Faktisk er han så svært angrebet, at hans læber er konstant spidsede - hvilket får lægen til at ordinere en ekstraordinær kur, hvor han skal kysses i 1 time om dagen af en tiltrækkende kvinde for at få kæbe- og læbemuskulaturen til at slappe af.
   Formen holdes totalt straight - manden er ikke særlig villig til noget af det, heller ikke kyssekuren, da han egentlig kun er gået med til det for at få fred for sin familie og sin forlægger - og alle beskrivelser af hans lidelser er ganske nøgterne.

jeg gider ikke det der socialrealistiske pis. Få mig til at smile ved en bredere lignelse, og du har solgt mig et forfatterskab.

 

tilbage til toppen

 

til Cirkel