17.03.2000
det slog mig igår, at jeg har rundet de tre måneder. En sejr, i betragtning af omkostningerne: At jeg skal være hjemme næsten hver aften for at skrive et digt til at slutte og afrunde dagen med, tidsnok til også at kunne få søvn nok til at komme gennem den følgende dag med - hvis jeg da ikke har været forudseende og skrevet dët tidligere, så jeg kan være ude nogle timer længere.
Men hold da kæft, hvor jeg ikke ville have undværet det! Følelsen af at gøre noget, som i den grad bærer mine dage mod den næste dag, binder mine uger og nu også mine måneder sammen - for første gang i mit liv en aktivitet, der skaber naturlig sammenhæng - og beslutningen er min egen. Også at stoppe. Det er ikke kontrol. Det er frihed. Den tror jeg ikke, jeg har kendt til før.
Og så blæse være med, at jeg kun får sovet ud i weekenderne. Alting justerer sig - omkring friheden.
18.03. 2000
Hvad er en digter? Det er et spørgsmål, jeg har vendt og drejet meget. Det har væsentlighed for afklaringen af, hvad jeg som skrivende føler jeg kan tillade mig i form af henvendelse til offentligheden. Det vil sig: I hvilket omfang kan jeg tillade mig at søge legater, der henvender sig til digtere, hvornår er mine tekster færdige nok til at blive beskuede af andre i den form, der kaldes en digtsamling, hvori består mit professionelle ansvar, hvis jeg vil betragtes som professionel af offentligheden, og hvad skal jeg egentlig fokusere på i form af videns-søgning, sprog- og litteraturteori, fremførselsformer og lyd- og vejrtrækningskunnen?
Et svar er besnærende enkelt: Jeg skal gøre det jeg har lyst til. Og det er absolut også det mest tiltalende. Men denne branche - forfattere, digtere, skribenter generelt - er styret af snobberi. Selvfølelse indenfor et fag er af det gode - det hjælper med til at man som enkeltudøver bidrager med det bedste, man er i stand til - men hvis man tilsætter en portion angst for ikke at leve op til andres vurderinger af ens standard, trækker man sig væk fra fornyelsen. Den fornyelse, der kommer af, at man bevæger sig i grænseområder, i udforsket territorie. Hele vores branche er gennemsyret af denne angst - styret som alle er af fondsmidler og "alle kender alle" - med deraf følgende snobberi til følge.
Snobberi er som bekendt en beskyttelsesmekanisme, hvor man forventer at det nye/den nye/ de nye skal leve op til en (høj) standard, man ikke har lyst til på forhånd at afsløre. Og denne mekanisme gennemsyrer det danske litteraturliv på det skrivende og det anmeldende plan. Om den samme form for snobbisme også er nået ind i kulturministeriet tillader jeg mig at forholde mig tvivlende til; hér er det snarere uvidenheden, der råder - man rådfører sig med de mest synlige - dém, man selv har været med til at gøre synlige gennem legater og fodsmidler - og beder dém udpege værdigt egnede. Og således kommer nogle få kunstnere til at være skoledannende, ikke for kunstnerisk udfoldelse - for det taler man ikke meget om hér til lands - men for understøttelsen af et system, der skaber ensretning i tilgangen til kunstnerisk udfoldelse og monotoni i skabelsen af nye projekter.
Det er derfor svært for en kunstner at gøre sig gældende i dette land, hvis ikke reglerne kan efterleves. Og jeg gætter det er lige så svært i alle andre lande, der har en kunst- og/eller en kulturpolitik.
Dette betyder derfor, at der er regler, det er værd at forholde sig til; ikke nødvendigvis med intentionen at efterleve eller overholde dem, men for ret og simpelt at kunne tage stilling til, hvor meget man som udøvende vil være med til, hvis man samtidig vil kunne beholde sin personlige integritet. Det er givet muligt at nedsætte sig som systemrytter - og skabe sig en kunstnerisk karriere gennem en årerække, alene på at kende alle regler for opførsel, henvendelse til rette instanser, henvendelse til medier, osv osv - men hvilket liv får man ud af det?
Derfor mit spørgsmål til mig selv om: Hvad er en digter? Hvad skal en digter kunne? Hvad er reglerne indenfor den sfære, der understøtter og kender digtningen og digterne? Så jeg kan tage stilling til, om jeg skal kalde mig digter, søge fondsmidler osv. Skrive holder jeg næppe op med - men hvis jeg ryger i miskredit fordi jeg ikke kender reglerne, kan jeg måske få det meget svært med at komme ud med noget, når jeg selv synes jeg har noget at sige.
Det er meget svært for mig at gennemskue de uskrevne regler for en digter. Meget svært. Det er et meget angstfyldt område at bevæge sig ind i - de andres angst, mener jeg. Svært at få klare svar; svært at tale med mennesket - oftes er det digteren eller den offentlige skikkelse, man taler med i stedet. Hvilket til tider kan forekomme mig paradoksalt, da digteren efter min mening er en pionér i et hvilket som helst samfund - et menneske, som er i stand til at sammenfatte hvad ingen endnu har set - og til andre tider er helt selvfølgeligt, for hvordan skulle noget menneske kunne rapportere fra kulturens og samfundets yderste kant, hvis vedkommende selv hele tiden er i rampelyset? Man siger ofte om digteren, at alt ligger i skriften. At skriften er det væsentligste en digter kan have at sige. Men når digteren selv er indsnøret i kulturen i form af kulturelle tilskudsordninger, hvordan skal vedkommende så kunne rapportere frit?!
Det spekulerer jeg også meget over.
23.03.00
det går op og det går ned - og når det går ned, bliver der ikke automatisk flere ting at skrive om, eller flere ting der føles væsentligere end når det går op. Det er blot emnevalget, der ændrer sig.
02.04. 00
klare op-dage og ned-dage. ikke rart, når jeg ikke kan forbinde mig til Jorden og til ånderne. Jeg vælger ordet "ånderne" med omhu - jeg bryder mig ikke om "det underbevidste"; hell, vi er sgu alle sammen optimalt bevidste - og hvad som helst, der kommer, er enten en ekstrapolation udført af en aktiv hjerne, eller lyden af verden omkring os inde i en hjerne, der holder mere eller mindre fri fra at ordne og systematisere og samtænke og få styr på det hele. Men kan jeg få min hjerne til at klappe i, så jeg kan høre hvad jeg behøver at vide lige nu, går jeg som regel glad i seng, uanset emnet. Det selvudleverende, det patetiske, det selvmedlidende, det vrede, det snavsede, det hadske er ikke rart at fælde ned, men det er nødvendigt at lytte til, og noget er nødvendigt at fælde ned. Jeg gætter på, at det bliver værre endnu, efterhånden som jeg tør lytte nøjere efter. Men det bliver så nok kun en overgang - det håber jeg ihvertfald. Det afhænger af, hvor modig jeg viser mig at være.
